Tilflugt

I musical-filmen ”Sound of music” kan hovedpersonen, nonnen Maria, ikke bestemme sig for, om hun skal blive nonne igen og give afkald på ægteskabelig kærlighed, eller om hun skal forfølge en forelskelse. I sin ubeslutsomhed vender hun tilbage til det kloster, hun oprindeligt kom fra. Men abbedissen, lederen af nonneklostret, afviser hende med disse ord:

Maria, disse mure blev ikke bygget for at holde problemer ude. Du bliver nødt til at håndtere dem.

Det gælder ikke kun for forelskede nonner og det gælder ikke kun for klostre. Vi kan også forsøge at søge tilflugt fra vores indre problemer i f.eks. ægteskab, venskab eller kirke. Vi tænker, at hvis vi først kommer indenfor ægteskabets, venskabets eller kirkens mure, vil vores problemer ikke hjemsøge os mere. Vi har efterladt dem udenfor.

Vi ved det egentlig godt. Ved godt, at det ikke fungerer sådan. Men vi gør det alligevel tit. Håber naivt, at vi kan slippe for at møde det mørke, bøvl og smerte, som bor i os, eller for at skulle træffe de helt svære valg i livet.

Hyrden
Der kan være en enorm ensomhed i at skulle møde sig selv, sine mørke sider og træffe valg. Andre kan ikke forstå, hvordan jeg har det, eller helt sætte sig ind i mine valgmuligheder. Dog er vi ikke alene her ude i det åbne og ubeskyttede land, hvor vi hvert øjeblik kan blive overmandet af vores indre bøvl eller støde på svære valg. Hyrden går med os. Foran os. Ved siden af os. Taler med os. Leder os. Hans godhed og troskab følger os, så længe vi lever. Vores fællesskab og vandring med hyrden Jesus kan blive et tilflugtssted og give os styrke og mod til at møde os selv og de problemer, vi har.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Nul-punkts calvinisme

Det kan måske virke lidt fjollet og eksotisk, at beskæftige sig med calvinisme, når vi bor i et gennemluthersk land. Vi har da også mest gjort det, når vi skulle forklare vores lutherske tro historisk. Vi tror ikke på samme måde som de der calvinister. Men i takt med at nye calvinske menigheder dukker op i Danmark, og et stigende antal gode lutherske kristne lader sig inspirere af calvinske teologer, er det alligevel på sin plads med øget calvinsk beskæftigelse.

I USA er debatten mellem calvinister og deres teologiske modpol, arminianere, stor. Begge har deres rødder i 1500-tallets reformationer, ligesom lutherdommen, men de har udviklet sig i vidt forskellige retninger. Den danske lutherdom placerer sig et sted midt imellem de to retninger, og derfor kan man finde lutheranere, som bevæger sig mod den calvinske side og andre mod den arminianske side.

Arne Helge Teigens nye bog ”Ny-kalvinisme – en orientering” er et forsøg på forholdsvis kort at formidle forskellene mellem calvinisme, arminianisme og lutherdom. Anledningen er netop, at der også i forfatterens hjemland Norge er mange lutherske kristne, som inspireres af calvinske teologer i USA, som f.eks. John Piper. Forfatteren ønsker derfor at belyse nogle af forskellene mellem calvinisme og lutherdom og kritisere dele af den calvinske teologi. Jeg vil her nøjes med at videretænke lidt over nogle af de interessante pointer i bogen. Bogen anbefales og kan købes for 120 kr i Bethesdas Boghandel.

TULIP
Den traditionelle calvinisme kaldes Five Points Calvinism, fem-punkts calvinisme, da den har fem hovedpointer, som typisk opstilles, så de fem forbogstaverne danner ordet TULIP. (ikke noget med danske pølser, dog)

Total depravity – totalt syndefordærv
Unconditional election – ubetinget udvælgelse (tæt forbundet med dobbelt prædestination)
Limited atonement – begrænset soning
Irresistible grace – uimodståelig nåde
Perseverance of the Saints – kristne kan ikke falde fra

En interessant pointe i Teigens bog er, at TULIP opstod som følge af, at arminianerne havde beskrevet deres fem teologiske hovedpunkter. TULIP er således en reaktion på, hvad calvinisterne så som en afvigelse fra ortodoks calvinisme. I sådanne reaktioner strammer man tit garnet, så man kvæler barnet. Og ortodoks TULIP-calvinisme er da også efter min vurdering et sådant system, hvor man netop i et forsøg på at gøre Gud stor og give ham ære og alvirksom magt, fratager mennesket ethvert form for vilje og initiativ og efterladet det med syndefordærv og ikke så meget andet. (Det store skel mellem Gud og mennesker giver associationer til Barth og Tidehverv).

Det calvinske korthus
Calvinismen er et system, som bygger på idéen om Guds dobbelte forudbestemmelse. Gud udvælger, inden det enkelte menneske bliver født, om det skal frelses eller fortabes. Og han gennemfører, hvad han har bestemt. Guds dekreter, som det kaldes, kan ikke ændres, og de går forud for alt. Teigen viser, at den dobbelte forudbestemmelse er den centrale dogmatiske idé i calvinismen. Den idé præger alle andre vigtige dogmer, og i høj grad gudsbilledet. Gud har godt nok en universel frelsesvilje – han vil, at alle skal frelses – men hans ønske om at efterleve sit dekret om at kun dem, som han forudbestemmer, skal frelses, gør, at Gud i sidste ende bliver en Gud, som ikke vil at alle skal frelses. En sådan Gud bliver lidt svær at have med at gøre og have tillid til. For nu at sige det med en jysk underdrivelse.

Hvis idéen om den dobbelte forudbestemmelse ikke holder, falder hele det calvinske system sammen. Efter Teigens overbevisning, og jeg tror han har ret, er det netop, hvad sker. Jeg deler ikke calvinismens idé om at dobbelt forudbestemmelse, og når jeg kigger på TULIP-idéerne, må jeg da også springe ud som en nul-punkts calvinist. Jeg tror ikke, mennesket er helt fordærvet, nærmere såret. Jeg tror ikke, Gud ubetinget udvælger hvem, som skal frelses og fortabes, men at han derimod ved det. Jeg tror ikke, at den soning, som sker på korset, er for de frelses-udvalgte, men for alle. Jeg tror ikke, nåden er uimodståelig, men at mennesket kan sige nej til Guds frelse. Og jeg tror ikke, at det kristne menneske er beskyttet mod frafald. Desværre.

Det centrale spørgsmål
Calvinismen viser sig med sit fokus på den dobbelt forudbestemmelse at være ret optaget af spørgsmålet om HVEM, som bliver frelst. Det tilsvarende spørgsmål i lutherdommen, med dens fokus på og altdominerende dogme om retfærdiggørelse af tro, må være, HVORDAN bliver jeg frelst. Men hvem bestemmer egentlig, hvad det centrale dogme og spørgsmål skal være i kristendommen? Hvis man kigger på de oldkirkelige bekendelser, så var de ikke særligt optagede af HVORDAN, man bliver frelst, eller HVEM, som bliver frelst. De fokuserede derimod på HVEM Gud var. Først med de reformatoriske bekendelser kommer fokusset på frelse. Med tanke på den gudsdebat, som præger den danske teologiverden i dag, må det være relevant at hive det gode gamle spørgsmål frem igen. HVEM er Gud? HVORDAN er Gud?

Vi har brug for en teologi, hvor det vigtigste og altafgørende dogme ikke er hvordan vi frelses, eller hvem som er frelst, men hvem Gud er, og hvordan han er. Mere fokus på Guds store historie med hele verden, hele skaberværket, mennesker og natur og det hele, og ikke kun Guds historie med mig. Og mere fokus på, at Gud er treenig, og at det har store konsekvenser for hans forhold til verden, inkl. mig og dig.

For tiden er mange lutherske i Danmark optaget af det område, som ligger mellem det lutherske og det calvinske. Siden jeg er en nul-punkts calvinist, vil det nok være mere relevant at undersøge området på den anden side af lutherdommen, nemlig området over mod arminianismen. Arminianerne har delvist et dårligt ry i Danmark, fordi vi har overtaget calvinisternes polemik mod dem. Men hvad siger de selv? Roger Olsons bog ”Arminian theology” skulle efter sigende være et godt sted at starte.

7 kommentarer

Filed under Uden for kategori

Frode

Det sorte hul i jorden opsluger flere og flere.
De forsvinder ligesom kuglepenne, sokker og rumskibe.
Jeg mærker tungheden i øjnene og trækningerne i ansigtet,
mens jeg kigger på den nedadgående kiste.
Nu forsvinder du,
du bliver væk,
og der kommer intet nyt fra dig.

———————————————

I lørdags var jeg til begravelse i Herlev. En gammel præst fik fred efter i lang tid at have kæmpet mod kræften. Jeg har kendt ham og hans kone i omkring 10 år. Dengang var vi en del af det samme kristne fællesskab i Herlev. Nogen fik den idé, at de unge i det fællesskab skulle lære de lidt ældre bedre at kende, så jeg begyndte at besøge dem. I starten kaldte jeg dem mine besøgsvenner, men efterhånden blev det et fjollet ord. De var ikke ensomme (det var jeg), de havde et stort socialt netværk og var engageret i mange forskellige ting, og desuden fik jeg mindst lige så meget ud af besøget som dem. I løbet af de år har jeg besøgt dem næsten månedligt, og de er blevet en vigtig og medlevende del af mit liv. Reservebedsteforældre.

Noget af det, jeg godt kan lide, er gentagelserne i vores samtaleemner. Vi snakker om mange forskellige ting, men der er alligevel nogle ting, som vi vender tilbage til. De spørger mig, hvordan det går med mine studier, at det bliver spændende, hvor jeg ender henne, at det er vigtigt at finde en god gudfrygtig kvinde, og hvordan min familie har det. Jeg spørger dem, om de har været på nogle rejser for nylig (de er et gammelt missionærpar og har set meget af verden), hvordan det går i missionshuset, og spørger dem om ting fra gamle dage.

Selvom der nu ikke kommer nye historier og oplevelser med Frode (men heldigvis stadig med hans kone Anne Marie), kom der alligevel nyt om ham til mindesamværet efter begravelsen. Der blev vist næsten 50 år gamle videoklip og det var ret sjovt at se mine ældre venner som unge. Desuden blev det sagt af mange, at Frode havde både livslyst og tryghed i mødet med døden. Helt til det sidste bevarede han sin nysgerrighed på at lære og sin livslyst. Men han var også helt klar til at dø og nysgerrig på, hvad der ventede på den anden side af døden. Han var fast overbevist om, at han nu hos Gud skulle genforenes med dem, som forud for ham havde krydset grænsen til døden. Denne kombination af livslysten og evighedshåbet var meget forbilledlig. Der har været tendenser til at kristne vægtlægger det ene frem for det andet. Men hos Frode stod begge dele ret stærkt.

De sidste par gange jeg besøgte ham, var han selv godt klar over, hvilken vej det gik. Han sagde farvel og sagde, at det måske var sidste gang vi ses. Og det var da også tydeligt, at det gik ned ad bakke med helbredet. For 14 dage siden sad vi dog og spillede rummikub, og selvom han var svækket og lidt vanskelig af kommunikere med, sluttede vi alligevel af med en bøn, som han bad. Der var kommunikationen helt klar. Nogle ting sidder så meget og dybt i krop og sind, at sygdom ikke kan jage det ud.

Jeg gik fra mindesamværet med en dyb glæde. Et muntert og virksomt og taknemmeligt liv på jord var slut. Men der er sat gode aftryk i mange menneskers liv og fodspor, som kalder på mig.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Storebror

Jeg har ingen storebror. Da jeg var mindre, ønskede jeg nogle gange, at jeg havde en. En, jeg kunne lege med, og en, som kunne beskytte mig, når de store drenge drillede.

Jonatan
I Astrid Lindgrens fortælling ”Brødrene Løvehjerte” hører vi om to brødre og deres oplevelser sammen i landet Nangijala, hvor de kommer til efter deres død. Storebror Jonatan er handlekraftig og modig. Lillebror Karl er mindre modig og mere forsigtig. De bor i en skøn dal ved navn Kirsebærdalen, men en stor ondskab truer dalen. Og der er ikke andet at gøre end at drage ud i kamp. Men der er så dejligt rart og trygt hjemme i Kirsebærdalen, at det er svært at tage af sted. Men Jonatan mener, at der er ting, man må gøre, selvom de er farlige. Ellers er man ikke noget menneske, men bare en sølle kryster. Så Jonatan drager afsted for at kæmpe mod det onde, mens Karl i første omgang bliver hjemme.

Jesus
Og så vil jeg ikke afsløre mere af den fantastiske fortælling. Læs den selv. Når jeg læser den, får jeg endnu mere lyst til at have en storebror. En, som kan skubbe mig af sted, når jeg bliver alt for vant til tryghed, dovenskab og passivitet. En, som viser mig, at der er noget, som er værd at kæmpe for. Og jeg får lyst til selv at blive en bedre storebror for mine mindre søskende. En, som opmuntrer dem og tror på det bedste i dem. En, som ser deres store skønhed. En, som i sidste ende vil give sit liv for dem.

Men jeg er ikke sådan en storebror, og bliver det nok heller aldrig. Men jeg kender en. Der hænger et billede af ham på min væg. Fra en ikon lavet af træ kigger Jesus ned på mig fra væggen. Engang hang han på et kors lavet af træ. Med sit liv, sin død og sin opstandelse viste han, at der er noget, som er værd at kæmpe for og give sit liv for. Nemlig os. Og han kalder på os, alle sine lillebrødre og lillesøstre, og vil have os med i den store historie. Guds historie. Den historie, hvor alt ondskab til sidst bliver endegyldigt besejret, så Gud kan danne sin version af Kirsebærdalen. Den nye jord.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Hovedet og mødet

Indimellem kigger jeg på velkendte mennesker og opdager, hvordan de ser ud. Familie og venner, som jeg har kendt i årevis. Pludselig ser jeg deres sande ansigt. Nåh, du har runde kinder. Nåh, din næse ligner din fars. Nåh, dine øjne er halvblå. Jeg har jo set det før, jeg har kigget på dem mange gange. Men det er som om, jeg alligevel ikke har set dem, når jeg har set dem. Der har lidt været et filter eller et slør for mine øjne. Og så alligevel ikke. Problemet er ikke noget foran mine øjne, men noget bag mine øjne. Noget i hovedet.

Billeder
Når man møder et nyt menneske, danner der sig ret hurtigt et billede inde i vores hoved af, hvordan den person ser ud. Måske fra første gang vi så ham, eller fra en situation, hvor der har været stærke følelser involveret. Når vi senere tænker på vedkommende, dukker billedet op for vores indre blik. Måske sammen med nogle følelser fra den situation, som billedet stammer fra. Eller sammen med det seneste rygte, vi har hørt om personen, eller noget han sagde sidste gang, vi så ham.

Eller vi ser måske hendes facebook-profilbillede for vores indre, når vi tænker på hende. I kraft af at vi i stigende grad møder hinanden online, eller i hvert fald møder hinandens statusopdateringer, likes og billeder, påvirkes vores billeder af andre også i stigende grad af deres facebook-aktiviteter. Måske vi også på den måde knytter følelser til de billeder, vi har af andre i hovedet.

Derfor kan vi nogle gange gå rundt og kigge på vores venner og familie, men i virkeligheden se på noget helt andet. En ældre version af dem. Et gammelt billede, som måske ikke længere passer med virkeligheden. Nogle gange er forskellen ikke så stor, og så er det vel ikke altid, at det gør nogen skade. Men andre gange er forskellen større, og så kan det have en negativ indvirkning på vores relationer. Vi ser ikke personen foran os, og lader os påvirke af gamle følelser for personen. Vi relaterer ikke til en virkelig person, men til et vrangbillede af en person, vi har i hovedet.

I mødet
Så må billederne dø. Så må vi forsøge at finde nysgerrigheden frem og opleve den anden på ny. Se på ansigtet, på personen. Opleve ham på ny og overvældes af farver, former og finurligheder. Og måske det samme med følelserne. Lade de gamle dø, så nye kan komme til. Måske endda genstarte relationen helt. Det virkelige møde sker ikke inde i vores hoved, men derude. Foran os. Mellem os. Ethvert møde mellem to mennesker er på en måde helt nyt. Vi sanser og føler masser af ting hver gang, også selvom vi har kendt personen i lang tid. I mødet lærer vi den anden at kende. I mødet kan nye sande billeder opstå.

I sidste ende er det også på samme måde med vores billede af os selv. Også her kan vi blive utroligt fastlåste i usunde billeder. Vi ser noget andet end det, vi virkeligt er. Vi ser noget, vi var engang. Eller ser falske og forvrængede billeder af os selv. De må rettes, de må sprænges og sande billeder og forestillinger må komme til. Vi må møde os selv, stå åbne og blottede over for os selv og se, hvad der bor i os.

Hvis ikke vi gør det, vil vores falske selvbilleder også påvirke vores billede af Gud og blive lagt til rækken af de falske gudsbilleder, vi måske allerede har. Vores gudsbilleder skal også indimellem, ved Åndens og Bibelens vejledning, have et servicetjek. De falske gudsbilleder må dø og sandere opstå. Også Gud må vi møde igen og igen. For at lære ham bedre at kende, og for at lade det lys og den kærlighed, som udgår fra ham, oplyse og forme os.

(Refleksion til Til Tro 4/2014. Læs resten af bladet her)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Ikke engang

For nogle uger siden stod jeg og kiggede ud over søerne i København, mens jeg ventede på en af mine venner. Tænkte lidt på alt og ingenting. Pludselig slog det mig, at livet er lige her. Ikke her ved søerne, selvom der da er ret rart, men lige nu og her. Dette øjeblik. Det er måske en af verdens mest basale, banale og kliché-agtige erkendelser og visdomsord, at man skal leve i nuet, leve mens man tør det, elske mens man gør det, og een dag tilbage, og plante et træ i dag, selvom jeg dør i morgen, og hvad Nik og Jay og Luther ellers har indset af livets dybder.

Der stod jeg, som en anden teologisk popsanger, og indså, at jeg nok altid har tænkt, at livet var i fremtiden. At det kommer. Når jeg liiige bliver færdig med min uddannelse og falder lidt på plads med mit liv. Men det er fjollet at tænke sådan, når man er 35. Måske halvfærdig med livet, måske mere, måske mindre.

Det er nok et levn fra barndommen og drømmene om voksenlivet. Tanken om, at verden ligger foran mig, parat til at blive indtaget, når jeg engang bliver klar og gider. Men det er lige nu, det skal indtages og gides. Ikke engang.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Disse lykkelige pietister

Et yndet kritikpunkt af kristne, især dem på højrefløjen, er, at de fokuserer for meget på livet efter døden. Livet her er bare en jammerdal, synd og ulykke hersker og vi skal hurtigst muligt se at komme i himmelen. I Danmark er det f.eks. noget som missionsforeningerne indimellem er blevet kritiseret for, og det skulle ikke undre mig, om jeg også selv på et tidspunkt har rettet denne kritik mod mit kære kirkelige ophav. De sidste par år har Folkekirkens Nødhjælp også spillet på denne tanke med deres slogan om, at de tror på et liv før døden.

Derfor er det lidt pudsigt at læse Tidehvervs kritik af Indre Mission i starten af 1930’erne. Tidehverv, denne samling af polemiske, gnavne og pænt kloge unge mænd, som gør oprør(og faderopgør) mod bl.a. det Indre Mission, som mange af dem voksede op i.

Hvis man kender lidt til Tidehverv og deres motto om at være jorden tro, kunne man måske tro at kritikken går på, at de kristne i Indre Mission netop bare skal have dette liv overstået, så de kan komme i Himmelen. Men nej, kritikken, som H.I. Hansen udfolder den i en del artikler i 1930 og 1931, går på, at Indre Mission fokuserer for meget på livet før døden. Især på lykken før døden. Han kritiserer bl.a. Vilhelm Beck og Carl Moe for at fokusere på den oplevelse af fred, glæde, vished, kærlighed til næsten, osv, som man kan få efter omvendelsen, og for at tale for lidt om den syndighed, som ifølge tidehvervsk teologi stadig radikalt adskiller Gud og mennesker, også efter man er blevet kristen.

Når f.eks. Carl Moe, som især er kendt/berygtet for sin prædiken ved en tragisk drukneulykke i Harboøre, taler om det at blive omvendt, får den da heller ikke for lidt. Et kort citat(hentet fra H.I. Hansens artikel):

”„Har Du fundet Naade hos Gud? Ja, hvorledes kan man vide det? Hvad er Tegnet paa, om ét Menneske saaledes har fundet Naade? saa vil jeg svare Dig med Engelens Ord til Jomfru Maria: „Og se, Du skal undfange og føde en Søn, og Du skal kalde hans Navn Jesus.” Det var det Tegn, Maria fik paa, at hun havde fundet Naade; der skete noget stort med hende; der skete det, at hun undfangede Jesus: og det er det samme, der er Tegnet for alle dem, der har fundet Naaden, at saa sker der noget stort med dem, saa sker der det, at de aandelig talt undfanger Jesus, at der kommer et nyt Liv ind i Dig, som Du aldrig har kendt før, et Jesusliv, som gør Dig helt forskellig fra de Mennesker, der ikke har fundet Naaden. Det første, der sker i Dig, Ven, naar Du har fundet Naaden, saa Du kan sige: Nu er jeg frelst! det er dette, at saa fyldes Dit Hjerte med saadan en dejlig Fred….”

Og han fortsætter med at beskrive den forandring, glæde og fred, som kommer efter omvendelsen. Der er sandelig lykke før døden her. Og de ca ti prædikener jeg har læst af Vilhelm Beck peger også i samme retning.

Det er ren og skær vækkelseskristendom. Erfaringskristendom. Pietisme. Ja, med den store betoning af forandringen, af forskellen mellem før og efter, kan man næsten få associationer til karismatisk og pentekostal kristendom.

Det er meget muligt, at højrefløjskristendom til tider har været eskapistisk og bare ville væk fra denne verden og finde lykken efter døden, men en del af dens grundtanke er også et fokus på lykken før døden og den forandring troen gør i livet. Når det er sagt, så kan man sagtens argumentere for, at f.eks. Indre Mission har forandret sig en del på det område siden Becks og Moes tid. Man synes ikke at være nær så glad for erfaring og følelser; jeg husker f.eks. at komme hjem fra mit ophold på Indre Missions Bibelskole med den idé, at det der med følelser og tro, det skulle man godt nok passe på med at blande sammen.

Og når de karismatiske vækkelser og Dansk Oase har kunnet få en så stor gennemslagskraft og lokkende tiltrækning blandt (unge) missionsfolk, så skyldes det måske netop, at missionsbevægelserne delvist har glemt deres pietistiske arv.

Det er spændende i dag at læse Tidehvervs kritik af Indre Missions gamle fædre. Jeg kan følge H.I. Hansen i en del af hans kritik, Moe og Beck blev på deres mest ivrige dage alt for svulstige og optimistiske og overdrevne. Og i dag, hvor de færreste på den måde går rundt og har en omvendelsesoplevelse, er deres tekster forældede. Men jeg kan heller ikke, på trods af min kyniske skepsis, lade være med at blive lidt glad over at læse så brændende og billedrige tekster.

2 kommentarer

Filed under Uden for kategori