Gud findes ikke, Gud er!

Jeg lurer lidt på, om der er forskel på følgende to spørgsmål om Guds eksistens:

”Findes Gud?”

”Er Gud til?”

Indholdsmæssigt udtrykker de nok cirka det samme; de spørger begge, om Gud eksisterer. Men måske er der gode grunde til at foretrække at spørge ”Er Gud til?”

1: At bruge ”findes” kan fejlagtigt give os det indtryk, at det drejer sig om verbet ”at finde”, her udtryk i en passiv form. Ligesom f.eks. ”spise” og ”spises”. Jeg spiser mad. Maden spises. Når vi spørger om ”Gud findes” så kan det lyder lidt som om, vi spørger, om Gud kan blive fundet, og om han derfor eksisterer. Altså, så at han kun eksisterer, hvis vi finder ham. Men hvad de fleste nok godt ved, men måske ikke altid tænker over, så drejer det sig ikke om verbet ”at finde”, men verbet ”at findes”, som nok har samme rod, men lidt forskellige betydninger. ”At findes” betyder at være til, også selvom man ikke hele tiden bliver fundet. Gud findes, også selvom vi ikke altid finder ham.

I én forstand kan Gud ikke findes. Vi kan ikke se og sanse og erkende ham helt, som han er. Vi ser glimt, vi skygger fra den lysende sol, vi ser hans skikkelse bagfra. Kun i sin søn Kristus har han givet sig helt til kende for sanserne, Kristus er både den Gud, der findes og den Gud, der kan findes.

2: Der er måske også noget mere aktivt og mægtigt over at ”at være til” i stedet for ”at findes”. Sådan klinger ordene i mine ører. Jeg kommer til at tænke på 2. Mosebog 3,14:

”Gud svarede Moses: ”Jeg er den, jeg er!”. Og hans sagde: ”Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.””

Der er noget selvopretholdende og selvfølgeligt og nærmest hovmodigt over Guds forhold til sin egen væren. Det er lidt som om, Gud siger, at han er til, og så behøver han egentlig ikke sige så meget mere end det. Han giver os godt nok nogle fingerpeg om, hvordan han er, men ikke en fuldstændig beskrivelse, så at vi kan gå ud og finde en gud, som matcher til hans beskrivelse af sig selv. Han ER. Det er nok. Det er det vigtigste, vi behøver at vide. Andre steder i Det Gamle Testamente og i Jesu liv og tale uddybes fortællingen om, hvem og hvad Gud er, men egentlig er det vigtigste sagt. ”Jeg er!”. ”Jeg er den, jeg er.” Kun Gud kan tillade sig at henvise til sig selv, når han skal udtale sig om, hvad han er.

Bibelsynsfragmenter – De to Guds Ord

Der findes to Guds Ord. Bibelen og Kristus. De er indbyrdes forbundne. Guds Ord – Bibelen fortæller om Guds Ord – Kristus. Guds Ord – Kristus har ved sin Ånd været aktiv i skabelsen af Guds Ord – Bibelen. De to Guds Ord er stærkt forbundne. Uden Bibelen vidste vi ikke noget om Kristus. Uden Kristus var der ingen Bibel. Både Kristus og Bibelen hævdes af traditionen at være af både guddommeligt og menneskeligt ophav. 100% menneske og 100% Gud.

På grund af denne lighed kan det måske være interessant at prøve at se, hvad kristologien (læren om Guds Ord – Kristus) kan kaste af lys over Guds Ord – Bibelen.

En af de vigtigste formuleringer i kristologien er fra Symbolum Chalcedonense(Den Chalcedonske bekendelse), hvor der står om Kristi to naturer, den guddommelige og den menneskelige:

“…Vi lærer at anerkende den ene og samme Kristus, den enbårne Søn og Herren, i to naturer, der ikke er sammenblandede, uforanderlige, udelte, ikke adskilte, fordi enheden aldrig kan ophæve naturernes forskel…“

Kort sagt, Jesu to naturer, den guddommelige og den menneskelige, må ikke blandes sammen og gøres til ét, ej heller må de adskilles helt. Der er en enhed imellem dem, men den enhed gør alligevel, at de ikke bliver til ét. Her kan man, både som lægmand og teolog, ryste på hovedet og sige, at det godt nok er kryptisk og svært at forstå og umuligt. Hvordan kan noget være ét og alligevel ikke ét?

Bekendelsen har da også fået meget tæv i nyere tid, men jeg synes, den er interessant og værd at beskæftige sig med. Den stiller et paradoks op, formulerer noget, som vel egentlig ikke giver mening, i hvert fald ikke hvis man prøver at trænge dybere ind i det og forstå det bedre. Paradokset er en slags grænsepæl. Her til og ikke længere. Nu ophører vi med at kunne forstå, nu starter mysteriet.

Jeg tror måske, vi kan tænke på samme måde om Guds Ord – Bibelen. Det er et mysterium, hvordan noget, en bog(!), kan være både guddommelig og menneskelig. Mange har da heller ikke været tilfredse med, at det er et mysterium og har forsøgt at forstå mere, trænge dybere ind. Ligesom der med kristologien er forskellige positioner, man kan have, så er der også forskellige positioner, man kan have, når man forsøger at afmaskere mysteriet.

Monofysitisme
(mono fysis = én natur) Det var mennesker, som lagde så meget vægt på enheden mellem Jesu guddommelige natur og hans menneskelige natur, at hans menneskelige natur trådte i baggrunden, ja, nærmest forsvandt, fordi den guddommelige natur var stærkere og vigtigere.

På samme måde kan man lægge så meget vægt på enheden mellem Bibelens guddommelige natur og dens menneskelige natur, at dens menneskelige sider forsvinder, f.eks. den enkelte forfatters teologiske dagsorden, fejlbarlighed, eller fokus. Det sker måske, når man forsøger, at spekulere i præcis hvordan Gud har inspireret Bibelen, eller ønske at Bibelen skal være det sikre fundament under ens tilværelse og dermed må være mest af guddommelig natur, da vi mennesker har det med at skabe så ganske usikre fundamenter.

Nestorianisme
(opkaldt efter teologen Nestorius) Det var mennesker, som lagde så meget vægt på adskillelsen mellem Jesu menneskelige natur og hans guddommelige natur og mest fokuserede på den menneskelige natur, at hans guddommelige natur trådte i baggrunden og næsten forsvandt.

På samme måde kan man lægge så meget vægt på adskillelsen mellem Bibelens menneskelige natur og dens guddommelige natur, at dens guddommelige natur næsten forsvinder. Det sker i meget fakultetsteologi, når man med alverdens videnskabelige metoder river Bibelen fra hinanden til mindste stump og forsøger at forstå, hvordan mennesker har konstrueret Bibelen, og i sidste ende hvordan de har konstrueret Gud. Så mister man blikket for enheden mellem Bibelens to sider, den guddommelige og den menneskelige, og man tror, at bare fordi man har forstået den menneskelige fuldt ud, så har man forstået alt. Men langt fra.

Bibelen har også en guddommelig side. Den er åbenbaring, den er mere, meget mere end mennesker selv kunne have fundet på. Den er inspireret af Gud selv, af hans Ånd, som er garanten for dens guddommelige ophav. Der skete en jomfrufødsel hver gang en af de bibelske forfattere skrev, hvad de skrev. De var mennesker, som var blevet frugtbare, gravide, ved Guds Ånd og ud af det kom der denne forenede ikke-forening af menneskelige ord og guddommelige ord; Bibelen.

Fejl?
Men dermed er alle spørgsmål om bibelsyn langt fra løst. Nogle nyere teologer vil stille spørgsmålstegn ved den klassiske kristologiske formulering om, at Jesus har menneskelig natur og guddommelig natur. Vidste Jesus virkeligt, hvad det vil sige at være menneske, og havde han virkeligt menneskelig natur, hvis ikke han kendte til at synde, hvad f.eks. Hebræerbrevet 4,15 tyder på:

“For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.“

Tilsvarende kan man stille spørgsmålet om Bibelens ufejlbarlighed, som også er en gammel og vigtig tanke. Hvis Bibelen har 100% menneskelig natur, betyder det så, at den også kan fejle? Hvis man svarer “Nej”, har Bibelen så virkelig sand menneskelig natur? Hvis man svarer “Ja”, har Bibelen så sand guddommelig natur (Gud kan sædvanligvis ifølge Bibelens tankegang ikke fejl).

Nogle vil forsøge at løse det spørgsmål ved at sige, at Jesus og Bibelen har menneskelig natur, men vel at mærke som den var tiltænkt, inden faldet kom, og vi begyndte at fejle. Men så kan man spørge videre, hvad der egentlig er sand menneskelig natur. Bibelen blev jo ikke skrevet af mennesker inden faldet, men af mennesker efter faldet.

Alt dette kun for at forsøge at sige, at mysteriet består: Bibelen er Guds Ord og menneskers ord, og hvis vi forsøger at forstå præcis hvordan, så kommer vi let ud i uholdbare positioner. En vej frem kunne være at forsøge at lade være med at afmaskere mysteriet og i stedet lytte til de to stemmer, de to Guds Ord, Bibelen og Kristus, som i virkeligheden kun er én stemme, Guds, som taler til os, så direkte og samtidig så skjult i menneskeligt kød.

Andre fragmenter: http://kongensholm.wordpress.com/2012/11/26/bibelsynsfragmenter-og-skonne-cirkler/

At bekræfte

Jeg plejer at tænke, at det er de andre, som er de rastløse. Dem, som rejser verden rundt for at finde sig selv. Dem, som ikke kan finde ud af at sidde på den samme stol 6 timer til en fest. Dem, som skifter mening hvert øjeblik. De unge og rastløse.

Men hvis jeg prøver at se mig selv over et lidt større tidsperspektiv, er jeg selv lige så rastløs. Jeg skifter ikke mening hvert andet øjeblik, men hvert andet år. Hvis jeg har været i sammenhænge, ideologier, tanker eller relationer i et par år, bliver jeg nogle gange træt af dem. Jeg æder dem helt, og når de ikke smager mig mere, spytter jeg dem helt ud og vandrer videre. I stedet for trods alt at beholde det i maven, som der vitterligt er gode ved de sammenhænge, ideologier, tanker eller relationer, har jeg tendenser til at reagere for skarpt og tage helt afstand. Spytte helt ud, forlade helt. Blive åh så træt. Flygte.

I dag for 20 år siden blev jeg konfirmeret. I konfirmationen, det er i hvert fald intentionen, bekræfter man det, den tro, som man blev døbt til 13-14 år tidligere. Man går fra barndom til (næsten) voksendom og må tage stilling. Det, der engang blev startet, vil jeg stadig stå ved det? Holder det? Og man bekræfter, man siger ja, og fortsætter livet, lever videre på og i den bekræftelse. Ikke sådan at man blindt overtager alt, som man er blevet lært. Med kritisk og kærlig ånd tager man det med, som man vurderer holder og forlader det, som man vurderer ikke holder.

I overgangen til voksenalderen følger mere modenhed, i hvert fald i princippet. Her 20 år efter min konfirmation har jeg igen en længsel efter mere modenhed, efter længere stræk, længere etaper, længere vandringer i sammenhænge, ideologier, tanker og relationer og ikke barnlig hoppen rundt omkring.

Jeg vil bekræfte og blive ved, stå ved, og lade være med at flygte. Jeg vil moderere mit indtag af sammenhænge, ideologier, tanker og relationer, så jeg ikke får forstoppelse. Jeg vil være både sultent nysgerrig og halvmæt på en solid bund af gode bekræftelser.

Befrielsesdage

For nogle dagen siden var det Danmarks befrielsesdag. Vi mindes og prøver ikke at glemme, vi engang var besatte. I et kristent menneskes liv er der to befrielsesdage. Den falske befrielsesdag og den sande befrielsesdag. Dem er der også grund til at mindes og ikke glemme.

Den falske befrielsesdag er den dag i den kristne fortælling og i vores egen livsfortælling, hvor vi prøver at befri os fra Gud. Gør oprør. Vil selv. Kan selv. Som et oprørsk æble skærer vi os fri fra livets træ. Vores egen sødme, skønhed og indbildte modenhed har fået os til at tro, vi kan alt. Inklusiv flyve. Så vi skærer os løs. Men modsat vores forventning, så flyver vi ikke, men falder mod jorden. Slår os, støder os, bliver sårede. Og der ligger vi så og bliver rådne, mugne og fordærvede. Bliver mere og mere gærede. Vredesprocenten og selvretfærdighedsprocenten stiger lige så stille, indtil vi på et tidspunkt, hvis ikke nogen griber ind, vil gå til i vores egen råddenskab.

Den sande befrielsesdag er den dag, hvor vi opdager, at stammen ikke stiller sig langt fra det faldne æble. Selvom vi har rullet os bort fra livets træ, fra Gud, så er han fulgt efter os. Vi vender os om og ser livets træ. Han venter på, vi indser, vi er faldne æbler og har brug for hans livskraft. På den sande befrielsesdag bøjer han sine grene ned, løfter os op og indpoder os på sig selv igen. Vi mærker hans livs saft og kraft gennemstrømme os. Igen. Den sande befrielsesdag er den dag, hvor vi bliver befriet fra at skulle frelse os selv og bliver sat fri til at leve den sande fortællings liv. Fortællingen om Jesus, den store befrier og frelser. Det er værd at sætte lys i vinduet for og mindes.

(Fokus-artikel til Jesusnet.dk – kan også læses her)

Jysk kristendom i København

Jeg er nysgerrig:

- Hvor stor er forskellen på at lave kirke i København og i Jylland?

- Hvor lang tid skal man som vestjyde bo i hovedstaden inden man tilnærmelsesvis har kulturel indsigt nok til at begynde at kunne kontekstualisere det jyske kristne budskab, man selv har modtaget?

- Giver det i sidste ende ikke kun mening, at det er indfødte københavnere, som nedefra og forfra selv må finde ud af, hvordan københavnsk teologi og kirke kan se ud og ikke os jyske imperialister?

De spørgsmål melder sig, når jeg tænker på, hvordan Indre Mission i tidens løb har forholdt sig til København. Indre Mission havde mest succes i København dengang Københavns Indre Mission var noget andet end Indre Mission andre steder i Danmark. Der måtte andre former og andet indhold til for at nå Københavnerne, bl.a. kraftig diakoni og vist nok også en lidt bredere teologi. Nu er de to bevægelser slået sammen og Indre Mission har det svært i København, og må endda nogle gange importere solid jysk arbejdskraft.

De spørgsmål melder sig, når jeg tænker på de forskellige kirkeplantninger, som er blevet gjort i baptistiske, Vineyard og Oase-sammenhænge (og sikkert flere sammenhænge) med forskellig grad af succes. Nøden for at nå hovedstaden med det glade budskab har været forståelig og Gud-givet. Men i hvor høj grad har man blot formået at plante jysk teologi, jyske kirker og tiltrække andre eksiljyder? (dette er ikke et retorisk spørgsmål, jeg ved faktisk ikke i hvor høj grad det er lykkedes. Oplys mig gerne!) Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der faktisk er ret stor forskel på jysk kultur (og sjællandsk for den sags skyld) og på hovedstadens kultur. Kan vi overhovedet Kristus-kolonisere hovedstaden uden bare at slæbe vores egne kulturelle og teologiske bagage med (som de vestlige lande har gjort det i f.eks. Afrika).

De spørgsmål melder sig, når jeg tænker på, hvor jeg i givet fald engang skal lægge mit endelig kirkelige engagement efter endt studie og relationel sathed. Har jeg med mine snart 11 års bosættelse i København forstået noget af københavnernes måde at tænke på, eller hører jeg i sidste ende hjemme i en vestjysk præstegård eller et vestjysk kloster?

Fejring

Vi lever fortællinger. Fortæller historier. Om det vedvarende, om det blivende, om det, som ikke forandrer sig selvom årene går og gør os til andre mennesker.

Vi løfter minder op, vi brækker dem fra hinanden, vi samler dem igen og takker for dem. Vi ihukommer.

Vi er ikke i tvivl, men vi står fast, vi står ved, vi står op og synger i kor. Vi jubler, vi tiljubler. Vi overgiver os til glæden og dansen og nattens lys.

Vi fejrer gang i året, vi fejrer vind i håret, vi fejrer skorpe på såret.

Vi fejrer og skriver, vi sejrer og bliver
ved til hænderne segner.

Dette er mit legeme

I går delte jeg nadver ud i min kirke og en gammel anfægtelse dukkede op.

Først lidt baggrundsinfo.

“Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: “Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!”"
Lukasevangeliet 22,19

I de fire forskellige nadverberetninger i Det Nye Testamente er ordvalget og tematikken lidt forskellig, men alle fire steder har “Dette er mit legeme”. I den lutherske og i den katolske kirke bliver dette forstået bogstaveligt. Det brød, som Jesus brød, og som vi i ihukommelse af ham i dag bryder i nadveren, er virkeligt hans legeme. Andre kirker, de såkaldte reformerte kirker, som stammer fra Calvin og Zwingli, og vel de fleste (ana)baptistiske kirker, har, kort fortalt, en symbolsk forståelse. Brødet og vinen er kun symboler på Jesu legeme, men ikke virkeligt hans kød og blod. Alle de 3-4 forskellige retninger har så diverse mere eller mindre højtsvævende metafysiske spekulationer for at forklare og retfærdiggøre deres teorier, men dem lader vi ligge for nu, ligeså ved jeg heller ikke præcist hvad den ortodokse kirke mener.

Nåh, men jeg har ikke studeret emnet vildt meget, men hælder til en symbolsk forståelse. Og så kommer anfægtelsen, ja, faktisk to.

1: Det er lidt sært at stå og dele nadver ud i en kirke, som har et officielt lærepunkt, som jeg nok ikke er enig i, men på en måde lader som om, jeg er enig i. I hvert fald gør jeg, som ritualet siger. Jeg står jo ikke og siger, at “Dette er et symbol på Jesu legeme”, men “Dette er Jesu Kristi legeme”. På en måde føles det falskt, hvis jeg faktisk ikke tror på det. Jeg tænker ikke her på om nadveren er gyldig, fordi jeg ikke tror på “det rigtige”, det tror jeg den er, men mere på hvad min samvittighed siger til at gøre noget, som giver udtryk for, at jeg tror noget, som jeg nok ikke gør.

2: “Dette er Jesu Kristi legeme” er ikke en helt tydelig kommunikation. Kloge folk mener, at mange danske kirkegængere og præster reelt har en symbolsk forståelse, uden måske at have tænkt så meget over det. På trods af at præsten/de selv, siger “Dette er mit legeme”, så er det ganske muligt både at forstå det som betydende, at brød og vin virkelig er Jesu kød og blod, og at de kun er symboler derpå.

Det er virkeligt noget rod, at folk ikke forstår, hvad der egentlig menes med det, der siges. Jeg kan kun blive bekymret for, hvor meget andet i gudstjenesten, inkl. prædikenen, som forstås helt anderledes end intenderet. Men samtidig er der måske noget klogt i denne ikke helt tydelige kommunikation. Derved bevares mysteriet. Man kunne let forestille sig, at man havde lavet et nadverritual, som tydeliggør, hvad der helt præcist er pågældende kirkes nadverteologi. Men ved blot at gentage Jesu ord, så siger man hverken for meget eller for lidt, men lader ordene stå selv. Lysende klare og dunkelt mystiske.