Barmhjertig morgen

Nogle aftener er det som om, der går helt rod i hovedet. En ellers god dag kan blive afløst af dårligt humør, uden at man helt kan sige hvorfor. Man kan prøve at fikse det. Drikke en ekstra kop kaffe, læse et ekstra kapitel i Bibelen eller gå en aftentur. Men nogle gange sætter en dårlig stemning sig fast og vil ikke gå væk. Til sidst er der kun ét at gøre: overgive sig og gå i seng. En god nats søvn kan ofte have en dejlig rensende effekt på humøret. Den dårlige stemning soves og drømmes væk, og man vågner til en helt ny dag. Renset. Frisk (sådan næsten da). Og klar til en ny dag med nye muligheder.

Ny hver morgen
I Klagesangene kapitel 3 i Det Gamle Testamente kan vi læse, at Guds barmhjertighed er ny hver morgen. Lige så sikkert, som der efter en nat venter en dag med lys, lige så sikkert er det, at Gud er barmhjertig. Som morgenen og dagens lys afløser nattens mørke og urolig drømme, sådan kan Guds barmhjertighed afløse vores egen problemer med helt at få glæden til at slå til. Nogle gange kan der være lidt for novembergråt i vores liv og tro. Det bliver aldrig helt lyst, skyerne forsvinder aldrig helt og solen bliver væk. Men selv på sådanne dage er Guds barmhjertighed uforandret.

Guds barmhjertighed kan være et fast holdepunkt i vores liv. Og den kan minde os om at behandle os selv og andre mennesker på samme måde. Hvis Gud er barmhjertig mod mig, så er der ingen grund til, at jeg er overkritisk og selvhadende mod mig selv. Og når Gud er barmhjertig mod mig, så er han det også mod mine medmennesker. Både dem, jeg har let ved at elske og dem, som er langt sværere at elske.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Kære kvinder

Det er blevet min opgave, og fornøjelse, selvfølgelig, at holde en hyldesttale til kvinderne. Bess spurgte mig, men nu tænker jeg, at jeg skulle have spurgt hende lidt mere. Hvad mente hun egentlig? En hyldest til kvinderne? Alle, de faktisk eksisterende? Alle dem i rummet her? Mødrene? Singlerne? Eller det ideal vi har om KVINDEN? Hende med stort K, stort Hjerte og stort Kompetenceniveau? Hende, som er god i køkkenet og haven og generelt god i alle rum? Hende, som henter børn i skolen og kører dem til fodbold? Hende som dresserer sin mand på en god og kærlig måde? Hende, som har født 2 eller 3 børn men stadig har en uforandret krop? Hende, som både er til Weekendavisen og ganske meget fjolleri? Hende, som smiler til alle, er frivillig på det sociale værested og leverer den kraftigste forbøn næstefter Ole Skjerbæk Madsen?

Eller mente hun mon kvinden, som ikke lige kan sætte kryds ved alle succeskriterierne? Hende, som måske ikke lige har fundet manden, eller har fundet ham og så viste han sig ikke at være den rette? Eller hende, som ikke helt har fundet sin retning endnu? Eller hende, som har fundet sin retning, men bare ikke fundet en arbejdsplads, som vil have hendes retning? Eller hende, som stemmer Dansk Folkeparti og spiser citronhalvmåner? Eller hende, som ikke læser bøger, aviser eller på nogen følger med? Hende, som ikke kan strikke, sy, hækle, lave gode frikadeller? Hende, som ikke tager sig af sin familie, men bare lader stå til og fodrer dem med pomfritter og alt for meget byg?

Denne tale er til jer, som sidder her i salen, som sikkert alle befinder sig et sted i mellem de mange kvinder, jeg her har nævnt.

Jeg vil nu prøve at putte kvinder i kasser. Eller, rettere, putte dem i kasus.

Der er de kvinder, som er meget i nominativ. De er det handlende subjekt.
De kvinder, som gør ting, dem som har magten over, hvad der sker. Dem som er i kontrol, dem som overhaler de langsomme på cykelstien (i modsætning til de kvinder, som slingrer fordi de glor ned på deres mobil), dem som tager chancer, dem som inviterer mænd ud på dates, dem som får gjort ting og ikke lader tingene (og opvasken) stå til.
De kvinder, nominativkvinderne, dem hylder vi. Alle mænd, rejs jer op… og så råber vi hurra og skål.

Der er de kvinder, som er meget i akkusativ. De er objektet.
Det er dem, vi ser på. Griner af. Kysser. Slår. Driller. Misforstår. Er misundelige på. Det er de kvinder, som andre gør noget med, vil noget med. Måske de populære? Eller det kan være kvinden som en ting. Hende, som er med til festen som påhæng og bare skal se sød og godt ud, men helst ikke sige for meget. Hende, som mest er en lille nips, en lækker sag. Eller hende, som man ikke kan forholde sig neutralt til, men som man enten må elske eller hade. Moderen, ekskæresten, svigermoren, lovsangslederen eller Helle Thorning.
De kvinder, akkusativkvinderne, dem hylder vi. Alle mænd, rejs jer op… og så råber vi hurra og skål

Der er de kvinder, som er meget i dativ. Det er dem, vi forholder os til og tager hensyn til.
Det er dem, som manden holder døren for. Dem, som vi er bange for skal bryde ud i et raserianfald og skælde os ud. Dem vi frygter, dem vi bliver utroligt begejstrede for at se. Dem, som fylder hele rummet med deres karisma og glædesspredning. Dem, vi sammenligner os med og føler os bedre end, eller dem, som vi fuldstændig blegner i sammenligning med. Dem, vi er venner med, dem vi er fjender med, og dem, som vi er ligeglade med. Dem vi møder, får øjenkontakt med, håndtryk med, knus med. Hende, som ikke bare er en kvinde, men et du. En anden. En næste. Et sandt menneske, som lever i virkeligheden og ikke kun tanken og fantasien og på computerskærmen.
De kvinder, dativkvinderne, dem hylder vi. Alle mænd, rejs jer op… og så råber vi hurra og skål

Der er de kvinder, som er meget i genitiv. Dem, som går meget op i det de har.
Alle hendes kvindeting, alle hendes venskaber, alle hendes muligheder for at få tøj, makeup, øreringe, taske og sko til at passe sammen på den der måde, som ser helt casual ud, fordi der lige er én ting, som stikker ud. Dem, som er glade ved det de har. De taknemmelige. Dem, som har taget imod den lod af Herrens jord, som blev dem givet. Dem, som har glæden i deres liv fordi de ved, at alt hvad de har, kan de miste hvert øjeblik. Dem, som har blomster i vindueskarmen, dem, som har dårlig ryg fordi de har gået for meget i yderst højhælede sko. Dem, som gemmer en lille portvin i skabet og dem, som har styr på kosten og kosten.
De kvinder, genitivkvinderne, dem hylder vi. Alle mænd, rejs jer op… og så råber vi hurra og skål.

(Forsøg på en hyldesttale til kvinderne, afholdt på menighedslejren for Bethlehemskirken november 2014.)

1 kommentar

Filed under Uden for kategori

Det evige Danmark

Der gives et evigt Danmark. Det er det Danmark, som Mennesker i Tro modtager af Guds Haand som hans Gave, og som de samme Mennesker bundet til Gud kæmper, strider, arbejder og beder for, at det maa blive, hvad det er bestemt til at være: Guds Danmark. Det Danmark, som er i Guds Haand, fordi det vil være i hans Haand, vil lade sig danne og rense af ham, det Danmark, som gør Alvor af Korsets Tegn i sit Flag, som tager sit Staasted i Jesu Navn, ved Jesu Kors, det Danmark kan aldrig forgaa, det er evigt.

Ovennævnte citat stødte jeg på i en prædiken. Det lyder utrolig meget som noget Grundtvig kunne have sagt i midten af 1800-tallet, eller noget Søren Krarup kunne have sagt i dag. De to kirkehistoriske kasser ville det være oplagt at putte ciatet ned i, da vi især forbinder sammenknytningen af det nationale og det kristelige med de to.

Hvor meget jeg end elsker at putte tingene i kasser, så er det også vidunderligt, når jeg støder på noget, som ikke passer ind. Ovennævnte herlige citat er ikke fra Grundtvig eller Krarup, men fra en Anton Westergaard-Jacobsen, præst i Rødding, og redaktør af Indre Missions Tidende 1929-1950 og 1962-1964. Citatet er fra 1942, og det er nok delvist krigen og undergangsstemningen, som sætter sit aftryk. Men det nationalt-kristelige har heller aldrig været helt fremmed for Indre Mission. Især Vilhelm Beck, Indre Missions første store general, var stærkt optaget af det nationale. Ikke så mærkeligt, når hovedparten af hans virke lå i tiden efter 1864.

I samme prædiken taler Westergaard-Jacobsen også om, at mennesket ved troen på Gud kan få evigt liv. Og at ægtefolk, ved troen på Gud, kan møde hinanden efter døden. Den tanke har andre, f.eks. Poul Hoffmann, vist også talt for. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er sandt.

Men tanken om, at vi danskere engang på den nye jord skal bo i et slags nyt Danmark, er jeg nok lidt mere skeptisk overfor. Selvom, altså, hvis man tager alt det gode i Danmark og fjerner alt det rådne, så kunne det da egentlig blive helt godt.

Jeg tænker smuk skov, fine kornmarker, frisk komælk og lune frikadeller.

2 kommentarer

Filed under Uden for kategori

Forkert kirkekrop

Jeg ser en del konverteringer og skift mellem kirkesamfund for tiden. En del mennesker finder et nyt hjem i en anden kirkelig tradition eller bliver kraftigt inspirerede deraf. Det interessante er, at det går virkeligt mange veje. Baptister bliver calvinister, baptister bliver anglikanere, pinsefolk bliver ortodokse, karismatikere bliver katolikker, lutheranere bliver ortodokse, og uden for gennemlutherske Danmark er der sikkert også nogen, som bliver lutheranere. Og der er nok mange flere retningsskift end de nævnte.

Jeg har selv været lidt rundt i det kirkelige landskab, dog mest i det luthersk-pietistiske, men jeg tror, jeg kender fornemmelsen. Fornemmelsen af at være fanget i en forkert kirkelig krop. Den man er i, måske den man er opvokset i, virker pludselig forkert. Andre teologier og kirkestemmer kalder på en, man lytter, flytter sig og det nye sted finder man en følelse af forståelse, hjemlighed og tryghed, som man ikke har følt før eller i hvert fald ikke i mange år.

Det er oplagt at tænke, at de forskellige kirkesamfund er udtryk for forskellige mennesketyper og forskellige trostyper. Og det er sikkert en del af forklaringen. Men det kan nok ikke kun koges ned til det. Opvæksten spiller også meget ind. Og tilsvarende kan opvæksten heller ikke forklare alt. Mennesker, som er opvokset i den samme kirkelige tradition, måske endda det samme hjem, kan senere i livet vælge helt forskellige kirkelige veje. Oplevelser senere i livet kan også få en til at bevæge sig i den ene eller anden kirkelige retning. Der er mange faktorer på spil og det er netop derfor, det er så spændende at høre og læse om menneskers troshistorier og kirkehistorier.

Noget af det sværeste må være at opdrage børn i den kristne tro, uden at de bliver skadet af det. Hvor meget skal man give dem en retning, hvor meget skal man sætte dem fri? Hvor meget skal man fokusere på Guds kærlighed, hvor meget på Guds dom? Menneskets syndighed og menneskets gode skabthed?

Og når forældrebilleder og gudsbilleder så let blandes sammen, bliver det hele jo ikke lettere. Et forkert ord, en forkert handling, og man påvirker måske sit barns liv og åndelige vandring for altid.

Set i det lys er det nærmest et mirakel, at der findes voksne mennesker, som tror på Gud. At vi så indimellem har lidt svært ved at finde ud af, hvilken kirkeretning, som er vores sande åndelige hjem, vores sande kirkekrop, er et langt mindre problem.

De forskellige kirketraditioner er på den ene side netop et problem. Konsekvensen af vores utroligt veludviklede evne til, med egen bibellæsning i hånden, at skabe splid og deling over større eller mindre teologiske uoverensstemmelser. Man kan kalde det reformationens forbandelse.

Jeg længes efter kirkelig enhed.

Men der er også noget smukt over de forskellige traditioner. De er vidnesbyrd om vores menneskelige forskellighed og vores forskellige måder at forstå og erfare Gud på. Og et vidnesbyrd om Guds ubegribelige storhed.

Kirkekroppen har sine dårlige historier, sine dårlige vaner og sine ar. Men det er også en smuk krop, som jeg holder af at være i.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Der er så hæsligt på landet og i hjertet

For nylig læste jeg Henrik Pontoppidans godt 100 år gamle novellesamling ”Fra hytterne” og blev slået af hæsligheden. Ikke den sproglige, de var yderst velskrevne og nutidige i sproget, men mere indholdet. Novellerne handler næsten alle om livet på landet, vel engang i det 19. århundrede, og beskriver det i al sin fattigdom og usselhed. Mange af figurerne i fortællinger beskrives ganske politisk ukorrekt som grimme og fede, og de fleste af fortællingerne ender ulykkeligt. Få af dem forløses, og hvis det sker, så mest i dødens forløsning.

Litterært tilhører Henrik Pontoppidan ”Det moderne gennembrud” og socialrealismen. Væk er det smukke, idylliske, følelsesfulde og måske lidt svulstige, som man kender fra romantikken fra starten af det 19. århundrede. ”Det moderne gennembrud” og socialrealismen var netop en reaktion og en afstandstagen fra dette. Nu skulle realiteterne og grimheden vises. Hos Pontoppidan de grimme realiteter på landet. Der er virkelig ikke meget Morten Korch(som godt nok ikke er fra romantikken, men næsten godt kunne være det) over det. De gode (og undertrykte) vinder ikke til sidst, de dør nærmere. Godt nok er naturen stadig smuk, men menneskene er det ikke. Sympatien er hos de fattige, men de fattige er ikke kun gode. Ligesom de rige gårdmænd tager de fattige også mange forskellige midler i brug for at overleve.

Det var forfriskende hæslig læsning. Jeg vil tro, at han overdriver noget. Livet var nok ikke altid så grimt på landet, og der fandtes nok også lykkelige mennesker og lykkelige slutninger. Men den sociale armod har helt sikkert været større, end vi tit tænker. Jeg kan i hvert fald godt have tendenser til at tænke alt for idyllisk om livet på landet, både som det er i dag, og som det var engang. Livet var i højere grad en eksistentiel kamp for overlevelse og som nederst i hierarkiet var man overgivet til gårdmandens og Guds nåde.

Tidehverv
I mit speciale skriver jeg om Tidehverv og Indre Mission, og der er på en måde en lighed mellem Pontoppidans socialrealistiske opgør med romantikken og Tidehvervs opgør med det pietistiske Indre Mission og den liberalteologiske KFUM-kristendom(f.eks Olfert Ricard). Realismen om menneskelivet må frem. Selv de troende er ikke fromme og har ikke kun fred i hjertet på salig vej mod himmelens land. Også der, i hjertet, lurer og bor ondskaben og allemulige lækre fristelser. Kristne er ikke kun de gode og de andre de onde. Skellet går mellem Gud og mennesker og ikke mellem de troende og de vantro.

Tidehverv kritiserede også det store fokus på følelser og kristen moral, som var hos KFUM’erne og det tidlige pietistiske Indre Mission. Til tider kunne det blive noget svulstigt, højstemt og moraliserende. I stedet for følelserne og de store svulstige utopier handlede det om det eksistentielle valg, mente Tidehvervs stiftere. Som kristen er man pga. sit hjertes ondskab nederst i hierarkiet og må hver dag omvende sig og stå under Guds nåde (og dom!).

Ligesom ”Det moderne gennembrud” også var en fokusering på de nye videnskaber i stedet for romantikkens poetiske idealisme, f.eks. på Darwins idéer, så var Tidehverv også en fokusering på nye teologiske strømninger og hardcore intellektualisme. Kristendom er ikke fromhed, men dogmatik og eksistens.

Ligesom Pontoppidans socialrealistiske beskrivelse af livet på landet er berettiget, men nok overdrevet, ligeså med Tidehvervs afvisning af den indremissionske pietisme og den liberalteologiske KFUM-kristendom. Det er forfriskende hæslig læsning, og den var delvist berettiget, de færreste indremissionske i dag vil kunne genkende sig helt i Moe, Becks og Bartholdys pietisme. Men som de fleste reaktioner var den nok overdrevet. Der er en del skønhed i Indre Mission og i hjertet.

Så måske var Tidehverv et slags teologi-realistisk moderne gennembrud. Spørgsmålet er så, hvad de er i dag.

2 kommentarer

Filed under Uden for kategori

Den mest udbredte sygdom

Sammenligningssygen er nok den mest udbredte sygdom hos den danske befolkning. Den slår rygproblemer og rygerhoste. Vi ser, hvad de andre har, ser hvad vi selv har, og vil så hellere have det, de andre har. Vi bliver utilfredse og måske endda vrede. Føler os forfordelte og uretfærdigt behandlede. Vi har efterhånden vænnet os til, godt hjulpet på vej af vores velfærdssamfund, at vi har ret til det samme, som de andre. Og når det så ikke sker, kommer utilfredsheden, længslen og begæret efter det, de andre har.

De ti bud i Bibelen (se f.eks. 2. Mosebog 20) taler bl.a. om, at vi ikke må begære andre menneskers ægtefæller og okser. Men vi kan også begære eller længes efter mange andre ting, f.eks. erfaring og følelser. Vi ser, hvordan andre tilsyneladende går rundt og er glade hele tiden, mens vi selv føler os melankolske. Eller vi ser deres forelskede ansigter og savner den samme glød i vores eget kærlighedsforhold. Eller ser andres stædige forfølgelse af meningen i deres liv og savner den samme livsivrighed hos os selv.

Andre gange længes vi efter andre menneskers gudserfaring. Vi ser, hvordan de tilsyneladende erfarer Gud mere og bedre og vildere end vi gør, og vi længes. Længes nogle gange næsten mere efter deres gudserfaring, end vi længes efter Gud selv.

Der er ikke noget galt med at længes. Men en længsel kan blive usund. Vi risikerer nemlig at blive utilfredse og utaknemmelige og fuldstændig miste perspektivet. Vi risikerer at overse det gode, vi har, og som vi kun har, fordi Gud har givet det til os. Vi risikerer at overse og overhøre, at Gud taler til os og virker i vores liv på netop den måde, vi forstår og har brug for.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Forman!

”Nåh, men tænk over det i hvert fald!” Jeg vil ønske, jeg hører den sætning noget mere. Især, hvis den kommer efter en samtale, hvor en god ven har påpeget nogle ting i mit liv, som måske ikke er helt så gode, som de kunne være. For jeg er meget klar over, at ikke alle de valg, jeg tager, er de rigtige. Ikke alle de tanker, jeg tænker, er de gode. Ikke alt det, der kommer ud af min mund, opbygger.

Nogle gange opdager vi selv, at vi er kommet på afveje. Måske kastes der lys på afvejen af et ord fra Bibelen, Helligåndens påmindelse, eller også er afvejen så tydelig, at vi ikke kan benægte den længere. Vi stopper op, ændrer retning og finder nye sandere veje. Men andre gange er vi ikke selv klar over det. Måske har vi stirret os blinde på vores eget liv og opdager derfor ikke selv problemet. Måske forhindrer stolthed os i at erkende, at vi har taget fejl og vandret forkert. Så har vi brug for en andens klare blik på vores liv.

Kærlige skub
Ligesom Gud ikke ser på os med kritiske øjne for at finde fejl hos os, så han kan straffe os, så ser vores venner heller ikke på os for at finde fejl hos os. I hvert fald ikke i langt de fleste tilfælde. Vores venner ser på os med et omsorgsfuldt blik. De håber det bedste for os og vil os det bedste. De ønsker at se os trives og foretage gode valg. Så hvis de ser, at vi mistrives, foretager tåbelige valg eller ikke holder os inden for de vejmærker, vi selv har sat vores liv, vil de forhåbentlig handle på det. Skubbe kærligt til os. Stille et lille spørgsmål. Få os til at vende tilbage til det, vi egentlig vil være. For det er i bund og grund det, som formaning er: en kærlig påmindelse om at leve det gode liv, vi er begyndt på.

Denne form for påvirkning kræver at man har tillid til hinanden og stoler på, at man vil hinanden det bedste. Ellers vil det lille kærlige skub føles som et bedrevidende overfald. Og sådan har mange af os måske oplevet formaninger. Andre har påpeget ting i vores liv, som ikke levede op til en moralsk standard. De har i vores ører lydt bedrevidende og måske var det endda personer, som ikke stod os nære. Ingen havde givet dem taleret i vores liv, de tog den måske selv. Og nu står de der og dømmer os.

Men disse dårlige oplevelser må ikke få os til at opgive at formane hinanden. Hvis vi synes vi mangler god formaning i vores liv, kan vi aktivt opdyrke den. Tale om, hvordan vi bliver bedre til det. Måske endda skemasætte det. Mødes en lille gruppe venner engang imellem og øve at tale kærlig sandhed ind i hinandens liv. Når man har gjort det i lang tid, bliver det til sidst måske en naturlig del af venskabet. Og så kan personlig og åndelig modning følge.

Et folk
At formane er på mange måder ret modkulturelt. Vores kultur hylder de selvstændige og selvberoende. Vi skal følge vores hjerte og helst ikke blande os for meget i hinandens liv. Også vi kristne kan godt tænke, at vores liv og livsførelse kun er en sag mellem os selv og Jesus. Det er jo ham, vi følger. Men vi har ikke kun ansvar for vores egen efterfølgelse, vi har også ansvar for andres. Vi som kirke er et folk, som følger Jesus. Et legeme. Vi hører sammen. Vi elsker Jesus ved at elske hinanden, ved at have omsorg for hinanden, og ved at vise verden, at der findes et godt liv med Gud. De to ting, formaningen og vidnesbyrdet, hører netop sammen. Når vi har omsorg for hinanden og kærligt formaner hinanden, hjælper vi hinanden til at leve det liv, som ærer Gud mest og som mest peger på ham.

Nåh, men tænk over det i hvert fald!

(Refleksion til Til Tro #5 2014. Læs hele bladet her)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori