Jesus i Dybbøl

I dag er det 150 år siden, vi tabte slaget ved Dybbøl og samtidig langfredag. Hvis man lige lader de to ting stå et øjeblik, viser der sig en del anknytningspunkter mellem disse to begivenheder, som i stor grad har formet os danskere.

Dybbøl
(I Dybbøl Skanser i April 1864. Maleri fra 1871 af Jørgen Valentin Sonne)

Tab
Den første er måske den mest oplagte. Jesus tabte sit liv langfredag, han gav sig selv hen til døden og blev korsfæstet. 18 april 1864 tabte vi det Danmark, som var syd for Kongeåen. Slesvig, Holsten og Lauenborg. Vi begræd mest tabet af Nordslesvig (Sønderjylland), da der var fleste dansksindede der, men også af resten af de tre hertugdømmer, da de havde været tæt knytet til Danmark i mange år.

Begge begivenheder gav undergangsstemning. Disciplene troede alt var tabt, de havde ikke forstået Jesu tale om, at han ville genopstå. De mødtes, vendte sig mod hinanden og sørgede sammen. De havde haft stormagtsdrømme, Jesus skulle være den store nationale befrier, (eller hvad de nu helt præcist troede), men nu indså de, at deres planer for Jesus brast. Efter 1864 brast Danmarks stormagtsdrømme også endeligt. Tabet af Norge i 1814 havde været første skridt, men efter tabet af de tre hertugdømmer sørgede danskerne og vendte sig indad. Heden blev opdyrket, vi blev neutrale og afstod fra ethvert militært engagement i udlandet helt indtil 1990′erne.

Sønderjylland blev genforenet med resten af Danmark i 1920 og Jesus stod op på tredjedagen. Alt blev ikke som før. De gamle drømme er for altid døde, men nye vokser frem og vi forsøger stadig at finde ud af, hvem vi er som land og kirke.

Vi er Slesvig
Slesvig var mellempunktet mellem den ”tyske” del og den ”danske” del af helstaten og kongeriget Danmark. Det nord for Kongeåen og øerne var den danske del, Holstein og Lauenborg var den tyske del. Slesvig var både dansk og tysk. Slesvig var mødestedet, overgangen over sproggrænsen mellem dansk og tysk. Inden de nationale strømninger i første halvdel af 1800-tallet erobrede danskernes sind som en anden ond virus, fungerede det fint. Men efterhånden blev det et problem. Den tyske sproggrænse rykkede længere og længere nordpå, da man talte tysk i det offentlige, fik øget tyskundervisning i skolen, og da nogle mente, den tyske kultur var den danske overlegen. Slesvig blev splittet, men kunne alligevel ikke splittes. En stærk del af slesvigernes identitet var at de var tæt knyttet med Holsten, og for resten af Danmark var bare tanken om at afgive Slesvig (eller bare dele det), med alle de danskere som boede og havde boet der, i lang tid afskyelig. De fleste kunne nok rationelt godt se, at en deling midtover var det mest logiske, men ingen havde lyst til det, og det blev da også først gennemført mange år senere i 1920.

Vi er på en måde Slesvig. Splittet mellem to riger, som gør krav på os. En slesvigsk knude. Vi har sluttet pagt med denne verden og med Guds verden og føler, at det mest logiske er at dele os. Udspalte de dele af mig, som vil Gud og de dele af mig, som vil verden. (og her antyder jeg på ingen måde, at Tyskland er det onde. Jeg elsker tysk og Tyskland. Ikke alle billeder skal trækkes for langt ud.) Men man kan ikke dele et helt menneske. Og vi hører virkelig til begge steder. Hører til i verden, i tjeneste for mennesker her. Hører til i Guds rige, i tro og tilbedelse og tjeneste for ham. Og heldigvis er de to ting, at tjene mennesker og at tjene Gud, sammenfaldende. Vi tjener Gud ved at tjene mennesker. At leve som kristen er at leve i den spænding mellem to riger. En spænding, som varer ved i 56 år, eller hvornår vi nu end bliver endelig delt; på dødsdagen, den dag, hvor vi med alt ondt går i graven og det gode genopstår til evigt liv hos Gud.

Stoltheden
Der er ikke helt enighed om, hvad de dybereliggende årsager til 1864 er. Men en af de klassisk fremførte teser er, at det skyldtes stolthed og stædighed hos de nationalliberale politikere i København og hos kongen. Jeg er ikke nået til den diskussion i Rasmus Glenthøjs bog om 1864 endnu, så den lader vi ligge. Men stoltheden og stædigheden er også tæt knyttet sammen med langfredag og når vi i dag prøver at forholde os til den. Menneskene ville ikke tage imod Jesus, hvis ikke han ville opfylde de helt bestemte håb, de havde for ham. De nationale, de politiske. Og vi kan nogle gange have svært ved at tage imod ham og tro, fordi han er irriterende stædig. Han insisterer på, at vi ikke skal gøre noget for at blive frelst. Han insisterer på, at troen er en gave, et valg, som jeg træffer, men som alligevel ikke gør, at jeg i sidste ende kan takke mig selv. Og så vækkes stædigheden i mig. Det kan da ikke passe, at jeg ikke skal gøre noget. Det kan da ikke passe, at alt er gjort. Jo! Og det kan da ikke passe, at Jesus absolut skal tale så meget om synd og død og djævel. Cheer up, man. Bliv nu lidt positiv. Men jo, det skal han! Og det kan da ikke passe, at Jesus fordrer af mig, at jeg følger ham i alt, hvad der er mig. Mine tanker, mine følelser, mine handlinger, min seksualitet, min mund, min krop, min filosofi. Jo!
Langfredag er også dagen, hvor vi må lade vores stolthed og stædighed dø og se hen til ham, som Gud stædigt proklamerer er Sandheden.

God påske! Lad os mindes de begivenheder, som har gjort os til dem, vi er.

2 kommentarer

Gemt i Uden for kategori

Liv gennem død

Selvom foråret er tiden, hvor alting spirer og springer ud, er det alligevel den årstid, hvor vi mindes om, at vejen til liv går gennem død.

Marken
Et sikkert forårstegn er, at landmanden kører ud på marken og går i gang med at forarbejde jorden. Efter at den er blevet pløjet og harvet, sår han frøene i jorden. De spirer og i løbet af forår og sommer vokser afgrøderne frem. De høstes hen på sensommeren eller i løbet efteråret. For at afgrøderne kan vokse og blive store, må der forskellige ting til. Sol. Regn. Og død. De to første er måske selvfølgelige og velkendte af enhver, som har potteplanter i vindueskarmen eller blomster i haven. Men død? Ja, død! Det frø, som lægges i jorden, må dø, for at der kan blive liv. Frøet bruger sig selv op, videregiver al sin energi og alt sit liv til det, som vokser op og bliver til korn, roer, græs eller majs.

Påsken
I påsken mindes vi Jesu død og opstandelse. Hos Jesus ser vi den samme sammenhæng mellem liv og død; nemlig liv gennem død. Han giver sit liv, ydmyger sig og dør. Men i modsætning til frøet, som lægges i jorden, så bliver Jesus ikke i døden. Han står op og besejrer dermed døden. Både for sig selv, men også for os. Fordi Jesus har besejret døden, kan vi have et håb om, at den endegyldigt er besejret og at vi engang igen, efter vores død, skal opstå til evigt liv på den nye jord.

Dåben
Og ikke nok med det. Vi er også på denne side af døden døde sammen med Jesus. I dåben sammenknyttes vi med Jesus. Vi døbes til hans død. Vi dør med Jesus, men står også op sammen med ham til et nyt liv, livet som kristen. Det nye liv kan, hvis det får den rette næring, vokse og modnes og blive en god afgrøde for Gud.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Gemt i Uden for kategori

Fantomrødder

IMAG1289

Man kan have fantomsmerter. Smerter i lemmer, f.eks. ben, man ikke har længere. Af en eller anden grund kan kroppen alligevel opføre sig som om, man har ondt i det ben, man altså ikke har. Men man kan også have fantomrødder. Rødder, som man egentlig har forladt, som man selv har skåret sig af fra, men alligevel er det som om, de rødder stadig er der. Ikke som nogen man direkte får næring fra, dertil er den nuværende afstand for stor, men nogen som alligevel rumsterer i ens liv. Som nostalgi, som længsel.

Vestjylland
En af mine fantomrødder er Vestjylland. Den anden dag talte jeg med nogle venner om, hvor vi gerne ville begraves, hvis vi døde nu. Der var forskellige bud, men jeg var ikke i tvivl. Jeg ville begraves i Vestjylland, på den kirkegård, hvor andet af min familie ligger. Selvom det nu er 11½ år siden jeg skar mine vestjyske rødder over og flyttede til København, har jeg altså stadig nogle vestjyske fantomrødder i mig.

Jeg mærker det også, når jeg cykler rundt i København blandt biler og metrobyggeri og bare længes efter mark og traktor. Eller når et stort netværk af dejlige mennesker skal holdes vedlige, og jeg næsten, men kun næsten, længes tilbage til dengang, jeg havde færre venner. Det er ikke fordi storbyen ikke giver mig god næring, jeg trives, og kan egentlig ikke helt forestille mig at bo i Vestjylland, men alligevel er der denne længsel efter den del af mig, som nu nok er formuldet i bunden af vestjyske plovfurer.

Kirke
Andre fantomrødder kan være den kirkelige sammenhæng, man voksede op i. Det er snart 9 år siden jeg sidst var en aktiv del af den kirkelige sammenhæng, jeg voksede op i. Jeg lukkede stille døren bag mig, da jeg gik. Siden har jeg stået på sidelinjen som en kærlig og kritisk iagttager. Men jeg bliver mere og mere kærlig. Det er ikke fordi, jeg ikke er virkelig glad for den kirke, jeg er i nu. Det er heller ikke fordi, jeg ikke stadig på en del punkter er uenig med den kirkelige sammenhæng, jeg voksede op i og havde min første ungdom i. Men min kærlighed til den vokser alligevel. Måske er det bare nostalgi, måske er det bare fortidsromantik. Men på trods af mine overskårne kirkelige rødder og på trods af, at man ikke skal gå tilbage til en gammel flamme, da den altid vil være en fuser, er der alligevel noget, som drager mig.

Edens have
De fleste mennesker længes efter en verden, hvor synd, død, djævel og lidelse ikke findes. Især når de ting kommer helt tæt på. Denne længsel bliver endelig opfyldt på den nye jord, men den minder os også om, at vi som menneskehed har fantomrødder i Edens have. Der var vi i den perfekte tilstand, men valgte at skære vores rødder over, selv vide bedre og resten af historien kender vi. Derfor har vi denne længsel i os efter et liv uden død og lidelse, og derfor kan vi indimellem rammes af en eksistentiel uro. Denne uro fortæller os, at selvom livet indimellem også er fantastisk og glædeligt, er der alligevel et eller andet, som er galt. Et sted, en tilstand, et forhold vi ikke er i længere. Vi mangler noget af os selv.

Større historie
Vores fantomrødder er ikke nogen, vi slipper for. Indimellem kan det være irriterende at være fanget i denne spænding mellem fascination og afstandstagen af vores fortid, som fantomrødder er udtryk for. Men vores fantomrødder er vigtige. De minder os om, hvor vi kommer fra, hvem vi er, og de gør, at vi ikke bliver alt for komfortable og slår os alt for meget ned, der hvor vi er. De forbinder os med fortiden og med en større historie end os selv.

(Refleksion til Til Tro #2 2014. Læs hele bladet her)

Skriv en kommentar

Gemt i Uden for kategori

Saadan var Guds vilje – ifølge Barth og triniteten

Olgas gravsten

I debatten om Guds forsyn og det onde har der været en lidt skør tendens. Teologerne holder sig ikke altid til deres fagområder. Eksegeterne bliver nogle gange dogmatikere og dogmatikerne bliver nogle gange eksegeter. Ikke at der nødvendigvis er noget galt med det, men jeg har f.eks. savnet en ren dogmatisk diskussion af problemet. Og her er dogmatik ikke forstået som, at vi laver eksegese, samler skriftsteder og ud af det skaber en syntese og så ved vi, hvad der er sandt om det givne spørgsmål. Nej, dogmatik forstået som den kritiske refleksion over kirkens tolkning af Bibelen. At man stiller idéer op mod hinanden, lader dem belyse hinanden og ser, om det kan gøre os lidt klogere på spørgsmålet.

(jeg vil ikke her forklare debatten yderligere, men henvise til mit indlæg ”Saadan var Guds vilje” som evt. introduktion)

Så her vil jeg kort introducere et par idéer, som er vigtige i min teologi, og se, hvad de kan sige til spørgsmålet om, hvorvidt Guds står bag det onde, eller om der mere er tale om en kamp mellem det gode og det onde og Gud blot tillader, at det onde sker.

Jeg har egentlig ikke forstået så meget af teologen Karl Barths teologi, men en ting har jeg forstået (håber jeg): At sådan som Kristus er, sådan må Gud også være. Kristus er åbenbaringen, og enhver teologisk tanke, metafysisk spekulation, dogmatik, som laver et andet gudsbillede end det, som er åbenbaret i Kristus, er et falskt gudsbillede. Alt må derfor bedømmes og læses i lyset af Kristus. Så hvis Kristus kan ydmyge sig og dø, så kan Gud også. Så hvis Kristus kan lide, så kan Gud også. Så hvis Kristus er voldelig eller ikke-voldelig, så er det på samme måde med Gud.

Og så idéen om treenigheden, som er et af kirkens ældste dogmer. En enhed i treheden mellem Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Imellem dem regerer et kærlighedens og relationens bånd og der kan ikke siges noget om den ene person, som er i modstrid med de andre personer i treenigheden. Hvis Faderen er kærlighed, så er Sønnen det også.

Derfor:
Den systematiske eksegese af f.eks. Det Gamle Testamente må ses i lys af åbenbaringen i Kristus. Er der noget i åbenbaringen af Kristus, som giver os anledning til at tro, at han, at Gud, står bag det onde? Er der noget i hans liv, som tyder på, at han, at Gud, står bag det onde, som rammer ham? Det korte svar må være nej. Godt nok kan Jesus blive vred, han kan svinge pisken over handelsfolkene i templet, men grundlæggende vinder og styrer han ved at overgive sig og slippe styringen og lade ondskaben ramme sig, ikke ved at stå bag den. På den måde går han ind i kampen mod det onde. Og vinder og besejrer synd, død og djævel. Jesu liv kunne derfor tyde på, at det derfor også er den måde Gud virker på i verden i forhold til det onde. At han er på det godes side og kæmper mod det onde, og ikke også på en måde står bag det onde.
Og dog. Jesus taler om, at det som sker med ham er Guds vilje. Det, som sker, er i hvert fald Guds plan. Men om det også indbefatter, at Gud står bag menneskernes onde handlinger, er ikke dermed givet, og efter min mening tvivlsomt.

Derfor:
Jesus er kærlighed og selvhengivelse, ikke ondskab og mord. Han tænker ikke ondt, han gør ikke ondt. Hvis vi virkelig skal tage seriøst, at Faderen, Sønnen og Helligånden er ét, og at der ikke kan være modstrid mellem det de gør, har jeg svært ved at se, hvordan man kan fastholde tanken om, at Gud i sidste ende står bag de onde handlinger, uden at få problemer med sin trinitetsteologi. Hvis Jesus er kærlighed og selvhengivelse og ikke ondskab, så kan der ikke eksistere ondskab i treenigheden. Jeg er klar over, at man forsøger at løse problemet ved at sige, at Gud står bag handlingen for så vidt som den er handling, men ikke for så vidt som den er ond, men en sådan skelnen forekommer mig spekulativ.

Derfor:
Tanken om, at Gud i sidste ende står bag de onde handlinger, bygger en del på tanken om Gud som skaber og opretholder. Og sandt, det er en del af kirkens bekendelse og af Gud Faders person i treenigheden. Men han er netop også Fader. I første omgang fader for Kristus, som han har født, men dernæst også fader for sine skabninger. Menneskene. En fader kan tugte sine børn, han kan opdrage dem og måske afstraffe dem. Men slå dem ihjel? Nej. I så fald er han ikke værdig til at kaldes fader. Dette medfører også, tror jeg, at det i dette perspektiv er forkert at sige, at det var Gud Fader, som slog Jesus ihjel på korset. Det var mennesker og Djævelen, som stod bag den handling (hvad det har af konsekvenser for forsoningsteori og alverdens andre ting, må vente til et andet blogindlæg).
Det er forståeligt at tænke og analysere sig frem til, at Gud Skaber måske kan stå bag det onde. Men hvis Gud Skaber også er Gud Fader, må en sådan tanke efter min mening falde til jorden.

Derfor:
Tanken om, at Gud i sidste ende står bag det onde og nærmest virker i alt der sker, kan let komme til at glemme Helligånden. Helligånden er efter pinsedag den måde Gud agerer på i verden. Gud Fader sidder ikke i himlen og trækker i snorene, han har sendt sin (og Sønnens) Ånd til jorden. Ånden virker på jorden på alle mennesker og i de troende. Åndens frugter er velkendte, en hel række gode egenskaber. Ting, som Ånden skaber i de mennesker, han virker i (også selvom de ikke altid virker til at være tydelige, når vi kigger på os selv eller på andre). Ånden virker ikke ondskab. Ånden virker ikke onde handlinger. Ånden virker det, som er i overenstemmelse med det, han er, nemlig relationen og kærlighedens bånd imellem Faderen og Sønnen. Ånden kan derfor ikke virke andet end det. Han virker ikke, som en slags Gud Skabers agent på jord, onde gerninger i mennesker. Han virker kærlighed.

Det var lidt inspiration fra Barth og idéen om treenigheden. Ikke at det nødvendigvis er overbevisende eller afsluttende for diskussionen, det ville være ret naivt at tro, men Barths og treenighedens perspektiv på dette spørgsmål er i hvert fald noget af det, som afgør sagen for mig. Gud står ikke bag det onde på hverken den ene eller anden måde. Han tillader kun, at det sker, og han går i kamp med det, fordi ondskaben netop er alt andet end Gud.

6 kommentarer

Gemt i Uden for kategori

Syngende og dansende

En del af meningen med mit liv må være at synge og danse. Jeg har altid sunget og siden jeg begyndte at danse for få år siden, har det været to af de ting, som har gjort mig mest glad. Derfor holder jeg af dem, værdsætter dem og forsøger at udbrede dem i mit liv.

Men det er nu egentlig ikke nødvendigt at forsøge at udbrede dem. De kommer nemlig af sig selv. De er spontane, forudsætter ingen refleksion og koncentration, men sker bare. Kroppen leger selv. Munden åbner sig og pludselig kommer alverdens sange ud, tit uden at jeg ved, hvorfor lige netop den sang valgte at komme ud. Eller benene, armene, skuldrene og hele kroppen begynder at bevæge sig til musik på måder, jeg ikke havde set komme.

Selvfølgelig kan jeg prøve at lære at synge efter noder og synge flerstemmigt, eller jeg kan prøve at lære at danse forskelligt slags danse. Og ikke noget galt i det. Men der er noget velsignet befriende over det spontane og urefleksive. Jeg skal ikke koncentrere mig om at kunne de bestemte overstemmer eller de bestemte dansetrin, bare overgive mig til den sang og den dans, der nu engang kommer ud af min krop.

Det er fint at synge og danse selv, det er bedre at synge og danse i kor med andre, og det er allerbedst, når vi alle kan synge med på den musik, vi danser til. Så forstærker de tre ting hinanden, – dansen, sangen og fællesskabet – og glæden vokser tilsvarende.

Nåh, det er vist snart tid til at se Sound of music igen.

Skriv en kommentar

Gemt i Uden for kategori

Vennekærlighed

venner

Kan man elske sine venner?

De fleste vil selvfølgelig svare ja til det spørgsmål, men alligevel virker det til, at være lidt mere kompliceret. I hvert fald i en dansk kontekst, hvor vi ikke, som i modsætning til f.eks. en amerikansk, går rundt og siger ”I love you” til hinanden hele tiden.(højst lidt bromance på Roskilde Festival) ”Jeg elsker dig” virker for en del, og ikke kun for vestjyske mænd som mig, som noget, som på en særlig måde er forbeholdt parforholdet.

Og måske er det også et af de steder, hvor det faktisk er okay at køns-generalisere lidt. Kvinder er nok bedre til at fortælle deres veninder, at de elsker dem, end vi mænd er til vores venner. Jeg har i hvert fald aldrig sagt det til nogle af mine venner af hankøn (og ej heller hunkøn, nej, uha da.)

Egentlig har jeg det okay med, at det er sådan mht. venner. Jeg er ud af en familie, hvor vi har praktiseret ”vi elsker hinanden, men siger det ikke.” Selvom jeg ikke tænker, det er den optimale måde at gøre på, og har brug for også at høre det sagt, så giver det også god mening, at man reserverer nogle ord til særlige anledninger. Ikke strør om sig med kærlighedserklæringer, så de bliver devaluerede og mister værdi. Og man kan jo heldigvis også fortælle sine venner, at man holder af dem, uden lige præcis at bruge de ord. Det har jeg gjort og gør og det fungerer fint. Og desuden, hvis man til en ven siger at ”jeg elsker dig” risikerer man jo også at få det klassiske filmsvar tilbage, ”ja, jeg elsker også.. at hænge ud med dig”.

Så, jeg føler mig elsket og anerkendt af mine venner (og af min familie). Men i forhold til udtrykket ”nåh, har du så fundet kærligheden?”, har jeg tilsyneladende ikke fundet den, selvom jeg har gode venner og familie. Udtrykket er egentlig dumt. Det sætter lighedstegn mellem den romantiske kærlighed i et parforhold og kærligheden med stort k. Det ligger nok ret dybt i vores danske kultur, at kærlighed primært er noget reserveret til parforholdet, og at kærlighed har med sex at gøre. Men det er noget pjat. Man kan sagtens finde kærligheden og føle sig elsket uden en partner og uden sex. Det kan mange mennesker i hvert fald berette om(og jeg vel egentlig også). De har fundet kærligheden i venners fællesskab eller i Gud.

Måske er der derfor alligevel behov for, at vi taler anderledes og mere om den venskabelige kærlighed. Som et modsvar til vores kulturs (og i høj grad også min egen) idé om, at kærlighed kun har med sex at gøre. Som en anerkendelse af, hvor meget vores venskaber egentlig betyder for os. For i dag er det for mange primært venskaberne, som bærer dem igennem livet. Flere og flere familier går i stykker og man mister kontakt med søskende og/eller forældre. Mange flere bliver skilt og lever alene eller finder aldrig en partner. Jeg begræder de udviklinger, men i stedet for at længes tilbage til gamle dage, er det nok bedre at tage udgangspunkt i de aktuelle forhold. Venskaberne er rigtig vigtige for os. De hjælper med at udrydde den stigende ensomhed og det er nok på sin plads, at vi anerkender det. Også verbalt.

(Ovenstående er delvist inspireret af en god vennesnak for et par dage siden. Tak Benjamin og Michael.)

6 kommentarer

Gemt i Uden for kategori

Kanoner og traumer

Kanoner

Har 1814, 1864, 1914 eller 1939 efterladt det største mærke i den danske sjæl?

I eftermiddags var jeg en tur på Tøjhusmuseet. Mit første besøg, og jeg blev lidt fascineret af kanoner, artilleri og krigshistorierne, selvom jeg ikke er så meget til krig.

I øjeblikket er der en ret fin lille særudstilling om krigen i 1864 i anledningen af 150 året for nederlaget og tabet af Sønderjylland. I udstillingen forsøger man at spore aftrykket fra 1864 i den danske sjæl. Hvad betyder nederlaget for, hvordan vi tænker om os selv og verden? Udstillingen kom ikke med nogle faste svar, men nøjedes med at antyde, hvordan senere begivenheder kunne forstås i lyset af 1864.

I anledning af at vi i år har et væld af historiske ”jubilæer”, kunne jeg ikke lade være med på bedste freudianske vis at spekulere. Hvilket begivenhed har påvirket os mest? Været mest traumatisk?
Tabet af Norge i 1814?
Nederlaget til Preussen og Østrig og tabet af Holsten, Lauenborg og Slesvig i 1864?
1. Verdenskrig som udbrød i 1914?
2. Verdenskrig som udbrød i 1939/1940?

Nogle bud?

Jeg tænker sjældent over tabet af Norge, men har nogle gange en sær længsel og forestilling om græsbeklædte norske fjelde og lyse milde norske kvinder. Måske en sammenhæng.

1864 har jeg vist altid kendt til. I hjemsognet Hanning står en mindesten for Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920, og i en skov i nærheden er der en mindestøtte for Enrico Dalgas, Hedeselskabets medstifter. Han er ofte tillagt udtrykket ”Hvad udad tabes, skal indad vindes”, og var vist en af foregangsmændene for, at den jyske hede blev pløjet og opdyrket som erstatning for det mistede Sønderjylland. I det hele taget virker 1864 til at fylde en del hos mange danskere, og det er da også et ret godt drama.

1. Verdenskrig er ligesom 1814 måske lidt den glemte begivenhed. Men efter at have læst Henrik Jensens bøger, især Ofrets århundrede, er jeg blevet en del mere opmærksom på den, og krigen kan måske have påvirket os ret stærkt, som han mener.

2. Verdenskrig er det, som oftest bliver diskuteret når hele familien inkl. svigersønner er samlet. Og en sand flod af bøger udkommer i disse år om krigen, så den glemmes ikke. Men jeg holder meget af tyskere, tyskt er blevet hipt, og lige indtil Putins nylige megalomane bevægelser, havde jeg troet, vi var ovre de tider, hvor krig var en mulighed her i vores Europa. 2. Verdenskrig burde ellers have lært mig, at der altid vil findes magtbegærlige ledere og taknemmelige befolkninger, som klapper dem frem.

Så projektet her i 2014 må være at læse en bog om hver af begivenhederne. Blive lidt klogere på hvilken af dem, som har størst betydning for, hvordan vi danskere tænker om os selv og verden i dag.

Rasmus Glenthøjs ”Skilsmissen” skulle vist være bogen om 1814.
1864 ved jeg ikke lige. Buk-Swientys bøger virker ikke til at have det perspektiv med.
Henrik Jensen kommer med en bog om 1. Verdenskrig her om et par måneder, og den må være oplagt.
2. Verdenskrig er straks værre. Nogen, som har overblik over boghavet?

Skriv en kommentar

Gemt i Uden for kategori