Disse lykkelige pietister

Et yndet kritikpunkt af kristne, især dem på højrefløjen, er, at de fokuserer for meget på livet efter døden. Livet her er bare en jammerdal, synd og ulykke hersker og vi skal hurtigst muligt se at komme i himmelen. I Danmark er det f.eks. noget som missionsforeningerne indimellem er blevet kritiseret for, og det skulle ikke undre mig, om jeg også selv på et tidspunkt har rettet denne kritik mod mit kære kirkelige ophav. De sidste par år har Folkekirkens Nødhjælp også spillet på denne tanke med deres slogan om, at de tror på et liv før døden.

Derfor er det lidt pudsigt at læse Tidehvervs kritik af Indre Mission i starten af 1930’erne. Tidehverv, denne samling af polemiske, gnavne og pænt kloge unge mænd, som gør oprør(og faderopgør) mod bl.a. det Indre Mission, som mange af dem voksede op i.

Hvis man kender lidt til Tidehverv og deres motto om at være jorden tro, kunne man måske tro at kritikken går på, at de kristne i Indre Mission netop bare skal have dette liv overstået, så de kan komme i Himmelen. Men nej, kritikken, som H.I. Hansen udfolder den i en del artikler i 1930 og 1931, går på, at Indre Mission fokuserer for meget på livet før døden. Især på lykken før døden. Han kritiserer bl.a. Vilhelm Beck og Carl Moe for at fokusere på den oplevelse af fred, glæde, vished, kærlighed til næsten, osv, som man kan få efter omvendelsen, og for at tale for lidt om den syndighed, som ifølge tidehvervsk teologi stadig radikalt adskiller Gud og mennesker, også efter man er blevet kristen.

Når f.eks. Carl Moe, som især er kendt/berygtet for sin prædiken ved en tragisk drukneulykke i Harboøre, taler om det at blive omvendt, får den da heller ikke for lidt. Et kort citat(hentet fra H.I. Hansens artikel):

”„Har Du fundet Naade hos Gud? Ja, hvorledes kan man vide det? Hvad er Tegnet paa, om ét Menneske saaledes har fundet Naade? saa vil jeg svare Dig med Engelens Ord til Jomfru Maria: „Og se, Du skal undfange og føde en Søn, og Du skal kalde hans Navn Jesus.” Det var det Tegn, Maria fik paa, at hun havde fundet Naade; der skete noget stort med hende; der skete det, at hun undfangede Jesus: og det er det samme, der er Tegnet for alle dem, der har fundet Naaden, at saa sker der noget stort med dem, saa sker der det, at de aandelig talt undfanger Jesus, at der kommer et nyt Liv ind i Dig, som Du aldrig har kendt før, et Jesusliv, som gør Dig helt forskellig fra de Mennesker, der ikke har fundet Naaden. Det første, der sker i Dig, Ven, naar Du har fundet Naaden, saa Du kan sige: Nu er jeg frelst! det er dette, at saa fyldes Dit Hjerte med saadan en dejlig Fred….”

Og han fortsætter med at beskrive den forandring, glæde og fred, som kommer efter omvendelsen. Der er sandelig lykke før døden her. Og de ca ti prædikener jeg har læst af Vilhelm Beck peger også i samme retning.

Det er ren og skær vækkelseskristendom. Erfaringskristendom. Pietisme. Ja, med den store betoning af forandringen, af forskellen mellem før og efter, kan man næsten få associationer til karismatisk og pentekostal kristendom.

Det er meget muligt, at højrefløjskristendom til tider har været eskapistisk og bare ville væk fra denne verden og finde lykken efter døden, men en del af dens grundtanke er også et fokus på lykken før døden og den forandring troen gør i livet. Når det er sagt, så kan man sagtens argumentere for, at f.eks. Indre Mission har forandret sig en del på det område siden Becks og Moes tid. Man synes ikke at være nær så glad for erfaring og følelser; jeg husker f.eks. at komme hjem fra mit ophold på Indre Missions Bibelskole med den idé, at det der med følelser og tro, det skulle man godt nok passe på med at blande sammen.

Og når de karismatiske vækkelser og Dansk Oase har kunnet få en så stor gennemslagskraft og lokkende tiltrækning blandt (unge) missionsfolk, så skyldes det måske netop, at missionsbevægelserne delvist har glemt deres pietistiske arv.

Det er spændende i dag at læse Tidehvervs kritik af Indre Missions gamle fædre. Jeg kan følge H.I. Hansen i en del af hans kritik, Moe og Beck blev på deres mest ivrige dage alt for svulstige og optimistiske og overdrevne. Og i dag, hvor de færreste på den måde går rundt og har en omvendelsesoplevelse, er deres tekster forældede. Men jeg kan heller ikke, på trods af min kyniske skepsis, lade være med at blive lidt glad over at læse så brændende og billedrige tekster.

Skriv en kommentar

Gemt i Uden for kategori

Gud med os

Immanuel. Gud med os. Det er et af de navne, som ifølge Matthæusevangeliet bliver forbundet med Jesus. Så Jesu komme til jord betyder, at Gud er med os. Gud er kommet nær. Gud er nu ikke længere fjern og vi er ikke længere overladt til os selv. Vi skal ikke længere redde os selv eller redde verden. Det er Jesu opgave. Ved hans liv, død og opstandelse sættes vi fri fra de byrder, vi lægger på os selv og på andre. Det er gode nyheder. Og vi skal virkelig tage det helt bogstaveligt, at Gud er med os. For det er han. Han følger og forfølger os med nåde og fred, men også med opdragende omsorg.

Gud holder med os?
Men at Gud er med os betyder ikke, at Gud altid holder med os, og at han er imod vores fjender. Gud kæmper imod al synd og ondskab i verden og inviterer os til at tage del i den kamp. Men vi kan ikke altid vide, om vi er på det gode hold. Vi kan håbe og bede til, at vi er det. Men nogle gange vil han måske vise sig at holde med vores fjender, og vi opdager, at vi var på den forkerte side. Og andre gange vil vi måske opdage, at vi slet ikke var så uenige med fjenderne, når det kom til stykket. Og måske er vores tendens til at ville putte mærkatet ”fjender” på andre mennesker i virkeligheden et tegn på, hvor langt vi selv er kommet fra Guds vilje med vores liv.

Det bedste og sundeste er derfor at hvile i budskabet om, at Gud er kommet nær, lade det forandre vores tanker, handlinger, følelser og hele vores liv, og så lade Gud om det med fjender, hævn og holdopdeling.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Gemt i Uden for kategori

Model-liv

En af mine venner(som man siger), tog engang shorts på til en bryllupsfest. Han var lidt fattig, troede hans ben var lækre og orkede ikke helt det med pænt tøj. Så han tog til festen i shorts og skjorte og havde en fin fest. Undervejs påpegede nogle af de andre gæster hans tøjvalg. De undrede sig. Han havde ikke den rette bryllupsklædning på. Alligevel gav brudeparret ham lov til det, eller også var de bare optagede af andre sager; han blev i hvert fald ikke smidt ud fra festen.

Tøj
”Suit up!”, ”Kom i kjole og hvidt!”, ”Tag de højhælede sko på!”, ”Klæd dig ud som superhelt!”. Med dresscode skabes der en bestemt ramme, der kastes en model ned over udklædningen. Jo, man kan variere inden for rammen, man kan vælge hvilken slags kjole, man vil tage på eller hvilken slags superhelt, man vil være. Men kun de kompetente mestrer denne variation. De forstår modellens betingelser, taler dens sprog, tager den til sig og forstår at udnytte rammerne mest optimalt. De mindre kompetente efterlades tilbage. De må skaffe sig hjælp for at passe ind og ankommer måske i det, som de kompetente vil kalde laveste fællesnævner; det anonyme halvkedelige look. Eller de opgiver helt, og kommer i shorts og t-shirt.

Tro
Nåh, pyt med tøjstil. Det er i sidste ende ikke så vigtigt. Det er værre, når denne modellisering overtager vores kristenliv. De fleste af os kender til behovet og nødvendigheden af at kategorisere ting og putte mennesker i kasser. Overdrives det, er det selvfølgelig et problem, men det er som sådan en helt nødvendig del af at kunne overskue livet. Og det er heller ikke nødvendigvis et problem at gøre det med troens liv. Koncepter som f.eks. ”Livsmønstre” med trekanter, firkanter og cirkler kan være fine anledninger til at sætte ord på, hvordan vi lever vores kristenliv. Det kan sætte ord på forskellige faser i vores trosliv og gøre os mere opmærksomme på Guds indgriben i vores liv. Fint.

Men det er et problem, hvis det udvikler sig til nærmest at blive det eneste sprog, vi har om Gud og vores kristenliv. Vi bliver så hele tiden optaget af at identificere, hvor vi nu lige er henne i den konkrete model og i vores vandring med Gud.

Men man kan ikke bare putte kristenlivet i kasser. Vi går nogle gange ubevidst ud fra, at fordi vi tror på den samme Gud, er vores tro og grunde til at tro ens. Men tit er de ret forskellige, og vores vandringer med Gud er som sådan unikke. Fordi vi er forskellige, taler han forskelligt til os. Fordi vi er forskellige, ser vores tro forskellig ud. Også selvom vi tror på den samme uforanderlige Gud.

Mysteriet
Det kristne model-liv kan få os til at glemme mysteriet. Glemme, at Gud i sidste ende er så meget større end vores idéer om ham. Glemme, at der er ting om ham og om vores trosvandring, som vi aldrig kommer til at forstå. Ting, som er så komplekse og følsomme, at de ikke bare kan sættes på formel og puttes i model.

Modellerne bruges ofte som et middel til forandring. Ja, vores mål er at komme til at ligne Gud ved en stadig forandring. Men den forandring kan ikke sættes på enkel formel. ”Gør det, så sker det.” Vi kan ikke sætte åndelige årsag-virknings-sammenhænge på model. Forandringen sker, når vi er klar til det, og når Gud vil det.

Uden modellernes tryghed står vi måske blottede og efterladte tilbage. Men netop der kan Helligånden virke i vores liv, gøre os mere afhængige af Gud og mindre afhængige af egen forståelse og handling.

Salige er de fattige i ånden, som ikke mestrer modellerne.

(Refleksion til Til Tro #3 2014. Læs hele bladet her)

Skriv en kommentar

Gemt i Uden for kategori

Du kan

”Bare tro på dig selv!” og ”Du kan, hvis du virkelig vil!” er nogle af tidens mest brugte mottoer. Hvis vi tror på os selv, kan vi næsten forme vores liv, som vi vil have det. Vi kan finde vores livspassion. Vi kan finde det arbejde, den fritidsinteresse eller den partner, hvor vi bedst kan udfolde vores unikke jeg. Hvis vi altså bare tror nok på os selv. Vores liv ligger åbent for os og venter på, vi indtager det. Vi er på en måde blevet almægtige i vores liv.

Men det er ubarmhjertige mottoer. De ender ofte med at gøre os stressede og frustrerede, fordi det, vi gør, ikke lykkes for os. Og måske giver vi endda os selv skylden for mislykken. Måske troede vi ikke nok på det. Og så står vi med en skyldfølelse, som kan være ret tung at bære alene.

I kristentroen er det anderledes. Her er det ikke mig, som er almægtig og herre over mit liv, men Gud. Han kan. Og det er ikke bare et upersonligt ”han”, som kan. Det er ikke kun en almægtig Gud, udtrykt i abstrakte teologiske begreber. Nej, det er et ”du”, som kan. ”Du kan!” Det er troens sprog og bønnens sprog. ”Du kan, Gud!”. Vi skal tage ansvar for vores liv, ja, og finde vores plads. Men byrden er ikke vores alene. Der er en Gud, et ”du”, som bærer os gennem livet.

Kristentroen befrier os ikke fra at møde skyld og mislykke. Men den befrier os fra at være alene med den. Vi kan lægge skylden og mislykken over på en stærkere person og vandre med ham. En Gud, en Herre, en Frelser. Jesus.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Gemt i Uden for kategori

Calvinisterne og katolikkerne kommer!

Dansk kirkeliv er altid blevet inspireret og påvirket fra udlandet. Vi blev i sin tid kristnet sydfra og har op igennem årene fået meget inspiration fra tysk kirkeliv og senere også fra engelsk og skandinavisk.

Denne inspiration har dog ikke før været så massiv, som den er i disse år. Danmark har vel været en god solid luthersk enhedskultur. Vores statskirke og dens folkelige forankring har forholdsvis effektivt holdt de fleste andre kirkelige retninger fra for alvor at vokse sig store i Danmark. Og de kirkelige vækkelsesbevægelser har vel også været gode til få et slags monopol på et mere aktivt fromhedsliv. Resultatet har i hvert fald været, at ingen udenlandske vækkelsesbevægelser og kirkelige retninger har slået så stort igennem her i Danmark, som de har i nogle af vores nabolande, f.eks. pinsebevægelsen i Sverige.

Men det er måske ved at ændre sig. Der er en øget fragmentering i dansk kirkeliv i disse år, og alskens moderne tekniske hjælpemidler har gjort det meget lettere at blive inspireret fra det kære udland af de kirkelige retninger, som lige netop har fokus på de ting, man finder vigtigst.

En del kristne i en missionsk, halvbred folkekirkelig og frikirkelig sammenhæng inspireres at den anabaptistiske tradition, folk fra Luthersk Mission inspireres af nycalvinister, folk fra Oase-bevægelsen inspireres af anglikansk kirkeliv, lidt spredt rundt omkring, bl.a. fra frikirkelige sammenhænge, inspireres man af østkirkelig teologi, og andre igen af katolsk kirkeliv. Og så videre, der sker sikkert mange ting, jeg ikke har hørt om.

Fint at vi inspireres fra udlandet og andre teologiske traditioner og kirkeliv. Men jeg har to bekymringer. Den ene er, hvilken konsekvens det har for det økumeniske arbejde. Det økumeniske arbejde sker selvfølgelig altid mellem forskellige kirkelige traditioner, så forskelligheden er ikke i sig selv et problem. Men den øgede fragmentering og kirkelivsmæssige ”finden-sig-selv” kunne man godt frygte måske ville føre til øget grøftegraveri og mindre tværkirkeligt samarbejde. Jeg kan i hvert fald mærke den tendens i mig selv.

Den anden bekymring er, om vi måske forsømmer at arbejde med, hvad det egentlig vil sige at være en dansk kristen i år 2014. Hvad er vores egen åndelige og teologiske arv, hvordan forkynder vi bedst Jesus ind i vores kultur, og hvilke svar og spørgsmål er særligt danske og ikke nogen vi kan finde udenlandsk hjælp til? Jeg bliver nogle gange lidt trist, når jeg deltager i store kirkelige stævner og ser, hvordan man hiver en masse udenlandske talere ind. Igen, fint nok at blive inspireret af udenlandske talere, men altså, de kender på ingen måde dansk kultur, mentalitet, historie og kirkeliv. De kan ikke forkynde så godt som en stedkendt kristen kan. Hvis undskyldningen er, at der ikke findes egnede taler og prædikanter i Danmark, så må vi simpelthen gøre noget mere for at opdyrke sådanne.

Skriv en kommentar

Gemt i Uden for kategori

Skjult

Guds virke i vores liv foregår tit i det skjulte og han sørger bedre for os, end vi selv kan.

Skjult varme
I disse uger bliver der skiftet radiatorer i lejlighederne omkring hvor jeg bor. Der blev lukket for varmen i de gamle radiatorer for nogle uger siden, de blev pillet ned og de nye er ved at blive sat op og tilsluttet. Derfor er der nu en periode på nogle uger, hvor der ikke er en funktionel radiator på mit værelse. Selvom det er blevet maj og sommeren nærmer sig, har det ikke været muligt at få temperaturen på mit værelse op over 18 grader i dagtimerne, bl.a. fordi jeg kun har vindue mod nord. Jeg har prøvet med forskellige ting. Haft min stationære computer tændt, haft stearinlys tændt, hørt julemusik. Men det hjælper ikke særlig meget.

De tidligere år har radiatoren åbenbart leveret varme også langt hen i foråret, selvom jeg ikke har tænkt over det og ikke har mærket nogen varmestrøm udgå fra den. I skjulthed har den virket og sørget for, at jeg har kunnet føle mig veltilpas derhjemme.

Skjult Gud
På samme måde virker Gud tit skjult i menneskers liv. Vi hører måske nogle mennesker fortælle, at de hører Guds stemme, eller vi læser om israelitterne i ørkenen og deres skysøjle om dagen og ildsøjle om natten. Tydelige tegn på Guds tilstedeværelse, ledelse og virke. Men han leder lige så tit i det skjulte og gør mange ting, som vi ikke opdager. Ligger ting til rette for os på måder, som vi umuligt selv kunne have gjort. Holder os i live og sender os ting, som vi ikke selv vidste lige præcis var det, vi havde brug for. Ofte bliver disse ting kun synlige i bakspejlet. Når vi kigger tilbage på situationen kan man få en anelse om, at Gud stod bag. At han i sidste ende er livgiveren.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Gemt i Uden for kategori

Credo

Credo

Jeg blev halvgammel for nogle uger siden og tænkte, det måske var en god anledning til at gøre sådan lidt midtvejsstatus over troen. Da jeg har været kristen hele mit liv, har jeg vel nu levet en 35 år som kristen. 35 år er lang tid på mange måder, og også lang tid med den samme tro. Der sker noget. Der kommer højdepunkter, der kommer kriser, der er pænt mange troshverdage. Jeg kan se andre mennesker begynde at tro senere i livet, jeg kan se andre, som er vokset op med troen, stoppe med at tro. Så hvorfor tror jeg? Det teologiske og fromme svar er, at det skyldes Guds nåde. Og det er der noget om. For der har så absolut været kriser, som lige så godt kunne have efterladt mig troløs. Mindst fire:

Efterskole-krisen
Jeg gik på en kristen efterskole i midt-90’erne. Efterskoletiden er den alder, hvor man nogle gange begynder at forholde sig til tro og den slags. Nogle begyndte at snakke om, vidne om, at de var kommet til tro. At de havde gået sådan og været lidt i tvivl om, hvordan de havde det med Gud, men så snakkede de med en af deres gode venner, og derefter, så var der ligesom kommet mere styr på det. De forstod, at Guds kærlighed gjaldt dem. Jeg kiggede på de andres oplevelser og kunne konstatere, at jeg ikke selv havde en sådan. Jeg blev ikke omvendt, som det stadigvæk var lidt en tradition, at man skulle i den teologiske tradition, som efterskolen stod i. Derfor var jeg lidt i tvivl, om min tro nu var rigtig. Om den fandtes.

Men i løbet af et par år fandt jeg ud af, at det ikke var nødvendigt. At jeg ikke på den måde nødvendigvis skulle have en omvendelsesoplevelse. Jeg fandt hvile i, at jeg nok lige så stille var vokset ind i en voksentro.

Eva-krisen
En større krise indtraf, efter at min yngste søster blev dræbt i en trafikulykke i 2006. Jeg blev vred på Gud og skældte ham ud. Han kunne have forhindret det, hvis han ville, men det gjorde han ikke. I sådan en situation kan man vel reagere på tre måder som troende. Man kan hvile i at Gud har styr på tingene midt i al smerten, man kan skælde ham ud, eller man kan skride fra ham og forlade troen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg valgte at skælde ham ud, og i et par år havde jeg virkelig ingen tillid til hans godhed. Han havde jo så tydeligt vist, at han ikke ville det gode, for hvad godt kunne der være i, at en 14-årige pige mister livet? Det kan jeg stadig ikke se. Men tiden er gået, der er kommet skorpe på såret over tabet af Eva, og jeg har fået tillid til Guds godhed igen. Jeg kan konstatere, at troen kunne bære og holde til en sådan begivenhed. Det er jeg taknemmelig for.

Det hjalp mig undervejs at snakke med mennesker om begivenhederne og troens tilstand, at læse gode bøger, og skælde Gud ud, når jeg var i det humør.

Meningsløshed-krisen
I 2009 blev jeg ramt af meningsløshed. Jeg husker tydeligt en dag, hvor jeg gik langs Vestvolden på vej til Husum station. Jeg havde tænkt og læst om meningsløshed og levet lidt med tankerne og følelsen, men meningsløsheden var stigende. Som jeg gik der, meldte frygten og tanken sig: hvad nu hvis jeg bare ikke er sådan en, som kan tro? Hvad nu hvis jeg ikke kan få tro til at fungere med mit sære indre? Det var underligt. Jeg ville gerne tro, men var bange for, jeg måske ikke kunne, at jeg ikke var bygget til det.

Men så blev jeg stædig. Besluttede, at jeg ville tro. At det valg skulle være stærkere end mine tanker og følelser. Og med tiden blev det en vej ud af den værste meningsløshedssump. Det hjalp også at engagere mig i forskellige ting, bl.a. socialt arbejde, og ikke bare passivt sidde tilbage og søbe mig ind i selvmedlidenhed.

Karismatik-krisen
Sideløbende med det og senere, tænkte jeg meget over den karismatiske erfaring og tro. Jeg kom i en kirke, hvor den karismatiske erfaring med fokus på Åndens nærvær og kraft, fyldte noget. Jeg længtes efter selv at få erfaringer og oplevelser af Gud på den måde, men det skete ikke. Det gik mig på, jeg var frustreret og misundelig på de andre, som fik den erfaring, samtidig med at jeg også var bange for at overgive mig helt til Gud på den måde. Som på efterskolen kiggede jeg på de andres tro og erfaring og længtes efter den. Selv efter at jeg havde indset, at jeg tilsyneladende ikke var skruet sammen på den måde åndeligt og spirituelt, længtes jeg stadig efter det, de andre havde. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange mennesker der forlader kirker, fordi de ikke får de erfaringer, som kirken(eller deres eget hoved) direkte eller indirekte fortæller, man skal have som kristen.

Det hjalp mig at snakke med gode venner om kristen erfaring, at indse, at den karismatiske erfaring kun er en af mange slags kristne erfaringer, og at der findes andre spiritualiteter. At Gud taler til os på mange forskellige måder. Jeg er nok mere til eksistens og natur, og det hviler jeg i i dag.

I en af kriserne kan man sige, at det var ting udefra som ramte og forårsagede krisen. Men i de tre andre kan man med en vis ret sige, at det var mig selv, som forårsagede den. Det var mine forvirrede tanker og min sammenligningssyge, som forsøgte at slå min tro ihjel. Jeg er Gud taknemmelig for, at mit åndelige selvmord ikke lykkedes.

Credo
Credo betyder ”jeg tror” på latin. Og helt grundlæggende tror jeg, fordi jeg altid har haft en overbevisning om, at Gud findes. Det giver ikke frelsesvished eller styr på alle ting, men dog et slags fundament at bygge på. Jeg er af natur en slags teist/deist. Tærsklen og udfordringen for mig er som regel ikke at bevæge mig fra tro til ikke-tro, men fra en teistisk/deistisk tro på, at Gud findes, til en tro på, at Jesus er Gud og virker i dag. For andre er grunden til at være kristen måske en overbevisning om, at Bibelen er Guds ord, en omvendelsesoplevelse, eller en erfaring af, at Gud talte til dem. Jeg forstår de måder at tale på og respekterer dem. Men når jeg nogle gange har haft lidt svært ved præcis at finde ud af Bibelens og den mere karismatiske erfarings plads i forhold til troen, skyldes det måske netop, at de to ikke er mine primære trosgrunde.

Måske burde jeg skrive noget om højdepunkterne i min trosvandring. For dem har der også været nogle af. Gode naturoplevelser med Gud, berusende lovsange og salmer, trøstende snakke med gode venner om teologi og tro, taknemmelighed for Guds trofasthed. Men på en sær måde har troskriserne næsten større betydning for, at jeg tror. De former mere.

Hvorfor tror du?
Hvorfor tror du ikke?

(tak til Christian for billedet.)

Skriv en kommentar

Gemt i Uden for kategori