Der er så hæsligt på landet og i hjertet

For nylig læste jeg Henrik Pontoppidans godt 100 år gamle novellesamling ”Fra hytterne” og blev slået af hæsligheden. Ikke den sproglige, de var yderst velskrevne og nutidige i sproget, men mere indholdet. Novellerne handler næsten alle om livet på landet, vel engang i det 19. århundrede, og beskriver det i al sin fattigdom og usselhed. Mange af figurerne i fortællinger beskrives ganske politisk ukorrekt som grimme og fede, og de fleste af fortællingerne ender ulykkeligt. Få af dem forløses, og hvis det sker, så mest i dødens forløsning.

Litterært tilhører Henrik Pontoppidan ”Det moderne gennembrud” og socialrealismen. Væk er det smukke, idylliske, følelsesfulde og måske lidt svulstige, som man kender fra romantikken fra starten af det 19. århundrede. ”Det moderne gennembrud” og socialrealismen var netop en reaktion og en afstandstagen fra dette. Nu skulle realiteterne og grimheden vises. Hos Pontoppidan de grimme realiteter på landet. Der er virkelig ikke meget Morten Korch(som godt nok ikke er fra romantikken, men næsten godt kunne være det) over det. De gode (og undertrykte) vinder ikke til sidst, de dør nærmere. Godt nok er naturen stadig smuk, men menneskene er det ikke. Sympatien er hos de fattige, men de fattige er ikke kun gode. Ligesom de rige gårdmænd tager de fattige også mange forskellige midler i brug for at overleve.

Det var forfriskende hæslig læsning. Jeg vil tro, at han overdriver noget. Livet var nok ikke altid så grimt på landet, og der fandtes nok også lykkelige mennesker og lykkelige slutninger. Men den sociale armod har helt sikkert været større, end vi tit tænker. Jeg kan i hvert fald godt have tendenser til at tænke alt for idyllisk om livet på landet, både som det er i dag, og som det var engang. Livet var i højere grad en eksistentiel kamp for overlevelse og som nederst i hierarkiet var man overgivet til gårdmandens og Guds nåde.

Tidehverv
I mit speciale skriver jeg om Tidehverv og Indre Mission, og der er på en måde en lighed mellem Pontoppidans socialrealistiske opgør med romantikken og Tidehvervs opgør med det pietistiske Indre Mission og den liberalteologiske KFUM-kristendom(f.eks Olfert Ricard). Realismen om menneskelivet må frem. Selv de troende er ikke fromme og har ikke kun fred i hjertet på salig vej mod himmelens land. Også der, i hjertet, lurer og bor ondskaben og allemulige lækre fristelser. Kristne er ikke kun de gode og de andre de onde. Skellet går mellem Gud og mennesker og ikke mellem de troende og de vantro.

Tidehverv kritiserede også det store fokus på følelser og kristen moral, som var hos KFUM’erne og det tidlige pietistiske Indre Mission. Til tider kunne det blive noget svulstigt, højstemt og moraliserende. I stedet for følelserne og de store svulstige utopier handlede det om det eksistentielle valg, mente Tidehvervs stiftere. Som kristen er man pga. sit hjertes ondskab nederst i hierarkiet og må hver dag omvende sig og stå under Guds nåde (og dom!).

Ligesom ”Det moderne gennembrud” også var en fokusering på de nye videnskaber i stedet for romantikkens poetiske idealisme, f.eks. på Darwins idéer, så var Tidehverv også en fokusering på nye teologiske strømninger og hardcore intellektualisme. Kristendom er ikke fromhed, men dogmatik og eksistens.

Ligesom Pontoppidans socialrealistiske beskrivelse af livet på landet er berettiget, men nok overdrevet, ligeså med Tidehvervs afvisning af den indremissionske pietisme og den liberalteologiske KFUM-kristendom. Det er forfriskende hæslig læsning, og den var delvist berettiget, de færreste indremissionske i dag vil kunne genkende sig helt i Moe, Becks og Bartholdys pietisme. Men som de fleste reaktioner var den nok overdrevet. Der er en del skønhed i Indre Mission og i hjertet.

Så måske var Tidehverv et slags teologi-realistisk moderne gennembrud. Spørgsmålet er så, hvad de er i dag.

2 kommentarer

Filed under Uden for kategori

Den mest udbredte sygdom

Sammenligningssygen er nok den mest udbredte sygdom hos den danske befolkning. Den slår rygproblemer og rygerhoste. Vi ser, hvad de andre har, ser hvad vi selv har, og vil så hellere have det, de andre har. Vi bliver utilfredse og måske endda vrede. Føler os forfordelte og uretfærdigt behandlede. Vi har efterhånden vænnet os til, godt hjulpet på vej af vores velfærdssamfund, at vi har ret til det samme, som de andre. Og når det så ikke sker, kommer utilfredsheden, længslen og begæret efter det, de andre har.

De ti bud i Bibelen (se f.eks. 2. Mosebog 20) taler bl.a. om, at vi ikke må begære andre menneskers ægtefæller og okser. Men vi kan også begære eller længes efter mange andre ting, f.eks. erfaring og følelser. Vi ser, hvordan andre tilsyneladende går rundt og er glade hele tiden, mens vi selv føler os melankolske. Eller vi ser deres forelskede ansigter og savner den samme glød i vores eget kærlighedsforhold. Eller ser andres stædige forfølgelse af meningen i deres liv og savner den samme livsivrighed hos os selv.

Andre gange længes vi efter andre menneskers gudserfaring. Vi ser, hvordan de tilsyneladende erfarer Gud mere og bedre og vildere end vi gør, og vi længes. Længes nogle gange næsten mere efter deres gudserfaring, end vi længes efter Gud selv.

Der er ikke noget galt med at længes. Men en længsel kan blive usund. Vi risikerer nemlig at blive utilfredse og utaknemmelige og fuldstændig miste perspektivet. Vi risikerer at overse det gode, vi har, og som vi kun har, fordi Gud har givet det til os. Vi risikerer at overse og overhøre, at Gud taler til os og virker i vores liv på netop den måde, vi forstår og har brug for.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Forman!

”Nåh, men tænk over det i hvert fald!” Jeg vil ønske, jeg hører den sætning noget mere. Især, hvis den kommer efter en samtale, hvor en god ven har påpeget nogle ting i mit liv, som måske ikke er helt så gode, som de kunne være. For jeg er meget klar over, at ikke alle de valg, jeg tager, er de rigtige. Ikke alle de tanker, jeg tænker, er de gode. Ikke alt det, der kommer ud af min mund, opbygger.

Nogle gange opdager vi selv, at vi er kommet på afveje. Måske kastes der lys på afvejen af et ord fra Bibelen, Helligåndens påmindelse, eller også er afvejen så tydelig, at vi ikke kan benægte den længere. Vi stopper op, ændrer retning og finder nye sandere veje. Men andre gange er vi ikke selv klar over det. Måske har vi stirret os blinde på vores eget liv og opdager derfor ikke selv problemet. Måske forhindrer stolthed os i at erkende, at vi har taget fejl og vandret forkert. Så har vi brug for en andens klare blik på vores liv.

Kærlige skub
Ligesom Gud ikke ser på os med kritiske øjne for at finde fejl hos os, så han kan straffe os, så ser vores venner heller ikke på os for at finde fejl hos os. I hvert fald ikke i langt de fleste tilfælde. Vores venner ser på os med et omsorgsfuldt blik. De håber det bedste for os og vil os det bedste. De ønsker at se os trives og foretage gode valg. Så hvis de ser, at vi mistrives, foretager tåbelige valg eller ikke holder os inden for de vejmærker, vi selv har sat vores liv, vil de forhåbentlig handle på det. Skubbe kærligt til os. Stille et lille spørgsmål. Få os til at vende tilbage til det, vi egentlig vil være. For det er i bund og grund det, som formaning er: en kærlig påmindelse om at leve det gode liv, vi er begyndt på.

Denne form for påvirkning kræver at man har tillid til hinanden og stoler på, at man vil hinanden det bedste. Ellers vil det lille kærlige skub føles som et bedrevidende overfald. Og sådan har mange af os måske oplevet formaninger. Andre har påpeget ting i vores liv, som ikke levede op til en moralsk standard. De har i vores ører lydt bedrevidende og måske var det endda personer, som ikke stod os nære. Ingen havde givet dem taleret i vores liv, de tog den måske selv. Og nu står de der og dømmer os.

Men disse dårlige oplevelser må ikke få os til at opgive at formane hinanden. Hvis vi synes vi mangler god formaning i vores liv, kan vi aktivt opdyrke den. Tale om, hvordan vi bliver bedre til det. Måske endda skemasætte det. Mødes en lille gruppe venner engang imellem og øve at tale kærlig sandhed ind i hinandens liv. Når man har gjort det i lang tid, bliver det til sidst måske en naturlig del af venskabet. Og så kan personlig og åndelig modning følge.

Et folk
At formane er på mange måder ret modkulturelt. Vores kultur hylder de selvstændige og selvberoende. Vi skal følge vores hjerte og helst ikke blande os for meget i hinandens liv. Også vi kristne kan godt tænke, at vores liv og livsførelse kun er en sag mellem os selv og Jesus. Det er jo ham, vi følger. Men vi har ikke kun ansvar for vores egen efterfølgelse, vi har også ansvar for andres. Vi som kirke er et folk, som følger Jesus. Et legeme. Vi hører sammen. Vi elsker Jesus ved at elske hinanden, ved at have omsorg for hinanden, og ved at vise verden, at der findes et godt liv med Gud. De to ting, formaningen og vidnesbyrdet, hører netop sammen. Når vi har omsorg for hinanden og kærligt formaner hinanden, hjælper vi hinanden til at leve det liv, som ærer Gud mest og som mest peger på ham.

Nåh, men tænk over det i hvert fald!

(Refleksion til Til Tro #5 2014. Læs hele bladet her)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Andre gifttromler

”Skaaat, har vi andre gifttromler?”

Han hadede, når hun kaldte ham Skaaat. Hvorfor ikke bare Skat? Han kaldte jo heller ikke hende Maleeeeene, men Malene. Og så var han virkelig træt af den snak om gifttromler. Efterhånden snakkede hun ikke om andet. Om han begreb hvorfor. Gifttromler var ikke det kvinder snakkede mest om, og hendes pludselig interesse for dem var sær. Hvad ville hun med dem? Udover at prøve at begå et giftmord, afblege hår eller forurene søen var der vel ikke så meget, man kunne bruge dem til?

Forbandet fjolleri. Det var hvad det var.

Han undlod at svare hende. Han var inderligt ligeglad med gifttromler. Og også med hende, hvis hun skulle opføre sig på den måde.

Han kiggede på hende. Kiggede på hendes spørgende øjne og hendes afventende udtryk i ansigtet. Han vidste, at hun vidste, at han havde hørt hende. Nervekrigen var i gang. Hun hadede når han ikke svarede hende, og om lidt ville hun tænde helt af, råbe af ham og gå ud for at lede efter de sidste gifttromler.

Han så rødmen og vreden stige op i hendes ansigt og han smilede indvendigt. Han var ved at vinde.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Tilflugt

I musical-filmen ”Sound of music” kan hovedpersonen, nonnen Maria, ikke bestemme sig for, om hun skal blive nonne igen og give afkald på ægteskabelig kærlighed, eller om hun skal forfølge en forelskelse. I sin ubeslutsomhed vender hun tilbage til det kloster, hun oprindeligt kom fra. Men abbedissen, lederen af nonneklostret, afviser hende med disse ord:

Maria, disse mure blev ikke bygget for at holde problemer ude. Du bliver nødt til at håndtere dem.

Det gælder ikke kun for forelskede nonner og det gælder ikke kun for klostre. Vi kan også forsøge at søge tilflugt fra vores indre problemer i f.eks. ægteskab, venskab eller kirke. Vi tænker, at hvis vi først kommer indenfor ægteskabets, venskabets eller kirkens mure, vil vores problemer ikke hjemsøge os mere. Vi har efterladt dem udenfor.

Vi ved det egentlig godt. Ved godt, at det ikke fungerer sådan. Men vi gør det alligevel tit. Håber naivt, at vi kan slippe for at møde det mørke, bøvl og smerte, som bor i os, eller for at skulle træffe de helt svære valg i livet.

Hyrden
Der kan være en enorm ensomhed i at skulle møde sig selv, sine mørke sider og træffe valg. Andre kan ikke forstå, hvordan jeg har det, eller helt sætte sig ind i mine valgmuligheder. Dog er vi ikke alene her ude i det åbne og ubeskyttede land, hvor vi hvert øjeblik kan blive overmandet af vores indre bøvl eller støde på svære valg. Hyrden går med os. Foran os. Ved siden af os. Taler med os. Leder os. Hans godhed og troskab følger os, så længe vi lever. Vores fællesskab og vandring med hyrden Jesus kan blive et tilflugtssted og give os styrke og mod til at møde os selv og de problemer, vi har.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Nul-punkts calvinisme

Det kan måske virke lidt fjollet og eksotisk, at beskæftige sig med calvinisme, når vi bor i et gennemluthersk land. Vi har da også mest gjort det, når vi skulle forklare vores lutherske tro historisk. Vi tror ikke på samme måde som de der calvinister. Men i takt med at nye calvinske menigheder dukker op i Danmark, og et stigende antal gode lutherske kristne lader sig inspirere af calvinske teologer, er det alligevel på sin plads med øget calvinsk beskæftigelse.

I USA er debatten mellem calvinister og deres teologiske modpol, arminianere, stor. Begge har deres rødder i 1500-tallets reformationer, ligesom lutherdommen, men de har udviklet sig i vidt forskellige retninger. Den danske lutherdom placerer sig et sted midt imellem de to retninger, og derfor kan man finde lutheranere, som bevæger sig mod den calvinske side og andre mod den arminianske side.

Arne Helge Teigens nye bog ”Ny-kalvinisme – en orientering” er et forsøg på forholdsvis kort at formidle forskellene mellem calvinisme, arminianisme og lutherdom. Anledningen er netop, at der også i forfatterens hjemland Norge er mange lutherske kristne, som inspireres af calvinske teologer i USA, som f.eks. John Piper. Forfatteren ønsker derfor at belyse nogle af forskellene mellem calvinisme og lutherdom og kritisere dele af den calvinske teologi. Jeg vil her nøjes med at videretænke lidt over nogle af de interessante pointer i bogen. Bogen anbefales og kan købes for 120 kr i Bethesdas Boghandel.

TULIP
Den traditionelle calvinisme kaldes Five Points Calvinism, fem-punkts calvinisme, da den har fem hovedpointer, som typisk opstilles, så de fem forbogstaverne danner ordet TULIP. (ikke noget med danske pølser, dog)

Total depravity – totalt syndefordærv
Unconditional election – ubetinget udvælgelse (tæt forbundet med dobbelt prædestination)
Limited atonement – begrænset soning
Irresistible grace – uimodståelig nåde
Perseverance of the Saints – kristne kan ikke falde fra

En interessant pointe i Teigens bog er, at TULIP opstod som følge af, at arminianerne havde beskrevet deres fem teologiske hovedpunkter. TULIP er således en reaktion på, hvad calvinisterne så som en afvigelse fra ortodoks calvinisme. I sådanne reaktioner strammer man tit garnet, så man kvæler barnet. Og ortodoks TULIP-calvinisme er da også efter min vurdering et sådant system, hvor man netop i et forsøg på at gøre Gud stor og give ham ære og alvirksom magt, fratager mennesket ethvert form for vilje og initiativ og efterladet det med syndefordærv og ikke så meget andet. (Det store skel mellem Gud og mennesker giver associationer til Barth og Tidehverv).

Det calvinske korthus
Calvinismen er et system, som bygger på idéen om Guds dobbelte forudbestemmelse. Gud udvælger, inden det enkelte menneske bliver født, om det skal frelses eller fortabes. Og han gennemfører, hvad han har bestemt. Guds dekreter, som det kaldes, kan ikke ændres, og de går forud for alt. Teigen viser, at den dobbelte forudbestemmelse er den centrale dogmatiske idé i calvinismen. Den idé præger alle andre vigtige dogmer, og i høj grad gudsbilledet. Gud har godt nok en universel frelsesvilje – han vil, at alle skal frelses – men hans ønske om at efterleve sit dekret om at kun dem, som han forudbestemmer, skal frelses, gør, at Gud i sidste ende bliver en Gud, som ikke vil at alle skal frelses. En sådan Gud bliver lidt svær at have med at gøre og have tillid til. For nu at sige det med en jysk underdrivelse.

Hvis idéen om den dobbelte forudbestemmelse ikke holder, falder hele det calvinske system sammen. Efter Teigens overbevisning, og jeg tror han har ret, er det netop, hvad sker. Jeg deler ikke calvinismens idé om at dobbelt forudbestemmelse, og når jeg kigger på TULIP-idéerne, må jeg da også springe ud som en nul-punkts calvinist. Jeg tror ikke, mennesket er helt fordærvet, nærmere såret. Jeg tror ikke, Gud ubetinget udvælger hvem, som skal frelses og fortabes, men at han derimod ved det. Jeg tror ikke, at den soning, som sker på korset, er for de frelses-udvalgte, men for alle. Jeg tror ikke, nåden er uimodståelig, men at mennesket kan sige nej til Guds frelse. Og jeg tror ikke, at det kristne menneske er beskyttet mod frafald. Desværre.

Det centrale spørgsmål
Calvinismen viser sig med sit fokus på den dobbelt forudbestemmelse at være ret optaget af spørgsmålet om HVEM, som bliver frelst. Det tilsvarende spørgsmål i lutherdommen, med dens fokus på og altdominerende dogme om retfærdiggørelse af tro, må være, HVORDAN bliver jeg frelst. Men hvem bestemmer egentlig, hvad det centrale dogme og spørgsmål skal være i kristendommen? Hvis man kigger på de oldkirkelige bekendelser, så var de ikke særligt optagede af HVORDAN, man bliver frelst, eller HVEM, som bliver frelst. De fokuserede derimod på HVEM Gud var. Først med de reformatoriske bekendelser kommer fokusset på frelse. Med tanke på den gudsdebat, som præger den danske teologiverden i dag, må det være relevant at hive det gode gamle spørgsmål frem igen. HVEM er Gud? HVORDAN er Gud?

Vi har brug for en teologi, hvor det vigtigste og altafgørende dogme ikke er hvordan vi frelses, eller hvem som er frelst, men hvem Gud er, og hvordan han er. Mere fokus på Guds store historie med hele verden, hele skaberværket, mennesker og natur og det hele, og ikke kun Guds historie med mig. Og mere fokus på, at Gud er treenig, og at det har store konsekvenser for hans forhold til verden, inkl. mig og dig.

For tiden er mange lutherske i Danmark optaget af det område, som ligger mellem det lutherske og det calvinske. Siden jeg er en nul-punkts calvinist, vil det nok være mere relevant at undersøge området på den anden side af lutherdommen, nemlig området over mod arminianismen. Arminianerne har delvist et dårligt ry i Danmark, fordi vi har overtaget calvinisternes polemik mod dem. Men hvad siger de selv? Roger Olsons bog ”Arminian theology” skulle efter sigende være et godt sted at starte.

7 kommentarer

Filed under Uden for kategori

Frode

Det sorte hul i jorden opsluger flere og flere.
De forsvinder ligesom kuglepenne, sokker og rumskibe.
Jeg mærker tungheden i øjnene og trækningerne i ansigtet,
mens jeg kigger på den nedadgående kiste.
Nu forsvinder du,
du bliver væk,
og der kommer intet nyt fra dig.

———————————————

I lørdags var jeg til begravelse i Herlev. En gammel præst fik fred efter i lang tid at have kæmpet mod kræften. Jeg har kendt ham og hans kone i omkring 10 år. Dengang var vi en del af det samme kristne fællesskab i Herlev. Nogen fik den idé, at de unge i det fællesskab skulle lære de lidt ældre bedre at kende, så jeg begyndte at besøge dem. I starten kaldte jeg dem mine besøgsvenner, men efterhånden blev det et fjollet ord. De var ikke ensomme (det var jeg), de havde et stort socialt netværk og var engageret i mange forskellige ting, og desuden fik jeg mindst lige så meget ud af besøget som dem. I løbet af de år har jeg besøgt dem næsten månedligt, og de er blevet en vigtig og medlevende del af mit liv. Reservebedsteforældre.

Noget af det, jeg godt kan lide, er gentagelserne i vores samtaleemner. Vi snakker om mange forskellige ting, men der er alligevel nogle ting, som vi vender tilbage til. De spørger mig, hvordan det går med mine studier, at det bliver spændende, hvor jeg ender henne, at det er vigtigt at finde en god gudfrygtig kvinde, og hvordan min familie har det. Jeg spørger dem, om de har været på nogle rejser for nylig (de er et gammelt missionærpar og har set meget af verden), hvordan det går i missionshuset, og spørger dem om ting fra gamle dage.

Selvom der nu ikke kommer nye historier og oplevelser med Frode (men heldigvis stadig med hans kone Anne Marie), kom der alligevel nyt om ham til mindesamværet efter begravelsen. Der blev vist næsten 50 år gamle videoklip og det var ret sjovt at se mine ældre venner som unge. Desuden blev det sagt af mange, at Frode havde både livslyst og tryghed i mødet med døden. Helt til det sidste bevarede han sin nysgerrighed på at lære og sin livslyst. Men han var også helt klar til at dø og nysgerrig på, hvad der ventede på den anden side af døden. Han var fast overbevist om, at han nu hos Gud skulle genforenes med dem, som forud for ham havde krydset grænsen til døden. Denne kombination af livslysten og evighedshåbet var meget forbilledlig. Der har været tendenser til at kristne vægtlægger det ene frem for det andet. Men hos Frode stod begge dele ret stærkt.

De sidste par gange jeg besøgte ham, var han selv godt klar over, hvilken vej det gik. Han sagde farvel og sagde, at det måske var sidste gang vi ses. Og det var da også tydeligt, at det gik ned ad bakke med helbredet. For 14 dage siden sad vi dog og spillede rummikub, og selvom han var svækket og lidt vanskelig af kommunikere med, sluttede vi alligevel af med en bøn, som han bad. Der var kommunikationen helt klar. Nogle ting sidder så meget og dybt i krop og sind, at sygdom ikke kan jage det ud.

Jeg gik fra mindesamværet med en dyb glæde. Et muntert og virksomt og taknemmeligt liv på jord var slut. Men der er sat gode aftryk i mange menneskers liv og fodspor, som kalder på mig.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori