Storebror

Jeg har ingen storebror. Da jeg var mindre, ønskede jeg nogle gange, at jeg havde en. En, jeg kunne lege med, og en, som kunne beskytte mig, når de store drenge drillede.

Jonatan
I Astrid Lindgrens fortælling ”Brødrene Løvehjerte” hører vi om to brødre og deres oplevelser sammen i landet Nangijala, hvor de kommer til efter deres død. Storebror Jonatan er handlekraftig og modig. Lillebror Karl er mindre modig og mere forsigtig. De bor i en skøn dal ved navn Kirsebærdalen, men en stor ondskab truer dalen. Og der er ikke andet at gøre end at drage ud i kamp. Men der er så dejligt rart og trygt hjemme i Kirsebærdalen, at det er svært at tage af sted. Men Jonatan mener, at der er ting, man må gøre, selvom de er farlige. Ellers er man ikke noget menneske, men bare en sølle kryster. Så Jonatan drager afsted for at kæmpe mod det onde, mens Karl i første omgang bliver hjemme.

Jesus
Og så vil jeg ikke afsløre mere af den fantastiske fortælling. Læs den selv. Når jeg læser den, får jeg endnu mere lyst til at have en storebror. En, som kan skubbe mig af sted, når jeg bliver alt for vant til tryghed, dovenskab og passivitet. En, som viser mig, at der er noget, som er værd at kæmpe for. Og jeg får lyst til selv at blive en bedre storebror for mine mindre søskende. En, som opmuntrer dem og tror på det bedste i dem. En, som ser deres store skønhed. En, som i sidste ende vil give sit liv for dem.

Men jeg er ikke sådan en storebror, og bliver det nok heller aldrig. Men jeg kender en. Der hænger et billede af ham på min væg. Fra en ikon lavet af træ kigger Jesus ned på mig fra væggen. Engang hang han på et kors lavet af træ. Med sit liv, sin død og sin opstandelse viste han, at der er noget, som er værd at kæmpe for og give sit liv for. Nemlig os. Og han kalder på os, alle sine lillebrødre og lillesøstre, og vil have os med i den store historie. Guds historie. Den historie, hvor alt ondskab til sidst bliver endegyldigt besejret, så Gud kan danne sin version af Kirsebærdalen. Den nye jord.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Hovedet og mødet

Indimellem kigger jeg på velkendte mennesker og opdager, hvordan de ser ud. Familie og venner, som jeg har kendt i årevis. Pludselig ser jeg deres sande ansigt. Nåh, du har runde kinder. Nåh, din næse ligner din fars. Nåh, dine øjne er halvblå. Jeg har jo set det før, jeg har kigget på dem mange gange. Men det er som om, jeg alligevel ikke har set dem, når jeg har set dem. Der har lidt været et filter eller et slør for mine øjne. Og så alligevel ikke. Problemet er ikke noget foran mine øjne, men noget bag mine øjne. Noget i hovedet.

Billeder
Når man møder et nyt menneske, danner der sig ret hurtigt et billede inde i vores hoved af, hvordan den person ser ud. Måske fra første gang vi så ham, eller fra en situation, hvor der har været stærke følelser involveret. Når vi senere tænker på vedkommende, dukker billedet op for vores indre blik. Måske sammen med nogle følelser fra den situation, som billedet stammer fra. Eller sammen med det seneste rygte, vi har hørt om personen, eller noget han sagde sidste gang, vi så ham.

Eller vi ser måske hendes facebook-profilbillede for vores indre, når vi tænker på hende. I kraft af at vi i stigende grad møder hinanden online, eller i hvert fald møder hinandens statusopdateringer, likes og billeder, påvirkes vores billeder af andre også i stigende grad af deres facebook-aktiviteter. Måske vi også på den måde knytter følelser til de billeder, vi har af andre i hovedet.

Derfor kan vi nogle gange gå rundt og kigge på vores venner og familie, men i virkeligheden se på noget helt andet. En ældre version af dem. Et gammelt billede, som måske ikke længere passer med virkeligheden. Nogle gange er forskellen ikke så stor, og så er det vel ikke altid, at det gør nogen skade. Men andre gange er forskellen større, og så kan det have en negativ indvirkning på vores relationer. Vi ser ikke personen foran os, og lader os påvirke af gamle følelser for personen. Vi relaterer ikke til en virkelig person, men til et vrangbillede af en person, vi har i hovedet.

I mødet
Så må billederne dø. Så må vi forsøge at finde nysgerrigheden frem og opleve den anden på ny. Se på ansigtet, på personen. Opleve ham på ny og overvældes af farver, former og finurligheder. Og måske det samme med følelserne. Lade de gamle dø, så nye kan komme til. Måske endda genstarte relationen helt. Det virkelige møde sker ikke inde i vores hoved, men derude. Foran os. Mellem os. Ethvert møde mellem to mennesker er på en måde helt nyt. Vi sanser og føler masser af ting hver gang, også selvom vi har kendt personen i lang tid. I mødet lærer vi den anden at kende. I mødet kan nye sande billeder opstå.

I sidste ende er det også på samme måde med vores billede af os selv. Også her kan vi blive utroligt fastlåste i usunde billeder. Vi ser noget andet end det, vi virkeligt er. Vi ser noget, vi var engang. Eller ser falske og forvrængede billeder af os selv. De må rettes, de må sprænges og sande billeder og forestillinger må komme til. Vi må møde os selv, stå åbne og blottede over for os selv og se, hvad der bor i os.

Hvis ikke vi gør det, vil vores falske selvbilleder også påvirke vores billede af Gud og blive lagt til rækken af de falske gudsbilleder, vi måske allerede har. Vores gudsbilleder skal også indimellem, ved Åndens og Bibelens vejledning, have et servicetjek. De falske gudsbilleder må dø og sandere opstå. Også Gud må vi møde igen og igen. For at lære ham bedre at kende, og for at lade det lys og den kærlighed, som udgår fra ham, oplyse og forme os.

(Refleksion til Til Tro 4/2014. Læs resten af bladet her)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Ikke engang

For nogle uger siden stod jeg og kiggede ud over søerne i København, mens jeg ventede på en af mine venner. Tænkte lidt på alt og ingenting. Pludselig slog det mig, at livet er lige her. Ikke her ved søerne, selvom der da er ret rart, men lige nu og her. Dette øjeblik. Det er måske en af verdens mest basale, banale og kliché-agtige erkendelser og visdomsord, at man skal leve i nuet, leve mens man tør det, elske mens man gør det, og een dag tilbage, og plante et træ i dag, selvom jeg dør i morgen, og hvad Nik og Jay og Luther ellers har indset af livets dybder.

Der stod jeg, som en anden teologisk popsanger, og indså, at jeg nok altid har tænkt, at livet var i fremtiden. At det kommer. Når jeg liiige bliver færdig med min uddannelse og falder lidt på plads med mit liv. Men det er fjollet at tænke sådan, når man er 35. Måske halvfærdig med livet, måske mere, måske mindre.

Det er nok et levn fra barndommen og drømmene om voksenlivet. Tanken om, at verden ligger foran mig, parat til at blive indtaget, når jeg engang bliver klar og gider. Men det er lige nu, det skal indtages og gides. Ikke engang.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Disse lykkelige pietister

Et yndet kritikpunkt af kristne, især dem på højrefløjen, er, at de fokuserer for meget på livet efter døden. Livet her er bare en jammerdal, synd og ulykke hersker og vi skal hurtigst muligt se at komme i himmelen. I Danmark er det f.eks. noget som missionsforeningerne indimellem er blevet kritiseret for, og det skulle ikke undre mig, om jeg også selv på et tidspunkt har rettet denne kritik mod mit kære kirkelige ophav. De sidste par år har Folkekirkens Nødhjælp også spillet på denne tanke med deres slogan om, at de tror på et liv før døden.

Derfor er det lidt pudsigt at læse Tidehvervs kritik af Indre Mission i starten af 1930’erne. Tidehverv, denne samling af polemiske, gnavne og pænt kloge unge mænd, som gør oprør(og faderopgør) mod bl.a. det Indre Mission, som mange af dem voksede op i.

Hvis man kender lidt til Tidehverv og deres motto om at være jorden tro, kunne man måske tro at kritikken går på, at de kristne i Indre Mission netop bare skal have dette liv overstået, så de kan komme i Himmelen. Men nej, kritikken, som H.I. Hansen udfolder den i en del artikler i 1930 og 1931, går på, at Indre Mission fokuserer for meget på livet før døden. Især på lykken før døden. Han kritiserer bl.a. Vilhelm Beck og Carl Moe for at fokusere på den oplevelse af fred, glæde, vished, kærlighed til næsten, osv, som man kan få efter omvendelsen, og for at tale for lidt om den syndighed, som ifølge tidehvervsk teologi stadig radikalt adskiller Gud og mennesker, også efter man er blevet kristen.

Når f.eks. Carl Moe, som især er kendt/berygtet for sin prædiken ved en tragisk drukneulykke i Harboøre, taler om det at blive omvendt, får den da heller ikke for lidt. Et kort citat(hentet fra H.I. Hansens artikel):

”„Har Du fundet Naade hos Gud? Ja, hvorledes kan man vide det? Hvad er Tegnet paa, om ét Menneske saaledes har fundet Naade? saa vil jeg svare Dig med Engelens Ord til Jomfru Maria: „Og se, Du skal undfange og føde en Søn, og Du skal kalde hans Navn Jesus.” Det var det Tegn, Maria fik paa, at hun havde fundet Naade; der skete noget stort med hende; der skete det, at hun undfangede Jesus: og det er det samme, der er Tegnet for alle dem, der har fundet Naaden, at saa sker der noget stort med dem, saa sker der det, at de aandelig talt undfanger Jesus, at der kommer et nyt Liv ind i Dig, som Du aldrig har kendt før, et Jesusliv, som gør Dig helt forskellig fra de Mennesker, der ikke har fundet Naaden. Det første, der sker i Dig, Ven, naar Du har fundet Naaden, saa Du kan sige: Nu er jeg frelst! det er dette, at saa fyldes Dit Hjerte med saadan en dejlig Fred….”

Og han fortsætter med at beskrive den forandring, glæde og fred, som kommer efter omvendelsen. Der er sandelig lykke før døden her. Og de ca ti prædikener jeg har læst af Vilhelm Beck peger også i samme retning.

Det er ren og skær vækkelseskristendom. Erfaringskristendom. Pietisme. Ja, med den store betoning af forandringen, af forskellen mellem før og efter, kan man næsten få associationer til karismatisk og pentekostal kristendom.

Det er meget muligt, at højrefløjskristendom til tider har været eskapistisk og bare ville væk fra denne verden og finde lykken efter døden, men en del af dens grundtanke er også et fokus på lykken før døden og den forandring troen gør i livet. Når det er sagt, så kan man sagtens argumentere for, at f.eks. Indre Mission har forandret sig en del på det område siden Becks og Moes tid. Man synes ikke at være nær så glad for erfaring og følelser; jeg husker f.eks. at komme hjem fra mit ophold på Indre Missions Bibelskole med den idé, at det der med følelser og tro, det skulle man godt nok passe på med at blande sammen.

Og når de karismatiske vækkelser og Dansk Oase har kunnet få en så stor gennemslagskraft og lokkende tiltrækning blandt (unge) missionsfolk, så skyldes det måske netop, at missionsbevægelserne delvist har glemt deres pietistiske arv.

Det er spændende i dag at læse Tidehvervs kritik af Indre Missions gamle fædre. Jeg kan følge H.I. Hansen i en del af hans kritik, Moe og Beck blev på deres mest ivrige dage alt for svulstige og optimistiske og overdrevne. Og i dag, hvor de færreste på den måde går rundt og har en omvendelsesoplevelse, er deres tekster forældede. Men jeg kan heller ikke, på trods af min kyniske skepsis, lade være med at blive lidt glad over at læse så brændende og billedrige tekster.

2 kommentarer

Filed under Uden for kategori

Gud med os

Immanuel. Gud med os. Det er et af de navne, som ifølge Matthæusevangeliet bliver forbundet med Jesus. Så Jesu komme til jord betyder, at Gud er med os. Gud er kommet nær. Gud er nu ikke længere fjern og vi er ikke længere overladt til os selv. Vi skal ikke længere redde os selv eller redde verden. Det er Jesu opgave. Ved hans liv, død og opstandelse sættes vi fri fra de byrder, vi lægger på os selv og på andre. Det er gode nyheder. Og vi skal virkelig tage det helt bogstaveligt, at Gud er med os. For det er han. Han følger og forfølger os med nåde og fred, men også med opdragende omsorg.

Gud holder med os?
Men at Gud er med os betyder ikke, at Gud altid holder med os, og at han er imod vores fjender. Gud kæmper imod al synd og ondskab i verden og inviterer os til at tage del i den kamp. Men vi kan ikke altid vide, om vi er på det gode hold. Vi kan håbe og bede til, at vi er det. Men nogle gange vil han måske vise sig at holde med vores fjender, og vi opdager, at vi var på den forkerte side. Og andre gange vil vi måske opdage, at vi slet ikke var så uenige med fjenderne, når det kom til stykket. Og måske er vores tendens til at ville putte mærkatet ”fjender” på andre mennesker i virkeligheden et tegn på, hvor langt vi selv er kommet fra Guds vilje med vores liv.

Det bedste og sundeste er derfor at hvile i budskabet om, at Gud er kommet nær, lade det forandre vores tanker, handlinger, følelser og hele vores liv, og så lade Gud om det med fjender, hævn og holdopdeling.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Model-liv

En af mine venner(som man siger), tog engang shorts på til en bryllupsfest. Han var lidt fattig, troede hans ben var lækre og orkede ikke helt det med pænt tøj. Så han tog til festen i shorts og skjorte og havde en fin fest. Undervejs påpegede nogle af de andre gæster hans tøjvalg. De undrede sig. Han havde ikke den rette bryllupsklædning på. Alligevel gav brudeparret ham lov til det, eller også var de bare optagede af andre sager; han blev i hvert fald ikke smidt ud fra festen.

Tøj
”Suit up!”, ”Kom i kjole og hvidt!”, ”Tag de højhælede sko på!”, ”Klæd dig ud som superhelt!”. Med dresscode skabes der en bestemt ramme, der kastes en model ned over udklædningen. Jo, man kan variere inden for rammen, man kan vælge hvilken slags kjole, man vil tage på eller hvilken slags superhelt, man vil være. Men kun de kompetente mestrer denne variation. De forstår modellens betingelser, taler dens sprog, tager den til sig og forstår at udnytte rammerne mest optimalt. De mindre kompetente efterlades tilbage. De må skaffe sig hjælp for at passe ind og ankommer måske i det, som de kompetente vil kalde laveste fællesnævner; det anonyme halvkedelige look. Eller de opgiver helt, og kommer i shorts og t-shirt.

Tro
Nåh, pyt med tøjstil. Det er i sidste ende ikke så vigtigt. Det er værre, når denne modellisering overtager vores kristenliv. De fleste af os kender til behovet og nødvendigheden af at kategorisere ting og putte mennesker i kasser. Overdrives det, er det selvfølgelig et problem, men det er som sådan en helt nødvendig del af at kunne overskue livet. Og det er heller ikke nødvendigvis et problem at gøre det med troens liv. Koncepter som f.eks. ”Livsmønstre” med trekanter, firkanter og cirkler kan være fine anledninger til at sætte ord på, hvordan vi lever vores kristenliv. Det kan sætte ord på forskellige faser i vores trosliv og gøre os mere opmærksomme på Guds indgriben i vores liv. Fint.

Men det er et problem, hvis det udvikler sig til nærmest at blive det eneste sprog, vi har om Gud og vores kristenliv. Vi bliver så hele tiden optaget af at identificere, hvor vi nu lige er henne i den konkrete model og i vores vandring med Gud.

Men man kan ikke bare putte kristenlivet i kasser. Vi går nogle gange ubevidst ud fra, at fordi vi tror på den samme Gud, er vores tro og grunde til at tro ens. Men tit er de ret forskellige, og vores vandringer med Gud er som sådan unikke. Fordi vi er forskellige, taler han forskelligt til os. Fordi vi er forskellige, ser vores tro forskellig ud. Også selvom vi tror på den samme uforanderlige Gud.

Mysteriet
Det kristne model-liv kan få os til at glemme mysteriet. Glemme, at Gud i sidste ende er så meget større end vores idéer om ham. Glemme, at der er ting om ham og om vores trosvandring, som vi aldrig kommer til at forstå. Ting, som er så komplekse og følsomme, at de ikke bare kan sættes på formel og puttes i model.

Modellerne bruges ofte som et middel til forandring. Ja, vores mål er at komme til at ligne Gud ved en stadig forandring. Men den forandring kan ikke sættes på enkel formel. ”Gør det, så sker det.” Vi kan ikke sætte åndelige årsag-virknings-sammenhænge på model. Forandringen sker, når vi er klar til det, og når Gud vil det.

Uden modellernes tryghed står vi måske blottede og efterladte tilbage. Men netop der kan Helligånden virke i vores liv, gøre os mere afhængige af Gud og mindre afhængige af egen forståelse og handling.

Salige er de fattige i ånden, som ikke mestrer modellerne.

(Refleksion til Til Tro #3 2014. Læs hele bladet her)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Du kan

”Bare tro på dig selv!” og ”Du kan, hvis du virkelig vil!” er nogle af tidens mest brugte mottoer. Hvis vi tror på os selv, kan vi næsten forme vores liv, som vi vil have det. Vi kan finde vores livspassion. Vi kan finde det arbejde, den fritidsinteresse eller den partner, hvor vi bedst kan udfolde vores unikke jeg. Hvis vi altså bare tror nok på os selv. Vores liv ligger åbent for os og venter på, vi indtager det. Vi er på en måde blevet almægtige i vores liv.

Men det er ubarmhjertige mottoer. De ender ofte med at gøre os stressede og frustrerede, fordi det, vi gør, ikke lykkes for os. Og måske giver vi endda os selv skylden for mislykken. Måske troede vi ikke nok på det. Og så står vi med en skyldfølelse, som kan være ret tung at bære alene.

I kristentroen er det anderledes. Her er det ikke mig, som er almægtig og herre over mit liv, men Gud. Han kan. Og det er ikke bare et upersonligt ”han”, som kan. Det er ikke kun en almægtig Gud, udtrykt i abstrakte teologiske begreber. Nej, det er et ”du”, som kan. ”Du kan!” Det er troens sprog og bønnens sprog. ”Du kan, Gud!”. Vi skal tage ansvar for vores liv, ja, og finde vores plads. Men byrden er ikke vores alene. Der er en Gud, et ”du”, som bærer os gennem livet.

Kristentroen befrier os ikke fra at møde skyld og mislykke. Men den befrier os fra at være alene med den. Vi kan lægge skylden og mislykken over på en stærkere person og vandre med ham. En Gud, en Herre, en Frelser. Jesus.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori