Han kommer selv

Hvad er julens glade budskab til en specialeskrivende teolog, som er eksistentielt presset over, at han snart skal finde ud af, hvad han skal med sit liv? Jeg havde forventet at blive presset over selve specialeskrivningen, men den er forløbet udmærket. Men jeg er derimod blevet ret presset over den der fremtid, som nærmer sig. Det var vel forventeligt, jeg er god til at bekymre mig og overtænke ting i stedet for at vente og se, hvad der sker.

Men altså. Nu kan det snart ikke udskydes længere. Efter en tur på Pastoralseminariet til foråret skal jeg for alvor til at finde ud af, hvad jeg skal med mit liv. Det er angstfremkaldende. Hvad vil jeg? Hvad vil Gud? Kan vi blive enige? Har han overhovedet tænkt sig at blande sig? Jeg hviler egentlig okay i, at Gud er med, hvor jeg går. Men det usikre og ubesluttede er alligevel skræmmende.

Det sad jeg så og tænkte og følte lidt over i kirken i søndags. Og samtidig lidt optaget af, hvordan jeg får Gud mere på indersiden af mit liv. Mere i mit indre. For i modsætning til de fleste i de kirkelige miljøer, jeg færdes i, så går min længsel for tiden ikke efter at få gjort min tro mere udvendig, synlig og handlende(hvilket kan være ganske fint), men efter at få gjort den mere iboende, hvilende og dyb.

Mens menigheden gik op til nadver, sang vi Brorsons skønne adventssalme:

Hvorledes skal jeg møde
og favne dig, min skat?
Du skønne morgenrøde
mod al min jammers nat!
Min Jesus, sig, hvorledes
mit arme hjerte skal
opsmykkes og beredes
dig til en brudesal.
(nr. 86 i Den Danske Salmebog)

Ja, hvorledes, Jesus? Kan du tage bolig i mit indre og i mit fremtidspressede liv, som du tog bolig på jord og i Maria? Det er en gammel kristen og mystisk tanke, at ligesom Guds søn blev inkarneret i Maria, så kan han tage bolig i den, som tror. Jeg fatter det ikke. Ingen af delene. Men det er en fin og opbyggelig tanke. Og jeg tror, det er sandt.

Da slog det mig, at en af måderne, som han tager bolig i mig på, helt konkret, er i nadveren. Der indtager jeg hans kød og blod i form af brød og vin, og han flyder ned i mit indre. Symbolsk, og måske realt?

Og en anden vigtig pointe i nadveren: Jesus kommer selv. Han giver sig selv. Jeg kan dybest set ikke andet end tage imod. Brede mine hænder ud og strække dem frem, åbne min mund og drikke. Indtage og fordøje. Håbe og bede om, at han vokser frem i mig. Spirer og slår rod og skaber ro.

Brorson fangede det for flere hundrede år siden. Senere i samme salme:

Du skal ej heller klage,
at du ham ej kan få,
han kommer selv at tage
dig ud af jammers vrå;
han kommer selv, han kommer
at dæmpe al din ve
og gør en liflig sommer
af al din trængsels sne.

Det er håbet og julens budskab. Han kommer selv, han kommer. Han kommer og hiver mig ud af min selvoptagede fremtidsjammer, og han kommer og tager bolig. Gør følgeskab. Er tæt på.

På en eller anden måde skal det hele nok gå.

4 kommentarer

Filed under Uden for kategori

Bøn og lovsang

For mange kristne af mere eller mindre karismatisk observans(og sikkert mange andre også), virker det til at være en ret stor ting at få lov til at bede for et andet menneske. Der synes at være en forståelse af, at det på en særlig måde er der, man kan nå et andet menneske / der det andet menneske kan berøres af Gud.
Jeg har stor respekt for den tanke, selvom jeg ikke er helt samme sted. Men jeg kom til at tænke på, hvor gammel den tanke og tendens mon er? Er den urkirkelig? Er den fra pietismen? Eller er den i særlig grad fra pinsevækkelsen eller den karismatiske vækkelse?

Mennesker har vel altid i kirkens historie bedt for hinanden, men måske ikke altid med håndspålæggelse og vel ikke altid med den tanke, at nu sker det, lige her, her i forbønnen møder Gud det andet menneske? Det har nok i højere grad været i nadveren, dåben, liturgien, prædikenen eller i bibellæsningen!?

Og tilsvarende med lovsangen. Jeg har jævnligt hørt udtryk som “det er særligt i lovsangen jeg møder Gud, for der åbner jeg mig op for ham.” Jeg har intet problem med, at folk erfarer Gud i lovsang. Gud møder os i lovsangen, som han kan møde os alle mulige andre steder. Og da musik jo netop er noget af det mest berusende fantastisk følelsesskabende, der findes, så er det kun naturligt, at mennesket får følelser for Gud, mens det synger, og føler det møder ham(hvordan det så end helt præcist skal forstås). I lovsang går ord og musik og Gud går op i skøn harmoni.

Men igen det samme spørgsmål: Hvor gammel er den tanke egentlig?

Og et andet: Er det et problem, hvis de tanker er forholdsvis nye? At vi tænker, vi skal møde mennesker på en særlig måde(med forbøn), og at vi erfarer Gud på en anden måde, end man ellers har gjort i kirkens historie? (det er et åbent spørgsmål, jeg ved ikke helt selv, hvad jeg tænker.)

5 kommentarer

Filed under Uden for kategori

Vand

Det er december. Jeg glæder mig til snekrystallerne, men hader kondensvandet. De holder dog sammen. Har indgået en pagt, for de er ét. Stammer begge fra vand.

Det fleksible vand, som betjener os på så mange måder, så servilt, men indimellem skal det lige vise sig. Bliver sur og mopset, spiller kostbart, hævner sig. Oversvømmer vores kældre, frostsprænger vores vandrør og dugger vores briller til.
Så drillesygt. Men hvad, det vil jo egentlig bare anerkendes. Huskes på. Værdsættes.

Så hej vand!
Du er fin. Endda i alle dine mange skikkelser. Men skønnest er du dog, når jeg drikker dig efter en lang ond varm nat, og når jeg går på dig på søer og laguner.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

De andres liv

Vi sidder på caféer og kigger på dem, som går forbi. Vi går forbi motionscentre med veltrænede kroppe i udstillingsvinduet. Vi sidder der bag skærmen og overvåger de andres liv. Kigger og begærer. Ønsker, vi kunne bytte. Så kunne jeg få deres vellykkede liv, og de kunne få mit middelmådige. Jeg kunne få deres udseende og de kunne få mit. Jeg kunne få deres stopfyldte (og læste!) bogreol, deres sammenhængende teologi, deres børn, som aldrig opfører sig upassende i supermarkedet, deres velfungerende venskaber, deres gennemførte maraton.

De ti bud taler bl.a. om, at vi ikke må begære vores næstes hustruer og okser. Men vi er langt forbi det bud. Vi er ikke kun faldet i og har begæret de andres liv. Vi har gjort begæret til en livsstil. Det er sådan hele reklameverdenen fungerer. Vi ser noget lækkert på en skærm eller i en avisreklame og tænker, at det må vi have. For så får vi det nok bedre eller kommer højere op på vores indbyrdes rangstiger.

Kirkedøre er som regel store, så det er lykkedes os at få slæbt rangstigerne med derind også. Når jeg synger lidt bedre end de andre, kravler jeg op. Når jeg hører nogen synge i ånden eller aflægge et rigtig godt vidnesbyrd, falder jeg et trin ned. Så griber jeg endnu fastere i stigen og forsøger igen at kravle op. Forsøger igen at se, om jeg kan finde svage punkter i de andres liv, steder, hvor jeg kan sætte mit angreb ind, og vise mig selv, at jeg stadig er med i kampen.

Sammenligningssyge
Begæret efter de andres liv og tørsten efter at være bedre end dem, er et symptom på, at vi er ramt af sammenligningssygen. I stedet for at navigere i verden ud fra en sund overbevisning om, at vi er skabt i Guds billede og derfor har værdi, er vi som forvirrede fartøjer på et oprørt hav. Vi indstiller vores kompas efter de andre forbipasserende fartøjer eller efter konstant skiftende trends og succeskriterier.

Vi forsøger at finde værdi og anerkendelse i sammenligningen med andre mennesker. Når vi ser deres sejre, fører det derfor nogle gange til misundelse i stedet for begejstring og glæde på deres vegne. Når vi ser deres nederlag, kan vi blive skadefro i stedet for at vise empati og omsorg. Men selvfølgelig er det ikke noget, vi indrømmer, for vi skulle jo gerne have fromt styr på vores liv.

Livshaver
Vi skal ikke have fromt styr på vores liv. Vi må turde vise sårbarhed og åbenhed om egne fejl. Men ligesom vi som mennesker er skabt til at forvalte jorden, er vi også skabt til at forvalte og opdyrke vores eget liv. Vi har den jord, den muld, vi nu engang har hver især. Min er anderledes end din, har andre næringsstoffer, og derfor er det også forskellige ting, som vil kunne trives i vores livshaver. Det, som stortrives i andres livshaver, er ikke det samme, som gror bedst i min. Derfor nytter det ikke noget, at forelske sig i de andres planter. Det fører kun til utilfredshed over mine egne.

I en af efterårssalmerne synger vi ”Den mark som blev min, var altid dog din.”. Mit liv, det jeg dyrker i min livshave, er i sidste ende Guds. Det kan godt være, det er mig, som arbejder med mig selv og opdyrker mig selv. Men det er Gud, der giver væksten. Han skabte mig, og han er overgartneren, som dagligt opretholder mig og har det store overblik over planlægningen. Ikke kun af min livshave, men af alle de livshaver, som tilsammen er Kristi legeme. Overgartneren inviterer os til at tage ham i hånden og gå på havevandring i vores egen have og i andres haver. Der er så meget, han gerne vil vise os. Han er stolt af sit værk.

(Refleksion til Til Tro #6 2014. Læs hele bladet her)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Barmhjertig morgen

Nogle aftener er det som om, der går helt rod i hovedet. En ellers god dag kan blive afløst af dårligt humør, uden at man helt kan sige hvorfor. Man kan prøve at fikse det. Drikke en ekstra kop kaffe, læse et ekstra kapitel i Bibelen eller gå en aftentur. Men nogle gange sætter en dårlig stemning sig fast og vil ikke gå væk. Til sidst er der kun ét at gøre: overgive sig og gå i seng. En god nats søvn kan ofte have en dejlig rensende effekt på humøret. Den dårlige stemning soves og drømmes væk, og man vågner til en helt ny dag. Renset. Frisk (sådan næsten da). Og klar til en ny dag med nye muligheder.

Ny hver morgen
I Klagesangene kapitel 3 i Det Gamle Testamente kan vi læse, at Guds barmhjertighed er ny hver morgen. Lige så sikkert, som der efter en nat venter en dag med lys, lige så sikkert er det, at Gud er barmhjertig. Som morgenen og dagens lys afløser nattens mørke og urolig drømme, sådan kan Guds barmhjertighed afløse vores egen problemer med helt at få glæden til at slå til. Nogle gange kan der være lidt for novembergråt i vores liv og tro. Det bliver aldrig helt lyst, skyerne forsvinder aldrig helt og solen bliver væk. Men selv på sådanne dage er Guds barmhjertighed uforandret.

Guds barmhjertighed kan være et fast holdepunkt i vores liv. Og den kan minde os om at behandle os selv og andre mennesker på samme måde. Hvis Gud er barmhjertig mod mig, så er der ingen grund til, at jeg er overkritisk og selvhadende mod mig selv. Og når Gud er barmhjertig mod mig, så er han det også mod mine medmennesker. Både dem, jeg har let ved at elske og dem, som er langt sværere at elske.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Kære kvinder

Det er blevet min opgave, og fornøjelse, selvfølgelig, at holde en hyldesttale til kvinderne. Bess spurgte mig, men nu tænker jeg, at jeg skulle have spurgt hende lidt mere. Hvad mente hun egentlig? En hyldest til kvinderne? Alle, de faktisk eksisterende? Alle dem i rummet her? Mødrene? Singlerne? Eller det ideal vi har om KVINDEN? Hende med stort K, stort Hjerte og stort Kompetenceniveau? Hende, som er god i køkkenet og haven og generelt god i alle rum? Hende, som henter børn i skolen og kører dem til fodbold? Hende som dresserer sin mand på en god og kærlig måde? Hende, som har født 2 eller 3 børn men stadig har en uforandret krop? Hende, som både er til Weekendavisen og ganske meget fjolleri? Hende, som smiler til alle, er frivillig på det sociale værested og leverer den kraftigste forbøn næstefter Ole Skjerbæk Madsen?

Eller mente hun mon kvinden, som ikke lige kan sætte kryds ved alle succeskriterierne? Hende, som måske ikke lige har fundet manden, eller har fundet ham og så viste han sig ikke at være den rette? Eller hende, som ikke helt har fundet sin retning endnu? Eller hende, som har fundet sin retning, men bare ikke fundet en arbejdsplads, som vil have hendes retning? Eller hende, som stemmer Dansk Folkeparti og spiser citronhalvmåner? Eller hende, som ikke læser bøger, aviser eller på nogen følger med? Hende, som ikke kan strikke, sy, hækle, lave gode frikadeller? Hende, som ikke tager sig af sin familie, men bare lader stå til og fodrer dem med pomfritter og alt for meget byg?

Denne tale er til jer, som sidder her i salen, som sikkert alle befinder sig et sted i mellem de mange kvinder, jeg her har nævnt.

Jeg vil nu prøve at putte kvinder i kasser. Eller, rettere, putte dem i kasus.

Der er de kvinder, som er meget i nominativ. De er det handlende subjekt.
De kvinder, som gør ting, dem som har magten over, hvad der sker. Dem som er i kontrol, dem som overhaler de langsomme på cykelstien (i modsætning til de kvinder, som slingrer fordi de glor ned på deres mobil), dem som tager chancer, dem som inviterer mænd ud på dates, dem som får gjort ting og ikke lader tingene (og opvasken) stå til.
De kvinder, nominativkvinderne, dem hylder vi. Alle mænd, rejs jer op… og så råber vi hurra og skål.

Der er de kvinder, som er meget i akkusativ. De er objektet.
Det er dem, vi ser på. Griner af. Kysser. Slår. Driller. Misforstår. Er misundelige på. Det er de kvinder, som andre gør noget med, vil noget med. Måske de populære? Eller det kan være kvinden som en ting. Hende, som er med til festen som påhæng og bare skal se sød og godt ud, men helst ikke sige for meget. Hende, som mest er en lille nips, en lækker sag. Eller hende, som man ikke kan forholde sig neutralt til, men som man enten må elske eller hade. Moderen, ekskæresten, svigermoren, lovsangslederen eller Helle Thorning.
De kvinder, akkusativkvinderne, dem hylder vi. Alle mænd, rejs jer op… og så råber vi hurra og skål

Der er de kvinder, som er meget i dativ. Det er dem, vi forholder os til og tager hensyn til.
Det er dem, som manden holder døren for. Dem, som vi er bange for skal bryde ud i et raserianfald og skælde os ud. Dem vi frygter, dem vi bliver utroligt begejstrede for at se. Dem, som fylder hele rummet med deres karisma og glædesspredning. Dem, vi sammenligner os med og føler os bedre end, eller dem, som vi fuldstændig blegner i sammenligning med. Dem, vi er venner med, dem vi er fjender med, og dem, som vi er ligeglade med. Dem vi møder, får øjenkontakt med, håndtryk med, knus med. Hende, som ikke bare er en kvinde, men et du. En anden. En næste. Et sandt menneske, som lever i virkeligheden og ikke kun tanken og fantasien og på computerskærmen.
De kvinder, dativkvinderne, dem hylder vi. Alle mænd, rejs jer op… og så råber vi hurra og skål

Der er de kvinder, som er meget i genitiv. Dem, som går meget op i det de har.
Alle hendes kvindeting, alle hendes venskaber, alle hendes muligheder for at få tøj, makeup, øreringe, taske og sko til at passe sammen på den der måde, som ser helt casual ud, fordi der lige er én ting, som stikker ud. Dem, som er glade ved det de har. De taknemmelige. Dem, som har taget imod den lod af Herrens jord, som blev dem givet. Dem, som har glæden i deres liv fordi de ved, at alt hvad de har, kan de miste hvert øjeblik. Dem, som har blomster i vindueskarmen, dem, som har dårlig ryg fordi de har gået for meget i yderst højhælede sko. Dem, som gemmer en lille portvin i skabet og dem, som har styr på kosten og kosten.
De kvinder, genitivkvinderne, dem hylder vi. Alle mænd, rejs jer op… og så råber vi hurra og skål.

(Forsøg på en hyldesttale til kvinderne, afholdt på menighedslejren for Bethlehemskirken november 2014.)

1 kommentar

Filed under Uden for kategori

Det evige Danmark

Der gives et evigt Danmark. Det er det Danmark, som Mennesker i Tro modtager af Guds Haand som hans Gave, og som de samme Mennesker bundet til Gud kæmper, strider, arbejder og beder for, at det maa blive, hvad det er bestemt til at være: Guds Danmark. Det Danmark, som er i Guds Haand, fordi det vil være i hans Haand, vil lade sig danne og rense af ham, det Danmark, som gør Alvor af Korsets Tegn i sit Flag, som tager sit Staasted i Jesu Navn, ved Jesu Kors, det Danmark kan aldrig forgaa, det er evigt.

Ovennævnte citat stødte jeg på i en prædiken. Det lyder utrolig meget som noget Grundtvig kunne have sagt i midten af 1800-tallet, eller noget Søren Krarup kunne have sagt i dag. De to kirkehistoriske kasser ville det være oplagt at putte ciatet ned i, da vi især forbinder sammenknytningen af det nationale og det kristelige med de to.

Hvor meget jeg end elsker at putte tingene i kasser, så er det også vidunderligt, når jeg støder på noget, som ikke passer ind. Ovennævnte herlige citat er ikke fra Grundtvig eller Krarup, men fra en Anton Westergaard-Jacobsen, præst i Rødding, og redaktør af Indre Missions Tidende 1929-1950 og 1962-1964. Citatet er fra 1942, og det er nok delvist krigen og undergangsstemningen, som sætter sit aftryk. Men det nationalt-kristelige har heller aldrig været helt fremmed for Indre Mission. Især Vilhelm Beck, Indre Missions første store general, var stærkt optaget af det nationale. Ikke så mærkeligt, når hovedparten af hans virke lå i tiden efter 1864.

I samme prædiken taler Westergaard-Jacobsen også om, at mennesket ved troen på Gud kan få evigt liv. Og at ægtefolk, ved troen på Gud, kan møde hinanden efter døden. Den tanke har andre, f.eks. Poul Hoffmann, vist også talt for. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er sandt.

Men tanken om, at vi danskere engang på den nye jord skal bo i et slags nyt Danmark, er jeg nok lidt mere skeptisk overfor. Selvom, altså, hvis man tager alt det gode i Danmark og fjerner alt det rådne, så kunne det da egentlig blive helt godt.

Jeg tænker smuk skov, fine kornmarker, frisk komælk og lune frikadeller.

2 kommentarer

Filed under Uden for kategori