Menneskets grundproblem

Mennesket gør ting, der er forkerte. Ting, som skader andre, os selv og skaberværket. Det er de fleste enige om. Men hvad er egentlig problemet med os? Det problem, som alle vores fejlhandlinger ligesom udspringer af? Jeg tænker ikke her på det teologiske begreb arvesynden, som man, måske, kan kalde årsagen, til at vi handler forkert, synder. Men hvad er den bagvedliggende tilstand i mennesket, som gør at vi gør forkerte ting? Der er, mindst, to forskellige forslag til det.

- Stolthed. Med støtte helt tilbage fra Augustin og mange andre, både teologer og psykologer, fremføres, at stoltheden er menneskets grundproblem. Vi elsker os selv for meget, har for stor tiltro til egne evner, er egoistiske og tænker alt for lidt på andre mennesker. Vi puster os selv op og giver os selv for stor værdi i forhold til andre. Den stolthed og overdrevne selvkærlighed gør så, at vi skader andre mennesker. Stoltheden er nem at genkende. Især hos andre.
Jeg kender den dog også udmærket fra mig selv .F.eks. kan jeg være stolt over ting, jeg gør, som regel noget jeg siger eller skriver. Eller jeg kan være for stolt til at ville indrømme, at jeg har taget fejl, eller at sige ja til at modtage hjælp fra andre mennesker eller fra Gud. Jeg kan klare mig selv.

- Manglede selvkærlighed. Andre, mest nyere psykologer, mener, at manglende selvkærlighed er det grundlæggende problem. Vi giver os selv for lav værdi. Vi punkterer os selv. Vi træder på os selv, vi sætter ikke stærke nok grænser op, og andre gør os derfor fortræd. Men hvis vi ikke elsker os selv nok, kan vi heller ikke give andre den kærlighed og respekt, som de fortjener.
Det kan umiddelbart være lidt sværere, at genkende den manglende selvkærlighed end stoltheden. Men jeg har bl.a. nogle gange haft svært ved at sætte grænser over for andre. Været for konfliktsky og ikke passet godt nok på mig selv.

Søren Kierkegaard taler et sted i Kjerlighedens Gjerninger, netop om dette med ikke at elske sig selv nok, og giver os hjælp til at se hvornår det sker:

“Naar den Travle ødsler sin Tid og sin Kraft i forfængelige, ubetydelige Idrætters Tjeneste, er dette da ikke, fordi han ikke har lært ret at elske sig selv? Naar den Letsindige bortgiver sig selv næsten som et Intet med i Øieblikkets Narrespil, er dette da ikke, fordi han ikke har Forstand paa ret at elske sig selv? Naar den Tungsindige ønsker at blive af med Livet, ja med sig selv, er dette da ikke, fordi han ikke vil lære strengt og alvorligt at elske sig selv? Naar et Menneske, fordi Verden eller et andet Menneske troløs lod ham forraadt, overgiver sig til Fortvivlelse, hvilken er da hans Skyld (thi hans uskyldige Lidelse tale vi jo her ikke om) uden den ikke at elske sig selv paa den rette Maade? Naar et Menneske selvplagersk mener at gjøre Gud en Tjeneste ved at martre sig selv, hvilken er da hans Synd uden denne, ikke ret at ville elske sig selv? Ak, og naar et Menneske formasteligt lægger Haand paa sig selv, er dette da ikke just hans Synd, at han ikke retteligen elsker sig selv i den Forstand, i hvilken et Menneske skal elske sig selv?”

Andre har forsøgt at forene de to ting, og ment at stoltheden og den manglende kærlighed, tit hænger tæt sammen, og måske på en måde er to sider af samme sag:

“From my own experience, I know that most of the time I appear self-inflated, I am really the most insecure. My pretense is deeply related to my insecurity. Moreover, the more painful the self-doubt, the more energy it takes to put up a front of false confidence. At the same time, when I have been particularly down on myself, it is often because I have internal demands that are being manufactured by my pride system. Behind my apparent low self-esteem is a prideful image of self that insists that I must not be like others. Instead, I must be more than human. I need the grace of God when I am feeling both self-exaltation and self-contempt.” Terry D. Cooper i Sin, Pride & Self-Acceptance

Lige meget hvad menneskets problem er, og måske der er andre forslag end de to nævnte, så er det os hver især, der har et problem. Problemet er ikke kun hos de andre, også jeg har problemet. Hvad enter vi er for stolte af os selv, eller ikke elsker os selv nok, så lever vi ikke det liv, vi blev skabt til at leve. Vi lever i så fald i forræderi og troløshed mod Guds intention for vores liv, som Kierkegaard siger det nedenstående. Vi har brug for at høre, at Gud elsker os betingelsesløst. Så kan jeg nemlig punktere min stolthed, og oppuste min for lave selvkærlighed og få det rette forhold til mig selv og andre.

“O, der tales i Verden saa meget om Forræderie og Troløshed, og Gud bedre det, at dette desto værre kun er altfor sandt, men lad os dog derover aldrig glemme, at den farligste Forræder blandt alle er den, ethvert Menneske har i sig selv. Dette Forræderie, hvad enten det bestaaer i, at han selvisk elsker sig, eller det bestaaer i, at han selvisk ikke vil elske sig selv paa den rette Maade, dette Forræderie er jo rigtignok en Hemmelighed, der gjøres intet Anskrig i den Anledning som ellers i Anledning af Forræderie og Troløshed; men er det ikke just derfor desto vigtigere, at der atter og atter mindes om Christendommens Lære: at et Menneske skal elske sin Næste som sig selv, det er, som han skal elske sig selv.”

4 kommentarer

Gemt i Uncategorized

4 Kommentarer til Menneskets grundproblem

  1. Hej Mikael,
    det var spændende!

    Jeg tænker på:
    Hvis man nu skulle forene de to bud (stolthed og selvforagt) under ét, kunne det så ikke være noget med, at vi prøver at være det, vi er, alene gennem spejling i andre mennesker?
    Vi vil gerne være bedre end andre mennesker, og vi vil gerne være det i andre menneskers øjne. Derfor er andres anerkendelse altafgørende for os (og vi gør vold på os selv for at opnå den), men samtidig er vi i stolthed nødt til at skjule dette for os selv — ellers kan vi jo netop ikke se os selv som bedre end de andre!

  2. Hmm, det er dybt. Jeg tror du har ret, det er vores forbandelse, at vi altid vil sammenligne os med andre. Og som du skriver på din blog, så tror jeg vi må sammenligne os med Gud i stedet. Både for deri at hente vore højhed, at vi er skabt i hans billede, og vores lavhed, at vi er faldet og sårede og er så dybt afhængige af ham.
    Men hvordan foregår den der sammenligning med Gud, sådan mere konkret i praksis? Grunden til at vi sammenligner os selv med andre, er jo netop, at det ligger lige for. Vi kan se og erfare de andre og kommunikere de andre på en meget mere direkte måde, end vi kan med Gud. Eller måske. Det er i hvert fald det vi tænker. Men vores kommunikation og de øjne vi ser på de andre med, vil jo altid være skyede og farvede af utroligt mange ting, deriblandt vores psykiske tilstand. Så måske er vore skuen af andre mennesker ikke super meget bedre end vores skuen af Gud? Hvad ser vi klarest med? De naturlige øjne, hvor vi ser vores medmennesker, eller troens øjne, hvormed vi ser Gud?

  3. Der er i hvert fald noget om, at vi altid er i fare for at reducere enhver person(guddommelig eller menneskelig) til slet og ret et spejl for den identitet, vi gerne vil have bekræftet. Så på den måde er begge skuen’er slørede, ja :)

    Derudover sidder jeg og tumler med en version af det gode gamle søndagsskolesvar, at vi skal sammenligne os med mennesket Jesus (hvis “guddommelighed aldrig skilles fra hans menneskelighed, ikke for en stund eller for et øjeblik”).

    Om ikke andet er Jesus da i hvert så konkret en skikkelse som de beretninger vi har om hans interaktion med andre mennesker.
    Men derudover viser han også en konkret manifestation af nul-niveauet for identitets-spejling: hans (kærlige) intention for andre mennesker er fuldstændig uafhængig af andres anerkendelse af ham.

    Og så skal vi måske også se Kristus, og dermed Gud, i andre mennesker. Vi skal ønske for hinanden, at vi hver især må blive som Kristus — og det indebærer også, at vi skal være klar til at forsvare hinanden i den totale forsvarsløshed, som Kristus-ligheden vil indebære. Når jeg sammenligner mig med et andet menneske, skal jeg se ham som det guddommelige selv (“en af disse mine mindste små”), der er faldet forsvarsløst i mine syndige hænder.

  4. Tak for de gode ord!

    Ja, hvor er det dog godt at Kristus kom til jord. Ellers ville vore tanker om Gud bare være overladt til metafysiske spekulationer.

Kom med en kommentar:

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s