For et par dage siden talte jeg lidt om tilgivelse med en af mine venner. Jeg synes generelt ikke, at jeg spekulerer så meget på tilgivelse, så i dag prøvede jeg at komme i tanke om, hvornår jeg sidst havde tilgivet en anden person. Jeg kunne kun komme i tanke om tilfælde, der lå en del år tilbage i tiden. Og jeg blev lidt bekymret. Jeg nægter umiddelbart at tro, at jeg kan gå rundt i årevis, uden at andre personer sårer mig. Så forklaringen må være en anden.
En mulig forklaring kunne være, at jeg generelt ikke er tæt nok på andre mennesker. Hvis man ikke kommer tæt på andre mennesker, lukker dem ind i sit livs lyse og mørke sider, og indgår i tætte relationer, så kan man til en vis grad undgå at blive såret. Smart og smertefrit. Men samtidig går man også glip af alle de goder, der netop er i de tætte relationer. Jeg tror og håber ikke, at denne forklaring er tilfældet.
Jeg har mere på fornemmelsen, at det her har noget med vrede at gøre. Jeg er ikke super god til at være vred, jeg er det meget sjældent. Man kan diskutere, om jeg undertrykker min vrede, eller om det bare ikke ligger i min natur og personlighed, at blive vred. Jeg kender ikke svaret. Jeg har også svært ved at forstå de personer, som meget let bliver vrede. Jeg forstår ikke, hvor de har alt den vrede fra. Og hvis den går ud over mig, så er det ikke så tit, jeg når at gøre andet, end bare at tage imod. Forundringen og lammelsen og den manglende erfaring med vreden, som kommer af at jeg ikke selv så tit er vred, efterlader mig forsvarsløs og sårbar. Vrede er en destruktiv kraft.
Men mht. tilgivelse, så tror jeg, at det kunne være godt, at lære lidt mere vrede. En af vredens gode ting er, at den gør en opmærksom på, når andre behandler en uretfærdigt. Nogle gange er man selvfølgelig klar over det, som f.eks. hvis andres vrede rammer en direkte. Men andre gange er man måske ikke klar over det. Man skal måske have situationen lidt på afstand og perspektiv, for at kunne se det. Måske måneder, måske år. Måske bliver man aldrig bevidst klar over det? Men ens underbevidshed, ens krop, eller ens hjerte, er måske klar over det. Og såretheden og følelsen af uretfærdighed kommer så bare ud på andre måder. Som tristhed, som frustration, som melankoli, som sløvsind.
I sådanne situationer kunne det være godt at have noget mere vrede. Sund vrede. Sand vrede. Retfærdig vrede. En vrede, som med det samme gør mig opmærksom på, når andre krænker og sårer mig. Så ved jeg ligesom hvad jeg har at gøre med. Hvis man ikke er bevidst om, at man er blevet såret, så kan man heller ikke tilgive og komme videre fra trished og melankoli.
Jeg kan ikke lade være med, at tænke på musik i den her forbindelse. Engang hørte jeg mest rock, også af den hårde slags. Den slags musik kan være rigtig god til at udtrykke vrede (og andre følelser, selvfølgelig). Så var der en periode, hvor jeg hørte rigtig meget melankolsk musik. Men jeg blev opmærksom på hvordan musik påvirker mit humør og jeg prøver nu at høre mere glad musik. Men måske der er noget sundt over den vrede musik. Hvis jeg er frustreret, melankolsk og halvtrist, så hjælper det måske ikke noget med den glade musik. Måske skal der noget vred musik til, for at forløse det, som forårsager mine øv-følelser. Måske kan vred musik nogle gange have en livshelbredende virkning. Om ikke andet, så kan den vrede musik måske være med til, at gøre mig mere vred og måske tilgive mere.
