Forelskelse er et middel til at indgå i en kærlighedsrelation, et forhold. Derfor er det så meget mere paradoksalt, at forelskelsen tit mangler relationalitet. Der sker ofte det, at man i forelskelsen gør den anden til et objekt. Man fokuserer på alle de gode egenskaber personen har. Måske udseendet. Eller humoren. Eller intelligensen. Fæster sit blik på de egenskaber. Løfter de egenskaber op, fjerner dem fra personen, planter dem i ens eget hoved, og tilbeder dem. På den måde bliver den anden gjort til et objekt i mit hoved. Eller mine egne følelser for den anden person gøres til et objekt, og jeg tilbeder dem, ønsker de skal vokse sig store og overtage mig helt.
Vi tænker ikke over, at det tit er sådan. Det virker så naturligt. I hvert fald for mig. Men måske der er en anden måde at tænke og praktisere forelskelse på. Kloge kvinder prøver at fortælle mig, at det handler om noget andet. At det i stedet handler om den kemi, der er mellem to personer. Om det spil, den pingpong der kører. Om de bånd, der stille og roligt styrkes og vokser. På den måde bliver forelskelsens objekt ikke noget i den anden, eller noget i mig selv, men bliver det, der er fælles. Forelskelsen bliver relationel. Måske undgår vi så lettere at forelskelsen bliver ulykkelig, fjern eller fatal? Måske.
(Tak til Anne Sofie og Elli for de igangsættende kloge ord.)
