Bundet

Jeg føler mig ofte bundet af mig selv. På flere forskellige måder:

- Jeg er bundet til ord, jeg er ordfølsom. De rette ord kan gøre mig høj eller glad, men jeg kan også blive træt af bestemte ord. Hvis det sker, så kan jeg slet ikke holde dem ud, og blokerer for det de står for, og mere til. Ikke særlig konstruktivt.

- Jeg er bundet til mine erfaringer, mine minder, min opvækst, mine sorger og glæder. De er så meget en del af mig, at jeg ikke kan ignorere dem, og de former mig til stadighed og bestemmer, hvordan jeg lever mit liv og reagerer i bestemte situationer.

- Jeg er bundet til min længsel efter, at blive set og anerkendt, at blive elsket. Det er vel det, vi alle ønsker.

- Jeg er bundet til den krop jeg er og har. Det er ikke muligt for mig, at overskride dens grænser, eller at slippe for den. Den er mig, og vi følges ad resten af livet.

- Jeg er bundet til min stolthed. Det er aldrig sjovt at opdage, at mine handlinger er styret af min stolthed. Jeg forsøger at ændre mig selv, men jeg har en mistanke om, at stoltheden gennemsyrer mange af de ting, jeg gør.

- Jeg er bundet til mine sympatier og antipatier for alle mulige ting. Jeg har f.eks. naturlig sympati for folk der stammer, og naturlig antipati for folk, som skælder andre ud og er meget vrede.

Alt den bundethed. Det er ikke fordi, jeg ønsker at være en anden. Eller at være fri for mig selv. Jeg er glad for den jeg er. Men det ville være rart, at kunne sætte sig ud over nogen af de her ting nogle gange. Slippe lidt fri. Men det er nok i høj grad utopi. Umuligt. Jeg er i høj grad bundet til mig selv og min historie. Og det er der ikke nødvendigvis noget galt med. Det er ikke nødvendigvis slemt at være bundet. Bare man er bundet til noget godt.

I Matthæusevangeliet 6,24 siger Jesus: “Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.”

Det er nemt nok, når der står det med mammon. Jeg har altid tænkt, at det bud går mig lidt forbi, da jeg ikke tror, at jeg er så afhængig af penge. Men det er ikke det mindste bedre, at være slave af sig selv i stedet. Det kan godt være, at nogle af mine bundetheder er grundvilkår ved eksistensen, men bindingerne til dårlige ting, må jeg arbejde på at få brudt. Og jeg må i stedet arbejde på og bede til, at jeg må blive stærkere bundet til min herre. Jesus.

Det er måske egentlig et ganske radikalt budskab i dag. Hvis der er noget der er helligt, så er det, at jeg er min egen herre. Jeg er autonom. Selvberoende. Uafhængig. Jeg bestemmer fuldt over mit eget liv, og jeg kan vælge hvad jeg vil, på alle områder i mit liv. Nogle gange virker det endda lidt til, at vi i skyndingen glemmer alle de ting, både i os selv og uden for os selv, som vi er bundne til.
Kristendommens budskab er et andet: Vi er bundne, alt for bundne til os selv og andre mindre gode ting, og vi har brug for en anden herre end os selv, vi har brug for noget fuldstændig godt at binde os til. Kristus.