Der er mindst tre virkeligheder. Min, din og Guds.
Min virkelighed: Ja, jeg ved, at det ikke er særlig pænt at starte med sig selv. Men når det kommer til virkeligheder, så er det nu naturligt at starte med Min virkelighed. Det er den virkelighed, som jeg har den mest umiddelbare tilgang til. Min virkelighed. Mig. Der hvor jeg står. Min opfattelse af verdenen, de ting der sker og de personer, der er i den.
Det jeg tænker og føler, det er virkeligt for mig. Det er tit mere virkeligt end det, der er uden for mig. De andre. Verden. Ja, jeg erfarer dem. Men det jeg føler og tænker, det er stærkt. Ikke at jeg altid forstår det, men jeg bliver nødt til at forholde mig til det. Det er en del af mig. Omverdenen er det lidt lettere flygte fra, enten ved omfortolkning eller ved at trække mig ind i mig selv. Min virkelighed er jeg derimod altid i, den er et grundvilkår. Nogle gange kan det også blive lidt ensomt her i Min virkelighed.
Din virkelighed: Egentlig er det lidt forsimplet at sige Din virkelighed, da der jo er lige så mange virkeligheder, som der er mennesker på kloden. Men lad os for nemheds skyld kalde det Din virkelighed. Ligesom jeg har Min virkelighed, så har alle andre deres virkelighed på samme vilkår. Din virkelighed, på en gang ganske partikulært og universelt.
Guds virkelighed: Jeg tror på, at der findes en Gud, og jeg går ud fra, at han også har en virkelighed. Jeg har ingen sikker viden om, hvordan den virkelighed ser ud, men jeg tror at den overskrider Min virkelighed og Din virkelighed mht. tid og rum og på mange andre planer. Nogle vil måske endda sige, at Guds virkelighed er den mest virkelige. Men fra et menneskeligt synspunkt, så er det ikke det erfaringen fortæller mig. Min virkelighed er den der er mest virkelig for mig.
Så langt, så godt. Så fik vi de tre virkeligheder på banen. Forholdsvis problemfrit. Det interessante og problematiske begynder, når virkelighederne mødes.
Min + Din virkelighed: Min virkelighed møder Din virkelighed og forvrænget musik opstår. Virkelighedskollision. Sådan kan det i hvert fald være, når det går galt. Vi kender sikkert alle situationer, som jeg oplevede det stærkt for nogle år siden, hvor to personer har haft to forskellige opfattelser af, hvad der skete i en bestemt situation eller i en relation. Så kan det være frustrerende, at man er i hver sin virkelighed, hver sin kropslige sjæl, og har så svært ved at finde ud af det.
Eller virkelighederne kan mødes i skøn harmoni og nysgerrighed. Min virkelighed supplerer og beriger Din virkelighed og omvendt. Og jeg tiltrækkes af, at du er et mystisk væsen, med en virkelighed, som jeg aldrig helt kan erfare, men få glimt af. Oftest er vores relationer en blanding af forvrænget musik og skøn harmoni og nysgerrighed.
Min + Guds virkelighed: Det er sært at tro på, at der findes en Gud. At Din virkelighed findes, det er ligesom svært, at undgå at blive klar over. Men at der findes en Gud og en Guds virkelighed, det er knap så indlysende. Jeg er overbevist om, at der findes en Guds virkelighed. Men det er straks sværere, at indrette mit liv efter det. Men jeg prøver. Jeg ved ikke om det giver mest mening at sige, at Guds virkelighed skal invadere min, eller at jeg skal invadere hans. Måske vi mødes på midten?
Eller vi kan mødes i det man kalder Guds rige? Denne både geografiske og åndelige virkelighed, som brød igennem med Jesus og stadig breder sig, men som er svær at få helt hold på, og som en dag, når Jesus kommer igen, skal bryde helt igennem, og forandre og nyskabe alt. Inklusiv Min virkelighed og Din virkelighed.
Kristendommen forkynder, at Jesus bor i hjertet på dem, der tror på ham. Så på den måde er de to virkeligheder i en konstant berøring, og jeg selv er en overlapszone, hvor de mødes og interagerer. For min skyld måtte de gerne berøre hinanden endnu mere.
Din + Guds virkelighed: Ligesom Guds virkelighed berører Min virkelighed, så tror jeg at den berører Din virkelighed. Men det kan du nok bedst selv vurdere i Din virkelighed. Nogle af de ting, som kristne oftest har haft størst frustrationer med, berører netop de ting, som har med Guds virkelighed og Din virkelighed at gøre. To ting:
- Evangelisation. Dette, at få Guds virkelighed og Din virkelighed til at komme i tættere berøring og få dig til at tage stilling til Gud og Guds virkelighed. Det har for mange, i hvert fald i min kirkelige tradition, været noget mærkelig noget. Når det handler om Min virkeligheds berøring med Guds virkelighed eller Din virkelighed, så er jeg en aktiv medspiller og har stor indflydelse. Men når det handler om Din virkeligheds berøring med Guds virkelighed, så er det uden for min rækkevidde og jeg er ikke en direkte aktiv medspiller. Nogle gange har kristne opført sig som om de var Guds virkelighed, og indirekte sagt, at sådan som du forholder dig til Min virkelighed, sådan forholder du dig til Guds virkelighed. Eller kristne har slet ikke opført sig, og har helt droppet tanken om at evangelisere. Jeg selv har været i sidstnævnte opførse og ikke orket evangelisation. Den bedste måde at evangelisere på, er måske bare at fortælle, hvordan Guds virkelighed berører Min virkelighed?
- Bibellæsning: En anden frustration for mange kristne, har været Bibelen og det med at få læst i den. Dårlig samvittighed, fordi det ikke sker. I de sidste 15 år, jeg har færdedes i kristne sammenhænge, har det været et issue, og noget man har prøvet at få løst. Det lader sig tilsyneladende ikke løse så let. Og måske er det ikke så mærkeligt. Bibelen er fortællinger om mødet mellem Guds virkelighed og Din virkelighed (her = virkeligheden for mennesker, som levede mindst 1900 år siden.). Alt afhængig af synet på, hvad Bibelen er for en størrelse, kan man diskutere om Bibelen hører mest hjemme i Guds virkelighed eller Din virkelighed. Men i alle tilfælde, så er det ikke helt enkelt, at få Bibelen ind i Min virkelighed. Men jeg tror det er vigtigt. Bibelen er et vigtigt og nødvendigt instrument og en inspirerende ledsager, når vi skal prøve at komme tættere på Guds virkelighed.
Min + Din + Guds virkelighed: Der er altså tre virkeligheder. Et sted hvor de alle tre mødes, er det kristne fællesskab, kirken. Her bliver de ét. I teologien taler man om treenigheden, om hvordan Gud er én og tre på en gang. 1 + 1 + 1 = 1. Det samme regnestykke gælder for virkelighederne. Min virkelighed + Din virkelighed + Guds virkelighed = Kirkens virkelighed. Kirken er en virkelighedstreenighed, en treenig virkelighed. Det er i hvert fald her, at de tre virkeligheder kan mødes, og kirken bør være et familiært og trygt sted, hvor vi sammen kan prøve, at få de tre virkeligheder til at mødes og berøre hinanden mere. Kirken er både der, hvor tre mødes og deler erfaringer med alle de her virkeligheder, og der hvor vi mødes mange og i fællesskab hører om Guds virkelighed og lovsynger den. Kirken er stedet, hvor vi kan forandre og forandres. Og dermed forhåbentligt alle få noget med hjem der fra: En dosis virkelighedsberigelse.
