The King Jesus gospel

Hvad er evangeliet? Evangelium betyder gode nyheder, så hvad er kristendommens gode nyheder? Det findes der mange forskellige bud på. I de konservative dele af kristendommen har man de sidste århundreder fokuseret på, at evangeliet er, at Jesus frelser mig og tager Guds straf, så jeg kan komme i himlen. Han bliver det stedfortrædende sonoffer, som Gud kræver, fordi jeg har syndet. I mere reformatorisk bevidste kredse, har man specifikt fokus på retfærdiggørelsen som evangeliets kerne. De gode nyheder er, at jeg kan blive retfærdiggjort af tro, pga. Jesu død og genopstandelse. Evangeliet handler i begge tilfælde meget om mig og min frelse og relation til Gud. Lidt firkantet sagt, der findes selvfølgelig nuancer og afvigelser fra den fremstilling.

I mere liberale dele af kristendommen, har der de sidste 100 år været lidt andre bud, f.eks. social gospel bevægelsen. Her bliver evangeliet mere politisk og handler i højere grad om, at kristendommen skal forsøge at bekæmpe de sociale problemer og udbedre dem, fremfor bare at henvise til, at alt bliver godt efter døden. Eller som i befrielsesteologien, hvor evangeliet er, at de af magthaverne undertrykte mennesker kan blive frie. I begge tilfælde bliver evangeliets fokus noget dennesidigt, de gode nyheder er om livet før døden.

Men måske har alle de nævnte forsøg et forkert fokus på hvad evangeliet er. Det mener Scot McKnight, som i sin seneste bog, The King Jesus gospel har et andet bud på hvad evangeliet er. Han tager udgangspunkt i de første vers i 1. Korintherbrev kap. 15, hvor Paulus selv definerer evangeliet. 1 Kor. 15,1-5:

“Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det som I også har taget imod, som I også står i, og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det – ellers var det til ingen nytte, I kom til tro. Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv.”

Altså, Kristus døde for vore synder, han blev begravet, at han opstod og at han blev set. Og det vigtige, det med småt, at det var ifølge skrifterne, det gamle testamente.

Dette med “ifølge skrifterne” bliver tydeligere, hvis man analyserer de taler, som apostlene holder i Apostlenes gerninger. Her fortælles historien om Israel og løfterne til dem, som baggrund for historien om Kristi død og opstandelse. McKnight opsummerer det sådan her:
“It is the Story of Israel that comes to completion in the saving Story of Jesus, who is Messiah of Israel, Lord over all, and the Davidic Savior.”
(Det er fortællingen om Israel, som går i opfyldelse i den frelsende fortælling om Jesus, som er Messias af Israel, Herre over alt og den davidiske frelser.)

McKnight mener, at det er helt det samme evangelium, som forkyndes af Jesus, de 4 evangelier, Paulus, og Peter. Så hvis man vil forkynde evangeliet på samme måde som dem, så må hovedelementet altså være fortællingen om Israel, og hvordan Jesus er opfyldelsen af den fortælling. De 3 oldkirkelige bekendelser har også det samme fokus. Med de reformatoriske bekendelsesskrifter fra 1500-tallet begyndte fokusset at skifte, og den personlige frelse begyndte at stå mere centralt. Dette kan man f.eks. se ved, at dogmet om retfærdiggørelseslæren står som anden artikel i den Augburgske bekendelse. Den del af evangeliet, som handler om min personlige frelse (som sandt nok er en del af evangeliet), er blevet taget ud af den store rammefortælling, som fortællingen om Israel er, og blevet gjort til hovedelementet, selve evangeliet. Dermed er evangeliet blevet affortalt, det er ikke fortælling mere, men er blevet til læresætninger og ting, som jeg skal holde for sandt. I hvert fald i sin mest ekstreme form.

Jeg tror McKnight har ret i, at de evangelier, som bliver forkyndt rundt omkring, har fjernet sig langt fra det evangelium, som Jesus, de 4 evangelier, Paulus og Peter forkyndte. Vi må fortælle historien om Israel og løfterne til dem, og hvordan Jesus opfyldte de løfter. Mere fokus på fortællinger fra det gamle testamente. Så forstår vi bedre de ting Jesus gjorde og sagde, og at evangeliet ikke kun handler om mig og mit forhold til Gud, men er gode nyheder for hele skaberværket.

Egentlig er det noget af en opgave, at skulle forkynde evangeliet i dag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det må have været nemmere for at apostlene dengang. De kendte fortællingen om Israel virkelig godt, det samme gjorde deres tilhørere. I dag kender de færreste fortællingen om Israel og Jesus som opfyldelsen af den. I stedet er vores kultur gennemsyret af helt andre fortællinger. McKnight nævner f.eks. individualisme, forbrugerisme, moralsk relativisme, videnskabelig naturalisme, terapi-frelse. Der er virkelig stadig brug for de gode nyheder om Kong Jesus. I fortællingen om ham, er der kraft til at danne modkultur mod vor tids fortællinger og til at forandre menneskers liv. Så lad fortællingen begynde.

(Scot McKnight blogger dagligt på http://www.patheos.com/blogs/jesuscreed/, den mest interessante teologi-blog jeg kender, og taler på dette års Sommeroase. Jeg glæder mig.)