Påstanden får også god næring af nogle kloge ord, jeg engang noterede mig. Noget i retning af at vi alle henter vand fra den store fælles brønd for derefter at vande vores egne blomster. At vi iagttager det, der interesserer os, det der sker rundt omkring, hvilket inspirerer os til at skabe noget på vores egen måde.
I anledning af Mærsks begravelse udtalte en vistnok tæt tilknyttet person til ham, at Mærsk altid var meget nysgerrig og spurgte folk til råds om alt muligt – og derefter traf sin egen beslutning og gjorde det på sin egen måde. Det er i hvert fald svært at skulle argumentere imod den tilgang, når vi ser tilbage på den succes, han har haft

Stuart Townend har givet mig lidt af samme input, bare set med musikalske øjne. Her er overskriften at “kombinere den objektive sandhed og det subjektive svar”:
“Hvis en salme blot er en redegørelse for teologisk sandhed, kan indholdet være nok så præcis og sandt, men samtidig bliver sangen tør og uinteressant.
Omvendt – hvis en salme bare handler om, hvordan vi føler, bliver den tynd og udvandet.
De bedste salmer udtrykker sangerens følelser, men altid som en reaktion på den objektive sandhed han er blevet mødt af gennem evangeliet.”

Aspektet omkring kombinationen af det objektive og subjektive – af andres mening og min egen mening – giver mig lyst til at forsøge at grave lidt længere ned og sætte det hele i et kommunikativ perspektiv – set med mine øjne
Jeg er fascineret af tanken om at opfatte mere eller mindre alt som kommunikation – og med de briller på er det mildt sagt bemærkelsesværdigt at se, hvor mange ligheder der er i de forskellige kommunikationsformer (hvad enten det er de lingvistiske af mundtlig eller skriftlig karakter, eller musik, grafik, sport, show, …). Da jeg samtidig har en tendens til at systematisere alt, indrammer jeg det i en universel opskrift på kommunikativ succes (med tilhørende ingredienser), som udspringer af det todelte afsender/modtager-forhold. Netop dette forhold, kombinationen af andres mening og min egen mening (objektivitet/subjektivitet), opfatter jeg helt klart som det grundlæggende i kommunikationsopskriften.
Jeg ser selv omtalte kombination som en balance mellem afsenderens og modtagerens behov, hvor afsenderen iscenesætter noget, der inddrager modtageren. Hermed opstår der en fælles forståelse, altså noget som modparten i lige så høj grad kan bruge som en selv – lige såvel som vi kun inspireres af det, vi selv finder interessant

Som så mange andre forhold i livet kan opskriften på kommunikativ succes være meget tvetydig og til tider modsigende, idet afsender-iscenesættelsen og modtager-inddragelsen er afhængige af hinanden (en form for ying/yang-effekt), men samtidig netop er et forhold, der strider imod hinanden, og som der hurtigt kan komme en ubalance i. Det er et fantastisk stort studium i, hvordan kommunikationen og opskriftens ingredienser må tilpasses den enkelte situation.

Selve problematikken om at det hele kan tage overhånd og kun dreje sig om en selv – som du nævner – kan jeg sagtens følge dig i. I de tilfælde tror jeg, der er tale om, at egen iscenesættelse pumpes for hårdt op og skaber en ubalance i forhold til inddragelsen af modtageren – ligesom når to arbejdere i fællesskab bygger et højhus, etage for etage, men hvor den ene går i gang med 3. etage, når den anden er færdig med 1.

Men det at iscenesætte noget (og have behov for anerkendelse) tror jeg ikke, man må undervurdere – selv om det også kan blive for meget. Der er altid nogen, der skal iscenesætte noget, for at den anden kan blive inddraget af det. Der skal skabes en identitet omkring et produkt eller ydelse, der skaber interessen for modparten.
Men hvis vi alle bliver inspireret til at iscenesætte noget, kunne man spørge sig selv, hvem der iscenesætter noget først (bortset fra Gud). Det er næsten som en ring uden ende eller som at sætte sig for at finde ud af, om det nu var hønen eller ægget, der kom først…

Kan godt være jeg må lægge røret på for i dag – men tak for at åbne for sådan et spændende emne som dette

Jeg har altid tænkt på inspiration som noget ubetinget positivt. I sidste ende er vi mennesker vel så forbundne, at det er umuligt at lave noget kreativt, som på en eller anden måde ikke er inspireret af andre? Sådan er det i hvert fald når jeg skriver. Det er som regel et eller andet eksternt, som lige starter tankerækken. Og selv om det er mig, som tænker tankerækken til ende (eller rettere, nogle gange føles det som om mine fingre kører deres eget løb, inspirationen kommer over mig, nærmest som en muse eller en ånd), så er jeg jo også som individ utrolig tæt knyttet med de andre.

Du skriver “Det handler vel om, at vi selv finder os selv (indrestyret) og ikke lader andre finde os selv (andenstyret).”. Det synes jeg er et interessant udsagn. I sidste ende, hvis vi lader andre finde os selv, så er det måske et forkert selv vi finder. (altså, forudsat at vi overhovedet kan tale om at vi har et essentielt selv, som vi kan finde frem til).

Som du også skriver, så tror jeg det centrale i det her er, at vi må finde en måde at hvile i os selv på. At ikke stræbe på en usund måde efter andre anerkendelse og prøve at finde vores egen private kreative stil i kunsten; hvad er det jeg har lyst til at lave og hvordan udtrykker jeg mine følelser bedst igennem det jeg producerer, uden at tænke på hvad kulturen vil tænke om mit produkt.

Og samtidig, så kan jeg også godt blive lidt træt af den megen tale om at finde sig selv og realisere sig selv. Hvis den tager overhånd og bliver alt for fokuseret på mig mig mig, så er vi i en lige så stor grøft, som hvis vi bare jager rundt efter andres anerkendelse hele tiden.

Allerførst uha. Der rører du ved noget af det mest essentielle og sårbare ved mennesket. Behovet for anerkendelse, som er så vigtigt for vores videreudvikling, men samtidig noget vi nødigt tør vise er motivet for vores gerning. Hatten af for at du er så ærlig

Og aha fordi jeg tror, du og David Riesman sætter ord på nogle forhold – især tydeliggjort i den moderne tid – som jeg har savnet en klarere systematisering af.
Til hverdag kan jeg godt lide at arbejde lidt med kreative udtryksformer, og det slår mig, hvor stor en indflydelse på det endelige udtryk eller produkt inspirationen har. I visse tilfælde er der en klar reference til det, jeg helt personligt kalder for popularitetsingrediensen (i opskriften på kommunikativ succes), men det rammer i endnu højere grad begrebet ‘andenstyret’, som du nævner.

Vi lever i en verden, som er fyldt med muligheder og tilbud, som vi får øje på, bedømmer og mange gange spejler os i. Det sætter standarden for vores næste valg, som jo gerne skal kunne realisere de høje forventninger, vi er blevet inspireret til at få.
I det ræs tror jeg, at vi glemmer os selv i det, vi har fået evnen til at udvikle – om det så er udvikling af et produkt, service eller menneske.

Så kunne det lyde som om, at inspiration er dårligt, men jeg tror, det kommer an på, hvor den kommer fra, og hvordan vi bruger den i forhold til egne evner og udvikling. For inspireret kan vi slet ikke undgå at blive.

På Kristeligt Dagblads FB-side faldt jeg for noget tid siden over et længere interview med Thomas Blachman, som fik sat samfundets udvikling i perspektiv. Her er et lille udpluk:
“Børnenes manglende selvindsigt skyldes, at forældrene lever et liv, som er en kopi af andres liv. Det betyder, at de ikke har meget inspiration at give videre til deres børn.
Vi har opbygget et økonomisk overskud, men åndeligt og intellektuelt er vi i underskud.”

Mange kender nok Blachman som en egoistisk og selviscenesættende mand, men inde bag den umiddelbart hårde væremåde har manden jo ret – selv om det indimellem kan virke ubarmhjertigt. Det handler vel om, at vi selv finder os selv (indrestyret) og ikke lader andre finde os selv (andenstyret). Først der hviler vi i os selv og kan hjælpe andre og udvikle det, andre har brug for, helt naturligt.
I et almindeligt menneskeligt synspunkt må det handle om at kunne elske sig selv, før man kan elske sin næste. Eller som Blachman i førnævnte interview siger: “Når man lærer sig selv at kende, så får man respekt for andre og kan indgå i fællesskaber.”

Og så er vi tilbage ved mit uha. Vi skal turde være iscenesættende og på den måde vise et behov for anerkendelse, fordi iscenesættelsen også beviser, at vi tror på, at vi kan gøre en forskel. Men det skal altid være med det naturlige og sande jeg som afsender. Det genkender jeg klart i dit indlæg – som jeg har været rigtig glad for at læse. Også tak for at sætte det i et kristent perspektiv.

Til sidst må jeg være lige så ærlig som dig og sige, at jeg – for dette bidrag og synspunkt – jo også håber på anerkendelse