Der er gået 3-4 år siden den cykeltur, men jeg husker stadig den intense følelse, og har den stadig indimellem. Jeg troede engang, at man først kunne hvile i sig selv, hvis man opnåede nogle ret grundlæggende ting i livet; oplevede sig gennemelsket af et andet menneske, erfarede Gud på en speciel måde, fik styr på de fleste af de indre kampe. Men jeg tror nu, at det er muligt at hvile i sig selv, uden at de ting er opfyldt. Jeg hviler i hvert fald mere i mig selv i dag, end jeg gjorde for 3-4 år siden, selvom de grundlæggende ting stadig mangler.

Men hvad vil det egentlig sige, at hvile i sig selv? Augustins billede med det urolige hjerte, er egentlig en meget god beskrivelse af, hvad det vil sige IKKE at hvile i sig selv. Andre ord for tilstanden kunne være fortvivlelse, et flydende selv, eller at man er andenstyret og hele tiden tænker alt for meget på, hvad andre tænker om det man gør og siger. At hvile i sig selv handler om, at have en vis vished om hvad og hvem man er, det er selvbevidsthed i ordets egentlige forstand, og at man accepterer dette selv, denne person, som man er.

En af grundene til at vi nogle gange føler denne uro, er at vi har en fornemmelse af, at andre hviler i sig selv. Jeg sammenligner mig med andres formodede selvhvilen, og finder at mit indre synes mere uroligt end min vens. Men det er netop kun en formodning, og nogle gange er det en illusion. Andre hviler ikke altid så meget i sig selv, som jeg tror de gør, og jeg hviler ikke altid så meget i mig selv, som andre tror jeg gør. Hvis vi er ærlige og åbne om kampene i vores liv, så kan det ikke kun skabe dybere fællesskab, men ovenikøbet også være med til, at vi får mindre selvhvile-mindreværd. Og så kan det forhindre at vi ender i selvmedlidenhed over at andre har det bedre end os. For selv om man ikke hviler i sig selv, kan man sagtens have medlidendhed med sig selv, og selvmedlidenhed er sjældent konstruktivt.

Augustin knytter det at hvile i sig selv, sammen med det at hvile i Gud. Og som kristen tror jeg, at der er en sammenhæng. Nogle kristne har til tider forsøgt at illustrere det som, at man har et hul i sjælen, som kun Gud kan fylde, og når dette hul er fyldt, så hviler man i sig selv og Gud. Og på en måde er det sandt. Jeg tror kristendommen er den sandeste måde at være et menneske på, ellers ville jeg nok ikke være kristen. Men det er heller ikke sådan, at ikke-kristne ikke kan hvile i sig selv. Det vil sandsynligvis blive modsagt af mange. Men kan kristne så finde en dybere hvile i sig selv? Eller en hvile på et andet niveau?

Og hvordan gør vi den kristne tanke om at hvile i Gud mere konkret? Jeg synes det let kan blive så uhåndgribeligt og floskelagtigt, når jeg får at vide, at det handler om, at jeg er gennemelsket af Gud, og at jeg skal finde min identitet i det. Jo, jeg forstår det rationelt, men hvordan bliver kærlighed fra en usynlig person/ånd/Gud, erfarbar? At lade sit liv og sit selv styre af noget, man ikke kan se, er på en måde grotesk og sært, men samtidig også frisættende, fordi det giver mig noget fast, som jeg kan hvile i og bygge mig selv på.

Der er stadig uro og ikke-hvile i mig, både i forhold til mig selv og til Gud, men jeg synes alligevel, at der er sket en forandring til det bedre siden cykelturen på Gladsaxe Møllevej. Her er nogle af årsagerne til det:

- For godt et års tid siden skiftede jeg fra fuldtidsboghandler til fuldtids stud.theol, og jeg trives meget bedre med det, end med at sælge bøger. Det har gjort mig gladere og jeg føler mig enormt privilegeret over at kunne fuldtidsbeskæftige mig med det, som interesserer mig allermest: Mennesker og Gud og relationen mellem dem.

- Jeg er blevet afklaret med, at jeg ikke er en karismatiker og at Gud ikke taler til mig på den måde, men på andre måder. Tidligere har jeg været meget frustreret over, at jeg ikke fik de karismatiske erfaringer, som det så ud til andre havde.

- Det sidste 1½ år er jeg begyndt at skrive meget mere, og oplever, at det lykkes for mig, og at det hjælper både mig selv og andre.

- Derudover er der forskellige sår fra fortiden, som jeg mere eller mindre har fået bearbejdet, og accepteret, som en del af min historie og som en del af mig.

- Nu er det over 6 år siden min søster døde, og den livsglæde, som den oplevelse stjal fra mig, er begyndt at komme glimtvis tilbage. Det melankolske halvtriste ansigtsudtryk og stemning bliver nu oftere afløst af smil og lysere stemninger.

a: Hvad består lidelsen i?

Job rammes af forskellige slags lidelser. Naturkatastrofer og røverbander overfalder hans dyreflok og hans børn, og til sidst rammes Job også selv af sygdom. Lidelserne har alle det tilfælles, at de, set fra Jobs synspunkt, er mere eller mindre tilfældige.

I 1. Petersbrev er det en anden slags lidelse. Brevets modtagere, som kaldes kristne, lider på grund af deres kristne tro. Denne lidelse er en slags forfølgelse eller chikane, som det omgivende samfund og/eller myndigheder udsætter dem for. Lidelsen er ikke tilfældig, men er netop rettet specifikt mod de kristne fordi de tror.

b: Hvem sender lidelsen?

I indledningen til Jobs bog får vi et blik ind bag de himmelske kulisser. Vi får at vide, at det er Gud, som giver Satan lov til at plage Job, både da han mister dyreflok og børn og da han selv bliver syg. Den tilsyneladende tilfældige lidelse har altså et guddommeligt ophav.

I 1. Petersbrev er det sandsynligvis mennesker, som påfører de kristne lidelse. Man kunne forestille sig, at den er enten direkte fra den romerske besættelsesmagt, eller de lokale myndigheder, som prøver at gennemføre besættelsesmagtens påbud om f.eks. tilbedelse af kejseren, eller fra andre religiøse grupperinger i lokalsamfundet. Vi hører ikke om, at lidelsen sendes af Gud, men det afvises heller ikke. Forfatteren formaner til, at de kristne skal underordne sig myndighederne “for Herrens skyld” og ære kongen. Myndighederne er altså ikke noget man skal gøre oprør imod, men de er dog heller ikke direkte indsat af Gud, som der tales om i Romerbrevet kap. 13. Så hvis det er myndighederne som påfører lidelsen, så er det ikke umiddelbart et tegn på, at lidelsen er sendt af Gud.

c: Er lidelse godt eller skidt?

I Jobs bog er lidelse umiddelbart en dårlig ting. I starten, da han “kun” har mistet hans dyreflok og børn, brokker Job sig ikke, men da hans selv rammes af sygdom, begynder han at brokke sig højlydt til Gud. En af de store styrker i Jobs bog er, at den tør holde fast i at lidelse opleves uretfærdigt, og at det er helt fint at brokke sig og skælde ud på Gud. Hvis man kigger på slutresultatet, så har lidelsen dog positive resultater. Jobs forhold til Gud genoprettes, og han har sandsynligvis lært en masse af hele forløbet, og måske fået et tættere forhold til Gud. Lidelsen var tilsyneladende en prøve af hans tro, og han bestod prøven og hans tro blev renset og stærkere. Yderligere bliver Job velsignet med lige så mange børn, som han mistede og en dobbelt så stor dyreflok, som den han havde før.
Hver ting til sin tid. Midt i lidelsen skal den have lov til at være en dårlig ting og man har lov til at være vred. Senere kan man så måske blive velsignet med at erfare, at lidelsen medførte noget godt.

I 1. Petersbrev er lidelse en god ting, hvis det skyldes at man gør godt. Forfatteren argumenterer heftigt for det synspunkt, hvilket måske vidner om, at det ikke har været den naturlige opfattelse for modtagerne af brevet. Hvis man gør det onde og lider, så er lidelsen ikke rosværdig. Men hvis man gør det gode, så er man under Guds nåde og salig. Jo mere man lider, jo mere skal man glæde sig. Årsagen til denne værdiomvæltning, hvor lidelse gøres til noget godt, er at Kristus led, selvom han ikke gjorde noget ondt. Så når de kristne lider uretfærdigt, så efterfølger de Kristus og lever et liv i samklang med hans liv.

d: Hvad er budskabet til den som lider?

I Jobs bog synes budskabet til den lidende at være, at det er helt okay at skælde Gud ud. Dog skal man ikke forvente at få svar på alle de spørgsmål, man har til Gud om, hvorfor onde ting sker. Gud svarer ikke direkte på Jobs spørgsmål, men fortæller bare om skaberværkets skønhed. På den måde prøver Gud at sige:
“Jeg, den skabende Gud, er så meget større end dig, det skabte menneske Job, at der vil være ting, som du aldrig vil få svar på, men bare må lade stå ubesvarede. Samtidig skal du dog vide, at du er i din skabers hånd, lige meget hvad der sker.”
Så hvad enten man svarer på lidelsen med at takke Gud eller skælde ud på Gud, så er man i hans hånd.

I 1. Petersbrev er der ikke så meget plads til at være oprørsk og brokke sig over lidelsen. Der opfordres tværtimod til lydighed, ydmyghed og til at man glæder sig over lidelsen. Budskabet synes at være lidt mere kontant, og er en stærk formaning til, at sætte pris på lidelsen, da det er et tegn på, at man lever et sandt liv i efterfølgelse af Kristus. Her tages der ikke hensyn til, hvad den lidende selv synes om lidelsen, men måske det skyldes perspektivet. I Jobs bog hører vi fra den lidendes egen mund. I 1. Petersbrev hører vi ikke stemmen af en fra menigheden som lider, men vi hører lederen, som formaner hvordan menigheden skal forholde sig til lidelsen. Forfatteren taler sjældent om et vi, men oftest om et I, og det fremgår ikke, om han selv er en der lider.

Traditionen fortæller, at det er apostlen Peter, som er forfatteren til brevet, og at han selv led martyrdøden og sikkert har kendt til forfølgelse. Det er muligt. Det er dog alligevel lidt nærliggende, at associere til Jobs venner. De står også på sidelinjen og kommer med en masse gode råd til Job om, hvordan han skal forholde sig til lidelsen – vel at mærke en lidelse, som de ikke selv er ramt af. Som med så mange andre ting i livet, så har ens budskab betydeligt større vægt, hvis det er noget, som man taler ud af levet liv. For nogle vil brevets budskab nok opfattes som frisættende og trøstende, mens det for andre vil opleves meget provokerende. Når man lider er man ekstra følsom, især overfor andre mennesker, som fortæller en, hvordan man skal tænke og føle.

e: Lidelsens formål?

I Jobs bog er lidelsens formål tilsyneladende at prøve Jobs tro. Job skælder meget ud på Gud, men han forlader aldrig tanken om at Gud findes, og får til sidst at vide, at han talte sandt om Gud. Så Job bestod prøvelsen. Jeg er forsigtig med at sige, at lidelsens formål altid er at prøve vores tro, men jeg tror i hvert fald, at Gud kan bruge lidelsen til at forandre os og forme os, så vi kommer til at ligne ham mere.

I 1. Petersbrev tales der ikke direkte om, hvad formålet med lidelsen er. Men et af de positive resultater ved lidelsen, er at den kan være missionerende. Når man fortsætter med at gøre godt, og ikke gør oprør, når man møder lidelse, så er meget bemærkelseesværdigt i andre menneskers øjne. Man kunne godt forestille sig, at det kunne have en missionerende effekt på det omgivende samfund. Det er så naturligt at forsvare sig og slå igen, at det skaber forundring, når nogle vælger ikke at gøre det.

Forskellige perspektiver

“The believer’s cross is no longer any kind of suffering, sickness, or tension, the bearing of which is demanded. The believer’s cross must be like his Lord’s, the price of his social nonconformity. It is not, like sickness or catastrophe, an inexplicable, unpredictable suffering; it is the end of a path freely chosen after counting the cost.”
John Howard Yoder, The politics of Jesus, s. 96

Citatet illustrerer meget godt forskellen mellem lidelsen i Jobs bog og i 1. Petersbrev. Der er en lidende Kristus til forskel. Men selvom Job ikke kendte til Kristus, så er der meget at lære af beretningen om hans lidelse. Jobs bog og 1. Petersbrev giver tilsammen nogle forskellige perspektiver på lidelse, og det er der brug for, for lidelsen er ikke helt nem at blive klog på, og opleves forskelligt fra person til person.

Det var en deprimerende erkendelse. Da jeg kom hjem om aftenen, hørte jeg et requiem for at døde mit stolte jeg. Det lykkedes ikke.

Styret af?
Den amerikanske sociolog David Riesman taler om, at man kan være indrestyret eller andenstyret. Når man, som jeg, er andenstyret, er man styret horisontalt, af de andre mennesker og kulturen omkring en. Der henter man sin identitet. Hvis man derimod er indrestyret, er man styret vertikalt, og hviler så meget i sig selv og sin identitet (i kristen sammenhæng: i at man er elsket af Gud), at man ikke styres af andre menneskers meninger og kulturen. Vores tid er fyldt med andenstyrede mennesker og sammenligningssyge. Vi har brug for mere indrestyring, hvilket vel også tidens store søgning efter coaching og selvhjælpslitteratur tyder på.

Syndserkendelse
I gamle dage ville man have kaldt dette for en syndserkendelse. En erkendelse af, at jeg ikke lever et sandt liv i tjeneste for min næste og for Gud. At have egoistiske motiver er en af de måder, hvorpå jeg forvrænger det, som ellers er godt. En syndserkendelse kan være deprimerende. Men den kan også være frisættende. Der er noget befriende over at indse sin egen tilstand. Jeg tror ikke jeg fremover bliver fri for mine forfejlede motiver. Men det er trods alt bedst at kende sandheden. Kun når man kender sandheden om sig selv, kan man arbejde (og lade Gud arbejde) på, at ændre på tingene. En syndserkendelse er også befriende, fordi den minder mig om min egen afmægtighed; jeg kan ikke selv magte at leve mit liv på den sande måde, jeg har brug for Guds hjælp. En syndserkendelse sætter mig fri fra at skulle præstere et perfekt liv.

White man’s burden
Alle de her tanker kørte rundt i mit hoved, mens jeg var til et arrangement i en kirke. Der var der blandt andet noget utrolig glad afrikansk lovsang, som stod i stærk kontrast til min tilstand. En anden slags “White man’s burden”, som en af mine venner foreslog. Oprindelig er udtrykket en slags undskyldning/forsvar for, hvorfor den vestlige verden havde kolonier. Det var “vores” pligt, en slags byrde (dog en indbringende en af slagsen), som vi måtte tage på os, for at hjælpe de stakkels tredje-verdenslande med at udvikle sig. I kirken var min byrde dog, at jeg blev bombarderet med denne glæde, som jeg ikke kunne forholde mig til. Vi vestlige hvide mennesker mangler noget af den livsglæde, som f.eks. afrikanere har, på trods af at vores livsvilkår synes at være meget bedre.

Livsglæde
Måske livsglæden bedst vokser frem, når min egen sande tilstand er erkendt. Både den positive sande tilstand, skabelsens tilstand, at jeg er skabt i Guds billede, og derfor har stor værdi og grundt til at glæde mig. Men også den negative sande tilstand, at jeg fejler og tit kun tænker på mig selv. Erkendelsen af dette sætter mig fri fra det plagsomme arbejde med at skulle være perfekt. Det giver mig grund til at glæde mig over, at Gud elsker mig på trods af mine fejl, og at der alligevel nogle gange, kan komme noget godt ud af det jeg gør, selvom mine motiver er egoistiske. Det gode ved livsglæden er, at den smitter. Det er umuligt at holde den for sig selv, den flyder over mig og forsøger at indtage andres liv.

Solen er utrolig nysgerrig. Den skinner så mange steder, vil se alt, vide alt. Og så er den lumsk. Den trækker sig tilbage for natten, lader månen få lov, og håber at nattens væsner så vil snige sig ud i mørket. Og så – næsten midt i mørket – kommer den frem og håber at nattens væsner ikke nåede i skjul, så den kan lyse dem op og få dem over i lysets rige.

Men nattens væsner er ikke dumme. De når i skjul inden solen står op. Onde rygter fortæller, at de får hjælp af månen. Månen er ligesom Djævelen; uden selvstændighed, bare en dårlig kopi, en refleksion. I sig selv lyser den ikke, og den er bare et fravær af den sol, som den er så frygtelig misundelig på.

Solen skinner på mig, så jeg er altså ikke et fuldblods nattevæsen. Men solen skulle bare vide, hvad der bor i mig. Mørke og masser af mørke. Ja, faktisk har jeg min egen helt lille måne, på den plads, hvor andre har et rødt bankende hjerte. Jeg er et månevæsen med et ydre af menneske. Mit ydre tilhører dagen, mit indre tilhører natten, og jeg er hjemløs midt imellem.

Solen vil igennem min pande, og jeg forstår den godt.

(Måske er der håb, selv for et månevæsen som mig. Det er der i hvert fald en stemme, der siger)

Jeg er den lyttende peberfrugt.
Jeg har et øre, og jeg er ikke bange for at bruge det.
Jeg forlanger opmærksomhed.
Jeg vil lyttes.
Jeg har pressionsmidler. Hvis ikke du vil lytte, så sender jeg min grønne stilkehaj efter dig. Den er vred og bidsk, den har knyttet sidefinnerne og truer.

Jeg er den lyttende peberfrugt.
Jeg lytter til verdens lugte og smage og optager dem i mig.
I mig selv er jeg smagløs, men i de andres smage, optagede i mig, er jeg stærk.

Jeg er den lyttende peberfrugt.
Jeg lytter til mig selv, og mine egne behov.
Jeg har frø i mig til noget stort.
Jeg må forplante mig, sprede mig, udbrede mig.

Jeg er den lyttende peberfrugt.
Men lyt ikke til mig.
Jeg er tom indeni.
Hul.
Falsk.
Og gul.

1. Man kan ændre troen:
Troen er både bygget på vores erfaringer, men troen er også i sin natur en tillid til noget, som ligger udover vores erfaring. Hvis der er en god balance mellem de to dele af troen, så er troen sund. Men hvis den ene del af troen bliver for dominerende, så bliver det usundt. Det dur ikke, hvis vi kun vil tro på det vi kan erfare, eller hvis vi vil løsrive troen fra erfaringen.

Så hvis der bliver for stor uoverensstemmelse mellem tro og erfaring, og de står i fare for at blive helt adskilte, så troen bliver fremmed for vores erfaring, så kan man vælge at ændre troen. Det er ikke rart. Der er noget trygt i det, man er vant til, og noget trygt i at tro på den måde, som ens omgivelser gør. De ting, som man tidligere havde tolket som støtte for den gamle måde at tro på, skal nu omtolkes og sættes i en ny ramme. Men det kan være nødvendigt for at holde ens tro sund.

Eksempel:
Siden 2005 har jeg bevæget mig i det kirkelige miljø, som man kalder Dansk Oase. En karismatisk fornyelsesbevægelse i og udenfor den danske folkekirke. Her er der vægtlægning og fokus på den karismatiske gudserfaring, både i det sprog man taler og i den måde man forventer Gud taler til en. Jeg har dog ikke selv haft en karismatisk gudserfaring, og har i perioder været meget frustreret over dette. Der var en disharmoni mellem, hvad jeg troede jeg kunne forvente af Gud, en forventning som blev bakket op af omgivelserne, og mellem min erfaring. I længden blev den disharmoni for stærk, så jeg omtolkede min tro, og fandt hvile i, at Gud og jeg ikke kommunikerer gennem den karismatiske gudserfaring, men på andre måder. Min tro blev ændret, mislyden forsvandt og jeg er blevet mindre frustreret på det område. Længere version af den historie kan læses her.

2. Man kan fremhæve nogle erfaringer frem for andre:
Man kan ændre erfaringer, men det er nok en farlig vej at gå ned ad. Erfaringer ligger så dybt i os, at hvis vi prøver at ændre dem, fordi de ikke stemmer overens med vores tro, så risikerer vi at skade os selv psykisk. I stedet er det bedre, at vælge at give nogle af ens erfaringer mindre vægt, og lægge mere vægt på andre erfaringer. Man kan prøve at lade sit liv påvirke af nogle gode og sunde erfaringer, fremfor af nogle dårlige og usunde erfaringer. De dårlige og usunde erfaringer skal accepteres og anerkendes, men det er ikke det samme, som at de skal have magten i vores liv.

Eksempel:
Hvis man er vokset op i et skilsmissehjem, eller på anden måde har oplevet smertelige ting i ens barndom, så kan det være svært at tro på kærligheden og svært at tro, at man er elsket. Man bliver måske bange for nærhed og får et koldt forhold til langvarig kærlighed. Denne erfaring er sand, og må tages alvorlig. Men samtidig må den heller ikke blive altdominerende. Her kan troen komme ind i billedet og forkynde, at der findes kærlighed, at der er håb om langvarige relationer, og at frygten for nærhed kan overvindes. Som hjælp hertil kan man fokusere på de erfaringer, (hvis man har nogle) hvor man har følt sig elsket og anerkendt, og hvor man har set at langvarige forhold lykkedes. De gode erfaringer og troens budskab kan måske arbejde sammen om, at bryde de dårlige, usunde og usande erfaringers magt over en

3. Man kan blive i spændingen mellem troen og erfaringen:
En del af troens natur, er at den er en tro på noget, som er udover min erfaring, udover mig, noget som er større end mig. Gud. Vi kan måske forstå noget af Gud, men meget af Gud er et mysterium. Der er mange paradokser i den kristne tro, og vi har hver især mange spørgsmål til Gud om, hvad meningen er med de ting, han gør. Mange af disse paradokser og spørgsmål får vi aldrig svar på, men må lade stå, som en slags grænsepæle mellem Gud og os, som symbol på at vores virkelighed er så meget mindre og anderledes end Guds. Disse grænsepæle er mysteriets grænsepæle. Hvis vi hiver dem op, gør vi os selv og vores erkendelse til Gud. Mysteriet, hvor frustrerende det end kan være, må accepteres og gives plads.

Eksempel:
Den klassiske spænding er troen på en god Gud i en verden, hvor der sker onde ting. Det er voldsomt svært at acceptere den spænding, og lade mysteriet være mysterium, især hvis man selv har erfaret onde ting. Store teologer som Luther og Løgstrup falder i grøften, og prøver at ændre troen, rykke grænsepælene, nedbryde mysteriet og forklare at Gud på en eller anden også står bag det onde. Det er da også muligt at han gør det, men jeg tror det er bedre at fastholde mysteriet, og respektere, at der er nogle ting vi ikke kan vide. I stedet må vi leve i spændingen, tilbedende den Gud, som er kærlighed og godhed, selvom vi ikke altid forstår, hvordan det hænger sammen med verden som vi erfarer den.

Valget:
Tilbage er så kun at vælge, hvilken vej man skal gå i de forskellige situationer. Her handler det om at kende sig selv godt og kende mislydene godt. Nogle mislyde gøres bedst harmoniske ved at ændre troen, andre ved at fremhæve gode erfaringer frem for dårlige erfaringer, og nogle mislyde skal måske bare have lov til at være til, som en slags troens tinnitus vi aldrig slipper helt af med.

Der er dage, hvor jeg er meget i akkusativ.
Jeg føler mig som objektet, den som udsættes for handlingen af faktorer udefra. Ting påvirker mig, som jeg ikke har kontrol over. Livet/Gud/tilfældigheder lader alle mulige ting ske for mig, som jeg ikke har bestemt. Eller min fortid bestemmer over mig og påvirker mig enormt meget i  dag. Eller andre mennesker behandler mig respektløst og uden kærlighed, uden at tage hensyn til, hvad jeg føler og tænker og er. Akkusativdagene kan tit være triste og melankolske, men de kan også lære mig, at slippe længslen efter kontrol og bare tage imod det der kommer.

Der er dage, hvor jeg er meget i dativ.
Jeg er styret af, hvordan andre mennesker forholder sig til mig. Hvad de tænker om mig. Jeg sammenligner mig med dem, og føler mig smart eller ikke-smart. Klog eller dum. Min værdi, mine tanker om mig selv, og mit humør påvirkes af, hvordan jeg tror andre mennesker forholder sig til mig. Dativdagene er en konsekvens af sammenligningssygen, og minder mig om, at jeg bør hvile mere i, hvad jeg er i mig selv og i Gud.

Der er dage, hvor jeg er meget i genitiv.
Jeg fokuserer på de ting jeg har, de ting der er mine. Det kan både være materielle ting, men også immaterielle ting. Evner, venner, muligheder. Genitivdagene kan skabe en sund glæde over de gode ting der er i mit liv, men de kan også føre til en usund stolthed, over de ting der er mine. En stolthed, som fører til, at jeg glemmer at være taknemmelig, og ikke vil dele de gode ting med andre.

Der er dage, hvor jeg er meget i ablativ.
Disse dage findes i to forskellige slags. Der er lokativdagene, hvor jeg på en særlig måde påvirkes af, hvor jeg er i rum eller tid. Som når jeg går i naturen og gribes af farverne og lydene, eller sidder derhjemme og overvejer, hvordan jeg gør mit hjem mere hjemligt. Eller jeg gribes af tidstanker og lægger meget mærke til folks alder, min egen alder, eller hvor tiden dog bliver af.
Der er instrumentalisdagene, hvor jeg i stil med akkusativdagene føler, at andre folk bruger og misbruger mig. Jeg føler mig som et instrument, som en brik, som andre flytter rundt med efter forgodtbefindende. Andre betragter mig ikke som et mål i mig selv, men bare som et middel for noget andet.

Men der er også en anden forventning i mig, en slags præventiv nemesis. Nemesis er i den græske mytologi gudinden for retfærdighed og hævn, og hun straffer den hovmodiges synder (hybris) med undergang (nemesis). Så nemesis er, at jeg bliver straffet for noget, jeg har gjort. Men præventiv nemesis er, at jeg bliver straffet, før jeg gør noget galt. Det findes i vores måde at tale på, f.eks. når vi oplever, at det regner lige nøjagtig på den dag, hvor vi ikke havde taget regntøjet med.  Eller når vi ser at franskbrødsmaden, som vi taber på gulvet, selvfølgelig lander på hovedet, så der kommer marmelade på gulvet. Osv. Så siger vi, at det var godt nok typisk.

Vi har tilsyneladende en tanke om, at tingene bare skal gå galt, at livet straffer os, at livet er uretfærdigt. For jeg har vel ikke gjort noget, som forårsager, at det skal regne lige netop den dag, hvor jeg ikke har regntøj med, eller så franskbrødsmaden lander på hovedet? (Både Job og Jesus afliver den tanke) Det er jo tilfældigheder og naturlove som afgør det, men i vores tale, i sproget, siger vi, at det dog er typisk – og måske det fortæller, vi har en ubevidst idé om, at livet er uretfærdigt, at vi straffes af skæbne, retfærdighedsgudinden, af universet eller Gud.

Måske tænker vi, at den præventive nemesis har en slags opdragende effekt på os. Den vil opdrage os til at tage bedre forholdsregler, forberede os bedre, lære ikke at tage alt for mange gode ting for givet.

I virkeligheden tror jeg ikke, at det altid regner lige netop på den dag, hvor vi ikke har regntøjet med, men det er netop en del af den måde præventiv nemesis fungerer på: Vi husker kun de gange hvor det går galt, fordi vi netop har en indre forventning eller ønske om, at livet er uretfærdigt.

Så har vi et ønske, en forventning, om at livet er retfærdigt eller uretfærdigt? Eller måske begge dele på én gang?

Men ko-befrielsesdagen er også interessant, fordi den vidner om en voksende interesse for landbrug. Men vel at mærke ikke landbrug, som det ser ud i dag. Landbruget i dag er blevet industrialiseret, mine forældres nabogård har lige bygget en stald til flere hundrede køer. Det charmerende er gået af det. Nej, det var noget andet før i tiden. Min morfar havde 13 tønderland og 13 jerseykøer. Det var småt, men godt. Og vanvittigt charmerende. Tilsvarende viser interessen for tv-programmet Bonderøven, at det ikke er landbruget, som det er i dag, folk interesserer sig for. Bonderøven har intet at gøre med landbrug i dag, det er også landbruget for 50-75 år siden, som han dyrker og nostalgisk fremhæver.

Efterhånden som flere og flere mennesker flytter til byerne og overlader udkantsdanmark til dens råddenhed (som måske i virkeligheden bare kan anses som propaganda fra byernes side, folk i udkantsdanmark føler måske ikke råddenheden), så har vi samtidig en længsel efter det liv vores forfædre levede. Måske især fordi det var mere simpelt, og det er noget vi har brug for i dag, i vores stressede karriere-hverdag, hvor der er så mange ting, som vi skal se til, og så mange ting som hele tiden vil stjæle vores opmærksomhed. Vi savner det simple liv, og vi savner den stilhed og kontakt med naturen, som der var på landet i gamle dage. Det ses også ved at haver og dyrkning af grøntsager i stigende grad rykker ind i byerne og op på hustagene, og det ses ved at kolonihavepriserne, i hvert fald her i hovedstaden, er steget markant de senere år.

Vi har altså den her dybe længsel efter et liv i større kontakt med naturen, med naturens cyklus, som dyrkningen af marker og køers kælvning helt naturligt minder os om, længsel efter et liv i stilhed og enkelthed, med mere plads til menneskeligt fællesskab. Men gør vi noget ved det? Når man tager ud og ser på dansende køer, så får man et fix, får en lille dosis af det man savner, og så kan man gå tilbage og leve det stressende liv, indtil man får næste fix i sommerferien, hvor man måske tager på ferie i Jylland. Der er masser af plads på landet. Plads til at vi indtager det igen, og lever et sundt og simpelt liv.

Jeg ved ikke om jeg selv vil. Jeg har også den her store længsel efter det, som et liv på landet kan give mig, og skal have mine Vestjyllands-doser indimellem. Foreløbig har jeg givet mig selv 3 år, hvor jeg gør mit studie færdig, og så vil jeg tage det op til overvejelse igen. Men jeg holder også af byen. Og dette skal ikke forstås som at et byliv ikke kan være et sundt og godt liv. For det kan det. Nogle mennesker er nok bare bymennesker. Nogle er landmennesker, og så er der alle os, som står midt imellem, kan se det positive i begge dele, og jævnligt erfarer splittetheden, og både elsker køer og København.

En definition på løgn kunne være: “En løgn er et usandt udsagn, som fremsættes som om det var sandt, med den hensigt at få modtageren til at tro på udsagnet, til trods for at afsenderen ved (eller er overbevist om), at udsagnet er usandt.” Således definerer Wikipedia det, og det er vist ikke helt ved siden af. Så når man lyver, så er det altså ikke nok, at man siger noget usandt, det skal også fremsættes på en sådan måde, hvorved man viser at man mener, det er sandt, og den fremsættelses hensigt skal være at forsøge at overbevise modtageren om, at det er sandt.

Vi har altså to elementer. Selve det der siges og fremsættelsen. De konkrete ord og de virkemidler, som man kan bruge for at overbevise: tonen i sproget, øjenkontakt, kropssprog. Man kunne også kalde det indhold og form, eller den ordlige dimension og den æstetiske dimension.

Når man taler sandt, så arbejder indhold og form sammen. Man siger noget sandt, og man fremsætter det som sandt. Når det kommer til ironi, så bliver der en splittelse mellem indhold og form. Man siger noget, men markerer med tonen i sproget, øjenkontakt og kropssprog, at udsagnets indhold ikke er sandt. Den ordlige dimension og den æstetiske dimension er i krig, og man forudsætter at modtageren forstår, at det er den æstetiske dimension, som i dette tilfælde vinder. Formen er her vigtigere end indholdet, når det handler om at forstå, hvad der egentlig menes.

Et af problemerne med ironi, og som gør den så misforståelig, er bare at sådan er det normalvis ikke. Normalvis så er ordene primære og formen sekundær og der er overensstemmelse imellem dem. Sådan er det i normal tale. Så lægger man mest mærke til hvad der siges, og ikke så meget til hvordan det lige helt præcis bliver sagt. Man går som en selvfølge ud fra, at personen taler sandt, fordi det er den grundlæggende tillid, vi har til andre mennesker. Uden den, hvis vi tror at alle taler usandt, så ville kommunikation blive meget anstrengt.
Formen er selvfølgelig også vigtig, men det vigtigste er selve indholdet. Medmindre man er fuldblods-æstetiker.

Når man taler ironisk, lyver man så? Tjaa. Man fremsætter jo ikke det usande udsagn, som om at det er sandt. Men det bliver det usande udsagn jo ikke mindre usandt af i sig selv. Så måske man kan sige, at ironi er usand tale, men ikke usand kommunikation, altså, forudsat, at modtageren forstår, at man taler ironisk. Og det er langt fra altid at det sker. Eller man kan kalde ironi en slags halvløgn eller en halvsandhed? Et slags uægte barn mellem sandheden og løgnen, i hvert fald i de tilfælde hvor den ironiske kommunikation ikke lykkes.