Sprog og magt

Sprog og magt er tæt knyttet sammen på mindst 3 måder:

- Man ser det i hele diskussionen om, hvorvidt det danske sprog er i forfald og truet på livet af engelsk og sløsede sprogbrugere, eller om det bare udvikler sig naturligt, som det altid har gjort. Jeg kan ikke befri mig fra mistanken om, at den diskussion i høj grad også handler om magt. De folk, som taler om det danske sprogs forfald, er som regel mennesker, som selv har godt styr på sproget, som selv behersker det, har magten over det. Pludselig ser de at deres magt mindskes, fordi sproget forandrer sig. Endelser forsvinder, engelske ord optages, nye stavemåder opstår. “De sløsede sprogbrugere” bruger sproget på en anden måde end dem selv, de har taget magten over sproget og bruger det på nye kreative måder. Så “de rigtige sprogbrugere” går til kamp mod “de sløsede sprogbrugere” og prøver at vinde magten tilbage.

Og så er der en tredje gruppe, som jeg tilhører, de som kan beherske og bruge sproget på en nogenlunde “korrekt” måde, men som også nogle gange overskrider reglerne og bruger sproget kreativt, når de har lyst og når de synes det nødvendigt. Sproget handler om kommunikation og nogle gange kommunikerer man bedre ved at bryde reglerne og sproge kreativt.

- Helt konkrete udtryk vidner om den tætte sammenknytning. Mit yndlings-hadeudtryk er begrebet “det er en glidebane”. Jeg hørte det så sent som i eftermiddags i en diskussion imellem to timer på mit studie. Udtrykket forudsætter, at jeg i den her diskussion helt sikkert har ret, og alle andre har uret. Der er ikke megen plads til tvivl, hermeneutisk ydmyghed og dialog. Metaforen om glidebanen skal danne et billede i tilhørernes hoveder om, at jeg står på den sikre grund højt oppe på bjerget, med min sande mening. De andres meninger fører til, at man glider ned af bjerget i det glatte føre, og måske drukner i floden neden for bjerget. I hvert fald fører det ingen gode steder hen. Sandt, alle holdninger og meninger fører nogen steder hen, og nogen sikkert dårlige steder hen. Men det gælder i lige så høj grad den, som bruger glidebane-metaforen, og der er vel ikke særlig mange ting vi kan vide 100% sikkert.. Udtrykket er uden egentlig indhold, i bedste fald et slags bandeord, i værste fald decideret manipulerende.

Andre udtryk, som fungerer tilsvarende, er at man kalder holdninger og meninger for stærke eller svage og sunde eller usunde. De siger ikke særlig meget om indholdet, men mest om ens egne følelser for de holdninger og meninger, som ikke altid er sagen vedkommende. Udtrykkene er således retoriske midler i den magtkamp, der foregår i forskellige diskussioner.

- Og så er der endelig den magt som ord har i sig selv. Hvis jeg vil, kan jeg såre et andet menneske, og omvendt. Og selv hvis jeg ikke vil, så sker det alligevel. Jo bedre man lærer mennesker at kende, jo bedre ved man, hvordan man gør. Ord har utrolig stor magt, fordi de kan formidle utrolig meget mening og kan vække en hel række minder og følelser i os, når vi hører dem. Ord må bruges med forsigtighed og ansvarsfuldhed, og ordvold og ordmagtmisbrug må bekæmpes.

(I sidste ende er dette blogindlæg også en del af den sproglige magtkamp. Jeg bruger det til at placere mig selv i den gruppe, som har forstået diskussionen om sprogforandring helt rigtigt(den tredje mulighed er oftest den rigtige), og som har magt nok over sproget, til at kunne beskrive, hvordan sproget tit er tæt knyttet sammen med magt.)

Den gode søvn

I sidste uges Weekendavisen kan man læse en interessant artikel om søvn. I dag er det idealet at sove 8 timer i træk, og hvis man ikke gør det, så tænker man, at der er noget galt med en. Artiklen fortæller dog, at det først er i de sidste 100 år, det er blevet sådan. Før det sov mennesket 4 timer, vågnede, og sov så 4 timer igen. Forskerne kalder det bimodal søvn, og mener at pausen imellem søvnen måske kan have en naturlig stressregulerende funktion. (hvordan det så end lige giver mening) Pausen blev brugt til meget forskelligt. Nogle reflekterede, nogle gik ture, nogle havde sex, nogle talte om drømmene, nogle stjal og nogle gik sikkert på toilettet.

Jeg sover ikke 8 timer i træk, men vågner altid midt på natten, og har tit skudt skylden på kaffe. Jeg har tit været lidt misundelige på dem, som sover igennem og har tænkt, at de nok får en bedre søvn end mig. Men denne artikel ændrer billedet. Lige pludselig er min søvnrytme gået fra at være unormal og et lille problem, til at være helt normal, bare på en retro-agtig og præindustriel måde. Det er måske indbygget i kroppen, hvis den ikke forstyrres af kunstigt lys og andre uskikke, at den helst vil dele søvnen op i den første søvn og den anden søvn. Så måske jeg bare er mere i kontakt med min krop, end dem der sover igennem.

Og så er det ellers bare med at finde gode på nye gode udnyttelser af nattens pause mellem de to søvne.

Ensomhedsbesøg

I efteråret fik jeg igen besøg af en, som hed ensomhed. Han kom ind ad min dør, uden at banke på. Uden at spørge om lov. Pludselig var han der. Og han var der på en meget nærværende og insisterende måde. Jeg kunne mærke ham, selvom jeg ikke kiggede på ham eller gav ham nogen opmærksomhed. Jeg ignorerede ham. Lod som om, han ikke var der. Jeg er nemlig ikke super begejstret for den slags ubudne gæster. Han kunne da i det mindste godt have meldt sin ankomst, så jeg kunne have forberedt mig. Ryddet lidt op, lagt en handlingsplan, ringet til en ven. Men det er typisk ham. Han kommer, når jeg mindst venter ham.

Desuden er han så lumsk, at han kan tage forskellige former. Mindst 4 forskellige. Som da jeg var i Tivoli og hørte Tina Dickow synge. Jeg stod midt i en tætpakket menneskemængde, men alligevel fik han sig mast ind ved siden af mig. Han hviskede ting i mit øre, skabte stemninger i mig og pludselig følte jeg mig ensom og fortabt, som aldrig før. Larmen inde i mig overdøvede helt musikken. Den eksistentielle ensomhed havde besøgt mig.

Han kan også iklæde sig sin sociale form, måske den form, han er mest kendt i. Han dukker ofte op på den måde, når man lige er flyttet et nyt sted hen og ikke har fået et netværk endnu. Eller når man prøver, at finde nogen at hænge ud med en fredag aften, men får nej fra alle dem, man spørger.

Når han ændrer sig til den forståelsesmæssige ensomhed, ændres hele landskabet omkring mig også. Jeg står pludselig alene på en ø. Der er andre øer i nærheden. På dem står mine venner. Jeg prøver at råbe til dem og forklare dem, hvordan livet er herovre på min ø. Men enten hører de mig ikke, eller også forstår de ikke, hvad jeg siger. Jeg er alene, og alene om at prøve at forstå mig selv.

Eller ensomheden kommer på besøg i en åndelig form. Gud føles fjern. Og så kan vi synge nok så mange gange, at “ensom har jeg aldrig vandret” og “der var spor af to i sandet”, uden at det hjælper. Ensomheden giver os meget mere lyst til at synge, “ensom har jeg altid vandret, og jeg er da godt nok fuldstændig alene på den strand.”

Nåh, men tilbage til det uanmeldte besøg. Til sidst kan jeg ikke ignorere ensomheden mere. Så jeg løfter endelig øjnene og kigger på ham. Til min store overraskelse ser han meget familiær ud, han ligner mig. Ja, faktisk er han mig. Et øjeblik er jeg både mundlam og tankelam, men det er ensomheden bestemt ikke, han begynder straks at tale, nu da han endelig har fået min fulde opmærksomhed. Først foreslår han, at jeg fremover kalder ham alenehed. Det navn kan han bedre lide, det har ligesom et bedre rygte. Så siger han, at jeg ikke skal være bange for ham, at han vil mig det godt. Han vil bare gerne have, at jeg tør møde ham, tør møde mig selv. Også de ting i mig selv, som jeg ikke har så stor lyst til, at være alene med. Han fortæller, at han også besøger mange andre. Ja, faktisk mener han, at det vil være muligt for mig, at finde fællesskab med de andre han besøger. Jeg opdager, at han ikke er så skræmmende at snakke med, som jeg frygtede. Så jeg sætter noget kaffe over, finder bastognekiks frem og vi snakker videre.

(Refleksion til bladet Til Tro, 2/2012. Læs hele bladet her.)

Graven Mikael

I påsken har vi fejret, at Kristus stod op af graven. Men der er en anden grav, som Kristus ikke står op af, ikke forlader, og det er graven Mikael. Min krop, mit sind, min sjæl, mine tanker, mine følelser. Hele mig, hvor mørke, død, synd og stolthed stadig fylder og dagligt fordærver mig. Graven Mikael. Kristendommen forkynder, at Kristus ved sin ånd tager bolig i den, som tror. Det er et mysterium, at Kristus vil bo i mig, vil bo i os. Alt det, som han besejrede på korset, bor stadig i nogen grad i os mennesker, bor stadig i mig, side om side med den opstandne, som altså ikke forlader graven Mikael, men bliver. Hans kærlighed til mig er stenen, der er rullet for graven Mikael, og forhindrer ham i at forlade mig.

En grav har en gravsten, og på min står der: “Jesus Kristus bor her, siden den 15/4 1979.” Den dag blev jeg døbt, og den dag blev jeg begravet med Kristus og opstod med ham, og blev en del af en historie, som er større end mig selv. Jesu historie, Guds store historie med sit skaberværk, hvoraf graven Mikael er en lille del.

En dag kommer dagen og døden, hvor jeg for anden gang bliver begravet med Kristus og for anden gang opstår med ham. Efter den dag og den død er jeg ikke mere en grav, men en Mikael helt uden fordærv, synd og død.

Nærhed: længsel og frygt

Der bor to retninger i mig: Nærmere til andre mennesker, og længere væk fra andre mennesker. De to retninger lever side om side, men det er sjældent jeg mærker dem begge to stærkt på én gang. Som regel har den ene overtaget, og overdøver den anden.

Længslen efter nærhed får mig til at nærme mig andre mennesker. Får mig til at søge venskab og kærlighed. Jeg længes efter at kende andre dybt og at andre kender mig dybt, og derfor sætter jeg retningen mod andre mennesker. Men når jeg så nærmer mig andre mennesker, så melder frygten for nærhed sig. Den melder sig stærkt, og længslen efter nærhed mærkes ikke mere. Frygten får mig til at tænke: Hvad nu hvis jeg sårer dem? Hvad nu hvis de sårer mig? Ingen kan alligevel forstå mig. Vil nogen kunne elske mig, hvis de ser hvad, der bor dybest i mig?
Så jeg ændrer retning, og fjerner mig fra andre mennesker.

Den norske forfatter Paul Otto Brunstad taler om sejrens melankoli. Når vi når vores mål, og opnår det vi vil, så rammes vi ofte ikke af lykke og glæde, men af tomhed og tristhed og måske meningsløshed. Som f.eks. når uddannelsen endelig gøres færdig, specialet afleveres, og hvad så nu?
Måske man lidt tilsvarende kan tale om et nærhedens myrekryb.  Når jeg nærmer mig det, som jeg længes efter, så bliver jeg forstyrret af frygten. Jo tættere jeg når målet om at omfavne og blive omfavnet af et andet menneske, jo mere fortæller frygten mig, at det bliver en klam, klistrende og kold omfavnelse. At jeg hellere må flygte, mens jeg kan, og inden jeg laver for meget rod.

Jeg har tit undret mig over, hvorfor det for de fleste menneskers vedkommende, tilsyneladende er nødvendigt med en forelskelse, inden man kan begynde et seriøst kærlighedsforhold. Jeg er ikke sikker på, at det altid er den optimale måde at gøre det på. Men en af forelskelsens gode funktioner er, at den kan overdøve den frygt, der måske opstår, når man nærmer sig et andet menneske. Overdøve frygten nok til, at man handler på den stærke forelskelsesfølelse og tør indlede relationen. Måske bortsmelte noget af frygten for nærhed. Men udryddet bliver den nok aldrig. Den vil dukke op igen, og så må man jo håndtere den, når den kommer igen. Måske den er et slags grundvilkår?

Frygten for nærhed er ikke kun en negativ ting. Den vil mig det faktisk godt. Den vil beskytte mig. Den vil lære mig at sætte grænser. Den vil lære mig, at det ikke er hvem som helst, jeg skal lukke ind i mit inderste. Ikke alle vil kunne udnytte den tillid på en okay måde. For frygten har jo også nogle gange lidt ret. Nogle vil nok flygte, når de ser hvad der bor i mig. Nogle vil aldrig forstå mig.

Og ligeså er længslen efter nærhed ikke kun en positiv ting. Den kan i hvert fald føre til uheldige konsekvenser. Længslen efter nærhed kan være en flugt fra mig selv, en vej til at ophøre med at være et selv og smelte mig sammen med en anden. Og ligesom jeg ikke skal åbne mig for hvem som helst, så skal jeg heller ikke kaste mig i armene på hvem som helst.

Frygten og længslen er to retninger, som kan føre mig vidt omkring, hvis jeg lærer at acceptere dem og lærer at bruge dem rigtigt, De er impulser, raketmotorer, som skubber mig ud i rummet, og sender mig på besøg på de andre menneskelige planeter derude. Nogle besøg bliver kortvarige, andre langvarige, nogle resten af livet.

Kærlighedslovens krav

Kulturen, det romantiske kærlighedsideal og min egen længsel hvisker mig i øret,
at jeg skal præstere en forelskelse.
Men gang på gang fejler jeg.
Bedrager mig selv og andre.
Jeg kan ikke præstere det, som kærlighedsloven kræver.
Jeg kan ikke frelse min egen eksistens’ ensomhed.
Jeg giver op.
Jeg går ikke op.
Det går ikke op.
Hvor er den nådige kærlighed?
Hvor er den nådige relation?
Hvor er?

Så jeg drager til Jylland.
Drages mod Jylland.
Drages mod marken.
Sætter mig på en traktor og kigger på marken,
som ploven langsomt endevender mere og mere.
Ligesom mine tanker endevender mit sind og følelser mere og mere.
Ligesom døden endevender mere og mere af mit livs mark.
Mågerne skriger.
Mit indre er uroligt.
Og jeg sover alene i mine forældres gamle dobbeltseng.

Bona creatura

Et af reformationens mest kendte slagord er “Simul justus et peccator”. Samtidig synder og retfærdig. Denne formulering er dog ikke optimal. I hvert fald er der nogle problemer ved den og dens beskrivelse af mennesket trænger til en tilføjelse. Ikke at den ikke er sand. Det menneske, som tror på Jesus, er både retfærdig (i forhold til Gud) og en synder (i forhold til mennesker). Måske man kan diskutere, om et menneske nødvendigvis er en synder, fordi det synder. Bliver vi altid det vi gør? Alternativt kunne man kalde mennesket syndig eller utilstrækkelig, i stedet for en synder. Men det er ikke så vigtigt lige i denne sammenhæng.

Problemer
Det er derimod vigtigt, at “Simul justus et peccator” nok har bevirket, at mange primært har set på sig selv som syndere, som syndige, som uværdige, som støv. I en typisk prædiken i en luthersk tradition vil det lyde, at i Kristus er jeg retfærdig, men i mig selv er jeg en synder. Som sagt, det er jo ikke forkert. Problemet er bare, at der er risiko for, at det fører til et for negativt syn på mig selv, for lavt selvværd. Ja, Kristus er min retfærdighed, og i ham er jeg retfærdig. Fint nok. Men det er bare utrolig svært, at få min identitet i noget, som jeg er i en anden. Det er meget nemmere at have min identitet i det, jeg er i mig selv. Derudover har man måske nogle steder fokuseret for meget på, at jeg er en synder. Resultatet er, tror jeg, at mange primært har tænkt om sig selv, at de er syndere og intet værd. Og det fører til alt muligt slags indre og ydre rod, både i forhold til sig selv og til andre mennesker.

Et andet problem er, at det kan føre til, at man får et for negativt syn på de mennesker, som ikke tror på Jesus. Da de ikke tror på Jesus, er de jo ikke retfærdige i ham. Dermed er de kun syndere. Man kan selvfølgelig sige, at det kunne gøre, at man så skyndte sig endnu mere, med at fortælle det gode budskab om Jesus til dem. Men det kan også bevirke, at man får et for negativt syn på dem. Hvis de kun er syndere i sig selv, og jeg er det samme, men også retfærdig (selvom man måske har svært ved helt at få det ind i hjertet), så kan det være fristende at se ned på dem, dømme dem, og se sig selv som bedre end dem. Så bliver der et større skel. Os og dem. Og man glemmer måske alle de ting, man har tilfælles med dem. Og overser alle de gode ting, som de gør. Og ikke-troende mennesker gør gode, kærlige, selvfornægtende ting. Måske nogle vil benægte det, men jeg synes ikke man kan komme udenom det.

Tilføjelse
Så hvorfor gør ikke-troende mennesker gode ting? Fordi der er godhed i dem. Mennesket blev skabt som godt. Gud så det, og det var godt. Så kom der et syndefald. Vi kan diskutere, hvor meget af godheden, der gik tabt der. Nogle vil mene det hele. Jeg hælder mere til, at vi i syndefaldet blev dødeligt såret, men vi mistede ikke al godheden. Derfor kan ikke-troende gøre gode ting, og ikke kun onde ting. Men de, ligesom de Jesus-troende, kan selvfølgelig stadig ikke frelse sig selv, da ingen kan gøre kun godt. Og selv hvis mennesket virkelig mistede al godheden i syndefaldet, så har mennesket stadig en uendelig høj værdi, fordi Gud har skabt os. Den værdi vi har pga. vores skabthed, er det utrolig vigtigt at holde fast i. Den gør, at jeg ikke får et negativt selvbillede, i mig selv er jeg ikke kun syndig, og den gør, at vi får et, tror jeg, sandere og sundere på dem, som ikke tror på Jesus. (Hvem det så end er, for det er umuligt at kende andre menneskers hjerter. Det kan kun Gud.)

Så “Simul justus et peccator” må blive til “Simul bona creatura et justus et peccator”. Samtidig god skabning, retfærdig og synder.

(Og ja, creatura er det ord, som ordet kreatur stammer fra. Kreatur er et andet ord for kvæg, som findes i hunkøn og hankøn, køer og tyre. Køer er altså en skabning, en del af skaberværket, og selvfølgelig er der også noget godt i dem, uanset om de er retfærdige eller ej. Bare kig på deres smukke øjne.)

Homoseksuelle vielser: Manu vs Mikael

1: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Manu Sareen om, at det skulle være muligt for homoseksuelle at blive viet i kirken. 2: Det var den første store beslutning vedrørende kirken, mens Helle T. var statsfjoller i Danmark. 3: Og alle drog op fra deres lænestol, for at lade sig indskrive, hver til sit teologiske hjemsted. 4: Også Mikael drog op fra sin lænestol, eller, han ville i hvert fald gerne. For Mikael var af Vilhelm Becks hus og slægt, og han var godt klar over, hvad hans hus og slægt mente om Manu Sareens befaling. 5: Men Mikael var i tvivl. Han var ikke overbevist om, at hans hus og slægt havde ret. For der var også andre huse og slægter, som argumenterede godt for deres sag. 6: Og sagen var alt for vigtig til, at Mikael bare tog en hurtig beslutning. 7: De forskellige huse og slægter havde forskellige tolkninger af grunddokumentet. 8: Var grunddokumentets befalinger tidsbestemte eller gjaldt de stadig? Og på hvilken måde havde grunddokumentet autoritet og hvilken plads skulle det have i slægternes liv i dag? 9: Mikael var god til at stille spørgsmål, det indrømmede han gerne. Men han følte, at han blev nødt til først, at finde ud af grunddokumentets status, inden han kunne tage stilling til Manu Sareens befaling. 10: Og bedst som Mikael sad og tænkte, så kom tiden, da Manu Sareen fødte sit lovforslag. Han lagde det stolt frem til beskuelse og forkyndte, at det skulle være til glæde for hele folket, specielt de homoseksuelle. 11: Så drog Mikael endelig op fra sin lænestol og rejste til Egypten i 3 år for at studere teologi og finde svaret. 12: Og da var der med ét en slags himmelsk hærskare i Mikael som sang: 13: “Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til de mennesker, som prøver at finde sandheden vedrørende Manu Sareens befaling.”

Homoseksuelle vielser: Rokokoposten vs Ryd forsiden

I løbet af ugen har to danske sider med falske nyheder, Rokokoposten og Ryd forsiden, givet hvert deres bud, på en satire over den aktuelle debat om homoseksuelle vielser. Rokokopostens artikel udstiller det mærkelige i, at det er Folketinget, og dermed, må det formodes, en masse ikke-kirkelige mennesker, som mere eller mindre direkte sørger for, at det her vielsesritual nok bliver til noget.
I Ryd forsidens artikel giver Jesus sin støtte til Manu Sareen og hans planer på det her område, og fremhæver problemet med hvor meget i Bibelen, der er tidsbestemt, og at Jesus ikke taler om, hverken for eller imod, homoseksualitet.

Brug af artiklerne
Det var interessant at iagttage brugen af links på facebook ved de her to artikler. De venner, som jeg formoder er imod ritualet, linkede i massevis til Rokokopostens artikel. Og et par venner, som jeg formoder er for ritualet, linkede til Ryd forsidens artikel. Alle midler bliver altså taget i brug i den her diskussion. Selv humor. Man kan nu sagtens læse begge artikler og blive underholdt, selvom man nødvendigvis ikke er enig i deres budskab. Jeg synes Rokokopostens artikel var sjovest og en flot karikatur af debatten, hvad de da også har for vane. (Medmindre at artiklen på Ryd forsiden har flere niveauer, og måske i virkeligheden er en udstilling af tåbeligheden i Manu Sareens projekt. At det er så tåbeligt, at han har brug for en midlertidig genkomst af Jesus, for at få den nødvendige legitimitet.)

Geniale Rokokoposten
Rokokoposten har haft et par andre artikler, som var ret vellykkede. En artikel om et dødsmetalband, som blev beskyldt for at have kristne budskaber i deres tekster, var virkelig genial. Den udstillede både samfundets forskrækkelse over religion, i form af at en far gerne havde villet lade sit barn lytte til bandet, da han troede det var satanisk, men nu, da det var afsløret som kristent, så ville han ikke. Og så var den en genial parodi på min egen efterskoletid, hvor musikdebatten i nogle kristne kredse var meget intens. Vi så videoer, som mere eller mindre sagde, at al metalmusik var satanisk, og at bands, lige fra Beach Boys til Queen, havde skjulte anti-kristelige budskaber i deres musik, hvis man spillede det baglæns. Parodien var så vellykket, at forfatteren næsten må kende til et sådant kristent miljø.

En anden vellykket artikel handlede om et par, som var gået fra hinanden, kun pga. deres barn. Barnet havde ødelagt den intimitet og forelskelse, som de havde inden barnet blev født. Artiklen udstiller og udfordrer det politisk korrekte dogme om, at det aldrig er barnets skyld, at forældre bliver skilt. Og på en måde er det nok ikke det. Men, og jeg ved næsten ikke om jeg tør sige det, jeg aner ingenting om skilsmisse fra eget liv, men måske udtrykker artiklen hvad nogle skilsmisseforældre føler, men ikke tør sige. Nemlig, at tilføjelsen af børn til forholdet, ikke fik dem til at føle sig tættere, men ødelagde deres før så tætte relation, og drev dem fra hinanden. Det kan der så siges mange ting til, og jeg ved som sagt ikke, om nogle føler det sådan, og om det er det, artiklen prøver at udtrykke. Men hvis det er, så er artiklen ret genial, og et godt eksempel på, hvad denne satiriske genre formår: At sige det, som vi ikke tør sige med normale ord af frygt for at blive anset som politisk ukorrekte.

Håbet om samtidighed

I dag kunne min yngste søster være fyldt 20 år, hvis hun havde levet. Men hun blev kun 14 og bliver aldrig ældre. Da hun døde var der 13 års forskel på os. Nu er der 19. Hun bliver mere og mere yngst, og jeg bliver ikke mere og mere ældst, bare ældre. Der bliver større og større afstand imellem os, vi bliver mere og mere asynkrone, og jeg glemmer sikkert efterhånden flere og flere minder.

Men på en måde nærmer vi os også hinanden. Hun er død, ja, er på den anden side af døden, og venter på mig. Min egen dødsdag nærmer sig hele tiden, forhåbentlig er der lang tid til endnu. Men den nærmer sig. Og dermed nærmer sig også hele tiden tidspunktet, hvor vi igen bliver samtidige, hvor synkroniteten genoprettes, hvor tiden, paradoksalt nok, ophører med at eksistere, og hvor vi sammen kan gå på opdagelse på den nye jord. Det er et håb, det er en tro, som skiftende tider og dødens tilsyneladende succesrige angreb ikke kan tage fra mig.