Skammen prikker

Skammen prikker.
Breder sig.
Varm og rød.

Fletningerne rødmer.
Tænderne gløder.
Det er tid.

Undskyld.
Børnene…
Vi sulter.

Han er tavs.
Mørk i ansigtet.
Noterer hårdt på blokken.

Tårerne flyder.
Sø på gulvet.
Hun ser sig selv.

Undskyld.
Gør det aldrig mer’.
Sværger.

Han løfter blikket.
Stirrer.
Lukker øjnene.

Stik så af.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Treenig

Det der med treenigheden er lidt noget rod. Hvorfor er det lige, vi skal tro på noget, som er så svært at få til at hænge helt sammen? Det er jo ikke ligefrem voldsomt logisk. Én Gud, som er tre personer. Det er også svært at sige noget om treenigheden uden at falde i en af de kætterske grøfter, som teologer har gravet i tidens løb. Men vi må ikke opgive treenigheden, fordi den kan synes bøvlet. Den kan redde vores tro.

Guds personer
Det kan være en rigdom, at der til forskellige tider i vores liv er forskellige personer i Guds væsen, som særligt taler til os. Måske endda redder os fra helt at forkaste troen på Gud. I et års tid efter at jeg havde mistet et nært familiemedlem, havde jeg det svært med Gud som fader og skaber og opretholder. Hvis han ville, kunne han jo have forhindret det dødsfald. Jeg skældte Gud ud og havde svært ved at stole på hans godhed. Men på en sær måde havde jeg det lettere med Jesus. Han var ligesom ikke på samme måde fedtet ind i Gud Faders almægtighed. Han kendte til menneskelig smerte. Jeg fandt trøst i Jesu ord om, at enhver, som kommer til ham, vil han ikke støde bort. Også den, som har det lidt svært med Jesu fader, tænkte jeg. Og håbede.

Det vil variere hvilke egenskaber, vi hver især tillægger de forskellige personer i Guds væsen. Men nogle bud kunne være, at til Gud Fader hører, hvad der har med autoritet, almagt, faderskab, opdragelse, skabelse og forundring at gøre. Til Gud Søn hører tilgivelse, efterfølgelse, kendskab til menneskelivets mange facetter, kærlig og kritisk dom, forsoning. Til Gud Helligånd hører kraft, spiritualitet, fællesskab, menighed, livgivning og udrustning.

Forskellig tro
En anden rigdom er, at vi opdager, at alle kristne ikke tror på helt samme måde. Ofte antager vi, at de andre har det samme gudsbillede, tror af de helt samme årsager, eller tiltrækkes af den samme egenskab hos Gud. Men tit vil det ikke være tilfældet. Vi har hver vores personlige historie, vores barndom, vores oplevelser, vores temperament, vores dårlige og gode erfaringer med kirker. Alt dette, og mere til, indvirker på, hvordan vi tænker om og tror på Gud.

I mange af vores menigheder vægter vi for tiden efterfølgelsen af Jesus som en væsentlig del af vores tro. Og det er den. Men det må ikke blive det eneste perspektiv på, hvad det vil sige at tro på Gud. Der er også Gud Fader, som efterfølger og forfølger os med sin nåde, uanset om vi lykkes med vores efterfølgelse af Jesus eller ej. Og der er Gud Helligånd, der giver kraft til efterfølgelsen, og som på en særlig måde understreger fællesskabsperspektivet i den. Den enkelte discipel, som efterfølger Jesus, er en del af et vi, fordi den samme Guds Ånd bor i os.

Mysteriet
Som nævnt er treenigheden svær at forstå og ikke så logisk. Men treenigheden sætter fokus på en vigtig del af kristendommens væsen, nemlig at der er noget, som overgår vores forstand. Mysteriet. Vi skal søge at forstå. Og vi kan forstå og erkende Gud et godt stykke. Men der er også et punkt, hvor vores forståelse stopper, og tilbedelsen må tage over. I mødet med det hellige, det uforklarlige, det overnaturlige og det sandt naturlige, finder vi vores rette plads i skaberværket. Mødet med den treenige Gud føder forundring, taknemmelighed og lovprisning.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed.

(Refleksion til Til Tro #2 2015. Læs hele bladet her)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Påske hver dag

Påsken er overstået, hverdagen har igen meldt sig. Jesus er opstået, har besejret synd, død og Helvede, men kan han også besejre en triviel og tung hverdag?

Bekymringer
Min påskeferie var utrolig dejlig og lang. Halvanden uge, hvor jeg glemte alt om de vanlige pligter, og brugte masser af tid med mennesker, jeg holder af. Nu melder hverdagen sig for alvor igen med deadlines, madpakker og ingen gudstjenester. Det er utrolig let at glemme påskens begivenheder og blive optaget af bekymringer. For budgettet, for de brune pletter på bladene på mine potteplanter og for, hvad min fremtid mon bringer. Det er ikke uvæsentlige ting. Men i lyset af påsken, hvor Jesu død og opstandelse muliggjorde menneskers og Guds genforening, blegner de daglige bekymringer lidt.
I Danmark er 2. Påskedag også en helligdag, og det er et meget godt tegn på, at påskens begivenheder også må trænge ind i hverdagen, indtage den, lyse den op og give den et større perspektiv.

Vores liv
Det kan også være tunge tanker, indre mørke eller synd og skam, som plager vores hverdag. Vi ved godt, at Jesus er død for alt det også. Men nogle gange kan det være lettere at tro på, at Jesus opstod fra de døde, end at der kan opstå glæde og fred i vores eget liv. Men hvis Gud kan oprejse Jesus fra de døde, kan han også skabe glæde og fred i vores liv. Intet er umuligt for Gud, og det er på en måde en sær stolthed at tro, at vores liv er så komplicerede og komplekse, at Gud ikke kan genoprette og forandre dem. Måske risikerer vi at blive skuffede (igen), fordi Gud gør tingene til sin tid og efter sin plan. Men det er vilkårene. Gud er Gud, vi er mennesker. Heldigvis er han en god Gud, som vil os det godt. Så godt, at han lod sin egen søn dø for vores skyld.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Jesu gravlæggelse

Efter at Jesus havde hængt på korset, blev han taget ned og udleveret til Josef fra Arimatæa, som hemmeligt var en af Jesu disciple. Og Nikodemus, som også hemmeligt var en discipel af Jesus, kom og salvede ham med en blanding af myrra og aloe og viklede lindeklæder om ham. De begravede ham så i Josef fra Arimatæas gravhule, som han egentlig selv skulle begraves i. Jesus blev begravet i hans grav. Så væltede de en stor sten for indgangen og gik.

Nu er Jesus død og lagt i graven. Han ligger i gravens mørke.

Hvem havde troet, det skulle ende sådan? Maria fik at vide, at hun skulle føde en søn ved navn Jesus, og at han skulle blive stor og kaldes den højestes søn, han skulle blive givet Davids trone, han skulle være konge over Jakobs hus til evig tid, der skulle ikke være ende på hans rige, og han skulle kaldes hellig, Guds søn.

Og hans liv var virkelig forunderligt. Han blev stor ved den kærlighed, han viste andre mennesker. Han så dem i øjnene, han lyttede til dem, han lugtede til deres livs stank, han spiste med dem, han rørte ved dem og helbredte dem. I sit liv gav han sig selv hen i tjenesten for andre. Ikke som en konge normalt gør; højt herskende på sin trone. Men tjenende, sansende, helbredende, ja ligefrem fodvaskende. Helt uhørt. Hvis der havde fandtes en fagforening for konger, ville den uden tvivl have anklaget ham for at ødelægge hvervets værdighed.

Men det var som om menneskene ikke forstod, at han ikke var en normal konge. I søndags red han ind i byen og han blev fejret som en konge. Nu kom han. Befrieren. Oprørshelten. Ham, som skulle slå flere ihjel end Davids 10000’er. Men hvad endte det med? Han slog ikke en eneste ihjel. Og da en af hans disciple greb sværdet og ville kæmpe for ham, bad han ham lade være. Hvad var der med ham? Var han en vatnisse? En, som ikke forstod, hvad der var værd at kæmpe for?

Egentlig var det kendetegnende ved Jesus. Han tog menneskenes forventninger og drømme for ham, vendte dem på hovedet og viste en bedre vej. Nogle gange var det lidt hårdt at indse, at deres veje ikke var de bedste. Nogle gange var det lidt hårdt at erfare, at deres allerbedste intentioner alligevel ikke lykkes. De forrådte ham. De fulgte ham ikke i døden. De svigtede.

Nu er han død og lagt i graven.

Dødens hav opsluger flere og flere.
Vi mærker tungheden i øjnene og trækningerne i ansigtet,
mens vi kigger på det synkende legeme.
Nu forsvinder du,
du bliver væk,
og der kommer intet nyt fra dig.

Nu er Jesus druknet. I dødens hav, i sin blodige sved og i sine tårer. I vores synder, i vores svigt. For vores synder, for vores svigt. Han er nu opslugt af det store dødens hav og giftigt vand har fyldt hans lunger.

Han, som før herskede over vandet, stormen og søen og gik på den, han er nu opslugt. Men ikke fordi han tvivlede, som Peter. Men fordi han troede. Troede så meget på sin mission, på Guds plan, at han gik i døden for den og for os. Han kæmpede for os.

For han forstod netop, hvad kampen, den store kamp, Guds kamp, handler om. Han kom for at besejre ondskaben i vores indre. Vores had, vores mindreværd, vores bedrevidenhed, vores forbandede stolthed. Og vores død. Han tog døden og alt det, der gemmer sig i vores mørke, på sig.

Det er værd at mindes. Det er værd at værdsætte. Det er værd at ære.

Nu er Jesus død og lagt i graven. Han ligger i gravens mørke og er druknet i dødens hav.

Men historien slutter ikke her.

(Refleksion til “Jesu gravlæggelse”-aftensang i Bethlehemskirken langfredag d. 2/4-2015.)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Prædiken til Mariæ bebudelsesdag

“Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.” Lukasevangeliet 1,26-38

Maria får tre chok
Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad et ske mig efter dit ord!

I forhold til, hvad Maria lige har været ude for, er hendes afsluttende bemærkning ret afslappet. ”Fint nok, Gud, så gør vi det.” Sagt helt uden ironi i stemmen. Hun virker virkelig til at mene det.

Der havde ellers lige været tre chok.

Først viste englen sig for hende. Det er ikke lige hver dag, det sker. I hvert fald ikke i mit liv, og vel heller ikke herude i Sydhavn? I Bibelen er engle sendebud fra Gud til mennesker. Når Gud ikke lige kan få sit budskab igennem på anden måde, eller når der skal siges noget virkeligt vigtigt, så sender han en engel.
Mennesker reagerer ofte med frygt. Måske har englene set lidt anderledes ud, end de små nuttede og buttede engle med trompeter, vi har hængende på juletræet? Måske mere skræmmende i al deres renhed, klarhed og hvide glans. I Bibelens univers kan mennesket ikke tåle at se Gud, og måske bærer englene noget af det med, som vi ikke helt kan tåle at se. Og nu står der så en sådan en lysende og skræmmende engel midt i Marias stue.

Næste chok er, at hun får besked på, at hun skal føde et barn. Det var ikke velset at føde et barn udenfor ægteskabet. Og hvad mere er, Gud vil på en eller anden mærkelig måde selv være far til barnet. Hvad mon Josef, hendes forlovede, vil sige til det alt sammen? Og, hun har slet ikke bedt om at blive gravid. At føde masser af børn var godt nok mere en del af kvindens kald dengang, end det er i dag. I dag skal karrieren også passes og langt fra alle kvinder får børn. Men chokket må alligevel have været stort. Hun havde jo ikke nået sin ungdom endnu. Måske havde hun masser af planer for sit kommende liv. Der var et bryllup, der skulle forberedes. Et nyt hjem skulle skabes, og det gøres vel lettest uden et lille barn rendende ved siden af.

Børn er en glædelig nyhed, når de er planlagte. Og selv de uplanlagte, smutterne, bliver langt de fleste glade for og ville ikke have været foruden. Men det må være grænseoverskridende at få beskeden om en kommende graviditet og fødsel, når det ikke lige passer ind. Og så endda fra Gud. Hvad ved han om den slags?

Tredje chok er de ting, hun får at vide om det kommende barn:
For det første: han skal blive stor og kaldes den højestes søn, og Gud skal give ham Davids trone.
For det andet: han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.

Jeg gentager lige:

han skal blive stor og kaldes den højestes søn, og Gud skal give ham Davids trone.
han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.

Altså, Wauw. Kan man få præstationsangst på sit barns vegne? Selvfølgelig har forældre høje forventninger til deres børn, og man hører nogle gange historier om forældre, som skubber deres børn ud i alle mulige ting, f.eks. fodbold, ballet eller violin, fordi de ikke selv lige blev så gode til det. Men det behøver Maria ikke gøre. Guds forventninger til hendes kommende barn slår det hele. Han skal blive Guds søn, konge i landet og det endda til evig tid. David havde været den største konge i Israels historie, ham, som man målte de andre konger op imod. Her er altså en, som skal blive større end David. En, som kommer til at sprænge skalaen. En ny måleenhed. Hvad i alverden er det, Gud har gang i?

Han skal også være konge over Jakobs hus til evig tid. Israel kaldtes også for Jakob, og det at være konge over Jakobs hus er altså et andet udtryk for, at han skal være konge over Israel.

Konger fødes normalvis i kongepaladser. I beretningen om de vise mænd hører vi da også, at de tænkte, at Jesus nok var blevet født i kongepaladset. De havde ikke lige forestillet sig en stald og en krybbe. Det må også skurret i Marias ører. Hun var ikke noget specielt. Forlovet med en tømrer. Ellers helt normal. Og nu skal hun til at være kongemoder. Endda mor til Guds søn. Hvilke konsekvenser vil det få for hende? Mon hun nu pludselig ikke skal regne med at bo i et tømrerværksted, være en håndværkers kone, men i stedet have en fremtid i et kongepalads? Sidde ved siden af en trone, sidde i audiens og lytte til folks ønsker i stedet for at styre hus og regnskab for sin håndværkermand? Hvis det var mig, så ville jeg let kunne sidde og drømme mig væk i sådan nogle luftige fremtidsmuligheder.

Og angsten melder sig. Angsten for det kæmpestore ansvar, som nu pludselig bliver lagt på hendes skuldre. Hun skal føde Guds søn. Føde Guds søn.
Åh Gud, lad det blive en god fødsel.
Åh Gud, lad der ikke blive komplikationer.
Åh Gud, lad mig ikke tabe barnet.

Og hvad med opdragelsen? Hvordan opdrager man en kommende kongesøn? Giver det overhovedet mening at tale om at opdrage Guds søn? Hvem er hun, en helt normal kvinde, at skulle have indflydelse på, hvordan Guds søn skal opdrages?

Alle disse tanker, og flere til, fløj muligvis gennem hovedet på Maria, mens englen var på besøg hos hende. Alt lige fra storhedsvanvid til angst.

Alligevel ender Maria med at sige ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!

Hvordan når hun der til?

Maria finder hjælp og trøst
Der er to løfter, som trøster Maria.

Det første løfte er ordene:
Herren er med dig, du benådede!” og ”Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.

Gud er med Maria, og hun har fundet nåde for Gud. Han har benådet hende og vil derfor gå med hende. Hun er blevet udvalgt af Gud, og derfor lader Gud hende ikke i stikken. Han går med hende, og han ser på hende med nådige og kærlige øjne. Hvis hun laver fejl i sin opdragelse af Jesus, vil Gud også se på hende med nådige øjne. Han overlader hende ikke med hele ansvaret, han forlader hende ikke, men går med og bærer med. Hendes barn er jo netop Guds søn og Gud stikker ikke af fra sin søn, fra sig selv, men bliver med den og hos den, som han har udvalgt til opgaven.

Det andet løfte er ordene:
Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.

Elisabeth var også i særlige omstændigheder. Hun var blevet gravid i en sen alder, og det endda efter, at man havde helt opgivet håbet. Hun blev kaldt ufrugtbar. Barnløs. Som i dag var det også en hård ting dengang. En del af menneskets opgave i Bibelens univers er netop at blive talrige, få børn og føre slægten videre. Det var indtil videre ikke lykkedes for Elisabeth. Men ved Guds hjælp er det ved at ske. Intet er umuligt for Gud.

Elisabeth og hendes mand Zakarias får også et løfte fra Gud om, at de skal få et barn, og det endda også fra en engel. Også de får løfter om, at deres søn skal blive noget specielt. Og Gud er i gang med at holde løftet, får Maria at vide. Intet er umuligt for Gud. Hvis han kan være med til at sørge for, at en gammel kvinde over den børnefødende alder bliver gravid, så kan han også sørge for, at Maria selv får det barn, som englen forudsiger. Også selvom det ifølge teksten kommer til at foregå på en lidt anden måde. Det skal nemlig blive ved Helligånden, at hun får barnet. Gud vil selv være far til barnet. Det lyder mirakuløst. Det lyder overnaturligt. Det lyder mærkeligt. Men intet er umuligt for Gud.

Marias trøst er også vores hjæp og trøst
Også vi kan i vores liv komme ud for chok, hvor vi føler at grunden under os vakler. Hvor vores liv pludselig ændrer sig, nye perspektiver og planer skabes og de vanlige fremtidsdrømme og planer går under. Og vi tænker: Hvordan i alverden skal det mon alt sammen gå? Vi ser en ny vej blive lagt til rette for os, men mangler modet til at gå den. Det er ikke altid let at tage sit ansvar på sig og leve det liv, vi er blevet givet. At være noget for de mennesker, vi er sat iblandt. At elske dem, vi møder på vores vej. På gode dage kan det virke overskueligt. Men på de hårde dage har vi måske lyst til at vende det hele ryggen og isolere os fra andre mennesker og Gud og bare passe os selv.

Vi kan hente trøst og styrke i de løfter, som Gud gav Maria. Også vi har fundet nåde for Guds øjne og i dag er der stadig intet, som er umuligt for Gud.

Det er ikke sikkert, vi altid erfarer det sådan. For Gud gennemfører ikke altid sine planer på de måder, vi havde forventet. Jesus, verdens frelser, blev netop ikke født i et kongepalads, som man måske skulle have troet, men i en stald og en krybbe. Han blev ikke kronet med en kongekrone, men med en tornekrone. Han blev ikke ophøjet ved at blive sat på en trone, men blev ophøjet på korset og besejrede ved sin død og opstandelse døden, synden og alt, der kan binde os. Gud bruger tit helt andre midler og veje, end vi forestiller os, fordi han ved bedre og er større end os og vores planer.

Desuden er der tit en skjulthed over det, han gør. Der foregår meget bag verdens kulisser og meget, som ikke er synligt for vores sanser. Det er ikke kun de ting, vi kan forestille os, som ikke er umulige for Gud. Gud kan også alle de ting, vi ikke kan forestille os.

Nogle gange kan én af de ting måske være, at han viser os nåde. For hvad har vi egentlig gjort for at gøre os fortjent til det? Jo, vi har da vores gode øjeblikke og vores velgerninger. Men overfor den store Gud rækker vores godhed ikke særlig langt. Vi kommer hurtigt til kort og må indse vores plads i verdenen. Han er Gud. Vi er mennesker. Han viser os nåde. Vi er dem, der kan tage imod og finde trøst deri. Og som Maria finde mod og kraft til at leve hans planer ud i vores liv og andres liv.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

(Prædiken til Mariæ bebudelsesdag d. 22-03-2015 i Frederiksholm Kirke.)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Christian Bartholdy

Har en præst virkelig ret til mælk?
Er jeg selv omvendt?
Er der nogle rødder, som Indre Mission i dag har glemt?

Bartholdy

Det var nogle af de spørgsmål, som meldte sig under læsningen af Kurt Larsens doktorafhandling om Christian Bartholdy, Indre Missions formand 1934-1959.

Sagt med det samme, bogen er blændende kirkehistorieskrivning. Velformuleret og med stort overblik. Kurt Larsen har kigget samtlige numre af kirkelige tidsskrifter og de fleste store dagblade udgivet fra 1930-60 igennem, for at opsnuse, hvad Bartholdy har ment om ting. Et utroligt imponerende stykke arbejde.

Bogen handler selvfølgelig primært om Christian Bartholdy, især i perioden 1930-1960, men giver uundgåeligt også et virkeligt spændende indblik i en tid, hvor Danmark var udsat for store forandringer. I 1930’erne var Danmark på mange måder stadig et kristent land, mens sekulariseringen i 1960 var begyndt at sætte ind og det gik tilbage for en del kirkeligt arbejde.

På den tid var Indre Mission stadig stor i det danske kirkeliv og Indre Missions formand spillede derfor en stor rolle. Bartholdy var også aktiv i medierne og lidt rapkæftet og blev derfor en kendt figur i offentligheden.

Omvendelse
Bartholdy gik utrolig meget op i omvendelsesforkyndelse og vækkelse. Det er ifølge Kurt Larsen det centrale i hans teologi og det, som alt andet bliver indrettet efter. Hvis personer og kirkelige bevægelser gik ind for vækkelse, ville han samarbejde med dem. Hvis ikke, så kæmpede han imod dem, ligemeget hvor luthersk deres teologi end var(Tidehverv). For at folk skulle indse, at de havde brug for omvendelse, prædikede Bartholdy en del lov og mente, at de ydre ting vidnede en del om den indre tilstand. Derfor var det bl.a. noget skidt at arbejde om søndagen og danse.

Dette stærke fokus på omvendelse og vækkelse virker lidt antikvarisk i dag. Jo, jeg kender da til det og det bliver vel stadig forkyndt rundt omkring i Indre Mission og lignende bevægelser, men nok ikke altid med samme iver, som dengang?

Bartholdy var på mange måder et barn af sin tid og sin fortid(som vi jo alle er). Inspireret af pietismen og den liberale teologi (og mindre af Barth og den objektive teologi) var den kristne erfaring utrolig vigtig for ham.

Indre Mission i dag virker ikke til at have det samme fokus på erfaringen. Man er mere lutherske og lærebevidste og sakramentale, end Bartholdy var, og derfor eksempelvis også mere afvisende overfor tværkirkeligt samarbejde end Bartholdy var. Indre Mission i dag minder teologisk mere om Vilhelm Beck end Bartholdy. (og begynder måske også efterhånden at have et mere åbent forhold til dans og alkohol, ligesom Beck havde det?)

Ja, måske ville Bartholdy i dag ligefrem føle sig mere hjemme i Dansk Oase(neo-pietister?) end i Indre Mission? I hvert fald i med hensyn til tværkirkelighed, graden af lutherskhed(?), kristen erfaring og i talen om, at det er nødvendigt med en FORANDRING i menneskets liv. Men nok ikke i forhold til dans og alkohol.

Præsteideal
Da jeg for tiden går på Pastoralseminariet, er det selvfølgelig relevant at høre, hvad Bartholdy mener en god præst er:

Hvis en Præst prædiker Guds Ord som den, der selv har erfarets dets Kraft, og Herren vedkender sig hans Gerning, og han deler Glæde og Sorg og Vanære med de troende på Stedet, saa er det vor Opgave i Indre Mission at gøre vort Arbejde saadan, at vi faar ham til Ven.

Som Kurt Larsen skriver dertil: ”Spørgsmålet om sand/falsk lære var ikke inde i billedet, men de tre vigtigste kriterier, hvorudfra han vurderede præster var: Troserfaring, resultater og identifikation med de troende i sognet.” (s. 204-205.)

Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvordan det mon ville være at møde Bartholdy. Hvordan lød hans stemme? Hvad ville han synes om min teologi? Ville han mene, jeg var ret omvendt? Og måske ville jeg spørge ham, hvorfor han aldrig blev gift.

Perspektivering
Nogle af bogens mest interessante sider er den allersidste del. Her sætter Kurt Larsen Bartholdy i perspektiv i forhold til de tidligere formænd af Indre Mission Vilhelm Beck og Frederik Zeuthen, og Kirkefondets mangeårige formand Henry Ussing(som var halv-indremissionsk). Det viser sig, at Bartholdy rigtigt nok på en del punkter er anderledes end Beck (usakramental, tværkirkeligt indstillet), men at han på ingen punkter er helt alene med sine standpunkter. Enten Zeuthen eller Ussing var enig med ham. Som sagt, Bartholdy var på den måde et barn af sin tid og sin teologiske tradition, og i dag, hvor Indre Mission i højere grad minder om Vilhelm Beck, er det da oplagt at spørge, om Indre Mission har glemt noget af sin arv? Erfaringen? Det tværkirkelige samarbejde?

Til allersidst i bogen stiller Kurt Larsen nogle spørgsmål, hvor hans egen mening måske indirekte skinner igennem. Men det gør ikke spørgsmålene mindre relevante.

– Blokerede Bartholdys ensidige fokus på omvendelsen for den sjælesørgeriske trøst, der kan ligge i, at dåb og nadver er ting, som Gud gør (uden)for mennesket?

– Var Bartholdys fokus på lov og moral med til at bekræfte mange danskere i, at kristendom har meget med moral at gøre?

– Forlod nogle folk Indre Mission, fordi Bartholdy prædikede en for ensidig vækkelsesteologi? Hos Bartholdy virker omvendelsen til at være den eneste indgang til det kristne liv.

– Blev dansk kirkeliv mere opdelt end nødvendig, fordi Bartholdy holdt så meget fast i omvendelsesforkyndelsen? Kunne man i stedet have samarbejdet mere med den ny- og højkirkelige bevægelse, grundtvigianerne, ja selv med Tidehverv?

– Hans fokus på vækkelse og omvendelse gav ham et tilbageskuende præg og nostalgisk blik på fortidige vækkelser. Stod det i vejen for de helt nødvendige forandringer, som en ny tid bringer?

Det er spørgsmål, som ikke er så lette at afvise. Svarene kunne sagtens være ja.

Hvor er der meget at lære af historien!

Og præstens ret til mælk? Kurt Larsen nævner i en fodnote, at Bartholdy gik ind for præstens ret til mælk. Jeg blev selvfølgelig straks nysgerrig og tænkte, om det mon var noget, som stadig gjaldt i dag? Da jeg fik slået referencen op i et gammelt nummer af Præsteforeningens Blad, viste det sig dog desværre, at Bartholdy ikke generelt havde forlangt, at en præst har ret til mælk. Men kun, at der var blevet lovet ham billig mælk i et embede, og at det ikke helt havde levet op til det.

Gratis mælk må ellers siges at være noget, som er værd at kæmpe for. Og søge embeder for.

Bogen anbefales varmt til enhver, som interesserer sig for Indre Missions historie og for kirkehistorie i det 20. århundrede.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Ægte og mageløs

De senere år har mange af vores politikere ansat spindoktorer og får hjælp af dem til deres kommunikation. Ord formuleres, så de lyder mest lokkende i vores ører, og der går næsten en konkurrence i at aflevere de største løfter om vækst og velstand. Og vi tror på det, i hvert fald indtil de brydes. Vi vil nemlig så gerne have, at der findes bare én ægte og samtidig enestående politiker, som kan lede vores land sikkert igennem økonomiske kriser og terrorangreb. Men vi skuffes gang på gang.

Vores holdninger til politikerne afslører, at vi længes efter det ægte. Efter det autentiske. Efter det ærlige. Efter det, som ikke er falsk, men helt igennem sandt. Vi ser tydeligt, at vi ikke finder det hos politikerne. Og måske, hvis vi har selvindsigt nok, ser vi, at vi heller ikke finder det i os selv. Også vi er alt for ofte falske i stedet for ægte, stolte og ærekære i stedet for ydmyge. Hvor finder vi det så?

Den ægte Gud
Den dårlige nyhed er, at vi ikke finder det ægte og sandt enestående, mageløse, hos noget menneske. Måske er det netop derfor, vi længes så meget efter det. Den gode nyhed er, at der findes én, som er helt ægte og ret enestående. Gud. I salmen ”Giv mig Gud en salmetunge” (nr. 4 i Den Danske Salmebog) hedder det i et par linjer:

“Kun en dåre tør det nægte,
at hos dig er alting ægte,
alting mageløst.”

Den treenige Gud er det sandt ægte og mageløse. Gud Fader gør, hvad han siger. Jesus er sandheden selv, og og Helligånden vejleder os til at leve et sandere liv ved at afsløre vores falskhed, så vi drives til Jesus. Den treenige Gud er mageløs. Enestående. Med den treenige Gud som herre og frelser har vi ikke brug for menneskelige herrer og frelsere. Kun den treenige Gud fortjener vores ære og tilbedelse.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori