Snart

2016-12-04-19-41-37

Jeg plejede ikke rigtigt at glæde mig til jul. I hvert fald ikke før d. 24. december om morgenen. Mine mange års ansættelse i boghandel gav mig et noget anstrengt forhold til julen. Når man arbejder et par måneder ved siden af julekrybber, sælger julekort og hører julemusik, så bliver det til sidst lidt for meget. Så kan kun en stærk dosis vestjysk familiejulehygge antænde julestemningen.

I år begyndte jeg dog allerede at glæde mig til jul i begyndelsen af november. Efter de smukke og vemodige Allehelgensgudstjenester, efter besøg af en bedemand og snak om død og evigt liv med mine konfirmander, efter en del bisættelser, efter et tiltagende novembermørke, efter et par prædikener, hvor jeg talte meget om død og opstandelse, så mærkede jeg en spirende julelængsel.

En længsel efter lyset. Efter advent og de smukke adventssalmer, efter julen med alt, hvad den bringer af gudstjenester, julemusik, gaver, god mad, julesalmer og julefred i sind og over land.

Det er snart. Den røde amaryllis er næsten sprunget ud, og min kone har bagt julesmåkager og julepyntet vores hjem. Det er rart. Hun er god!

De næste mange år bliver julegudstjenester nok en fast del af julen. I år skal jeg have fire. Det bliver varmt at have præstekjolen på så lang tid, og jeg bliver nok mat og træt allerede inden jeg når frem til julemiddagen.

Tænk at få lov til at være en aktiv del af folks julefejring og juleglæde. Det er næsten den bedste gave.

1 kommentar

Filed under Uden for kategori

Sidste søndag i kirkeåret

“På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.” Matthæusevangeliet 11,25-30

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Det er i dag sidste søndag i kirkeåret. Næste søndag begynder adventstiden, og vi skal til at se frem mod jul.

Sidste søndag i kirkeåret er en passende anledning til at standse op, bare lige et øjeblik, inden vi drukner i juletravlhed og stress, og overveje, hvorfor det egentlig er, vi sidder her i dag? Hvorfor er det egentlig vi tror eller forsøger at tro? Hvad er egentlig grundene?

Hvorfor skal vi følge en mand, som levede for 2000 år siden og kom med en masse påstande? Hallo, vi lever i år 2016.
Hvorfor skal vi leve det liv, som han påstår er det bedste? Lever vi ikke i et frit land og har ret til selv at bestemme?
Hvorfor skal vi tro på ham, når han siger, at han er den eneste vej til Gud? Er det ikke lige lovlig intolerant og snæversynet?

Ja, hvorfor egentlig følge Jesus? Hvorfor egentlig tro på ham?

Det kunne vi nok hver især give forskellige gode grunde til.

Som jeg ser det, giver dagens evangelietekst to grunde, og de kommer fra hver deres retning og udgangspunkt.

Den første grund er en grund ovenfra og ned. Den tager udgangspunkt i den idé og forestilling, mange af os har, om, at der må findes noget større, at der må findes en Gud. Det kan simpelthen ikke være tilfældigt, at vi er skabt, som vi er, og at universet er sat så perfekt sammen, som det er.

Hvis vi tror, at Gud findes, at der findes én, som er Herre over alt, både himmel og jord, både mennesker og dyr, så må det være af allerstørste vigtighed at lære hans søn at kende.

For vi kan have alle mulige forestillinger og spekulationer om, hvordan Gud er. Vi kan se på universet og få en idé. Vi kan se på det gode i verden og få én idé. Vi kan se på ondskaben i verden og i os selv og få én anden idé. Vi kan lytte til alle mulige kloge filosoffer, lige fra Platon til Nietzsche og få idéer om, hvordan Gud er.
Men alle de idéer lider under, at de er opstået i vores hoved. Og dermed skaber vi uundgåeligt Gud i vores eget billede.
Kristus derimod er ikke opstået i et menneskes hoved. Han er ikke fri fantasi. Han er virkelig. Han er fysisk. Han har levet på jord. Han er ikke et produkt af menneskers religiøse længsel. Han er det sikreste og reneste billede af Gud, vi har. Som han er, sådan er Gud.

Han er et nærbillede af Gud. Uden fejlfarver. Uden pixelfejl. Uden forkert beskæring. Uden forkert fokusering. Han er Guds udtrykte billede. Som Jesus er, sådan er Gud.

Fordi Jesus er Guds søn, er han og Gud Fader tæt knyttet sammen. Ja, de er uadskillelige og ét i væsen. Ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen, som Jesus siger det i dagens tekst.

Så hvis vi vil vide mere om Gud, er det Jesus, vi skal stille skarpt på.

Hvilken anden kilde til visdom om livet har vi end Guds søn, som kender alle Guds hemmeligheder?
Hvilken anden kilde til håb har vi end ham, som besejrede døden?
Hvilken anden kilde til hvile har vi end ham, som en dag vil slukke alt sorg?

Hvordan lærer vi Jesus at kende? Hvordan bliver vi klogere på Gud? Prædiketeksten taler videre om, at ingen kender Faderen undtagen Sønnen, og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.

At åbenbare.
En åbenbaring.
Vi kender det måske i betydningen at få en åbenbaring. Som at et lys går op for en og man pludselig forstår noget. Hvor man måske før kun kunne ane, at der var et lys, en sol bag skyerne, så bryder strålerne nu pludselig igennem. Nogle gange ventet. Ventet med længsel. Andre gange særdeles uventet. Som når man efter en uge med vinterskyer og halvmørke pludselig varmes på ny af solens stråler. Nåh ja, der var noget, der hed sol. Nåh ja, den er da egentlig rigtig rar.

Vi kan kende Faderen, hvis Sønnen åbenbarer ham for os.

Så den første gode grund til at tro på Jesus er, at han er Guds søn og derfor værd at følge. Han åbenbarer sig for hvem, han vil. Hvorfor han gør det på den måde, hvorfor han ikke bare gør det på en måde, som får alle til at tro, det overgår vores forstand.
For vi er ikke de vise og forstandige. Vi er de umyndige. Vi er som børnene. Vi har brug for en far og en mor. Vi har brug for en, som fortæller os, hvordan tingene, hvordan verden, hvordan livet, ja, dybest set hvordan vi selv hænger sammen.
Jesus længes efter at fortælle os det, længes efter at berige vores liv og lære os mere om sig selv og Guds hemmeligheder.

Evangelietekstens anden gode grund til at tro på Jesus går lidt i en anden retning end den første grund. Hvor den første grund var, at Jesus er ét med Gud, at han eksklusivt åbenbarer sig for hvem han vil, så er den anden grund mere nede på jorden. Mere menneskelig, kunne man sige. Retningen er nedefra og op.

Den anden grund er ikke som den første, at Gud viser sig for os, kommer til os. Den anden grund er en invitation til os om at komme til Kristus. Det er en åben invitation til alle.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

Jesus tænker specifikt på de byrder, som farisæerne lagde på det jødiske folk. I Matthæusevangeliet kapitel 23 vers 4 siger han om farisæerne, at ”De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.”

Jesus vil befri mennesker fra netop de byrder, fra en overdreven lovoverholdelse. Han ønsker at sætte mennesker i frihed. Fra ekstrem lovoverholdelse, men også fra alle de forskellige slags byrder, vi kan have.

Selve livet kan føles som en byrde, som tynger os ned. Fortiden kan være en byrde, især hvis der er sår eller oplevelser, som vi ikke kan slippe, som vi ikke kan få helet. Vi kan have begået synder, som vi kan have svært ved at tilgive os selv for. Andre mennesker kan også være en byrde for os. Eller omvendt, fraværet af andre mennesker, fraværet af andre menneskers besøg og fællesskab, kan være en byrde for os.

Eller vi kan føle andre menneskers krav tynge os ned. Krav om, at vi skal være på en bestemt måde for at blive accepteret eller for at være en man gider snakke med eller for at kunne være et Guds barn.

Jesus siger: Kom til mig.
Nogle af os har masser af kræfter og sprinter hen til Kristus og hans åbne arme.
Andre af os er nedbrudte og kan næsten ikke bevæge os derhen til ham. Så kommer han selv til os.
Nogle af os er villige og brændende og ønsker kun at tjene Kristus med hele vort liv og alt, hvad vi er.
Andre af os er mere nølende, tvivlende, skeptiske og forsigtige. Mon han nu virkelig vil lægge et godt og mildt åg på mig og ikke bare tynge mig ned?

For Jesus giver os et åg. Måske kunne man forvente, at han efter den åbne invitation, efter ”kom til mig” ville sige, at han vil tage vores byrder på sig. For det er et ofte brugt perspektiv i Bibelen, at Jesus er Guds lam, som bærer verdens synd. Alle vores byrder, alt vores skyld, alt vores skam. Og det er en vigtig pointe, og måske er det også underforstået.

Men hovedperspektivet i dagens tekst er et andet.

Kom til mig. Og jeg vil give jer mit åg.

Nogle gange bliver et åg brugt som et negativt udtryk, et slave-åg, som man undertrykker andre med. Men egentlig er et åg en god ting, et godt redskab. Et åg giver mulighed for at vi kan bære mere. Et åg gør vores liv og vores byrder lettere.

Hvad er det for et åg, Jesus giver os? Er det et slave-åg eller et godt åg?

Jesu åg betyder tre ting. Følgeskab, frihed og fordring.
For det første, så er Jesu åg følgeskabet med ham. Det er livet sammen med ham. Han følges med os, er ved vores side. Altid nærværende. Altid lyttende. Og fordi han selv har været et menneske her på jord, kender han til vores tanker og følelser, til glæde og sorg, tro og tvivl.

For det andet, så er Jesu åg frihed. Det er et liv i frihed fra de krav, andre kan stille til os. Et liv i frihed fra de krav, vi kan stille til os selv. Der er kun én stemme, vi behøver at følge, én kilde, vi behøver at drikke. Ham, som siger følg mig. Ham, som er mild og tålmodig. Ham, som kan give os hvile.

For det tredje, så er Jesu åg en fordring. For han ønsker lydighed af os. Han ønsker trofasthed af os. Han ønsker handling af os. Et liv med Jesus er ikke et liv, hvor vi altid får det på den måde, vi vil have det. Men et liv, hvor vi indimellem må sande, at Jesus havde ret, og vi tog fejl. Og et liv i stadig udfordring, han ønsker stadig at lede os nye steder hen og få os til at vokse på alle måder, så vi ligner ham mere og mere.

Det er Jesu åg. Det er følgeskab, det er frihed, og det er fordring. Farisæerne havde forstået det med fordring, men de havde ikke forstået det med frihed og følgeskab. Og sådan går det galt, når vi forsøger at følge og være lydig mod andre mennesker, eller selv prøver at få andre til at være lydige mod os.

Jesus kender os hver især helt til bunds, og alt hvad han gør mod os bunder i dyb kærlighed til os. Derfor er hans åg godt, og hans byrde let.

Det var de to gode grunde til at tro, som dagens prædiketekst giver. Den første grund er oppefra og ned, er åbenbaringen: Gud har åbenbaret sig i sin søn Jesus, vist os, hvem han er.
Hvis vi vil kende Gud, så må vi følge Jesus og bede ham om at vise sig for os, åbenbare sig for os og lære os at lytte til hans stemme og kende hans tegn.

Den anden grund er inviterende, er nedefra og op. Jesus inviterer os til at komme til sig og leve et liv, som Gud ønsker det. For at vi kan leve liv i følgeskab med ham, i frihed fra andre menneskers overdrevne krav og i stadig fordring fra Guds søn selv.

Med det perspektiv kan vi gå et nyt kirkeår i møde. Vi ved, hvad det bringer. Jul, påske og pinse. Vi kender historien. Og alligevel ved vi ikke, hvad det bringer. Vi ved ikke, hvilke byrder livet eller andre mennesker eller vi selv vil lægge på os. Men vi ved hvem, vi er i følgeskab med.
Jesus Kristus. Ham, som er Guds nærbillede. Ham, som sætter fri og ønsker at give os hvile, og stadig ønsker at lede os nye steder hen og lære os nyt.

Derfor siger vi Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer
739 Rind nu op i Jesu navn
305 Kom, Gud helligånd, kom brat
658 Når jeg er træt og trist, når modet svigter
638 O, kommer hid dog til Guds søn
68,5 Se, hvor han gør sig til brød og til vin
431 Herre Kristus, dig til ære

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Guds vision

I sidste uge blev Donald Trump valgt til USA’s næste præsident. Den kommende tid vil afsløre, om han kan leve op til alle sine løfter og sine visioner for USA. Nogle håber han vil, andre håber han ikke vil.

Alt skal blive godt
Gud har også en vision, en plan for et sted, hvor alt skal være godt. Den lyder:

”Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.” (Johannes’ Åbenbaring, 21,3-4)

Det lyder som en utopi, som noget fuldstændigt urealistisk, for det overgår vores forstand og erfaring, at alt skal blive godt. Vi er blevet vant til at være kritiske overfor store visioner. De store fortællinger og -ismer, som kommunisme og kapitalisme, lovede os alle mulige goder; velstand, lighed, magt. Men de faldt alle til jorden. Og Trump vil måske også skuffe sine vælgere.

Håbet
Så det er forståeligt at være skeptisk over for den kristne vision: Håbet om en dag, hvor alt bliver nyt. Håbet om en dag, hvor Gud endegyldigt bosætter sig hos os mennesker. Håbet om et sted, hvor der ikke skal være død, sorg, skrig og pine.

Når døden rammer vores kære, og når vi hører nyheder om krig og terror, får vi ofte følelsen af, at noget er galt med verden. At det ikke var sådan, det skulle være. Og nej, det var det ikke, der er noget bedre at håbe på. En dag vil Guds vision endegyldigt bryde igennem. Det sker, når Jesus kommer igen, dømmer os alle og opretter Guds rige på den nye jord. Et evigt rige, hvor tårer, død, sorg, skrig og pine ikke skal eksistere.

(fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Tro i 2016

“Hallo. Vi lever i 2016.”
“Fint nok, at du tror på din Gud. Jeg tror også på havenisser.”

Måske har jeg været naiv. Men jeg havde faktisk troet, at den mere radikale og nedladende modstand mod kristendommen ikke var voldsomt udbredt mere. At det mest var de mere nyateistisk-aktivistiske af danskerne, som havde den attitude, mens resten af danskerne enten ikke var voldsomt interesserede eller måske endda åbne for kristendommen og for Gud.

Men så kom jeg til at læse kommentarspor på artikler om kristendom og religion. Det skal man selvfølgelig holde sig fra, hvis ikke man vil blive i dårligt humør. Men det var en god øjenåbner:
– Okay, der findes faktisk en del mennesker, som tænker sådan og formulerer sig sådan, i hvert fald når de sidder bag en skærm.
– Okay, jeg kommer i mit virke som præst helt sikkert til at møde mange af dem.

alister-mcgrath-forsvar-for-troen

Så det var en af grundene til, at jeg gik i gang med Alister McGraths bog “Forsvar for troen“. Jeg har ellers ikke tidligere været så optaget af trosforsvar, eller apologetik, som det hedder på teolog-sprog. Det virkede lidt for defensivt og for konfrontatorisk for min smag. Men McGraths tilgang er fin. Det handler ikke om at bevise Gud. Det kan ingen. Men det handler i højere grad om at begrunde, hvad man selv tror på, og vise, at der faktisk er gode grunde til det. Ikke grunde, som overbeviser alle. Men dog gode grunde.

Bogen er en letlæst indføring til apologetikken og kommer vidt omkring. Den er dejlig praktisk, men samtidig også fokuseret på, at apologetik er individuelt. Der findes ingen rigtig måde at gøre det på. Det konkrete trosforsvar opstår først i samtalen, når man har lyttet sig ind på det andet menneske og forstået, hvilke spørgsmål, det har allermest brug for at få lyttet til og givet et svar på.

Så apologetik handler i høj grad om at lytte og lære og begrunde.

McGrath er meget inspireret af C.S. Lewis og citerer ham vidt og bredt, sammen med et væld af andre filosoffer og teologer. Fra Lewis henter han eksempelvis, at apologetik ikke kun skal berøre det rationelle, men i lige så høj grad længsler og fantasi. For McGrath er kristendommen sand, fordi den bedst forklarer den største del af tilværelsen. Hvor andre tilgange, både kristne og ateistiske, mere har fokus på det rationelle og videnskabelige, så er det befriende, at McGrath har blik for hele mennesket. Intellekt, følelser, erfaring. Hvis en teori kun forklarer en del af vores tilværelse, så er den svagere end en teori, som forklarer hele billedet.

Jeg holdt meget af hans otte vejvisere til troen; tegn i vores tilværelse, som hver for sig ikke beviser, endsige forklarer noget endegyldigt, men sat sammen giver de en noget stærkere begrundelse.

Hans otte vejvisere er:

Skabelsen – universets oprindelse
Fintuning – et univers designet til liv?
Orden – den fysiske verdens struktur
Moral – en længsel efter retfærdighed
Længsel – en instinktiv dragning mod Gud
Skønhed – naturens pragt
Fællesskab – Gud som person
Evigheden – intuitionen om håb

Spændende temaer, som det alle kunne være godt at fordybe sig yderligere i, og som for mig at se er pile, som peger i retning af kristendommens sandhed.

Det undrer mig dog meget, at han ikke har taget Jesus Kristus med. Han og beretningen om ham er netop den største pil, det største tegn på, at kristendommen er sand. Hans liv og død og opstandelse er så anderledes og radikalt, at det må være sandt, både historisk og eksistentielt. Jeg forestiller mig, at McGrath er enig i det, men i lyset af den aktuelle danske teologiske debat, hvor Jesu fysiske/legemlige opstandelse er omdiskuteret, ville det have været godt med et kapitel om det. Heldigvis findes der andre bøger, som begrunder, hvorfor det ikke er fuldstændig hul i hovedet at tro på, at graven virkelig var tom.

McGrath bruger meget billedsprog og fortællinger, både når han forelæser, som han gjorde det i Aarhus i sidste måned, og når han skriver. Og det er netop en pointe for ham, at det rationelle og argumentative må suppleres i stor stil af billeder og fortællinger. Det er det, som i høj grad er vores kulturs og samtids sprog. Jeg tror, han har ret. Vi må have flere billeder(både konkrete billeder og billedsprog) og fortællinger fra prædikestole og i samtaler, så vi som kirke kan tale til størst muligt område af den menneskelige virkelighed.

Bogen anbefales varmt. Den har givet mig en del at tænke over, og jeg må nu tilbage og finde den apologetik-bog frem, som jeg opgav at læse færdig for 3 år siden. Måske den skulle have en ekstra chance. Og så må jeg vist også til at læse noget mere C.S. Lewis.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

At sige Volvo ret farvel

Som bekendt vælger man ikke selv sin familie eller svigerfamilie. Og man vælger tilsyneladende heller ikke selv den bil, som ens svigerfamilie har kastet sin store kærlighed på. Jeg var således uforberedt på, at jeg giftede mig ind i en familie, som havde et særligt forhold til en 21 år gammel Volvo 945.

Den har været i familiens eje siden dens helt unge år, og de senere år var det mest Lise, som havde den. Så efterhånden som jeg lærte hende bedre at kende, lærte jeg også den mørkeblå Volvo bedre at kende. Stor og rummelig, med plads til både bilbøger og 10 cd-box. Især lærte jeg den bedre at kende, da jeg for lidt over et års tid siden flyttede til Silkeborg og noget tættere på Lise og Volvo’en i Aarhus. Så kørte jeg tit mellem de to byer i den.

Da jeg flyttede fra ét sted i Silkeborg til et andet, flyttede vi alle mine ting ved hjælp af Volvo’en og en anden stationcar. Og tilsvarende, da jeg flyttede til Aarhus i sommers. Det var ikke med vilje. Begge gange var det meningen, at jeg ville leje en flyttetrailer. Men en del af Volvo-fortællingen i min svigerfamilie er også, at den slags biler før er blevet brugt som flyttebiler. Så den fortælling blev jeg nu en del af, og som en magnet tiltrak bilens store bagagerum sig alt mit jordiske gods, og inden længe var alt flyttet.

Jeg kommer selv fra en familie, som har et noget løsagtigt forhold til bilmærker. Mine forældre har haft mindst 6-7 forskellige bilmærker, og jeg har aldrig gået op i biler. Vi har gået mere op i traktormærker. Men jeg fandt mig hurtigt til rette med min nye identitet som Volvo-ejer. Og jeg lagde hurtigt mærke til, hvor meget opmærksomhed og respekt jeg fik pga. den bil. Mine konfirmander syntes den var cool, selvom den var 7-8 år ældre end dem. Og jeg blev pludselig venligt antastet af en mand på en Netto-parkeringsplads, som uopfordret begyndte at fortælle om alle de mange Volvo’er, han havde haft og gav mig visitkort til gode mekanikere.

I søndags efter at jeg havde haft gudstjenester i Kjellerup og Levring, skulle vi lige have noget frokost, inden vi kørte mod Thy og et par dage i sommerhus. Jeg tankede bilen, trillede 5m. hen til spisestedet, og vi fik købt mad. Da vi skulle af sted igen, ville den ikke starte. Vi prøvede med både Prontospray og bøn, men intet hjalp. Vi aner ikke voldsomt meget om biler og kiggede fortabte ned på motoren.

Lise fik hevet instruktionsbogen frem og bladrede i den. En tydelig tegnhandling. En ung fyr forstod signalet og trådte nærmere. Han var tilfældigvis mekaniker og gav det et forsøg. Men han måtte også give op, ligeså mekanikeren fra Falck-vejhjælp, og en mekaniker fra vores vanlige værksted. En benzinpumpe var gået i stykker, og da den sidder dumt placeret i sådan en gammel årgang, ville det blive en dyr operation.

Så nu har vi sagt farvel. Med lidt vemod. Vi har tømt den og i morgen køres den til autoophug.

Det er slut. Nu skal vi selv ud at vælge en bil. En ny fortælling kan begynde.

At sige Volvo ret farvel

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

I Guds gode hænder

Det er efterår. Tid for storm, æblehøst og løvfald. Og udsigten til endnu en november, vinter og mørke kolde morgener. Foråret virker langt væk. Vi kan have lyst til at gribe krampagtigt fast i det, vi har, hvad enten det er venskaber, en varm sikker stue eller endnu en serie på fjernsynet.

I salmen “Gud, vi er i gode hænder” er perspektivet anderledes. Her er fokus ikke på, at vi skal holde fast og passe på, at vi ikke falder ned. Men tværtimod på at der er en, som har grebet os. Vi er i Guds gode hænder.

Salmens vers 4 lyder sådan:

Gud, vi er i dine hænder,
kærlighedens hænder to;
sandhed du og nåde sender
til med fred hos os at bo.
Vige må for dem tilbage
synd og død og Helveds plage.

Guds to hænder
Grundtvig, som har skrevet salmen, afslører i næste vers, at Guds to hænder er Guds søn og Helligånd. Billedet udvides. Det handler ikke kun om, at vi kan forestille os, at vi ligger trygt og godt i Guds hånd. Men også om noget mere. Noget endnu mere nært.

At være i Guds hånd er at være i følgeskab med Jesus og Helligånden. At være i Guds hånd er at være i Jesus og at Helligånden er i os. Forfatterne til Bibelen bruger begge billeder, når de skal prøve at beskrive virkeligheden ved at høre Gud til. Vi er i Kristus. Helligånden er i os.

Det overgår indimellem vores forstand. Men der er tryghed og fred i at vide, at vi er i Guds hænder. Hvad end vi møder af ondskab, ulykker og storme, så er vi i Guds hænder. De hænder, hvor synd og død og Helvede ikke kan nå os. De hænder, som kan bære os gennem vinterhalvårets mørke, kulde og storme. Det er hænder, som ikke slipper os, hvad end der sker.

(fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Ting

Ting

Da jeg for nylig blev gift og flyttede ind hos min kone, skulle der jo sorteres lidt i nogle ting. Vi havde begge en del ting, og selv om vi har en okay stor lejlighed, er der ikke plads til alt. Så det var med at gøre op med sig selv: hvad vil jeg kæmpe hårdt for, og hvad er jeg villig til at gå af med.

Vi var da lidt spændte på det, men var begge to overbeviste om, at det nok skulle gå.

Nogle uger forinden havde jeg holdt en prædiken over fortællingen om den rige unge mand, som kommer til Jesus, og Jesus beder ham om at sælge alt og følge sig. Jeg følte mig ikke så ramt af den tekst.

Jeg tror ikke, jeg ville have så svært ved at skille mig af med mine ting, tænkte jeg.

Men et par uger senere stod jeg så med mit Sony stereoanlæg fra 1996 i hænderne. Dengang for 20 år siden var det smart. Det kunne rumme hele 5 cd’er, havde plads til 2 bånd og kunne endda overspille fra cd til bånd og fra bånd til bånd. Det havde tjent mig godt, og har sendt både Stenstrop & Partners og masser af musik i min retning.
Desværre virkede cd-afspilleren ikke mere, så jeg brugte det mest som en kæmpestor computerhøjttaler.

Min kone ejede det gode og solide anlæg med store gulvhøjttalere, som jeg altid havde ønsket mig. Og da vi havde et par små computerhøjttalere, var det oplagt at skille mig af med mit anlæg.

Problemet var, at det havde jeg overhovedet ikke lyst til. Også selv om der ingen rationelle grunde var til at beholde det. Jeg var på en måde groet sammen med det, havde virkelig vænnet mig til det. Dets lyde var kære og velkendte. Dets farver var sprælske og snart retro.

Var det nu også nødvendigt, hørte jeg mig selv sige. Måske vi bare kunne stille det ned i kælderen i første omgang? Eller måske er der brug for det i familiens sommerhus?

Til sidst, efter et par dage, måtte jeg indse det tåbelige i projektet og sige til min kone, at jeg var klar til at skille mig af med det. Vi kørte det ned i en genbrugsbutik, hvor de var så irriterende ærlige at sige, at det desværre var umuligt for dem at sælge den slags gamle anlæg. Men højttalerne kunne de måske lige akkurat få lidt for.

Selve anlægget måtte så en tur på genbrugsstationen. Jeg gav det fra mig. Men det er vel ikke for meget at håbe, at en medarbejder på genbrugsstationen er faldet for det, har hevet det op af dybet, set dets talenter, fikset det op og sat det ind i kaffestuen, så det kan gøre lidt gavn?

Min elskede Mads Stage kaffekande, som ellers har udholdt 13 år i et til tider strengt, drilsk miljø i København, har også forladt matriklen. Den var lidt slidt, og vi er blevet beriget med nye smarte modeller.

Dog uden smukke tegninger af agerhøns.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori