Prædiken til Kristi himmelfartsdag

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.” Markusevangeliet 16,14-20. Epistellæsning: Apostlenes Gerninger 1,1-11

Det havde været en yderst omtumlet tid for disciplene. I et par år havde de vandret sammen med Jesus og set ham helbrede mennesker, set ham uddrive dæmoner, set ham gøre vand til vin, set ham blive til en succes. Store folkeskarer fulgte ham, og han vakte opmærksomhed, hvor han kom frem.

Jesu glans må have smittet lidt af på disciplene. De fulgte ikke en kikset guru, eller en forvirret mand, som stod i ørkenen og råbte dom og død over mennesker. De fulgte en leder, som så ud til at ville folk det godt. En leder man kunne være stolt af. Disciplene fik lov til at følges helt tæt med Jesus. De gik bogstavelig talt i hans fodspor og fik det samme støv i sandalerne som ham. Han betroede sig til dem, og de kunne spørge ham om ting og lære af ham.

Men noget af det, han sagde, forvirrede dem også. Alt det med, at han skulle lide og dø og gå bort. Hvorfor det? Nu havde de det da lige så rart og godt. Det var jo ikke kun hans egen fremtid, som dermed ændredes, men også disciplenes fremtid. Skulle deres leder, deres rabbi, deres læremester, blive til en af de kiksede guruer, som er glemt om kort tid?

Tilsyneladende. Jesus blev i hvert fald taget til fange. Helt uden at gøre modstand. Englen, som kom til jomfru Maria, havde sagt, at Gud skulle give ham Davids trone. David slog 10000’er ihjel. Men Jesus slog ikke en eneste ihjel og han forbød sine disciple at gøre modstand, da han blev taget til fange. Var han både kikset guru OG tøsedreng?

Så fulgte de sørgelige dage. Jesus døde, blev begravet og alt håb var ude. Han var åbenbart den kiksede guru, som alligevel ikke blev til noget virkeligt stort. Den, som nok snart ville være glemt. Og nu skulle de ikke kun leve med sorgen, men også hånen over, at de havde været så naive at følge Jesus. Og måske begyndte spørgsmålene at melde sig i bagklogskabens lys. Havde han mon virkelig været noget særligt? De der undere, var de ægte eller bare fusk?

Men de nåede ikke at tænke deres tvivlende tanker til ende. De blev forstyrret. Nogle kvinder kom og fortalte dem løse rygter om, at Jesus var opstået. Disciplene troede dem ikke. Den slags sker jo ikke. Men kvinderne var vedholdende. De fastholdt det. Til sidst gik disciplene selv ud til den tomme grav og så, at det var sandt. Graven var virkelig tom. Og senere så de ham igen og forstod, at han virkelig var opstået fra de døde.

De havde været skilt fra ham, havde troet han var død. De var blevet skuffede, men nu havde han altså vist sig, at være stærkere end døden. Der var gensynsglæde. Håb på ny. Måske Jesus nu ville gøre det, som de havde troet han ville?

Men tingene var lidt anderledes. Han var kun sammen med dem indimellem, pludselig forsvandt han og han virkede også lidt anderledes. Alligevel glædede de sig. De havde fået ham igen, som de havde mistet. Der er lagt op til en happy ending, hvor de kan vandre sammen med ham side om side på de støvede veje til deres dages ende.

Men sådan ender det ikke. Som vi har hørt i dagens to tekster forlader Jesus IGEN disciplene. Det virker næsten ufølsomt over for dem. Nu skal de igen undvære ham. Hvad mon de har tænkt og følt, da han blev løftet bort fra dem?

Jeg ved ikke, hvad I tænker og føler, når I hører, at Jesus bliver taget op til himmelen. Men jeg bliver misundelig. Faktisk sker der her tre ting, som jeg er lidt misundelig på.

Det første er, at Jesus tilsyneladende flyver. Det kunne jeg også godt tænke mig. Jeg har en tilbagevendende drøm, hvor jeg svæver lavt hen over jorden. I drømmen er det helt naturligt og fredfyldt. Det er som om, at jeg bare skal gå, men lade være med at sætte fødderne på jorden, og så svæver jeg nærmest af mig selv. Desværre virker det aldrig helt på den måde i virkeligheden.

Mennesker har altid gerne villet flyve. Vi har set på fuglene og beundret deres evner. Mange mennesker forsøgte sig med alle mulige slags vinger, inden det endelig lykkedes for brødrene Wright at få succes med en flyvemaskine i 1903. Og nu flyver vi jo verden rundt. Flyvning er en af de ting, som har gjort verden mindre.

Måske fløj Jesus ikke på samme måde som en flyvemaskine eller som Superman gør. Men han forsvandt i hvert fald fra jorden og blev taget op til Gud. Og det er ikke bare en lille detalje, men den er vigtig.

Himmelfarten er vigtig, fordi den slutter cirkelbevægelsen. Først kom Jesus til jord og aflagde sig guddommelig magt og glans. Han levede som et menneske, lærte som et menneske. Og han døde på menneskelig vis. I døden fornedrede han sig, aflagde sig al sin magt og ære, han ydmygede sig og blev fuldkommen afmægtig. Han nedfor til dødsriget. Længere ned kan man ikke komme.

Med opstandelsen oprejste Gud ham fra de døde. Han er nu sejrherre over døden. Men opstigningen slutter ikke der, Gud oprejser også Jesus fra jorden og op til sig. Han genindsættes ved Guds højre side. Så nej, Jesus indtog måske ikke Davids trone i den jordisk-kongelige forstand, men han fik plads ved en trone, som var endnu større. Guds trone. Han er nu ikke længere afmægtig, men får igen givet magt. Magt til at dømme levende og døde, som vi siger det i trosbekendelsen. Og han kommer helt tæt på Gud.

Det er den anden ting, som jeg er misundelig på. Jesus kom helt tæt på Gud. Om det så er i himlen eller i en anden dimension, som overskrider vores forståelse af rum og tid, det ved jeg ikke. Men han kom helt tæt på Gud. Mens Jesus var på jord, havde han også en tæt kontakt med sin Fader gennem bønnen. Men nu er kontakten blevet endnu tættere. Han sætter sig ved Guds højre hånd. Den næstbedste plads på tronen.

Jeg ville godt kunne nøjes med mindre. Måske den tredjebedste plads på tronen, eller i det hele taget bare en plads, hvorfra jeg kunne se Gud Fader. Studere ham og blive lidt klogere på, hvordan han ser ud, hvad han egentlig er for én. Måske endda spørge ham om et par ting, som jeg ikke helt forstod. Sige tak for nogle ting, som gjorde mig glad. Men det må vente. I hvert fald sådan ansigt til ansigt. Jeg må holde mig til bønnen – forhåbentligt – mange år endnu.

Den tredje ting, jeg er misundelig på, er at Jesus bare forsvinder. Nogle gange, når tingene bliver lidt for trælse, kan jeg mærke fristelsen til bare at stikke af. Ikke noget med at lave en stor dramatisk scene. Men bare lige så stille liste af, uden at nogen opdager det. Især hvis jeg ikke lige orker at være sammen med mange mennesker. Eller hvis jeg skal håndtere en eller anden konflikt, som jeg ikke lige kan overskue. Eller bare den generelle længsel efter alenetid, som selvfølgelig oftest rammer mig, når jeg er sammen med mange mennesker.

Men stikker Jesus af? Er han en kujon, som ikke lige kunne overskue livet på jorden mere? Var det derfor, han smuttede op til Gud?
Nej, han var ikke en kujon. Han gik jo i frivilligt i døden. Og som tidligere nævnt skulle cirkelbevægelsen jo sluttes.
Men det er på en måde godt, at han forsvinder. Jesus sagde det selv. Det var det bedste for disciplene, at han gik bort, for så vil han sende Talsmanden til dem. Det er en helt ny måde for disciplene og os, at være sammen med Jesus på.

Men der er også andre grunde til, at Jesus må gå bort. Kun hvis hans legeme forsvinder fra vores synlige og sansbare verden, kan hans legeme komme i spil på andre måder.

Eksempelvis i nadveren, som vi skal indtage sammen om kort tid. Jesus kaldte selv brød og vin for hans legeme og blod, og det er for alvor først når Jesu fysiske legeme og blod er væk fra vores umiddelbare sansning, at nadverens elementer for alvor kan få deres plads. Nu er de i en eller anden forstand Jesu legeme og blod. Når vi spiser brødet og drikker vinen indtager vi Jesus. Vi kommer helt tæt på ham, og vi får del i hans nærhed med Gud.

Man kalder også kirken for Kristi legeme. Kirken på verdensplan og igennem historien, med alle dens fejl og mangler såvel som solstrålehistorier og gode evner, er Kristi legeme på jord. Det kunne den først blive, når det virkelige Kristi legeme forlod jorden. Fordi Jesus er steget op til Gud er kirken nu hans legeme på jord. Det er kirkens opgave, det er vores opgave, at være kristuslignende. Se til mennesker i nød. Fortælle den gode historie om Gud. Sprede en tilgivelsens velduft, hvor vi går.

Så er Kristi himmelfartsdag en glædesdag eller en sørgedag? Hvad følte disciplene da de stod og så Jesus stige bort? Måske lidt begge dele. Men der var ligesom ikke tid for disciplene til at stå og overveje, om de var i det ene eller andet humør. De fik nemlig en opgave at løse. Himmelfarten er ikke kun en opadgående bevægelse, den har også en udadgående bevægelse. Disciplene skal gå ud i alverden og prædike evangeliet for hele skabningen og de skal være vidner om Jesus i Jerusalem og lige til jordens ende.

Himmelfarten er nemlig også et led i den bevægelse, hvor kristendommen går fra at være en intern jødisk bevægelse til at blive en universel bevægelse. En bevægelse, en religion, som også grækere, romere, ja, selv danskere kan blive en del af. Dem himmelfarne Kristus er herre over alle mennesker og alle folkeslag. Han kalder alle nationer og alle stammer og alle tunger til at bekende hans navn og tage imod ham som himmelfaren Herre.

Vi kan tage del i den bevægelse, når vi går til alters og modtager Jesu legeme og blod og der får kraft til at være hans legeme på jord og udbrede hans rige og fortællingen om den frelser, som overvandt døden og stadig kan overvinde døden. Det er opgaven.

Og Jesus vil selv hjælpe til med opgaven. Han giver nemlig disciplene et løfte om, at de vil modtage Helligånden og gennem den få kraft fra ham til opgaven. Og Helligånden giver ikke kun kraft, men formidler også hans nærvær. For Jesus kan nu være nærværende for disciplene igennem hans ånd, som kan tage bolig i dem. På den måde kan han være endnu tættere på dem, end han var tidligere.

Og den samme kraft og det samme nærvær sendes også til os. Jesus fór ikke til himmels for at lade os i stikken, men for at kunne være os helt nær gennem sin ånd og for at kunne lade os blive hans legeme på jord!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Salmer:
2 – Lover den Herre
305 – Kom, Gud Helligånd, kom brat
253 – I dag skal alting sjunge
252 – Til himmels fór den ærens drot
257 – Vaj nu, Dannebrog, på voven

(Holdt i Frederiksholm kirke d. 14/5 2015.)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Ransag dig selv

Mange danskere er optaget af det indre og af, hvad der bor i os. Det er kristendommen også. Men den har et andet formål med selvransagelsen.

Find din indre gudinde
For et par år siden gik jeg forbi en Synoptik-butik. I vinduet hang et skilt, som reklamerede for et arrangement. Her kunne man blive vejledt i, hvordan man finder sin indre gudinde og bliver et menneske, som i højere grad lever sit potentiale ud. Vi lever nemlig i en tid, som er ret optaget af, hvad der sker inde i mennesket; hvad vi føler og hvordan ”det mærkes i maven”. Hvis vi finder os selv og finder frem til den person, vi virkelig er, og det vi virkelig er gode til, kan vi leve et bedre og mere tilfredsstillende liv. Derfor piller mange mennesker sig selv i navlen og sjælen for at se, hvad der mon gemmer sig derinde.

Kristen selvransagelse
Kristendommen kender også til selvransagelse. Men det er en anden selvransagelse. For det første er kristendommen lidt mindre optimistisk med hensyn til, hvad der bor i mennesket. Læs eksempelvis Salme 51 fra Det Gamle Testamente. Her taler David ret meget om den synd og skyld, som bor i ham. Kristendommen lægger ikke skjul på det mørke, som gemmer sig i mennesket.

For det andet har den kristne selvransagelse et andet formål. Den skal gøre os mere afhængige af Jesus. Han er Guds lam, som bærer verdens synd. Vi bukker under, hvis vi selv skal bære al vor skyld og mørke. Vi har brug for en, som tager den tunge byrde fra os, og giver os en anden opgave i stedet: at leve vores liv i taknemmelighed til ham, som sætter os fri fra at skulle skabe en gudinde i vores indre. I stedet har han sendt Helligånden, som ved troen tager bolig i mennesket, og hjælper os med at modnes menneskeligt og åndeligt.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Prædiken til 3. søndag efter påske

Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«” Johannesevangeliet 16,16-22

En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.
En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.
En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.

Jesus sidder sammen med sine disciple på den sidste aften, inden han bliver taget til fange. Han sidder og kigger dem i øjnene og taler til dem. Han siger de lidt kryptiske ord, som vi lige har hørt, og som står tre gange i dagens tekst. Korte tider, og at se og ikke at se, er altså omdrejningspunktet for teksten.

Det er lettest at forstå andre mennesker, når man kigger dem i øjnene, ser deres ansigt og hele deres kropssprog. Men selv om disciplene havde undladt helt at blinke og nøje studeret Jesu kropssprog, ville de ikke have forstået, hvad det er, som snart skal ske. Det er nemlig noget, som bryder deres forventninger og forestillinger.

Jesus er en god hyrde og en tålmodig lærer. Derfor går han i gang med at forberede disciplene på, hvad der vil ske.
Om kort tid vil der altså komme en periode, hvor de ikke skal se ham. Det må have lydt sært i deres ører. Hvorfor kunne de ikke fortsætte med at vandre sammen med ham? Nu gik det lige så godt. Syge blev helbredt, vand blev til vin, onde ånder blev kastet ud og store skarer fulgte Jesus. Disciplene havde vandret med deres læremester i en del måneder og var uden tvivl kommet til at sætte pris at være tæt på ham og have umiddelbar adgang til ham. Så hvis han forsvinder, vil de komme til at savne at se ham hver dag.

Men nu vil han altså lave om på det. Han vil forsvinde. Disciplene forstår det ikke helt, så Jesus må uddybe lidt:

Første del, ”En kort tid, så ser I mig ikke længere.” uddyber han med ”I skal græde og klage, men verden skal glæde sig.” Disciplenes reaktion på ikke at se Jesus mere vil altså være gråd og klage. Det er helt normalt med gråd og klage ved dødsfald og det er altså hans død, som han forudsiger her og forbereder dem på. Måske er det lidt mere overraskende, at verden vil glæde sig. Men tidligere i Johannesevangeliet kom det frem, at verden hader Jesus. Derfor vil den glæde sig over hans død. Den vil tro, at den vandt. En kort tid får den lov at hovere, mens disciplene sørger.

Men verden har glædet sig for tidligt. Atter en kort tid, og så skal de se ham. Tidligt påskemorgen forstummede verdens latter. Gud oprejste Jesus fra de døde. Fraværet, døden, forsvindingen, vil kun vare fra langfredag til påskemorgen. En kort tid. Når den korte tid er ovre, vil disciplenes sorg blive forvandlet til glæde.

Jesus var en mand og hans inderflok, hans disciple, var alle mænd. Derfor er det lidt pudsigt, at han bruger billedet med en fødsel, og sammenligner deres smerte og sorg med en kvindes smerte ved en fødsel. Disciplene har selvfølgelig kendt til fødsler, men ingen af dem har jo af gode grunde mærket det på egen krop. Men billedet er brugbart. For som en kvinde får veer og smerter, når fødslen nærmer sig og står på, sådan skal disciplene sørge når fraværet og Jesu død kommer. Men den glæde, som kommer bagefter, skal langt overgå sorgen og smerten. Kvindens glæde over det nyfødte barn får hende måske ikke helt til at glemme smerten, men glæden overskygger smerten.

På samme måde vil disciplenes glæde over at se Jesus igen overskygge deres sorg over hans fravær og død. Og det gik i opfyldelse. Senere, da disciplene ser Jesus igen efter hans opstandelse, beretter Johannesevangeliet, at de bliver glade.

Hvad betyder det med at se & ikke se og det med de korte tider for os som kirke og kristne i dag? Med de ord forbereder Jesus også os på, hvordan livet vil blive. At der vil være tider, hvor vi ikke ser ham, erfarer ham, mærker ham, og at de vil være tider, hvor vi gør. Der vil være tider med glæde og tider med sorg. Tider hvor vi erfarer Guds nærvær og tider hvor Gud føles langt væk.

Grundlæggende vil vi mennesker gerne sanse. Vi vil gerne se. Vi vil gerne røre. Gerne smage. Bare et kort øjeblik. Og vi har måske også sådanne forventninger til livet som kristen. Forventninger om, at det skal være sansbart og mærkbart. Forventninger om, at hvis vi tror, så må Gud da også handle på en bestemt synlig måde i vores liv.

Det har næsten lige været påske, og jeg var i kirke en del gange. Jeg havde forventninger og forhåbninger om, at blive rørt af det kristne budskab og om, at det måtte få fornyet betydning i mit liv. Sådan har det nogle gange været. Men i år følte jeg mig mest som en passiv tilskuer, eller en blind tilskuer, som sad og slet ikke så, hvad det hele handlede om. Jeg blev ikke rigtig ramt af nogen af de udmærkede prædikener eller af nogen af de fantastiske påskesalmer. Hvis Gud skulle give mig en påskeglæde, så var det vel den vej det skulle ske, tænkte jeg.

Men det skete et uventet sted. I min kirke i København synger kirkekoret nogle russisk-inspirerede kirkesange, når nadveren indledes. De er utroligt smukke og jeg stod og blev ret glad over at lytte til dem.

Vi kan søge glæden, vi kan opdyrke den. Men vi kan aldrig blive helt herre over, hvornår vi rammes og fyldes af den. Glæden er sært uhåndgribelig og flydende. Den kan ikke rigtig måles på en skala eller dissekeres og undersøges grundigt. Den kan ikke ses. Men dens virkninger på mennesker kan ikke skjules. Vi kan se det i øjnene, i ansigtet, kan høre det på stemmeføringen og måske ligefrem se det på kropsholdningen. Glæden er svær at skjule. Den vil ud.

Der er en gammel kristen børnesang, som lyder:
Glæden som er indeni, den vil så gerne ud.
Ingenting kan stoppe den, for den er født af Gud.

Glæden er født af Gud. Glæden over at være til, glæden over at danse, glæden over god mad, eller flot natur. Glæden kommer i sidste ende fra Gud, da han er skaber af alt godt. Derfor, når vi rammes af glæden, må vores gensvar være taknemmeligheden.

Det gode ved taknemmeligheden er, at den føder endnu mere glæde, som så igen kan blive til taknemmelighed. Og glæde igen. Og der er nok at være taknemmelig for. I Holger Lissners salme, ”Guds fred er glæden i dit sind”, som vi skal synge til sidst i gudstjenesten, nævnes en række eksempler på, hvad Guds fred er. Ting, som alle kan være med til at føde glæde i os: Styrken i Guds ord, løftet om at Jesus tager vores skyld, Jesu trøst i savnet, at Jesus holder os fast, når døden griber fat i os.

Når glæden er knap så meget til stede i vores liv, når vi sørger og ikke mærker og ser det, vi gerne vil, så er det straks sværere at være taknemmelig. Det kan være utrolig let at være optaget af det, man ikke har. Fx Glæden. Eller også er sorgen og smerten så stærk, at man har svært ved at forestille sig, at der overhovedet kan komme glæde igen.

I sådan en tid kunne vi godt bruge et glimt af Jesus. Bare en kort øjenkontakt. Bare lige et løfte om, at det nok skal blive godt igen. At sorgen nok skal blive forvandlet til glæde efter en kort tid.

I slutningen af gudstjenester siger præsten velsignelsen:
Herren velsigne dig og bevare dig
Herren lade sit ansigt lyse over dig, og være dig nådig.
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.

Velsignelsen kan være til trøst i sorgens tid og fraværets tid, hvor vi ikke kan se Jesus. Velsignelsen er ønsket og håbet om, at vi vil blive bevaret, at Gud vil være os nådige og at Guds ansigt lyser over os. Gud ser os, selv når vi ikke ser ham.

Vi begyndte med at høre ”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig. Man kunne derfor godt forvente, at Jesus ville slutte sin udlægning af med at sige, at disciplene skal se ham og at de derfor skal blive glade. Men sidste vers i evangelieteksten er anderledes.
”Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”

Vores grund til glæde er ikke, at vi ser Jesus. Men at Jesus ser os. På grund af Jesu liv, død og opstandelse, ser Gud på os med nådige øjne og vil give os fred. Han vil give os øjenkontakt, han vil holde vores blik fast, selv når vi ikke ser ham.

Men en dag skal vi se ham ansigt til ansigt. I den salme af Grundtvig, som vi skal synge om lidt, kalder han livet her på jorden, i rosens lund, for en liden stund. Ligeledes er døden for den kristne kun en liden stund. Derefter venter en evighed i Guds-haven.
Der skal glæden være fuldkommen
Der skal der ikke mere findes sorg og klage.
Der skal vi se Gud ansigt til ansigt.
Der skal vi forstå alt, hvad Jesus fortæller.

Ligesom disciplene havde lidt svært ved at forstå Jesu tale om de korte tider, så kan det være lidt svært at forholde sig til det med et evigt liv efter døden. At døden kun vil føles kort og at der derefter venter noget evigt godt. Men jeg tror Grundtvig har ret, og at han her har fat i en tanke, som vi både finder i Bibelen og i trosbekendelserne. Der venter os en evig glæde hjemme hos Gud. Men det gør ikke det nuværende liv til noget mindre eller noget, som hurtigt skal overstås. Det sætter det tværtimod i perspektiv og hæver det op.

Når vi oplever glæde, så er det en forsmag på den evige glæde.
Når vi gør Guds vilje her på jord og spreder glæde, retfærdighed og fred, så øver vi os på det liv, som venter os.
Når vi ser andre menneskers smerte og sorg og gør, hvad vi kan for at trøste og lindre, så er vi med til at sprede en duft af det kommende liv.

Og når vi oplever smerter, og livet synes hårdt og tomt, så kan vi finde trøst i, at Gud er den, som vender sorg til glæde. At han en dag, hvad enten det så bliver i livet før døden, eller i livet efter døden, vil vende vores sorg til glæde. Der venter os en glæde, som langt overskygger den smerte og sorg, vi indimellem kan føle her på jorden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

2 kommentarer

Filed under Uden for kategori

Grænser for anerkendelse

Vi er et folk, en generation, som higer efter anerkendelse. Se mig. Mærk mig. Hør mig. Vi vil sanses og roses. Vi er enere, stjerner, og en del af det lykkeligste folk i verden. Derfor fortjener vi at anerkendes. Eller rettere. Ikke vi. Men jeg. Jeg fortjener at anerkendes. For jeg er et helt unik jeg, som har krav på at blive mødt, ikke kun med tolerance og respekt, men også med beundring og tilbedelse.

Det kan selvfølgelig være fristende at rode sig ud i lommepsykologiske overvejelser om, hvorfor det er, vi så gerne vil anerkendes. Er det noget, som ligger i vores kultur, og som vi viljeløst drives til? Eller er vi, på trods af vores pusten os op på landsdækkende tv og Facebook, ganske punkterede og ude af stand til at elske os selv?

Men teologer bør som regel holde sig fra at være alt for lommepsykologiske. Et andet spørgsmål er dog, hvor grænsen går for kirkens anerkendelse. I hvor høj grad skal kirken anerkende og rose mennesker, deres handlinger, deres tro, deres tanker?

Kirken har igennem tiden haft ry for at have skrappe meninger om mennesker. Den har været fordømmende, har haft en skrap moral, og har til tider talt ret mørkt om menneskets tilstand og dets formåen. Kirken har lyttet til kritikken og meget af den er i dag blevet (for) kærlig. Den er blevet blød, tolerant og altfavnende. Sjældent stiller den krav til mennesker, eller synes de skal forandre sig. Deres tilstand accepteres, for ”vi er jo alle individuelle mennesker, og ingen skal bestemme over andre. Det er magtmisbrug og hvad med præsten, er han overhovedet bedre selv?”

Men.

En kirke uden grænser er ikke en kirke. En kirke, som vil favne alt, favner ingen. En kirke, som kun elsker, og ikke bedømmer, kun kildrer og ikke kritiserer, en sådan kirke er ikke en sand kirke. Uden grænser flyder alt indholdet ud.

Kirken er ikke først og fremmest defineret ved at være rummelig. Den er defineret ved, at den kender sin Herre. En Herre, som også var kritisk. En Herre, som ryddede templet. En Herre, som ikke anerkendte sine disciple, men skældte dem ud for deres manglende fatteevner. En Herre, som gennemskuede alle forsøg på at tale ham kækt efter munden, og så helt ind i menneskets dybe tomhed.

Kirkens Herre har overvundet død, lidelse og det onde, og derfor er det ham, som kan sætte de rette grænser på det landkort, som er menneskelivet. Da vi nu engang er sat på hans landkort og har valgt ham som Herre, må vi respektere grænserne og følge ham. Også når han ikke kun klapper os på skulderen, men påpeger mørke i vores liv.

For der er noget i vejen med os. Noget afgørende. Mennesker kan ikke anerkendes ind i Guds rige. Mennesker kan ikke skulderklappes ind i Guds rige.

Vi evner ikke at elske Gud, vi evner ikke at elske andre. Og på trods af vores tilsyneladende selvfedhed og egoisme evner vi ikke engang at elske os selv sandt.

Indimellem må kirken påpege det. Indimellem må kirken give folk et spark i røven. Eller i hvert fald et puf, et skub, som får mennesket ind på en ny vej, og vender dets blik bort fra det selv og hen på kirkens Herre. Han, som både stiller diagnosen og selv er helbrederen. Han, som evner at være både kritisk og kærlig. For grundlæggende er han sandheden, og sandheden rummer både det kritiske og det kærlige.

Derfor må kirken turde være kritisk.
Derfor må kirken turde sætte grænser.
Derfor må kirken turde forsøge at puffe mennesker ind på en bedre vej.

10 kommentarer

Filed under Uden for kategori

Skammen prikker

Skammen prikker.
Breder sig.
Varm og rød.

Fletningerne rødmer.
Tænderne gløder.
Det er tid.

Undskyld.
Børnene…
Vi sulter.

Han er tavs.
Mørk i ansigtet.
Noterer hårdt på blokken.

Tårerne flyder.
Sø på gulvet.
Hun ser sig selv.

Undskyld.
Gør det aldrig mer’.
Sværger.

Han løfter blikket.
Stirrer.
Lukker øjnene.

Stik så af.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Treenig

Det der med treenigheden er lidt noget rod. Hvorfor er det lige, vi skal tro på noget, som er så svært at få til at hænge helt sammen? Det er jo ikke ligefrem voldsomt logisk. Én Gud, som er tre personer. Det er også svært at sige noget om treenigheden uden at falde i en af de kætterske grøfter, som teologer har gravet i tidens løb. Men vi må ikke opgive treenigheden, fordi den kan synes bøvlet. Den kan redde vores tro.

Guds personer
Det kan være en rigdom, at der til forskellige tider i vores liv er forskellige personer i Guds væsen, som særligt taler til os. Måske endda redder os fra helt at forkaste troen på Gud. I et års tid efter at jeg havde mistet et nært familiemedlem, havde jeg det svært med Gud som fader og skaber og opretholder. Hvis han ville, kunne han jo have forhindret det dødsfald. Jeg skældte Gud ud og havde svært ved at stole på hans godhed. Men på en sær måde havde jeg det lettere med Jesus. Han var ligesom ikke på samme måde fedtet ind i Gud Faders almægtighed. Han kendte til menneskelig smerte. Jeg fandt trøst i Jesu ord om, at enhver, som kommer til ham, vil han ikke støde bort. Også den, som har det lidt svært med Jesu fader, tænkte jeg. Og håbede.

Det vil variere hvilke egenskaber, vi hver især tillægger de forskellige personer i Guds væsen. Men nogle bud kunne være, at til Gud Fader hører, hvad der har med autoritet, almagt, faderskab, opdragelse, skabelse og forundring at gøre. Til Gud Søn hører tilgivelse, efterfølgelse, kendskab til menneskelivets mange facetter, kærlig og kritisk dom, forsoning. Til Gud Helligånd hører kraft, spiritualitet, fællesskab, menighed, livgivning og udrustning.

Forskellig tro
En anden rigdom er, at vi opdager, at alle kristne ikke tror på helt samme måde. Ofte antager vi, at de andre har det samme gudsbillede, tror af de helt samme årsager, eller tiltrækkes af den samme egenskab hos Gud. Men tit vil det ikke være tilfældet. Vi har hver vores personlige historie, vores barndom, vores oplevelser, vores temperament, vores dårlige og gode erfaringer med kirker. Alt dette, og mere til, indvirker på, hvordan vi tænker om og tror på Gud.

I mange af vores menigheder vægter vi for tiden efterfølgelsen af Jesus som en væsentlig del af vores tro. Og det er den. Men det må ikke blive det eneste perspektiv på, hvad det vil sige at tro på Gud. Der er også Gud Fader, som efterfølger og forfølger os med sin nåde, uanset om vi lykkes med vores efterfølgelse af Jesus eller ej. Og der er Gud Helligånd, der giver kraft til efterfølgelsen, og som på en særlig måde understreger fællesskabsperspektivet i den. Den enkelte discipel, som efterfølger Jesus, er en del af et vi, fordi den samme Guds Ånd bor i os.

Mysteriet
Som nævnt er treenigheden svær at forstå og ikke så logisk. Men treenigheden sætter fokus på en vigtig del af kristendommens væsen, nemlig at der er noget, som overgår vores forstand. Mysteriet. Vi skal søge at forstå. Og vi kan forstå og erkende Gud et godt stykke. Men der er også et punkt, hvor vores forståelse stopper, og tilbedelsen må tage over. I mødet med det hellige, det uforklarlige, det overnaturlige og det sandt naturlige, finder vi vores rette plads i skaberværket. Mødet med den treenige Gud føder forundring, taknemmelighed og lovprisning.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed.

(Refleksion til Til Tro #2 2015. Læs hele bladet her)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Påske hver dag

Påsken er overstået, hverdagen har igen meldt sig. Jesus er opstået, har besejret synd, død og Helvede, men kan han også besejre en triviel og tung hverdag?

Bekymringer
Min påskeferie var utrolig dejlig og lang. Halvanden uge, hvor jeg glemte alt om de vanlige pligter, og brugte masser af tid med mennesker, jeg holder af. Nu melder hverdagen sig for alvor igen med deadlines, madpakker og ingen gudstjenester. Det er utrolig let at glemme påskens begivenheder og blive optaget af bekymringer. For budgettet, for de brune pletter på bladene på mine potteplanter og for, hvad min fremtid mon bringer. Det er ikke uvæsentlige ting. Men i lyset af påsken, hvor Jesu død og opstandelse muliggjorde menneskers og Guds genforening, blegner de daglige bekymringer lidt.
I Danmark er 2. Påskedag også en helligdag, og det er et meget godt tegn på, at påskens begivenheder også må trænge ind i hverdagen, indtage den, lyse den op og give den et større perspektiv.

Vores liv
Det kan også være tunge tanker, indre mørke eller synd og skam, som plager vores hverdag. Vi ved godt, at Jesus er død for alt det også. Men nogle gange kan det være lettere at tro på, at Jesus opstod fra de døde, end at der kan opstå glæde og fred i vores eget liv. Men hvis Gud kan oprejse Jesus fra de døde, kan han også skabe glæde og fred i vores liv. Intet er umuligt for Gud, og det er på en måde en sær stolthed at tro, at vores liv er så komplicerede og komplekse, at Gud ikke kan genoprette og forandre dem. Måske risikerer vi at blive skuffede (igen), fordi Gud gør tingene til sin tid og efter sin plan. Men det er vilkårene. Gud er Gud, vi er mennesker. Heldigvis er han en god Gud, som vil os det godt. Så godt, at han lod sin egen søn dø for vores skyld.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori