Præst og påske

Påskeliljerne titter så småt ud over altankanten og ud mod forårsaftensolen. De er snart klar.

Lise Petersens skønne påske-cd er sat på anlægget for første gang. Og nu for anden gang.

”Se, hvor nu Jesus træder” har været på hjernen med korte mellemrum de sidste ugers tid, antændt af vores læsning af en bog af den titel og af min generelle kærlighed til salmedigteren Kingo.

Påsken nærmer sig. Igen. Denne store højtid. Dette bløde bjerg af gudstjenester, som kun kan og skal bestiges, fordi det er vigtigt. Fordi der er noget på spil. Troen. Livet. Håbet.

Påsken kan være en anfægtende tid, både for mig som præst og som menneske. Der skal prædikes til opbyggelse og tro. Det er nu, det gælder. Grundige forberedelser og godt salmevalg må der til. Jesus gik så meget igennem, var så stærk. For Guds skyld. For min skyld. Det må og skal sætte sig dybe spor i menneskers liv. I mit liv. Mere, end jeg synes det gør.

Påsken er også en trøstens tid, både for mig som præst og som menneske. I sidste ende skal jeg kun pege. Det kommer i sidste ende ikke an på mig. Men på ham. Han bar. Han bærer stadig.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Befri gudstjenesten

Befri gudstjenesten

Hvem pegede Jesus på?

Ja, han pegede på os mennesker og på, at vi skal være kærlige overfor hinanden. Han pegede ikke på sig selv, så det er rimeligt dumt, at vi er så optagede af ham.

Det var den stærke forkyndelse til ”Befri gudstjenesten” i Aarhus Domkirke søndag aften. Arrangementet havde fået meget omtale, da Sherin Khankan, en kvindelig imam, skulle prædike. Det er forståeligt, at det kan gøre nogle lidt gale i låget, at en muslim skal prædike i en kristen kirke. Sherins budskab var dog i fuld overensstemmelse med den religion, som blev prædiket og praktiseret i Domkirken den aften. Nemlig en fuldblods humanisme, hvor menneskelig kærlighed og fællesskab er gud. Eller som det blev sagt til gudstjenesten: Det handler om nuhed og nærvær.

På den måde levede den indledende bemærkning i det udleverede program ikke op til sin proklamation. Der blev ellers lovet, at gudstjenesten ville sættes fri, for vi lever jo i en foranderlig tid, hvor der ikke længere kun er én sandhed.

Arrangementets og præstens klare forkyndelse af fuldblods humanisme var dog ikke særlig befriende eller pluralistisk. De bibelske beretninger om Jesus er bare fortællinger, fik vi at vide, og vi bør ikke som fundamentalisterne være dumme nok til at tage dem bogstaveligt. De har aldrig været ment sådan. Jesus pegede netop ikke på sig selv, men på menneskerne og det menneskelige fællesskab.

Det er for mig at se utroligt svært at få til at stemme overens med det billede, som Det Nye Testamente giver af Jesus. Jesus pegede netop på sig selv og på sin himmelske far. Derfor blev han henrettet. Fordi han påstod, han var vejen til Gud, og at der ikke findes andre veje. Mennesker bliver sjældent henrettede for at tale hippie-agtigt om kærlighed og fællesskab.

Sherin Khankan virkede til at være forholdsvis enig med præsten den aften. Alle religioner fører til Gud, og derfor er den ene lige så god som den anden. Det er forståeligt, at kristne er lidt mopsede over, at en muslim taler, ja, prædiker en anden religion i deres domkirke. Men mon ikke også en del muslimer vil være noget uenig i hendes ord. Muhammed virker sjældent så tolerant, og på den måde er han og Jesus lige insisterende på, at de har ret og er den eneste vej til Gud.

Undervejs var man hele tiden i tvivl, om det var en teaterforestilling eller en gudstjeneste. Det blev kaldt et event, og jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det ikke var en gudstjeneste. Flotte lyduniverser af kærlighedssange, Den Danske Salmeduos smukke jazzede musikalske underlægning, vellykket lyssætning og teatergruppen Don Gnu som energiske kravle- og dansemænd gjorde sit til at give det hele et teater-agtigt præg.

Men så alligevel. Det hele foregik jo i en kirke, og alle de enkelte dele hed velkendte liturgiske navne. Epitellæsning, prædiken, postludium og ja, nadver. En nadver, som blev iscenesat som en gående forkyndelse af Jesu budskab om, at vi mennesker hører sammen, og dermed efterlod den ellers lækre gourmet-mad en lidt sær smag i munden. Spiste jeg noget lækkert mad her og gik helt uskyldigt en tur i kirken? Eller var jeg faktisk med i et religiøst ritual for en humanistisk religion, som fornægter Kristus her midt i byens domkirke?

Trosbekendelsen blev nyskrevet. I stedet for en bekendelse til den treenige Gud blev den nu til en bekendelse af, at vi ikke er alene. At det menneskelige fællesskab er meningen med livet, og at Gud er en uendelig kærlighedskraft. Og meget andet i samme dur. Smukt formuleret. Men der er pænt langt til den trosbekendelse, som kirken har troet på og kæmpet for i århundreder.

Præstens prædiken efterlod ikke meget tvivl. Kærlighed og fællesskab er gud, og vi skal ikke tage alt bogstaveligt, som står i den store tykke bog, som hun ikke engang åbnede, men kun brugte som støtte til sit manuskript. Hun var veltalende og gjorde det generelt utroligt godt. Det gode budskab om fællesskab og kærlighed blev forkyndt på dygtig vis. Og vi skulle endda holde hinanden i hænderne under velsignelsen, som en synlig proklamation og nyfortolkning af Luthers citat om, at det dit hjerte hænger ved er din Gud. Så vi, fællesskabet og kærligheden, er gud.

Det var smukt og overbevisende fremført. Men hvis man er af den overbevisning, at uden Kristus som Guds søn og Guds udtrykte og perfekte billede er vi på frygtelig vis overladt til os, så var det en utroligt deprimerende og trist forestilling. Ja, uden Jesus som Guds søn og som en, der gjorde vores forbindelse til Gud mulig, så er vi netop overladt til os selv, så er vi netop så frygteligt alene.

Det er jo ikke fordi, det er helt løgn alt sammen. Kærlighed og fællesskab er vigtige og gode menneskelige kvaliteter, men de vokser netop ud af fællesskabet og kærligheden i den treenige Gud. Vi længes efter fællesskab og kærlighed, fordi vi LIGNER Gud og er skabt i hans billede. Ikke fordi vi ER gud.

På den triste vis blev gudstjenesten/forestillingen/eventet befriet fra Kristus.

Rammerne var flotte og de musikalske indslag smukke. Klosters to salmer og Aarhus Gospel Singers nye version af ”Altid frejdig” fungerede fint. Om end gendigtningen af ”Altid frejdig” netop også understregede dennesidigheden. ”Selvom du til målet når først ved verdens ende” blev efterfulgt af et vers om, at det ikke handler om at nå frem, men om at gå.

Så det handler dybest set om ord. Rammerne kan man forandre så tosset man vil og gøre utroligt meget ud af. Med et andet mere Kristus-centreret indhold ville eventet have været fint og et spændende forsøg på at nyskabe gudstjenesten. Ordene gjorde udfaldet. De pegede netop ikke på Kristus, men på mennesket, på en humanisme, som kan være god og værdifuld, men som desværre ikke har plads til Kristus, og dermed er det svært at kalde det kristendom.

Så alt i alt var “Befri gudstjenesten” en smuk og meget trist oplevelse.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

1. Søndag efter Helligtrekonger 2017

“Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.” Lukasevangeliet 2,41-52

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Hvordan opdrager man et barn i den kristne tro? Hvordan sikrer man sig, at det liv fra Gud, som blev begyndt i dåben, varer livet ud? Hvordan lærer man et barn, at det er godt at være hos Gud?

Det er spørgsmål, som mange forældre har stillet sig selv. Nogle står med lidt bæven og nervøsitet foran den opgave, andre glæder sig ligefrem til den.

Hvordan kan man finde en balance mellem at videregive sine egne værdier og præge børnene med de ting, man selv har fundet glæde ved, og så samtidig også sørge for, at de ikke bliver indoktrineret?
I nogles ører klinger religiøs tro og kristen opdragelse nemlig netop lidt for meget af indoktrinering. Og derfor er der da også i nogle dele af vores land en bevægelse hen imod, at man ikke døber sine børn, men lader dem selv vælge, når de bliver ældre. Så kan de selv tage stilling, lyder argumentet, og man vælger ikke som forældre deres religion.

Og set udefra kan der da også være noget lidt pudsigt over, at forældre svarer på barnets vegne, som de gør i dåben.

Men uanset, hvad man gør, som forælder, videregiver man værdier. Der findes ingen værdineutral opdragelse. Der findes intet rum, intet hjem, som er fuldstændig blottet for holdninger og meninger, hverken af den religiøse eller politiske slags. Hvad enten vi vil det eller ej, videregiver vi masser af værdier og holdninger og måder at leve livet på til børn.

Derfor kan vi lige så godt være ærlige og bevidste om det, og forsøge at præge vores børn med gode værdier, sætte dem ind i gode århundredlange traditioner, og ja, bære dem frem til døbefonten og lægge dem i Guds hænder, og stole på, at det er det tryggeste og bedste sted for dem at være.

I Salme 84 fra Det Gamle Testamente, som vi hørte tidligere, står der:
”En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre end at bo i ugudeliges telte.”

Det er radikalt sagt. En dag i Guds forgård, altså, det område i det jødiske tempel, lige uden for det helligste område, er bedre end tusind dage, man selv har valgt.

En dag tæt på Gud er bedre end tusind, jeg selv kan vælge og bestemme over.

I vores tid, som sætter det menneskelige valg og friheden utroligt højt, er det et udsagn mange vil ryste på hovedet af.

Giver det virkelig mening at opgive mit eget frie valg, for at være tæt på Gud? Bliver det ikke en anelse for ekstremt? En religiøs spændetrøje? Hvad nu hvis jeg vælger forkert, og det viser sig, at troen på Gud bare er en indbildning, en oldgammel skrøne?

Det er netop pga. vores utrolige evne til at træffe de forkerte valg, at vi har brug for Gud. Vi har brug for lægge vores liv over til noget større, til én, som har et meget større overblik og udsyn end os. En, som er helt igennem god. Helt igennem viis. Helt igennem kærlig.

I dagens evangelietekst er Josef og Maria godt i gang med at lægge drengen Jesus over i Guds hænder og oplære ham i troen. Ikke i den kristne tro, men i den jødiske. Som vi kender fortællingen om dem, så var Josef ikke far til Jesus, det var Gud selv ved Helligånden. Men det virker til, at Josef alligevel tog meget ansvar for Jesu opvækst og var med i opdragelsen af ham, ja, blev en jordisk plejefar for ham. Josef og Maria prioriterede at tage til Jerusalem og fejre påske, som gode fromme jøder gjorde det én gang om året. Og det var ikke en helt lille tur. Rejsen var cirka 120-130 km til fods. De gik nok 30 km om dagen, så det må have taget fire dage.

Det var egentlig kun skik, at jødiske mænd rejste til templet i Jerusalem til påskefesten, så det at Maria også er med, understreger deres fromhed. Det samme gør det, at de tager Jesus med som 12-årig; det var egentlig først som 13-årig, man var blevet en mand og derfor behøvede at tage af sted.

Så alt i alt, Josef og Maria giver Jesus en god solid jødisk opdragelse.

Hov, stop lige en halv.

Kan man opdrage Guds søn? Hvordan giver det mening, at to mennesker, Josef og Maria, kan oplære Jesus i, hvordan han skal leve, hvordan han skal tro? Hvis han var Guds søn, havde han så ikke al visdom fra begyndelsen af sit liv —- eller —— hvordan hænger det sammen? Kan man lære Gud noget? Og giver det mening at sige, at andre bestemmer over Guds søn, som har al magt? Fratager ham sin egen vilje?

Det er sådanne mærkelige paradokser, vi støder på i kristendommen. Jesus var helt menneske og helt Gud. Det kan være svært at få til at gå op, både når det handler om, hvem som var hans forældre, og om han havde en vilje selv.

Men det virker til, at det at Gud selv blev menneske i Jesus Kristus, faktisk også indebar, at der var noget, Guds søn skulle lære på menneskevis. Han vidste ikke alt fra begyndelsen, men voksede i visdom, han blev klogere, både på Gud og mennesker.

Så vild og dyb er Guds menneskeblivelse. Gud blev ikke menneske bare for syns skyld, iklædte sig menneskehud og menneskestemme, men blev helt menneske. Jesus måtte lære. Jesus var dreng.

Prøv at tænke på en 12-årig dreng. Måske har du et barn eller barnebarn i den alder? Eller tænk tilbage på dig selv eller en af dine søskende i den alder.

Jesus Kristus, verdens frelser, var engang en 12-årig dreng.

En dreng, som kendte sin far. Babyer og små børn er trygge ved deres forældre og kan begynde at græde, hvis de er for lang tid hos andre mennesker. En 12-årig dreng er stadig ikke blevet teenager og meget opsætsig. Han er stadig nogle gange et stolt barn af sine forældre men begynder også så småt at blive bare en anelse voksen. Jesus var vel stadig glad for sine forældre, men han vidste tilsyneladende også, at Josef ikke var hans virkelig far, men at det var Gud Fader.

Det var godt at være hos Josef i tømrerværkstedet og lære af ham, men det bedste sted for Jesus at være var i hans himmelske fars hus, det jødiske tempel. Der var han helt tæt på sin far. Der var godt og trygt og lærerigt for ham at være.

Jesus Kristus var også en dreng med spørgelyst. I dag kan 12-årige drenge læse bøger eller slå ting op på internettet. En dreng på Jesu tid havde ikke samme muligheder, så han måtte rette sine spørgsmål om Gud og jødisk tro andre steder hen.
Josef og Maria har sikkert kunne svare på nogle af Jesu spørgsmål, men han var mere videbegærlig. Han ville vide alt om den jødiske tro – hans tro, troen på hans far. Og derfor finder Josef og Maria ham i en dyb samtale med lærerne i templet, efter at de i flere dage har ledt efter ham. Det er ikke kun Jesus, som lytter og lærer. Han stiller spørgsmål, og han giver også svar. Det virker til at være en ligeværdig samtale.

Jesus var nemlig en dreng med indsigt. Hvor fik han den visdom fra?
Jesus kender Gud indgående, fordi han selv er Guds søn, han selv er helt menneske og helt Gud. Han er Guds nye nærvær i verden. Det sted, den person, hvor Gud er allermest til stede i verden. Nu sidder han i det jødiske tempel. Det jødiske tempel var det sted, som plejede at blive fyldt af Guds nærvær. Det var det mest guddommelige sted i verden. Men senere, da Jesus bliver voksen og begynder sit virke på jord, mister templet sin funktion som stedet for Guds nærvær, og i stedet for bliver det udelukkende Jesus Kristus, som er Guds nærvær på jorden.
Nu gæster Guds nye nærvær i verden, Jesus, han gæster templet, det traditionelle sted for Guds nærvær i verden. Det må have været et specielt øjeblik at overvære.

Jesus var en dreng, som blev godt oplært i den jødiske tro, og han har sikkert kendt Salme 84 og det vers, jeg citerede før.

”En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre end at bo i ugudeliges telte.”

Men selvom Jesus nok kendte det vers, gjorde han netop det modsatte af, hvad salmen opfordrer os mennesker til. Han var netop hos Gud. Ikke kun i forgården, i nærheden, men var helt tæt på Gud, ja, var selv Gud. Guds søn var hos sin far fra evighed af i kærlighedens treenige fællesskab.

Men han valgte at gå med på at lade sig føde på jord, at tage bolig i ugudeliges telte, som salmen udtrykker det. Hos os, som af natur ikke altid er særligt gudelige, dér valgte Jesus at tage bolig, at slå sig ned. Helt frivilligt. Han blev født som et barn, han voksede op som en dreng hos sin mor og sin jordiske plejefar. Han var lydig imod dem.
Universets herre, ham, som har al magt, valgte at underlægge sig sine forældre.

Som vi kan se i dagens evangelietekst og som vi ser mange gange i hans liv, så kendte han sandheden om sig selv. Han kendte sin himmelske far og hvor, der var godt at være. Men så længe han var barn, underordnede han sig under sine forældre. Gav afkald på sin frihed og blev lydig.

Ikke bare for at prøve noget nyt, men fordi der var noget vigtigt på spil. Nemlig:
Os. Mig. Dig. Dem, som lige er blevet døbt og dem, som blev døbt for mange år siden. Os, som har let ved at tro og os, som ikke helt ved, hvad vi skal tro.

For os gav han frivilligt afkald på sin frihed og herlighed hos Gud og blev lydig, under sine forældre.

Ja, mere end det. Han blev lydig indtil døden. Så stor var hans vilje til at sætte os fri, til at gøre det muligt for os at være tæt på Gud, at han frivilligt overgav sig til døden. Han lod sig binde, korsfæste og slå ihjel.

Men i sidste ende viste det sig, at det var døden, som var bundet og uden magt. Gud oprejste ham fra de døde. Døden viste sig at være den svageste, og derfor kan vi i dag være tæt på Gud.

Ja, vi kan endda være et tempel for Gud, som salmedigteren Kingo udtrykker det i salmen, vi skal synge om lidt:

O Jesus, gid du ville
Mit hjerte danne så
At årle det og silde
Dit tempel være må!
Du selv min hjerne vende
Fra verdens kloge flok,
Og lær mig dig at kende,
Så har jeg visdom nok.

Så vild og dyb er Guds menneskeblivelse. Som Jesus, Guds nærvær i verden, besøgte jødernes tempel, så kan Jesus også besøge os, i vores indre, ja, bosætte sig i os. Vi bliver et tempel for Gud, og Gud bringer selv sit nærvær til det tempel. Han gør det i dåben, hvor vi knyttes tæt sammen med ham, og hvor han tager bolig i os ved sin Ånd, Helligånden. Dermed bliver vi forbundet med ham, og får en kilde med Guds nærvær, som dagligt kan fylde templet, fylde os.

Så vi kan roligt opdrage vores børn i den kristne tro. Fortælle dem om deres himmelske far, læse højt for dem af fortællingerne om Jesus og lære dem at bede til ham og tro på ham. Hele verdens frelser, som selv var barn engang her på jord, og som selv vil tage bolig i os – han vil smykke vores krop, sind og sjæl, hans tempel, med sit nærvær. Guds nærvær.

Opdragelsen i den kristne tro er netop ikke en indoktrinering til et liv i fangenskab af undertrykkende regler, men til et liv i kærlighed og fællesskab og frihed med Guds søn. Til ham kan vi, som de 12-årige drenge eller piger, vi måske stadig er indeni, henvende os med alle de spørgsmål, bønner og forundringer, som vi har. Om vi end er fyldte af glæde over livets under, nedtrykte af sorg over dødens ubarmhjertighed eller bare sådan halvgodt tilfredse med livet, så kan vi tale med Gud, bede, og fortælle ham alt. For han er vores far!

Salmer
749 I østen stiger solen op
448 Fyldt af glæde over livets under
69 Du fødtes på jord
139 Hvor stor er dog den glæde
208 Skriv dig, Jesus, på mit hjerte
136 Dejlig er den himmel blå

Gammeltestamentlig læsning: Salmernes Bog: 84.

(Holdt i Levring og Hørup Kirke, søndag d. 8. januar 2017.)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Bøger 2016

Bøger 2016

Årets læsning:

Leif Andersen: Kroppen og ånden 1 – Sjælesorgens basis 5/6
– Første bind af Leif Andersens to-binds sjælesorgsværk lægger grunden og giver det teologiske fundament for en sund sjælesorg. Her kommer vi godt omkring gudsbilleder, menneskesyn, selvbilleder, kropslighed, spiritualitet og mange andre emner, altid med sjælesorgen for øje. Rigt illustreret og med stor inddragelse af litteratur og film mm. Velskrevet og vigtigt værk.

Anthony Doer: Alt det lys vi ikke ser 4/6
– Fængende og sanselig historie om to vidt forskellige unge skæbner under 2. verdenskrigs Europa. Ret velskrevet, men den har en lidt for spøjs idé med kapitler, som springer frem og tilbage i tid.

Jørgen Bøytler: Gribe og begribe 3/6
– Udmærket indføring i Brødremenighedens liv og traditioner.

Henrik Højlund & Jørgen Sejergaard (red.): Opstand om opstandelsen 6/6
– Glimrende antologi med mange gode indlæg i den verserende debat om, hvorvidt Jesu opstandelse skal forstås fysisk eller åndelig. Bogen argumenterer overbevisende for den fysiske forståelse.

Stefan Gustavsson: Skeptikernes guide til Jesus 1 – Evangeliernes troværdighed 6/6
– Glimrende læsning! Kommer ind på en masse af de spørgsmål, der kan stilles til evangeliernes historiske troværdighed og giver gode og solide grunde til, at de fire evangelier er brugbare og troværdige som kilder til Jesu liv.

Richard B. Hays: Reading backwards 4/6
– Glimrende bog om hvordan de fire evangelier på forskellig vis bruger Det Gamle Testamente i deres skildring af, at Jesus er legemliggørelsen af Israels Gud.

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per 5/6
– Pontoppidans klassiker skuffede ikke. Om en ung mands åndelige og menneskelige forandringer. Han kommer vidt omkring på mange måder, og Pontoppidan skriver som sædvanligt utroligt stærkt og skarpt!

Henri J.M. Nouwen: På vegne af Jesus 4/6
– Kort og præcis bog om de tre fristelser, som kan lure på en kristen leder: Fristelsen til at være relevant, fristelsen til at blive populær og fristelsen til at have magt. Nouwen peger i stedet på sundere veje.

Rob Parsons: Når troen bliver for trang 4/6
– Fin lille bog om, hvordan forældre kan gøre mere for, at deres børn bliver bevaret i en kristen tro. Det handler bl.a. om åbenhed, kærlighed og at forberede dem på skuffelser.

Tom Wright: How God became king 4/6
– I sin vanlige folkelige stil udlægger N.T. Wright sine tanker om, hvordan de fire evangeliers centrum både er gudsriget og korset. Undervejs er der som vanligt kærlige udfald mod både liberal og konservativ kristendom.

Robert Galbraith: Ondskabens høst 5/6
– Tredje bind i serien om detektiven Strike og hans assistent Robin skuffer ikke. Det er velskrevet, det er grumt, det er spændende og det er eksistentielt og psykologisk interessant. En krimi, som man bliver både underholdt og klogere af.

Hans Johan Sagrusten: Det store puslespillet 5/6
– Populærfremstilling af tekstkritikkens spændende historie om gamle græske bibelmanuskripter, bibeloversættelse og skumle mellemhandlere. Velformidlet og præsenterer også de helt nyeste tekstfund. Spændende og opbyggelig læsning med god solid fagkundskab i ryggen. Kilderne til Det Nye Testamente er usædvanligt gode.

Jens Smærup Sørensen: Mærkedage 4/6
– Fin skildring af 3-4 generationer i den lille landsby Staun. Der fokuseres på mærkedagene; en konfirmation, et sølvbryllup, en tres-års fødselsdag, og derigennem gives der gode glimt af samfundets udvikling. Hver person i bogen har på til tider imponerende vis sin egen stemme og skrivestil, og der er gode portrætter, men det går lidt ud over det samlede billede af landsbyens ud- og afvikling, som godt kunne stå endnu klarere.

Timothy Keller: Preaching 5/6
– Ganske god bog om at prædike. Jeg blev især optaget af hans samtidsanalyse, hans udfordrende holdninger til prædikantens integritet og hans vigtige fokus på, at Kristus er alle prædikeners centrum.

Alister McGrath: Forsvar for troen 5/6
– Glimrende introduktion til apologetikkens verden. Læs min anmeldelse her.

Erlend Loe: Enden på verden som vi kender den 2/6
– Tredje bind i serien om Doppler, som sammen med sin elg Bongo må gå grueligt meget igennem. Der forsøges hårdt fra Loes side på at skrive en sjov og grænseoverskridende historie med stikpiller til tidens drømme om det perfekte liv. Det er velment, men lykkes desværre ikke.

Peter Legarth & Jørn Henrik Olsen: Efter styrtet 3/6
– Udmærket lille udgivelse om at møde svær sygdom, leve med den og hvordan det påvirker gudstroen. Fint illustreret.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Snart

2016-12-04-19-41-37

Jeg plejede ikke rigtigt at glæde mig til jul. I hvert fald ikke før d. 24. december om morgenen. Mine mange års ansættelse i boghandel gav mig et noget anstrengt forhold til julen. Når man arbejder et par måneder ved siden af julekrybber, sælger julekort og hører julemusik, så bliver det til sidst lidt for meget. Så kan kun en stærk dosis vestjysk familiejulehygge antænde julestemningen.

I år begyndte jeg dog allerede at glæde mig til jul i begyndelsen af november. Efter de smukke og vemodige Allehelgensgudstjenester, efter besøg af en bedemand og snak om død og evigt liv med mine konfirmander, efter en del bisættelser, efter et tiltagende novembermørke, efter et par prædikener, hvor jeg talte meget om død og opstandelse, så mærkede jeg en spirende julelængsel.

En længsel efter lyset. Efter advent og de smukke adventssalmer, efter julen med alt, hvad den bringer af gudstjenester, julemusik, gaver, god mad, julesalmer og julefred i sind og over land.

Det er snart. Den røde amaryllis er næsten sprunget ud, og min kone har bagt julesmåkager og julepyntet vores hjem. Det er rart. Hun er god!

De næste mange år bliver julegudstjenester nok en fast del af julen. I år skal jeg have fire. Det bliver varmt at have præstekjolen på så lang tid, og jeg bliver nok mat og træt allerede inden jeg når frem til julemiddagen.

Tænk at få lov til at være en aktiv del af folks julefejring og juleglæde. Det er næsten den bedste gave.

2 kommentarer

Filed under Uden for kategori

Sidste søndag i kirkeåret

“På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.” Matthæusevangeliet 11,25-30

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Det er i dag sidste søndag i kirkeåret. Næste søndag begynder adventstiden, og vi skal til at se frem mod jul.

Sidste søndag i kirkeåret er en passende anledning til at standse op, bare lige et øjeblik, inden vi drukner i juletravlhed og stress, og overveje, hvorfor det egentlig er, vi sidder her i dag? Hvorfor er det egentlig vi tror eller forsøger at tro? Hvad er egentlig grundene?

Hvorfor skal vi følge en mand, som levede for 2000 år siden og kom med en masse påstande? Hallo, vi lever i år 2016.
Hvorfor skal vi leve det liv, som han påstår er det bedste? Lever vi ikke i et frit land og har ret til selv at bestemme?
Hvorfor skal vi tro på ham, når han siger, at han er den eneste vej til Gud? Er det ikke lige lovlig intolerant og snæversynet?

Ja, hvorfor egentlig følge Jesus? Hvorfor egentlig tro på ham?

Det kunne vi nok hver især give forskellige gode grunde til.

Som jeg ser det, giver dagens evangelietekst to grunde, og de kommer fra hver deres retning og udgangspunkt.

Den første grund er en grund ovenfra og ned. Den tager udgangspunkt i den idé og forestilling, mange af os har, om, at der må findes noget større, at der må findes en Gud. Det kan simpelthen ikke være tilfældigt, at vi er skabt, som vi er, og at universet er sat så perfekt sammen, som det er.

Hvis vi tror, at Gud findes, at der findes én, som er Herre over alt, både himmel og jord, både mennesker og dyr, så må det være af allerstørste vigtighed at lære hans søn at kende.

For vi kan have alle mulige forestillinger og spekulationer om, hvordan Gud er. Vi kan se på universet og få en idé. Vi kan se på det gode i verden og få én idé. Vi kan se på ondskaben i verden og i os selv og få én anden idé. Vi kan lytte til alle mulige kloge filosoffer, lige fra Platon til Nietzsche og få idéer om, hvordan Gud er.
Men alle de idéer lider under, at de er opstået i vores hoved. Og dermed skaber vi uundgåeligt Gud i vores eget billede.
Kristus derimod er ikke opstået i et menneskes hoved. Han er ikke fri fantasi. Han er virkelig. Han er fysisk. Han har levet på jord. Han er ikke et produkt af menneskers religiøse længsel. Han er det sikreste og reneste billede af Gud, vi har. Som han er, sådan er Gud.

Han er et nærbillede af Gud. Uden fejlfarver. Uden pixelfejl. Uden forkert beskæring. Uden forkert fokusering. Han er Guds udtrykte billede. Som Jesus er, sådan er Gud.

Fordi Jesus er Guds søn, er han og Gud Fader tæt knyttet sammen. Ja, de er uadskillelige og ét i væsen. Ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen, som Jesus siger det i dagens tekst.

Så hvis vi vil vide mere om Gud, er det Jesus, vi skal stille skarpt på.

Hvilken anden kilde til visdom om livet har vi end Guds søn, som kender alle Guds hemmeligheder?
Hvilken anden kilde til håb har vi end ham, som besejrede døden?
Hvilken anden kilde til hvile har vi end ham, som en dag vil slukke alt sorg?

Hvordan lærer vi Jesus at kende? Hvordan bliver vi klogere på Gud? Prædiketeksten taler videre om, at ingen kender Faderen undtagen Sønnen, og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.

At åbenbare.
En åbenbaring.
Vi kender det måske i betydningen at få en åbenbaring. Som at et lys går op for en og man pludselig forstår noget. Hvor man måske før kun kunne ane, at der var et lys, en sol bag skyerne, så bryder strålerne nu pludselig igennem. Nogle gange ventet. Ventet med længsel. Andre gange særdeles uventet. Som når man efter en uge med vinterskyer og halvmørke pludselig varmes på ny af solens stråler. Nåh ja, der var noget, der hed sol. Nåh ja, den er da egentlig rigtig rar.

Vi kan kende Faderen, hvis Sønnen åbenbarer ham for os.

Så den første gode grund til at tro på Jesus er, at han er Guds søn og derfor værd at følge. Han åbenbarer sig for hvem, han vil. Hvorfor han gør det på den måde, hvorfor han ikke bare gør det på en måde, som får alle til at tro, det overgår vores forstand.
For vi er ikke de vise og forstandige. Vi er de umyndige. Vi er som børnene. Vi har brug for en far og en mor. Vi har brug for en, som fortæller os, hvordan tingene, hvordan verden, hvordan livet, ja, dybest set hvordan vi selv hænger sammen.
Jesus længes efter at fortælle os det, længes efter at berige vores liv og lære os mere om sig selv og Guds hemmeligheder.

Evangelietekstens anden gode grund til at tro på Jesus går lidt i en anden retning end den første grund. Hvor den første grund var, at Jesus er ét med Gud, at han eksklusivt åbenbarer sig for hvem han vil, så er den anden grund mere nede på jorden. Mere menneskelig, kunne man sige. Retningen er nedefra og op.

Den anden grund er ikke som den første, at Gud viser sig for os, kommer til os. Den anden grund er en invitation til os om at komme til Kristus. Det er en åben invitation til alle.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

Jesus tænker specifikt på de byrder, som farisæerne lagde på det jødiske folk. I Matthæusevangeliet kapitel 23 vers 4 siger han om farisæerne, at ”De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.”

Jesus vil befri mennesker fra netop de byrder, fra en overdreven lovoverholdelse. Han ønsker at sætte mennesker i frihed. Fra ekstrem lovoverholdelse, men også fra alle de forskellige slags byrder, vi kan have.

Selve livet kan føles som en byrde, som tynger os ned. Fortiden kan være en byrde, især hvis der er sår eller oplevelser, som vi ikke kan slippe, som vi ikke kan få helet. Vi kan have begået synder, som vi kan have svært ved at tilgive os selv for. Andre mennesker kan også være en byrde for os. Eller omvendt, fraværet af andre mennesker, fraværet af andre menneskers besøg og fællesskab, kan være en byrde for os.

Eller vi kan føle andre menneskers krav tynge os ned. Krav om, at vi skal være på en bestemt måde for at blive accepteret eller for at være en man gider snakke med eller for at kunne være et Guds barn.

Jesus siger: Kom til mig.
Nogle af os har masser af kræfter og sprinter hen til Kristus og hans åbne arme.
Andre af os er nedbrudte og kan næsten ikke bevæge os derhen til ham. Så kommer han selv til os.
Nogle af os er villige og brændende og ønsker kun at tjene Kristus med hele vort liv og alt, hvad vi er.
Andre af os er mere nølende, tvivlende, skeptiske og forsigtige. Mon han nu virkelig vil lægge et godt og mildt åg på mig og ikke bare tynge mig ned?

For Jesus giver os et åg. Måske kunne man forvente, at han efter den åbne invitation, efter ”kom til mig” ville sige, at han vil tage vores byrder på sig. For det er et ofte brugt perspektiv i Bibelen, at Jesus er Guds lam, som bærer verdens synd. Alle vores byrder, alt vores skyld, alt vores skam. Og det er en vigtig pointe, og måske er det også underforstået.

Men hovedperspektivet i dagens tekst er et andet.

Kom til mig. Og jeg vil give jer mit åg.

Nogle gange bliver et åg brugt som et negativt udtryk, et slave-åg, som man undertrykker andre med. Men egentlig er et åg en god ting, et godt redskab. Et åg giver mulighed for at vi kan bære mere. Et åg gør vores liv og vores byrder lettere.

Hvad er det for et åg, Jesus giver os? Er det et slave-åg eller et godt åg?

Jesu åg betyder tre ting. Følgeskab, frihed og fordring.
For det første, så er Jesu åg følgeskabet med ham. Det er livet sammen med ham. Han følges med os, er ved vores side. Altid nærværende. Altid lyttende. Og fordi han selv har været et menneske her på jord, kender han til vores tanker og følelser, til glæde og sorg, tro og tvivl.

For det andet, så er Jesu åg frihed. Det er et liv i frihed fra de krav, andre kan stille til os. Et liv i frihed fra de krav, vi kan stille til os selv. Der er kun én stemme, vi behøver at følge, én kilde, vi behøver at drikke. Ham, som siger følg mig. Ham, som er mild og tålmodig. Ham, som kan give os hvile.

For det tredje, så er Jesu åg en fordring. For han ønsker lydighed af os. Han ønsker trofasthed af os. Han ønsker handling af os. Et liv med Jesus er ikke et liv, hvor vi altid får det på den måde, vi vil have det. Men et liv, hvor vi indimellem må sande, at Jesus havde ret, og vi tog fejl. Og et liv i stadig udfordring, han ønsker stadig at lede os nye steder hen og få os til at vokse på alle måder, så vi ligner ham mere og mere.

Det er Jesu åg. Det er følgeskab, det er frihed, og det er fordring. Farisæerne havde forstået det med fordring, men de havde ikke forstået det med frihed og følgeskab. Og sådan går det galt, når vi forsøger at følge og være lydig mod andre mennesker, eller selv prøver at få andre til at være lydige mod os.

Jesus kender os hver især helt til bunds, og alt hvad han gør mod os bunder i dyb kærlighed til os. Derfor er hans åg godt, og hans byrde let.

Det var de to gode grunde til at tro, som dagens prædiketekst giver. Den første grund er oppefra og ned, er åbenbaringen: Gud har åbenbaret sig i sin søn Jesus, vist os, hvem han er.
Hvis vi vil kende Gud, så må vi følge Jesus og bede ham om at vise sig for os, åbenbare sig for os og lære os at lytte til hans stemme og kende hans tegn.

Den anden grund er inviterende, er nedefra og op. Jesus inviterer os til at komme til sig og leve et liv, som Gud ønsker det. For at vi kan leve liv i følgeskab med ham, i frihed fra andre menneskers overdrevne krav og i stadig fordring fra Guds søn selv.

Med det perspektiv kan vi gå et nyt kirkeår i møde. Vi ved, hvad det bringer. Jul, påske og pinse. Vi kender historien. Og alligevel ved vi ikke, hvad det bringer. Vi ved ikke, hvilke byrder livet eller andre mennesker eller vi selv vil lægge på os. Men vi ved hvem, vi er i følgeskab med.
Jesus Kristus. Ham, som er Guds nærbillede. Ham, som sætter fri og ønsker at give os hvile, og stadig ønsker at lede os nye steder hen og lære os nyt.

Derfor siger vi Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer
739 Rind nu op i Jesu navn
305 Kom, Gud helligånd, kom brat
658 Når jeg er træt og trist, når modet svigter
638 O, kommer hid dog til Guds søn
68,5 Se, hvor han gør sig til brød og til vin
431 Herre Kristus, dig til ære

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Guds vision

I sidste uge blev Donald Trump valgt til USA’s næste præsident. Den kommende tid vil afsløre, om han kan leve op til alle sine løfter og sine visioner for USA. Nogle håber han vil, andre håber han ikke vil.

Alt skal blive godt
Gud har også en vision, en plan for et sted, hvor alt skal være godt. Den lyder:

”Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.” (Johannes’ Åbenbaring, 21,3-4)

Det lyder som en utopi, som noget fuldstændigt urealistisk, for det overgår vores forstand og erfaring, at alt skal blive godt. Vi er blevet vant til at være kritiske overfor store visioner. De store fortællinger og -ismer, som kommunisme og kapitalisme, lovede os alle mulige goder; velstand, lighed, magt. Men de faldt alle til jorden. Og Trump vil måske også skuffe sine vælgere.

Håbet
Så det er forståeligt at være skeptisk over for den kristne vision: Håbet om en dag, hvor alt bliver nyt. Håbet om en dag, hvor Gud endegyldigt bosætter sig hos os mennesker. Håbet om et sted, hvor der ikke skal være død, sorg, skrig og pine.

Når døden rammer vores kære, og når vi hører nyheder om krig og terror, får vi ofte følelsen af, at noget er galt med verden. At det ikke var sådan, det skulle være. Og nej, det var det ikke, der er noget bedre at håbe på. En dag vil Guds vision endegyldigt bryde igennem. Det sker, når Jesus kommer igen, dømmer os alle og opretter Guds rige på den nye jord. Et evigt rige, hvor tårer, død, sorg, skrig og pine ikke skal eksistere.

(fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori