Båltale om stærke fællesskaber

Min kone og jeg er netop blevet færdig med at se den britiske serie Downton Abbey. Måske nogle af jer har set den? En serie i seks sæsoner, som følger livet på en engelsk herregård i begyndelsen af 1900-tallet. Der er tjenestefolkene i kælderen, downstairs, som gør deres gode solide arbejde, laver mad, vasker tøj, gør rent og på mange måder varter dem oven på op.

Dem ovenpå, upstairs, er adelige og de fine i det lokale samfund. Her er familieskabet vigtigt. Det handler om at omgås de rigtige mennesker. Det handler om at blive gift med den rigtige person fra den helt rigtige stand og fra en passende rig baggrund. Og hvis man laver en skandale, så går det ud over hele familien, så er familiens ære krænket, og man risikerer at blive til grin og miste indflydelse. Familien er vigtig.

En del af tjenestefolkene i kælderen er ugifte. Et arbejde som butler, serveringsmand, stuepige eller køkkenpige var ikke altid et liv, som gav plads til ægteskab eller familieliv. For det var hårdt arbejde, og de arbejdede meget mere end 37 timer end ugen. Men mange af dem blev en slags familie for hinanden. De boede jo det samme sted, de sås hele dagen, arbejdede sammen og hjalp hinanden med personlige problemer af mange forskellig slags. De var et stærkt fællesskab.

En af de fine ting ved serien er også dens skildring af forholdet mellem dem upstairs og downstairs. Mellem de rige adelige ovenpå, og de fattigere tjenestefolk i kælderen. Der er loyalitet og trofasthed, venskab og fortrolighed, som går begge veje. Man betror hemmeligheder på tværs af etagerne, som man ikke betror sin nærmeste familie.
Så en af seriens pointer er netop fællesskabet på tværs af arbejdsforhold, på tværs af stand og social status, på tværs af tjener/herskabs-skellet.

Som mellemkrigstiden skrider frem, bliver det svært at drive en herregård, de må skære ned på personalet. For har man virkelig brug for en person til at hjælpe sig med at tage tøj på og pakke taske for en, bare fordi man er lidt adelig og rig? Og hvorfor skal man nu absolut have det allerpæneste tøj på, når det er spisetid hver aften?

Tiderne forandrer sig. Fællesskaberne forandrer sig. Vi har også mærket det i Danmark. Også os, som ikke kommer fra de allerfineste adelige kår. Før i tiden, når man som mand og kone blev for gammel til at drive gården selv, så lod man en af sine sønner overtage gården, byggede en aftægtsbolig og flyttede selv ind i den. Det var der mange gode fordele ved. Så kunne man stadig hjælpe lidt til på gården, men slap for hele ansvaret og kunne nøjes med af tage én af malkningerne og lidt lettere arbejde i mark eller have. Så var man tæt på og kunne passe børnebørn og have en stor og vigtig rolle i deres liv. I det hele taget, så hjalp man hinanden, så godt man kunne, på tværs af alle generationerne.

Måske det for nogle har været lidt svært at have sin svigermor boende så tæt på. Det har det sikkert. Men der var gode fordele ved det. Man holdt godt sammen i storfamilien, for slægten og familien var et af de allervigtigste fællesskaber.

I det hele taget boede der flere mennesker sammen dengang. På en gård var der flere børn, end der er i dag, der var vel ofte både et par karle og et par piger i huset, og når der så også var et par hold bedsteforældre boende, så skulle den dygtige husmor lave mad til mange. Der skulle skrælles mange kartofler, laves mange frikadeller og laves meget kaffe. I høsttiden var det vel madpakker, som skulle smøres og bringes ud til de flittige høstarbejdere i marken. Men det gik vist alt sammen, selvom der var nok at se til.

I dag bor flere og flere mennesker alene. For nogle er det selvvalgt, og de trives med det. For andre er det ikke selvvalgt, og de trives ikke så godt med det. Måske er det på grund af en skilsmisse eller et dødsfald, og de føler sig ensomme. De savner et større netværk. De føler måske ikke altid, at der er nok mennesker, som kigger forbi.

Da jeg flyttede fra Vestjylland til København i 2002 for at studere, tog det også noget tid at finde ind i fællesskaber. Selvom jeg boede på et kollegium og delte et beskidt og rodet køkken med 17 andre, så var jeg ensom. Selvom jeg studerede og mødte folk der, så var jeg ensom. Selvom jeg gik i kirke og en kristen ungdomsforening, så var jeg alligevel ofte ensom det første års tid. Jeg længtes efter fællesskab, men det tager bare tid at lære folk godt at kende. Det tager tid at finde dem, man for alvor taler godt med.

Så når vi har sådanne mennesker i vores liv, hvad enten det er i venskaber, i familien, naboer eller på arbejdspladsen, så skal vi prioritere dem. Så skal vi værdsætte dem. Venskaber og fællesskaber kommer ikke af sig selv. De vedligeholder heller ikke sig selv. De kræver en indsats. De kræver tid. De kræver prioritering. For det er ofte lettere at blive hjemme foran fjernsynet end at gå ud og møde folk. Det er ofte lettere at blive bag sin egen hæk og kigge på sine egne stauder. Men vi går glip af fællesskabet. Vi går glip af den glæde, som vi får fra samværet med andre. Vi går glip af de overraskelser og den uforudsigelighed, der er i at bruge tid med andre mennesker.

I et lille lokalsamfund, som her i Hinge-Nørskovlund, så bliver vi mere eller mindre alle nødt til at bakke op om de fællesskaber, der er. For at holde dem i live. For at sikre, at vi selv har et fællesskab at være en del af. Det har vi brug for. For at sikre at der er et godt og kærligt fællesskab til andre. Det har de brug for. Så det er både for vores egen skyld og for de andres skyld, at vi bakker op om fællesskaberne i området.
Det er godt, hvis vi bakker op om det, der sker i forsamlingshuset, så det sted overlever og mennesker har et sted at mødes til fest eller mindesamvær. Det er godt, at vi bakker op om kirkens aktiviteter, så kirken ikke står tom om en generation eller to. Det er vigtigt, at vi bakker op om det øvrige foreningsliv med beboerforening, KFUM&K, mandagsklub, idrætsforening med egns- og sportsuge og alt, hvad der ellers sker her i området.

Uden det store foreningsliv og de stærke fællesskaber, så ville Hinge-Nørskovlund være et trist sted at bo.

Et godt og stærk fællesskab har ofte brug for en fælles sag. En vision at være enig om. En sag at brænde for og arbejde for at udbrede. Så kan mennesker netop mødes på tværs af de skel og barrierer, som ellers skiller dem ad. For de er enige om den fælles sag. Ligesom tjenestefolk og adelige i serien Downton Abbey og på de engelske herregårde kunne mødes. Både fordi de delte liv og hemmeligheder med hinanden, men også fordi de alle havde kærligheden til det samme sted, nemlig den engelske herregård og alle de traditioner og den historie, som den havde.

Det er lidt, som når vi står rundt om Sankt Hans bålet og kigger på det. Så er vi forenet af flammerne og ilden, så kigger vi alle samme sted hen. Så er vi enige om, at det da godt nok brænder fint, og at det da var godt, at det brændingsforbud blev ophævet, så det kunne blive rigtig Sankt Hans, og at bålene da vist var større for 50 år siden. Så er vi fælles om det samme. Forenede, i hvert fald for en stund, inden vi går hver til sit igen.

Eller når vi følger det danske fodboldlandshold på fjernsynet til VM i Rusland. Så holder vi med dem, i hvert fald dem af os, som går op i fodbold. Så er vi forenet i vores håb om dansk sejr, eller i hvert fald en plads i 8-dels-finalen. Så føler vi alle med William Kvist, som måtte blive sendt hjem for tidligt pga. sin skade, og vi er alle enige om, at det da var godt at Christian Eriksen nåede at blive far inden VM, så han kunne komme med og hjælpe os.

Til alle tider har vi mennesker været forenet af fælles visioner og drømme og skabt stærke fællesskaber. I kirkehistorien finder vi også mange stærke fællesskaber. I klostrene fandt mennesker sammen om en fælles mission og sag. At søge Gud og lære mere om ham. At hjælpe lokalsamfundet på forskellig vis. Når klostrene var bedst, var de et levende fællesskab, hvor mennesker hjalp hinanden til at lære Gud bedre at kende og hjælpe de fattige og andre trængende i klostrets nærhed.

Den helt tidlige kirke for små to tusind år siden var også præget af et stærkt fællesskab. De første kristne oplevede, at der nu var noget stærkt, som bandt dem sammen. En fælles erfaring af at Jesus var død og opstået. Mange af dem havde set Jesus efter hans opstandelse. Det forenede dem. De havde også en fælles mission, at udbrede det samme budskab. Jesus var død og opstået, og det var og er gode nyheder for hele verden.
Så i starten var de helt radikale og måske lidt ekstreme. De solgte deres ejendele og brugte det hele til fælles bedste. De var enige og havde et stærkt fællesskab, brændende i deres overbevisning om deres fælles sag.
Og sådan kunne vi finde mange andre eksempler på stærke fællesskaber omkring samme vision eller sag.

Hvorfor er alt det her med fællesskab så vigtigt? Hvorfor fylder det så meget i så mange menneskers liv?

Jeg tror, det er fordi vi er skabt i Guds billede. Vi ligner Gud, og Gud er i sig selv fællesskab. Han er treenig. Tre i én. Fader, Søn og Ånd. Så når vi søger fællesskab med andre, når vi ikke vil være ensomme, men i venskab med andre, så er det fordi, vi ligner Gud, den Gud, som er fællesskab i sig selv.
Et sted i Bibelen står der: ”Det er ikke godt, at mennesket er alene.” Det er inden, Gud skaber Eva som hjælper og partner til Adam. Men det kan lige så godt gælde helt generelt. Vi kan godt leve alene. Og det varierer fra person til person, hvor meget fællesskab vi har brug for. Nogle vil helst være sammen med andre hele tiden, andre har brug for at trække sig og være alene indimellem.
Men det er grundlæggende ikke godt, hvis vi mennesker er alene og ensomme. Vi er relationelle. Vi er skabt til fællesskab. Og den længsel efter fællesskab har vi til fælles med Gud.

Gud vil heller ikke være ensom, men have fællesskab med os. Det længes han efter. Det viste han netop, da han sendte Jesus for at leve, dø og opstå for vores skyld. For at få fællesskab med os. Det viste han, da han sendte sin hellige ånd pinsedag for at få fællesskab med os mennesker og stadig være tæt på os, selvom Jesus har forladt jord.

Derfor er fællesskab vigtigt. Fordi Gud i sig selv er fællesskab og fordi han stærkt ønsker at have fællesskab med os, at følges med os i vores liv. Derfor er det godt, hvis vi prioriterer fællesskabet med ham, lader ham følges med os ud i livet. Derfor er det godt, hvis vi prioriterer fællesskabet med hinanden i alle mulige sammenhænge så de stærke fællesskaber kan bestå.

Tak fordi I lyttede. Glædelig Sankt Hans!

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Bøger 2017

Oversigten over læste bøger i 2017. Læst i by og på land, strittende i mange forskellige retninger. Nogle glimrende, andre knap så gode, men de har alle været rare at have i hænderne.

Stefan Gustavsson: Skeptikerens guide til Jesus 2 – Jesu identitet og opstandelse 5/6
– Udmærket indføring i hvem Jesus var og i diskussionen om, hvorvidt det giver mening at tro på, at han virkelig opstod fra de døde. Det giver bogen udmærkede grunde til at tro på.

Asger Chr. Højlund: Urimeligt godt nyt 6/6
– Absolut glimrende introduktion til Luther, hans teologi og dens betydning dengang og i dag. Forfatteren skriver kort og præcist og levende og fastholder både vigtigheden af Luthers tanker og har forståelse for, at nogle af dem kan virke lidt fremmedartede i dag.

Lisbeth Smedegaard Andersen: Det åbenbarede ansigt 6/6
– Absolut glimrende bog om Kristusbilledet historie og udvikling. Om fravær og nærvær, guddommelighed og menneskelighed og om hvordan der er ret meget teologi i billeder af Kristus.

Jørgen Jørgensen: Kirke for folket 4/6
– Fin bog om en folkekirkemenigheds liv og vækst, især ved hjælp af Alpha-kurser. God blanding af beretninger om kirkeliv, teologiske refleksioner og personlige livshistorier.

John Steinbeck: Vredens druer 4/6
– Fin roman om vandring, familiesammenhold og søgen efter en plads i verden under depressionens USA.

Ida Jessen: Doktor Bagges anagrammer 3/6
– En læge skriver i nattetimerne i slutningen af sit liv små tanker ned om livet, om ægteskabet og om lægegerningen. Det bliver aldrig rigtig godt, nok delvist fordi jeg ikke kan identificere mig med manden.

Ida Jessen: En ny tid 4/6
– Udmærket fortælling om en friskolelærerinde i begyndelsen af forrige århundrede på Give-egnen. Ida Jessen skriver til tider godt, men jeg blev ikke helt fanget af fortællingen, måske pga. dagbogsformatet.

Wesley Hill: Washed and waiting 6/6
– Ærlig, tankevækkende og dyb bog, som giver et rigtig godt indblik i, hvordan det er at være en homoseksuel kristen mand. Forfatteren har truffet det i tiden mere og mere unormale valg, at hans homoseksualitet nødvendigvis medfører et liv i cølibat og seksuel afholdenhed. Der er noget at lære for alle.

Carl Hermansen: Så mangen en sommer 3/6
– Udmærkede tidsbilleder fra den første halvdel af forrige århundrede og nogle år frem, fra landlivet, præstelivet og ministerlivet. Men i længden bliver det trættende at høre om alle de mennesker, han har mødt. Jeg savner noget mere om det indre liv og hans motivationer for de mange store valg, han træffer i livet.

Anette Broberg Knudsen: I skyggen af pesten 3/6
– Fin lille historisk fortælling om to unge menneskers forsøg på at finde vej i livet i et middelalderligt Danmark lagt øde af pestens hærgen. Målgruppen er juniorer, men os, som er lidt ældre, kan godt få noget ud af den.

Michael Pihl & Jesper Rosenløv: Korstogene 6/6
– Glimrende formidling om korstogenes baggrund, deres tid og forståelsen af dem i eftertiden. Forfatterne argumenterer overbevisende for, at korstogene primært var et forsvar mod islams ekspansion i kristne områder og overfald på kristne pilgrimme i århundrederne forinden.

Kurt Dalsgaard: Var det mig, du mente? 4/6
– Udmærket selvbiografi om et liv i mission og kirkekamp. Kurt kommer godt rundt omkring arbejdsliv, familieliv og personligt liv, og bogen giver et fint personligt indblik i de sidste 40 års kirkehistorie.

Ed Shaw: Bare sig nej – et personligt opgør med letkøbte svar om køn og seksualitet 6/6
– Ganske velskrevet bog om at leve med en seksuel tiltrækning mod sit eget køn og afstå fra at leve den ud. Ed Shaw tager fat i en masse letkøbte svar om køn og seksualitet fra mange steder og giver i stedet gode velbegrundede svar og grunde til, at det er bedst ikke at leve en seksuel tiltrækning mod sit eget køn ud. I stedet må der hentes nært fællesskab og støtte fra kirken og fra hele den bibelske fortælling.

Helle Helle: Dette burde skrives i nutid 5/6
– Underspillet og underfundigt. Skåret helt ind til benet. Fin og halvmystisk roman om en ung pige og hendes vej ud i verden. Gode hverdagsbeskrivelser af de mindste ting.

Helle Helle: Rødby-Puttgarden 3/6
– Udmærket fortælling om ungdomsliv i en havneby, om arbejdslivet på en færge og forsøg på at finde kærligheden.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Lys på lys

Så er det adventstid med håb og forventning og stigende lys i adventskransen. I morgen tænder vi det første lys.

Det er snart juletid med de lysende juletræer og strålende ansigter. Måske får vi endda hvid sne til at lyse op i år? I hvert fald lyser ethvert hus her i området op med masser af julelys på træer og tage. Og efter nytår er der kyndelmisse, hvor vi i Vinderslev Kirke prøver at have en stillegudstjeneste med lystænding, masser af lys, for kyndelmisse betyder egentlig lysmesse.

Hvorfor går vi så meget op i lys i kirken? Det er der i hvert fald tre grunde til.

En grund er, at lys spreder hygge og stemning. Ligesom når vi tænder stearinlys hjemme i stuen. Vi har det elektriske lys, som kan lyse stuen mere end rigeligt op. Men vi tænder alligevel de levende lys. De spreder hygge. To lys på et bord, så er stemningen sat.

En anden grund er, at der er noget rituelt over at tænde et lys. Vi tænder lys på alteret, når gudstjenesten går i gang. Vi tænder et lys på en grav for at mindes. Når der har været store terrorhandlinger i verden, samles folk i kirker og på gader for at tænde lys. Vi føler os magtesløse over for livet; det der sker i verden og måske endda i os selv, så vi tænder et lys. Det føles rigtigt, og så gør vi da et eller andet. Et enkelt lys redder ikke verden. Men det spreder lidt varme og lys. Og i endnu højere grad håb. Vi har nærmest en instinktiv fornemmelse af, at mørket er noget skidt, det er lyset, som skal frem. Så vi tænder et lys.

Den tredje og vigtigste grund er, at vi tror på Jesus, verdens lys, som blev født under en stjerne. Det klassiske juleevangelium fortæller, at de vise mænd fra Østerland fulgte en stjerne for at finde kongen. Deres aflæsning af stjernehimlen fortalte dem nemlig, at en konge var født. De ledte efter ham og fandt ham i Betlehem. Verdens frelser, verdens lys, lå i en krybbe i et halvdunkelt hjørne af et hus.

Lyset var ved at komme til verden. Johannesevangeliet omtaler det som: “Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.” Jesus blev født, og hans opgave var at lyse. Han skulle oplyse os mennesker, så vi ser sandheden om os selv. At vi er højt elskede af Gud, og at vi ofte er alt for optagede af os selv. At vi minder om Gud, ja, ligner ham, men at vi samtidig slet ikke lever op til Guds perfekthed. Vi fejler, vi synder, vi magter ikke at leve liv, som gavner andre mennesker. Lyset afslører os, det fortæller sandheden om os. Både vores skønheder og vores skrøbeligheder. Det, vi lykkes med, og det, vi mislykkes med.

Så Jesus, verdens lys, skulle oplyse alle mennesker. Men han skulle også oplyse Gud. Ikke fordi Gud har brug for at vide noget mere om sig selv. Men fordi vi har brug for at vide noget om Gud. Vores gudsbilleder kan ofte være dunkle og forfejlede. Vi kan lægge alle mulige sande og falske begreber og forestillinger i ordet “Gud”. Vi er forskellige som mennesker. Vi har forskellige historier og er skruet forskelligt sammen. Så det er forståeligt, at vi har forskellige opfattelser af livet og af Gud. Men i Jesus ser vi Gud helt klart. I ham kan vores dunkle og lidt for hjemmestrikkede gudsopfattelser blive oplyst og rettet til. Som Jesus er, sådan er Gud. Vil vi kende Gud, ja, så må vi kende Jesus Kristus, Guds søn, verdens lys.

Han ønsker stadig at oplyse verden. Han ønsker stadig at oplyse os og vise os vej til Gud og gode veje at gå i livet.

Glædelig lystid!

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Lidt om Luther

Luther er født d. 10. november 1483 i Eisleben og død d. 18. februar 1546 samme by. Han blev altså 62 år gammel. Luthers far drev minedrift og havde gennem flittigt arbejde sparet sammen, så Luther kunne blive jurist. Det arbejdede han hen imod, men endte med at gå i kloster efter en stærk oplevelse. Lynet slog ned og i sin angst lovede han Jomfru Marias mor, den hellige Anna, at han ville gå i kloster.

Det blev hans livsvej, han slog ind på teologien og kæmpede hårdt. Både med studierne, men også med det indre liv. Luther havde nok visse tendenser til at se lidt mørkt på livet og sig selv, og han var plaget, som mange i hans tid var, af spørgsmålet om, hvordan han finder en nådig Gud. Kristus, Guds søn, var på den tid ikke helt så meget den lidende frelser, men man frygtede ham mere som den, der kommer igen og fælder dom. Og for at kunne bestå for dommen, så skal man være god nok, tænkte Luther. Så han forsøgte at blive god nok. Han bad. Han læste i Bibelen. Han fastede. Og jo mere han forsøgte på det, jo mindre syntes han, det lykkedes. Hans klosterfader opfordrede ham til at slappe lidt af, men det ville Luther ikke. Der var jo vigtige sager på spil. Det drejede sig om Himmel eller Helvede. Om Gud eller Djævel. Så han måtte forsøge at blive god nok i Guds øjne.

Luther studerede Bibelen flittigt og en dag opdagede han noget. Romerbrevet 1,16-17:
For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.«

Luther havde læst det mange gange før og altid tænkt, at Guds retfærdighed var en retfærdighed, en perfekthed, som mennesket skulle levere. Når man blev retfærdig, når man opfyldte alle Guds bud, så kunne man leve i tro tæt på Gud. Nu opdagede Luther, at han havde forstået det forkert. Guds retfærdighed er tværtimod en nådens retfærdighed, som Gud skænker og ikke kræver af os. Det er en, vi modtager ved tro. Den retfærdighed, som vi får ved tro, den får vi kun pga. Kristus. Fordi Kristus bar alt det, som skulle bæres, så behøver vi ikke selv bære det. Kristus bar Guds straf, han bar vores synd og alt, som tynger os. Derfor er vi ved troen på netop Kristus helt frie. Vi er frie.

Frihed
Den frihed blev kæmpestor for Luther. Og han brugte resten af sit liv på at forhindre, at mennesker tog den frihed fra ham og hans ligesindede. Den kunne blive taget fra mennesker, hvis de fik at vide, at de skulle købe afladsbreve for at komme lidt hurtigere igennem Skærsilden og til Himmelen. Nej, sagde Luther. Kristus har betalt.
Friheden kunne blive taget fra mennesker, når nogle mente, at man ikke frelses af troen alene, men også af gerninger. Troen var en igangsættende kraft i dig, som gjorde, at du kunne producere de gode gerninger, som du så blev frelst af. Nej, sagde Luther. Kristus har betalt, og det eneste du skal gøre er at tro, at have tillid til, at hans betaling er nok.

Gud har ikke brug for dine gode gerninger, mente Luther. Mange mennesker forsøgte at please og gøre Gud tilfreds og nådig ved at leve gode liv og fromme liv. Luther pegede i stedet på ens næste. Gud har ikke brug for dine gode gerninger, men det har dit medmenneske. Du er frelst af nåde og sat fri til at tjene dit medmenneske med alt, hvad du har. Du kan bede for det, du kan hjælpe det med praktiske ting, ja, du kan endda kæmpe for det og forsvare det.
Luther mente nemlig ikke, at man skulle gå så højt op i selvforsvar. Man skulle lide, hvis det var nødvendigt. Men man måtte på ingen måde lade sit medmenneske lide. Det skulle man hjælpe og forsvare det bedste, man havde lært.

Kampen for at vi frelses ufortjent pga. nåde var det, som drev Luther. Kampen for at vi skulle bruge vores gode gerninger på vores næste drev ham også. Hvad kan man ellers sige om ham? Jo, han var en mand, som elskede god mad og øl, elskede en god fest og god stemning, hvor han kunne snakke og have gode diskussioner med gode venner og holde nogle af sine berygtede bordtaler.

Et par andre stikord om Luther
Luther havde, hvad man kunne kalde profetisk selvbevidsthed. Han følte sig kaldet af Gud til den kamp, han stod i, for han havde selv erfaret, hvad der var på spil. Han så sig nærmest som en profet, som var kaldet til at bringe frihed til mennesker. En frihed, en troens frihed, vi nyder godt af i dag.

Så var han en dygtig teolog. Han skrev mange dybe teologiske skrifter, han oversatte hele Bibelen fra hebraisk og græsk til et levende hverdagstysk, som kom til at betyde en opblomstring af det tyske sprog.

Han var en udmærket salmeskriver. Der er liv og sjæl og følelser i hans salmer, og de giver et godt indblik af manden og hans kamp, hvad enten salmerne taler om, at vi skal fryde os eller trøste os hos den stærke Gud.

Luther var en kløgtig mand med sans for politiske forhold. Han rådgav fyrster om politik og havde et godt blik for, hvordan hans reformation, hans befriende tanker, bedst kunne blive udbredt.

Han var også en varm sjælesørger, som skrev mange breve til venner og folk, han ikke kendte. Han kunne være hård i munden i den offentlige polemik, men som sjælesørger var han blid, trøstende og fyldt med gode råd.

Så var han også en yderst selskabelig og gæstfri husfader, noget, som han på ingen måde kunne have formået at være uden sin elskede Käte.

Hvad kan vi bruge Luther til i dag?
Ja, hvilket spørgsmål stiller vi mennesker i dag? Vi spørger nok ikke så ofte om, hvordan vi finder en nådig Gud. Men nærmere “Er jeg god nok?” Vi er påvirkede af sammenligningssygen, at vi hele tiden sammenligner os med andre. Vi får at vide, at alle muligheder er åbne for os, hvis bare vi vil gøre vores bedste. Så vi sammenligner os hele tiden med de andre for at se, om vi lykkes. Vi mangler et vertikalt holdepunkt, og det tror jeg, vi kan lære af Luther. Hvad ville Luther sige til spørgsmålet, om vi er gode nok?

Jeg tror, han ville svare “Nej, du er ikke god nok.” Der er noget galt med dig, du mislykkes, du fejler, du lever slet ikke op til Guds krav, dine egne krav, dine medmenneskers krav. Men de gode nyheder er, at det skal du heller ikke. Du er ikke god nok, men Kristus er god nok. Han har levet op til alle Guds krav. Fordi han elsker dig, så tilbyder han dig et nyt liv som en gave. Et liv i frihed fra at skulle præstere. Et liv i frihed fra at skulle opfylde alle mulige krav. Et liv i frihed fra Guds dom, din egen dom og menneskers dom. Så når du tilhører ham, når du kender ham, så er du sat fri. Sat fri til netop at bruge dit liv for andre mennesker. Gud har ikke brug for dine gode gerninger, for Kristus har været god nok for dig. Så brug din tid og dit liv på at tjene andre mennesker og husk på, at Kristus elsker dig.

Det tror jeg, vi kan lære af Luther. Fokusset på Kristus. Og vi kan stadig blive inspireret af hans kamp for sandheden, hans kamp for at sandheden om Gud måtte blive udbredt i verden. Jeg tror, vi må lade os smitte af den kamp. Mennesker har stadig brug for at høre, at de er frie, frie fra at præstere, fordi Kristus har gjort alt, hvad der skal gøres.

(oplæg om Luther til en reformationsaften)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Håb om himmel

Her til morgen har jeg prøvet at tænke på himlen, men uden det store held.

Sådan lader Marilynne Robinson den gamle præst udtrykke det et sted i den fantastiske roman Gilead. Han nærmer sig døden og ser tilbage på sit liv, som ikke altid har været let, tilbage på sin tro, som alligevel har holdt, og fremad mod det, som venter efter døden.

Måske kender du fornemmelsen; at prøve at tænke på himlen, men uden det store held. Jo, vi kan danne os billeder af livet der, vi kan læse beskrivelser i Bibelen af det og måske endda drømme om det. Men det bliver ukonkret og løst. Som sand løber det imellem vores fingre. Vi kan ikke få et fast konkret greb om det.

Den gamle præst filosoferer videre over, at han dog heller aldrig vil komme til at forstå det jordiske liv, som han lever nu. Når børn er små, tror de, at de kommer til at forstå denne verden, men han kan efter et langt liv bevidne, at det aldrig kommer til at ske.

Jeg tror, han har ret. Vi kommer aldrig til at vokse helt ind i verden og forstå den. Vi vil blive ved med at undre os over, hvad vi kan med vores krop. Vi vil blive ved med at undre os over hver ny lysende morgen og hvert nyt interessant menneske, vi møder. Vi vil blive ved med at undre os over den meningsløshed, den ondskab og den skrøbelighed, vi møder i verden. I andre. I os selv.

Gæster
Undringen peger. Den peger på, at vi er gæster og fremmede her. Det er godt nok her, vi hører til nu. Det er her, vi opholder os. Men det er kun midlertidigt. Der er et andet sted, vi hører mere til. Et andet sted, som i højere grad er vores fædreland.

Nogle steder har man den skik ved begravelser at synge sidste vers af Grundtvigs salme ”Den signede dag”, mens kisten bæres ud af kirken:

“Så rejse vi til vort fædreland,
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale.”

Verset er en stærk påmindelse om, at det evige liv sammen med Gud er vores bestemmelsessted. Der vil vi helt føle os hjemme. Der vil der være dybt fællesskab. Der vil der være evig lykke.

Himmelhåbet sætter fri
Kristne er til tider blevet beskyldt for at have øjne og liv lidt for meget rettet mod det himmelske fædreland. Så meget, at de glemte at interessere sig for det liv og de mennesker, som var omkring dem. Det er muligt, det til tider har været sådan. Men at have blikket rettet mod det kommende liv kan og bør forenes med en dyb interesse for det nuværende liv. For vi behøver ikke at opnå de højeste tinder af lykke i dette liv. Det skal vi nok opnå i det himmelske. På den måde sætter himmelhåbet os fri til at bruge vores liv til gavn for andre. Vi venter på, at Jesus kommer igen, eller at vi forenes med ham efter døden. Vi kan lige så godt bruge ventetiden i tjeneste for andre og arbejde med på Guds genopretning af alt såret og nedbrudt allerede her i dette liv. Findes der en mere meningsfuld venten?

Et håb om et liv i himmelen forklarer også den undring og den uro, vi kan have ved det her liv. Fornemmelsen af at: “Nej, det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det skal være sådan.” Når vi møder modgang og lidelse i vores eget liv og i vores kæres liv, får vi det ofte på den måde. Himmelhåbet forklarer den dybe fornemmelse af, at noget er forkert. Ja, noget er forkert og ikke, som det var meningen, at det skulle være. Men en dag skal alt blive godt, helt godt, ansigt til ansigt med Gud. Vores uro ved og modstand mod smerte og ondskab peger på himmelens kommende lykke og er en længsel efter den.

Håb til kampen
For nogle er håbet om et liv i himmelen ikke kun et perspektiv, som vi forsøger at minde os selv om, fordi vi ved, det er godt og sandt. Men det er selve det håb, som gør, at vi fortsætter kampen her i livet. Kampen for ikke at bukke under for had mod den, som har misbrugt os. Kampen for ikke at trække sig fra fællesskabet med andre mennesker, fordi vi har erfaret, hvor dybe sår det kan give. Kampen for at opretholde de små daglige rutiner og stadig glæde sig over hver ny morgen og blomster i haven, selvom der er sygdom på krop eller i sind.

Håbet giver mod til kampen. Håbet om, at der i det kommende liv ikke vil være lidelse eller sorg eller noget som helst ondt. Det er egentlig ikke let at forestille sig. Smerte og ondskab virker så mærkværdigt sammenflettede med liv og glæde for os mennesker. Men det er løftet og håbet; en dag vil Gud gøre alting godt!

En dag vil vi slet ikke have problemer med at tænke på himlen, for vi har erfaret den med nyskabt krop, sind, sjæl og ånd.

(artikel til bladet Agape #3-2017. Kan bestilles på agape.dk. Mange fine artikler om håb.)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

500 år

Tirsdag d. 31. oktober er det reformationsdag. Den dag er det præcis 500 år siden, at Luthers 95 teser (korte og fyldige sætninger) blev slået op på døren til Wittenberg Slotskirke. Få havde vel forventet, hvor stor ballade og forandring i det kirkelige liv i Tyskland, ja, i hele verden, det ville skabe. Meget blev forandret, også her i Danmark, og det er værd at markere.

Vi har derfor Luther-foredrag i Vinderslev Sognehus tirsdag d. 19. september, vi har reformationsgudstjenester med Luther-salmer søndag d. 29. oktober, og vi har reformationsaften med ølsmagning i K-Huset i Hinge onsdag d. 15. november. Også der bliver der god mulighed for at synge Luthers salmer.

Hvad kan vi bruge Martin Luther til i dag? Er han ikke bare en forældet stemme fra en mørk middelalder, som talte lige lovligt sort om menneskets syndighed? Og var det ikke også ham, som var hård ved både bønder og jøder?

Luther har bestemt sine fejltrin, ligesom han havde sine genialiteter. Luther var nok, som vi mennesker er flest, en blanding af både godt og ondt.

Luther kæmpede med at finde en nådig Gud. For Luther var klar over, at han ikke slog til. Han vidste alt for godt, at han ikke var perfekt. Men han troede, at for at blive frelst, for at undgå Guds straf efter døden, så var han nødt til at leve et perfekt liv. Et liv, som Gud godkendte. Og dermed var første del af Luthers liv fyldt med frygt og kamp for at leve op til standarderne og kravene. Guds standarder og krav.

For mange mennesker i dag er det ikke Guds straf efter døden eller en vred Gud, man tænker mest på. Men alle kender til følelsen af ikke at slå til. Følelsen af at skulle leve mere eller mindre perfekte liv for at leve op til standarderne og kravene. Egne og andres. På jobbet. I hjemmet. Foran spejlet. I fitnesscentret. Og at vi kun kan elskes og accepteres, hvis vi gør det.

Luther opdagede på et tidspunkt, at det ikke kom an på hans eget perfekte liv. Luther forstod, at han ikke kunne fortjene sig til Guds kærlighed, og at han aldrig kom til at leve op til Guds krav og standarder. Men der var håb alligevel. For tro og frelse og et evigt liv hos Gud efter døden er noget, som gives til os. Gratis. Helt uafhængigt af vores egne præstationer. Vi slår ikke til. Men Jesus Kristus slog til, han levede det perfekte liv. Han gik i døden for os og opstod igen. Dermed grundlagde han nådens økonomi. Der får vi alt tilbudt. Gratis. Liv, tro og håb. Vi skal bare tage imod.

Vi har brug for at genlære nådens økonomi. At vi har fået alt gratis af Gud, også selvom vi ikke slår til. Hverken overfor Gud, overfor os selv eller overfor andre mennesker. Gud elsker os og accepterer os ufortjent.

Det er værd at markere. Det er værd at fejre. Glædelig reformationsår!

Forslag til læsestof om Luther:
Asger Chr. Højlund: Urimeligt godt nyt. Kolon forlag. 2017. Letlæst og velskrevet introduktion til Luther.
Heinz Schilling: Martin Luther – rebel i en opbrudstid. Kristeligt Dagblads forlag. 2014. Grundig og meget lærerig indføring i Luthers liv og tanker.
Asger Chr. Højlund, m.fl.: Luther stærke sager. Credo forlag. 2017. 10 Luther-tekster udvalgt og kommenteret af 10 danske teologer.

(Klumme til kirkebladet i Hinge og Vinderslev sogne. Læs hele kirkebladet her)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Mødested

For nylig gik jeg rundt på en højmose lidt uden for Riga i Letland. Efter nogle dage i Riga med fordybelse i landets dramatiske historie og beundring af de prangende Jugendstil-bygninger, var det godt at komme lidt ud i den friske luft på mosen.

Kemeri-højmosen er en del af en stor nationalpark. Man har anlagt en plankesti på en del af højmosen, så man kan bevæge sig derud uden at synke i eller få våde tæer. På vores tur derude nød vi stilheden, det flade vidtstrakte landskab og det særegne planteliv. Mest imponerende var de mørke mosesøer. De var tiltrækkende og flotte at se på. Jeg tog næsten et billede af hver eneste, jeg kom forbi. De mindede lidt om mørke øjne. En indgang til mosens inderste og dybeste. Jeg havde lyst til at fordybe mig i dem og via dem lære mosen bedre at kende.

Men der var også noget skræmmende over dem. Jeg er ikke begejstret for dybt vand, og når plankestien blev til en lille bro og førte hen over en af dem, skyndte jeg mig at gå over den og få fast plankegrund under fødderne igen. Min kone derimod stillede sig ofte på broen og beundrede mosesøerne. Heldigvis endte hun altid med at løsrive sig og komme med videre.
Fantasien fik frit løb. Hvad mon der gemte sig på bunden af de mosesøer? Hvilke væsener kunne mon finde på at komme op af dem en halvmørk vinterdag?

I serien om Danmarks historie, som blev vist på DR tidligere på året, fortælles der om, hvordan tidligere beboere af de danske områder ofrede mennesker i mosesøer. De tænkte nemlig, at mosesøerne var et mødested mellem det guddommelige og det menneskelige. Så når de guddommelige kræfter skulle mildnes og beskyttelse opnås, så var det moserne, der skulle ofres i. Da jeg så udsendelserne for nogle måneder siden, forstod jeg ikke helt logikken i det. Men mens jeg gik der på Kemeri-højmosen og blev både fascineret og skræmt af de mørke mosesøer, da forstod jeg.

Vores forfædres menneskeofringer i mosesøerne afspejlede en eksistentiel længsel efter det guddommelige. Hvordan kommer den længsel til udtryk i dag?

Nogle mennesker søger mod Østens mystik med buddhisme, mindfulness og alternative behandlingsformer. Det handler ikke altid så meget om tro på en gud, men mere om, at vi skal blive bedre til at klare os selv og bringe orden i det kaos, som vores liv kan føles som.

Nogle tager på pilgrimsvandringer i Spanien eller en tur på Hærvejen. Når man går, får man ofte bearbejdet nogle ting i sindet og kroppen og nogle gange melder Gud sig endda på banen, mens man går der i egne tanker.

For mange mennesker er naturen et oplagt mødested mellem Gud og mennesker. Der virker grænsen mellem det guddommelige og det menneskelige ikke så tydelig mere. De udsprungne bøgetræer, fuglesangen og spændingen om, hvad der mon venter rundt om næste hjørne på skovstien, får os, i hvert fald mig, til næsten automatisk at rette tankerne mod Gud.

De danske kirker er også stadig i funktion, og en del mennesker får deres åndelige tørst slukket der. Her mødes vi ved de store overgange i livet, og her mødes vi søndag efter søndag og fejrer Guds søns sejr over døden.

Så vores eksistentielle længsel efter det guddommelige findes stadig. Det får bare udtryk på andre måder end tidligere. Der er noget godt ved vores religiøse længsel. Den er skabt af Gud, for at vi skal søge efter ham. Gud længes efter mennesker, faktisk endnu mere end vi længes efter ham. Derfor sendte han sin søn til jord for at sætte det møde i stand. Jesus Kristus var menneske og Gud, og han er mødestedet mellem mennesker og Gud. Ikke ét af mange mødesteder, men mødestedet.

Så vi behøver ikke søge til moser eller Østens religioner for at finde Gud. Jesus kom ind i vores verden, og vi kan møde ham lige der, hvor vi er. Hvad enten det er midt i hverdagen derhjemme i køkkenet, på en tur på Hærvejen eller i skoven, eller en søndag i kirken. Hvad enten det er ved en stille bøn, en meditation over en bibeltekst eller ved en nadver.

Gud ønsker at møde os!

(Klumme til kirkebladet i Thorning, Grathe og Vium sogne)

1 kommentar

Filed under Uden for kategori