Prædiken til Sidste søndag efter Hellig Tre Konger 2016

Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.” Johannesevangeliet 12,23-33.

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

I mandags døde musikeren og skuespilleren David Bowie. Det kom som et chok for mange. Både fordi han var en, som havde påvirket mange med sin musik og sin personlighed, men også fordi det ikke var offentligt kendt, at han var dødssyg af kræft. To dage forinden sin død havde han endda lige udgivet et nyt album. Det fik rigtigt gode anmeldelser og mange forventede en efterfølgende verdensturné. Men det bliver der altså ikke noget af nu.

Jeg har ikke selv lyttet til hans musik eller fulgt hans person, men mange har. Der var tilsyneladende noget dragende over ham. Mennesker følte sig tiltrukket af ham og hans musik og følte han satte ord på deres inderste følelser. Ja, nogle skriver endda, at hans musik hjalp dem i svære og usikre perioder af deres liv.

Jeg tror de fleste af os kender til at blive draget af et andet menneske. Andre mennesker kan være tiltrækkende på mange måder. Måske giver deres udseende os lyst til at kigge på dem. Ellers deres musik giver os lyst til at hoppe og danse. Eller hele deres person emmer af livsvisdom på en sådan måde, at vi bare har lyst til at sætte os ved deres fødder og suge til os af deres visdom.

At blive draget og tiltrukket af et andet menneske handler ikke kun om, at de trækker i os og hiver os nærmere til dem selv. Men også at de vækker noget inde i os. Giver os nogle følelser, skaber et røre, som fører til, at vi begynder at bevæge os i retning mod dem. Gøre som dem, klæde os som dem. Tænke som dem.

Jesus har i de sidste to tusind år, især i vores vesteuropæiske verden, været en central person. En, som de fleste har kendt til og ikke kunnet undgå at have en eller anden holdning til. Der har dog gennem tiden været forskellige forståelser af, hvem Jesus primært var. Vi kan kalde dem Jesus-billeder.

Da kristendommen kom til Danmark for godt 1000 år siden, talte man om den sejrende Kristus. På korset blev han fremstillet med en kongekrone. Det skulle tydeliggøres, at han var stærkere end de guder, som folk tidligere havde troet på, og at han havde sejret over synd og død og djævel. Til andre tider har Kristus primært været dommeren på den yderste dag. Jesus skulle ved sin genkomst fælde dom og de færreste ville kunne bestå for den dom. Kristus var en skræmmende person.

Andre grupperinger i kirkelivet har fokuseret på den lidende Kristus. Jesus er her ikke udstyret med kongekronen, men med en tornekrone. Jesus led for menneskets skyld og tog den straf, som det ellers skulle have haft.

Andre igen har mest set på Jesus som en slags klog livsfilosof. Man kunne lære gode ting om livet af ham, og lære, hvordan man levede et godt liv sammen med andre. Livet efter døden havde han derimod ikke så meget med at gøre.

Menneskers opfattelse af Jesus har varieret i tidens løb, og det er fascinerende, hvordan troen på Jesus alligevel har overlevet så mange hundreder af år. Han har vist sig langtidsholdbar og relevant for mange skiftende tider og situationer. Der vedbliver at være noget dragende over ham.

Dagens tekst fra Johannesevangeliet taler om herliggørelse. Ikke lige et ord, vi går og bruger hver dag. Men det er ikke så svært at forstå. At herliggøre. At gøre noget herligt.

Jesus taler om, at timen er kommet, da han skal herliggøres. Han beder Gud om, at han må herliggøre sit navn, og dermed også Jesu navn. Der er nemlig en tæt sammenknytning mellem Sønnen og Faderen. Som Faderen er, sådan er Sønnen også. Så når Faderen er herlig, så er Sønnen det også. Når Sønnen, Jesus, taler og helbreder mennesker, så viser han hele tiden noget af Guds herlighed, noget af Guds væsen.

Da Jesus beder om, at Gud vil herliggøre sit navn, svarer Gud fra himlen, at han har herliggjort det og atter vil herliggøre det. Der er altså tilsyneladende tale om to herliggørelser?! Hvilken begivenhed er mon den første herliggørelse? Jesu fødsel? Jesu dåb?

Det skal nok forstås sådan, at den første herliggørelse er Guds kontinuerlige herliggørelse af Jesus. Johannesevangeliets forudsætning er, at Gud herliggør sit navn ved at herliggøre sin søn. Som det hedder helt i Johannesevangeliets begyndelse: (Joh 1.14): ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” Jesu liv på jord er en løbende åbenbaring af Gud Fader og en løbende herliggørelse af Jesus.

Men det er ikke nok. Der skal en anden og større herliggørelse til. En herliggørelse, som for alvor viser, hvem Jesus er. Og det er her, det hele bliver lidt sært. For den største herliggørelse i Johannesevangeliet er Jesu død. Det er sjældent, der er noget herligt over en død. Jo, måske hvis man kæmper for alt, man har kært, og dør om så det gælder.

Men Jesus virker mere til at være en fejlslagen oprører og profet. Han fik lige samlet sig et stort følge, gik rundt i 2-3 år og gjorde store ting, og så blev han taget til fange og døde. Hvad er det herlige i det?

Jesus bringer hvedekornet i spil som et pædagogisk hjælpemiddel for at vi lettere kan forstå det herlige i hans død. Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.

Et af de flotteste syn om sommeren er marker, som er bleggule og klar til høst. Og selv sindige jyske landmænd kan blive helt kulrede og stressede, når det er høsttid. For det er en vigtig tid. Holder vejret nu, så man kan få høstet kornet med en lav vandprocent? Holder mejetærskeren til det hårde arbejde? Stor er lettelsen derfor bagefter, når høsten er i hus og det hele godt overstået.

Men forudsætningen for alt dette er død. Et enkelt korn bliver sået i jorden, spirer og bruger alt sin livskraft på at frembringe en kornplante, et kornstrå med aks på. Det udtømmer sig selv og dør, men resultatet er, at det ene korn giver liv til mange flere korn. Et korn giver liv til 30-50 korn.

Tilsvarende er det med Jesu liv. Han dør for at give liv til mange. Vi er her inde ved kernen af hans mission på jord. Hans død forårsager, som han siger, at verdens fyrste jages ud. Det lyder næsten som en slags eksorcisme, og sammenholdt med sætningen om, at den, som hader sit liv i denne verden kan bevare det til evigt liv, så lyder det noget verdenshadende og dystert. Bliver Jesus nu ikke lige lidt for mørk her?

Især i Johannesevangeliet menes der med udtrykket ”denne verden” alt det i verden, som har gjort oprør mod Gud, og som der er galt med verden. Alt det, som i sidste ende kun fører død med sig. Alt det må jages ud og mennesker må blive befriet fra alt, som i virkeligheden ikke fører til liv, men til død. For det er kun Jesus, som kan give liv. Der er ikke sandt liv, der er ikke evigt liv i nogen anden.

Til forskel fra hvedekornet, som falder ned i jorden og giver liv, så bliver Jesus ophøjet fra jorden og giver liv. Forfatteren til Johannesevangeliet hentyder her til, at Jesus bliver hængt på et kors, og måske antydes det også, at han igen skal opstå. For var han bare død og ikke opstået, så havde det i sidste ende ikke nyttet noget. Så havde Døden og verdens fyrste fået et slag ved hans overraskende og uselviske død, men dødsstødet var udeblevet. Opstandelsen sikrer, at verdens fyrste jages helt ud. At døden besejres.

Jesu død og opstandelse bevirker, at livet spreder sig på jord. Ikke bare som ringe i vandet, men som bølger af liv. Jesu død og opstandelse giver ikke kun liv til ét andet menneske, men det giver liv til mange mennesker. 30-50 mennesker, ja, endnu flere, Jesus vil drage alle til sig. Måske menes der her alle folkeslag; at budskabet om Jesu død, ondskabens uddrivelse og Jesu sejr over døden, vil nå ud til alle folkeslag på hele jorden, hvilket jo er i færd med at ske i vores tid. Altså, ikke blot til jøderne, men også til alle os fra andre folkeslag, som i bibelsk sprogbrug ofte kaldes hedninger. Eller også tænkes der på, at alle dem, som tror, at Jesus var Guds søn, kommer til ham, fordi han drager dem til sig. Det skyldes egentlig ikke dem selv. Os selv.

At vi kan tro på Jesus og følge ham, er i sidste ende et resultat af, at han drager os. Vækker noget i os. En lille interesse. En prøvende nysgerrighed. En forsigtig tro. En længsel. Et håb. Et eller andet ved ham kan få os til at beslutte os for, at han er værd at følge efter. Tro på. Leve sit liv i følgeskab med.

Og vi har brug for, at han drager os. Ellers er vi alt for ofte i fare for at blive ligeglade med Jesus og Gud og alt det med kristendom. Vi har brug for, at Jesus skaber røre og bevægelser i os og drager os nærmere til sig.

Søren Kierkegaard siger et sted i sin ”Indøvelse i Christendom”:
Men Dig, Herre Jesus Christus, vil vi bede, at Du vil drage os og drage os ganske til Dig. Hvad enten vort Liv skal glide roligt hen i Hytten ved den stille Sø, eller vi skulle forsøges i Kamp med Livets Storme paa det oprørte Hav; hvad enten vi skulle »søge Ære i at leve stille« (1 Thess. 4, 11) eller, stridende, i Fornedrelsen: drag Du os, og drag os ganske til Dig. Naar Du blot drager os, da er dog Alt vundet, om vi end, menneskelig talt, Intet vandt, og Intet tabt, om vi end, menneskelig talt, tabte Alt: da var dette Livs-Vilkaar vort Livs Sandhed; thi Du drager Ingen til uværdig Fjernhed fra Farerne, men heller Ingen ud i dumdristig Voven.”

Det vigtigste er ikke, hvordan vi bliver draget. Om det er en stille og harmonisk dragen, som det kan være at have kendt Jesus hele sit liv, være døbt og opvokset i den kristne tro. Eller om det er en mere stridende dragen, hvor Jesus har måtte drage stærkt i os for at få fat i os. Den enes troshistorie og trosvandring er ikke bedre end den anden. Det vigtigste er, at Jesus drager os, og at vi giver ham lov til det. Giver ham plads. Lytter til ham. Taler til ham. Synger til ham. Taler om ham.

Da kan det forunderlige ske, at vores liv bliver en del af den store høst. At Jesu død bliver til liv og glæde og udbytte i vores liv. At hans død og opstandelse sår og tænder en vilje i os til at dele ud af de gode nyheder. Sender os ud til dem, vi er i blandt eller til fremmede steder – til de mennesker, som Jesus også drager – og fortæller om det liv, som er at finde.

Salmer
422 Hellig, hellig, hellig! Herre Gud almægtig!
446 O, lad sin Ånd nu med os være
255 Drag, Jesus, mig
476 Kornet som dør i jorden
357 Vær trøstig Zions brud
361 Din rigssag, Jesus, være skal

(Holdt d. 17 januar 2016 i Alderslyst kirke i Silkeborg.)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Undværing

Hvis vi føler et behov, handler vi på det og gør noget ved sagen. Vi køber en ny mobiltelefon, når der kommer en ny model med nye funktioner, vi tager på en solferie for at slippe væk fra den grå vinter, vi spiser sund mad, når vi mærker bare den mindste sult. Vi søger at udrydde behov og mangler i vores liv. Det er ikke rart at mangle noget. Det er ubehageligt og utilfredsstillende. Det skal der gøres noget ved, tænker vi. Det ved reklamebureauerne. De forsøger at gøre os opmærksomme på endnu flere behov og mangler i vores liv, så vi kan få et endnu større forbrug og få endnu mere fyldte liv.

Derfor er vi efterhånden ikke så gode til at undvære ting. Vores undværings-muskel er understimuleret. At undvære betyder oprindeligt ‘at tåle at savne noget’. Det er netop det, vi er blevet dårlige til. Dårlige til at savne noget. Til at være i ubehaget. Utilfredsstillelsen. Fraværet.

I kirkens kalender har vi nu taget hul på den årlige fasteperiode. Fasten er en tid, hvor vi kan øve os i at undvære noget og blive bedre til at udsætte vores behov. Ved at skære ned på forbrug af den ene eller anden slags, kan vi blive bedre til at tåle fraværet og savne noget. Måske kan det endda også give os en større modstandsdygtighed over for forskellige slags fristelser.

Men først og fremmest er fasten en tid, hvor vi ved at undvære noget, får tid og rum til at give Gud særlig opmærksomhed. Fasten er en god anledning til ekstra bøn og bibellæsning og andre måder at bruge tid med Gud. Fasten er en tid til ro og fordybelse. Og til måske ligefrem at opdage en længsel og et behov efter Gud.

(Fokus-artikel til jesus.net.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Godt oppe i årene

Da jeg arbejdede i boghandel, blev jeg nogle gange behandlet lidt næsvist og ubehøvlet af kunder, og det var som regel mennesker, som var godt oppe i årene. Jeg udviklede en teori om, at det var fordi, de havde levet så lang tid; de vidste hvordan tingene skulle være og havde svært ved at acceptere andre måder at tænke og være på. Og jeg overvejede, om empatien mon er for nedadgående med alderen.

Men nu arbejder jeg ikke i boghandel mere og møder ældre mennesker i helt andre situationer. Og nu bliver jeg i stigende grad fascineret af dem. Især på grund af kombinationen af skrøbelighed og livsvisdom. Skrøbelighed i sig selv kan være smuk, og livsvisdom i sig selv er altid godt at møde. Men kombinationen af de to virker ekstra stærkt på mig. Det vidner om, at livsvisdom tager tid og koster noget. Den kan man ikke så let læse sig til. Man må leve sig til den. Man må kæmpe sig til den.

Jeg får lyst til at spørge dem om deres liv. Spørge dem om deres kampe og sejre. Jeg er nysgerrig på, hvad der gemmer sig bag rynkerne, de grå hår, smilene og tårerne.

Og jeg spørger dem, og de fortæller. Nogle gange gerne, andre gange mere tilbageholdende. Om svundne tider, om svundne mennesker. Om at være taknemmelig, om at tage livet som det kommer og ikke taget noget for givet. Men glæde sig over det, man har, og det, man fik lov at have.

Jeg har meget at lære. Og nej, jeg tror ikke min teori fra boghandelen holder.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Evig Gud og nærværende Far

Vi er lige begyndt på et nyt år. Vi er igen blevet mindet om årenes skiften og vores egen nøjagtige placering i tiden. Det er netop den store forskel mellem os mennesker og den evige Gud.

Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du Gud.” (Salmernes Bog 90,1-2)

Gud var før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, og han er fra evighed til evighed. Det er ret lang tid, for nu at sige det med lidt jysk underdrivelse. Gud er meget større end årsskifter, og han har oplevet uendeligt mange af dem. For ham er de bare som utroligt små sandkorn i hans enorme timeglas. For ham er vi som små bølgeskvulp på tidens store hav.

Gud ser de svimlende menneskemasser. Og Gud ser også hver enkelt. Det er det, som er særligt ved Bibelens fortælling om Gud. Han er den højt ophøjede. Gud har det store overblik og er uden for tid og rum og logik og alt andet, vi er begrænsede af.

Men samtidig, samtidig med det store overblik, har han også det helt nære blik. Han ser hvert enkelt menneske. Ser vores mindste bevægelser. Kender vores tanker. Ved, hvad vi føler dybt inde. Allerede inden vi beder og fortæller ham det, ved han, hvad der gemmer sig i os.

Gud, den store almægtige Gud, er ikke kun tæt på os, fordi han ser og ved og kender alt, men også fordi Jesus, hans søn, blev en af os, som vi har fejret i julen. Derfor kender vi nu mere af Guds væsen, og vigtigere, derfor kan vi nu kalde Gud Far. Den store Gud kan vi kalde noget så jordisk som far.

Far.

Der er noget intimt og nært over det. En far. Vi er en del af Guds familie, vi er blevet hans børn. Altsammen fordi Jesus blev født, levede her på jorden, døde og overvandt døden. Jesus blev vores bror, og vi blev den evige Guds børn.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Bøger 2015

Bøger 2015

Årets læsning:

Henrik Pontoppidan: Det forjættede land 6/6
– Ret vellykket beskrivelse af den grundtvigske vækkelses længsel i slutningen af 1800-tallet; længslen efter mulden og folkeligheden og Gud. Bogen er også samtidig også en advarsel mod religiøst sværmeri og fantasteri. Klassiker!

Pär Lagerkvist: Dværgen 4/6
– Usædvanlig beskrivelse af menneskeligt had, mindreværd og stolthed. Kynisk og på ingen måde happy clappy. En fin beskrivelse af dele af den menneskelige natur.

Kurt E. Larsen: Christian Bartholdy 6/6
– Glimrende kirkehistorieskrivning om Christian Bartholdy, Indre Missions formand 1934-1959 og generelt om midten af det 20. århundredes danske kirkehistorie. Læs mine tanker om bogen her.

Kurt E. Larsen: Vilhelm Beck – missionspræsten 6/6
– Indre Missions første store høvding, Vilhelm Beck, undersøges nøje i denne velskrevne og kirkehistorisk velfunderede bog. Det kommer der mange interessante ting ud af, og Becks teologi og personlighed træder både klar og nuanceret frem.

Heinz Schilling: Martin Luther – rebel i en oprørstid 6/6
– Glimrende historisk biografi om Luther. Bogen placerer på grundig vis Luther midt i hans egen tid, og viser både, hvordan han var en del af allerede eksisterende strømninger, og hvordan hans helt specielle personlighed fik afgørende betydning for Europas historie. Læs min fulde anmeldelse her.

Marilynne Robinson: Lila 4/6
– Fin skildring af en kvindes vej til det hjem og det familieliv, hun ikke vidste, hun længtes efter. Lila når ikke op på højde med parallelbøgerne Gilead og Hjemme, men der er også utrolig højt op.

Eric Metaxas: Bonhoeffer 5/6
– Metaxas skriver veloplagt og giver et fint indblik i Bonhoeffers liv og personlighed. Samtidig er det en gribende beretning om det tyske samfunds løbende forandring gennem nazitiden og en opløftende fortælling om de mange, som ikke gik med på nazisternes uhyrlige idéer. Det er dog svært at fralægge sig tanken, om Metaxas ikke gør Bonhoeffer til mere helgen end han er. Læs lidt flere tanker om bogen her.

Hans Edvard Nørregaard-Nielsen: Den sommer og den eng 5/6
– Samling af nogen af Nørregaard-Nielsens bedste erindringer om opvæksten i Vestjylland. Velskrevne tilbageblik og tanker om den tid og den landbokultur, som så hastigt er forsvundet.

Hans Edvard Nørregaard-Nielsen: Riber ret 3/6
– Udmærket tidsbillede fra forfatterens gymnasietid i Ribe i 1960’erne.

A. Edward Siecienski: The filioque 6/6
– Glimrende introduktion til og indføring i problematikken omkring filioque. Bogen giver et godt historisk overblik til øst- og vestkirkens holdninger til spørgsmålet helt frem til i dag. Kirkehistorieskrivning, når det er allerbedst.

Flemming Kofod-Svendsen: Teologi og konsekvens 5/6
– Udmærket ph.d.-afhandling om Niels Ove Rasmussen Vigilius’ teologiske virke, som bl.a. førte til stiftelsen af Kristeligt Forbund For Studerende og Dansk Bibel Institut. Forfatteren kommer vidt omkring og får fremlagt en stor mængde arkivmateriale. Der er en del spændende detaljer at hente, hvis man interesserer sig for den kirkelige højrefløjs historie i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Espen Ottosen: Mine homoseksuelle venner 5/6
– Vigtig og udmærket bog med fortællinger om 9 kristne homoseksuelle, som alle mener, at ægteskabet mellem mand og kvinde er den ramme, som seksualiteten skal udleves inden for, hvilket har fået konsekvenser for deres egen livsførelse.

Uffe Kronborg: Kristusmystik 6/6
– Glimrende introduktion til den kristne mystik fra en mand med benene plantet solidt i Luthers teologi. Uffe Kronborg demonstrerer overbevisende at subjektiv mystik(Kristus bor i mit hjerte) og Luthers objektive teologi fint kan kombineres, ja, at de faktisk hører meget godt sammen. Bestemt læseværdig!

Bo Giertz: Kristi kirke 4/6
– Bogen er fra 1939, men nogle steder utrolig aktuel. Den daværende svenske biskop giver her en velskrevet indføring i kirkens betydning og kirkens liv. Perspektivet er det objektive og det historiske. Kirkerummet og dets handlinger er hellige og Bo Giertz bruger en del energi på at formidle dette. Måske overdriver han kirkerummets hellighed lidt, man bogen er en god påmindelse om, at alt ikke kommer an på hvad jeg føler og tænker lige nu og her.

Kathy & Timothy Keller: Det meningsfulde ægteskab 5/6
– Velskrevet og tankevækkende bog om, hvad et kristent ægteskab er, nemlig dybest set et sted, hvor to mennesker hjælper hinanden til at komme til at ligne Kristus mere. Og selvfølgelig meget andet end det. Bogen er velfunderet og velresearchet og fyldt med relevante eksempler fra parrets liv.

Alderslyst kirke 1929-2004 4/6
– Udmærket introduktion til Alderslyst kirkes historie, dens præster, kirkekunsten og hvad der ellers har præget kirken i årenes løb.

Poul Geil & Anne Marie Johansen: Tanker om bøn 5/6
– Fine og erfaringsnære bønner tilsat flotte illustrationer. Oplagt gaveidé og udmærket lille introduktion til bønnens mange former.

Gilles Emery & Matthew Levering (red.): The Oxford Handbook of The Trinity 6/6
– Ganske glimrende håndbog og opslagsværk til treenigheden. Læs min anmeldelse her.

Christopher Ash: Vær glad med god samvittighed 3/6
– Om samvittigheden, dens funktion og dens forskellige tilstande. Bogen er en lidt sær mellemting mellem en faglig bog og en opbyggelig bog. På trods af mange udmærkede eksempler og ærlighed fra forfatterens side, så fungerer den ikke helt.

Inge Duelund Nielsen: Æbleskud 4/6
– Glimrende og ret velskrevet børne- og ungdomsbog om at vokse op med en far i hallens cafeteria og en mor i Afrika, om at prøve at finde forklaring og soning for det, man har gjort. Bogens opbygning med små kapitler med erindringsglimt gør den dejligt afvekslende og lidt mystisk at læse.

2 kommentarer

Filed under Uden for kategori

Gud blev barn

Gud blev barn

I kristendommen taler vi om og tror på, at Gud blev menneske. At det skel, der var mellem Gud og mennesker, blev oversprunget af Jesus Kristus, Guds søn. Han blev menneske, med kød, knogler, fedt, hud og næsehår. Selvom det kan være svært at forstå, så kan det måske være sådan nogenlunde til at acceptere. Man kan forstå det sådan generelt; Gud blev en del af menneskeheden og nåh ja, vi har jo lidt guddommeligt i os og så er det vel fint, at han også får lidt menneskeligt i sig. Hvis vi kender alle historierne om Jesus, så ved vi, at han levede et ret ekstraordinært menneskeliv, og nåh ja, når nu Gud skulle blive menneske, så er det fint, at han blev et sådant menneske. Et godt menneske, et forbillede. Et menneske med en stærk vilje.

Det er sandt, at Gud blev en del af menneskeheden og sandt, at Jesus levede et ret ekstraordinært menneskeliv. Men det kan måske nogle gange få os til at glemme, hvad der egentlig skete. Gud blev ikke sådan et generelt menneske, eller et ekstraordinært menneske.

Gud blev barn!

Det er det, vi fejrer i julen. At Gud blev barn.

Og det kan måske være lidt sværere at acceptere.

For det er kun sket én gang i historien. Der er ingen fortilfælde og eksempler på, at det er gået godt. Så det er lidt satset og forrykt. Hvad hvis Maria havde tabt barnet, Guds søn, på vejen til Bethlehem? Hvad nu hvis fødslen var gået galt? Hvad hvis hun viste sig at være en dårlig mor? Havde Gud taget højde for alle de ting? Det virker som en ret risikabel plan!

Det ville have været mere sikkert og også vækket lidt mere opsigt, hvis Jesus var kommet flyvende ned fra himlen som en færdig og veludviklet superfrelser med det lange hår og kappen blafrende i vinden. Havde landet med et ordentligt brag i en kæmpe støvsky og straks havde begyndt at videreformidle sit budskab og helbrede mennesker. Det ville have vækket opsigt og måske kunne flere mennesker være nået på den måde.

Men nej.

Gud blev barn.

Okay, Gud blev barn, men kunne det da så ikke have været et specielt barn? Måske et med ekstra organer, hvis nu det kom ud for en ulykke? Måske et med et særligt stærkt immunforsvar, hvis nu det blev ramt af sygdom? Måske et virkeligt kønt barn?

Men der er bare ikke noget der tyder på, at Jesus-barnet var fysisk unormalt med ekstra organer eller et stærkt immunforsvar. Han er godt nok tit en flot mand på billeder, men vi ved faktisk ikke meget om, hvordan han så ud. Tværtimod, i en anden profeti fra Esajas, Esajas kapitel 53, bliver det beskrevet, at han snarere var en, man ikke brød sig om at se på.
Hans skikkelse havde ingen skønhed,
vi så ham, men vi brød os ikke om synet.

Gud blev barn. Et helt normalt skrøbeligt barn. Det viser på en eller anden måde noget om størrelsen af Gud eller udstrækningen i Gud. Gud er almægtig, stærk, urørlig, han kan hvad han vil. Og der er tilsyneladende ikke noget i Guds natur, som forhindrer ham i også at kunne være lille, skrøbelig, afmægtig, afhængig.

Hvis vi havde stået der rundt om krybben i Bethlehem, ville vi måske ikke have bemærket noget særligt. Jesus lignede et normalt barn. Vi kunne have lyttet til hans gråd indtil Maria trøstede ham og gav ham noget at spise. Vi kunne have duftet hans nyfødthed sammen med alle de andre ting, det lugtede af i stalden. Vi kunne have set hans første smil formes på læberne, når han mæt og træt blev lagt til at sove i krybben. Vi havde måske fået lov til at ae ham lidt på det mørke hår på hovedet. Det ville nok have været svært ikke at blive smittet af glæden.

Der ligger han. Guds egen søn. Et helt normalt barn som alle andre børn.

Og alligevel noget helt andet.

Dette barn skulle bringe lys til verden. Dette barn skulle vække glæde. Dette barn skulle bringe frihed. Dette barn skulle bringe tilgivelse, forsoning, håb, fred og frelse.

Dette barn er ikke et normalt barn. Det skal kaldes Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.

Ikke nok med det. Det var Guds søn. Gud satsede, han satsede stort, ved at lade sin søn komme til verden som et lille barn. Men Gud var villig til at satse. Der var vigtige ting på spil. Vores frelse. Vores fred. Vores forsoning.

Så lad os drage af sted og finde barnet. Lad os finde ham i julekrybben. Lad os finde ham i salmerne. Lad os finde ham i Bibelens beretninger. Lad os finde ham i juledagenes stilhed med tid til eftertanke, taknemmelighed og bøn. Lad os finde ham i gudstjenesterne i kirkens rum og i hjertets rum.

Og lad os lade os finde af Gud. Den Gud, som kom til jord. Den Gud, som blev barn.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Solopgangen fra det høje

Midt i den mørkeste tid, når dagene næsten ikke kan aftage mere, venter vi på jul. Vi venter på juleferie, på julegaver, på at dagene vender og lyset vinder. Det er i denne tid, vi markerer Jesu komme til jord. Den største solopgang er, at Guds egen søn kom til jord.

O kom, du solopgang, o kom,
du sjæles lys og lægedom,
fordriv al nattemørkets gru,
vort gravdyb gennemtrænge du!
O fryd! O fryd! Immanuel
vil komme til dig Israel.

(DDS 77, 3)

For meget gru og grav
Solen kommer ikke for hyggens skyld. Der er noget mørke, der skal oplyses. Noget nat, der skal fordrives. Jesus kommer ikke kun for julehyggens skyld. Han kommer, fordi der er meget gru og grav i verdenen. Dengang og i dag. Og fordi der også er gru og grav i os. Vi trænger til at blive gennemlyst, gennemvarmet og genoplivet helt ind i vores inderste. Det er ikke altid rart. Det er ikke altid det, vi har lyst til. Men Guds sol er ikke kun afslørende, han er også livgivende, nådig og barmhjertig. Vi kan roligt overgive os til hans varme og lys.

Igen og igen
Jesus kom kun til jord én gang. Han blev født af Maria på et bestemt tidspunkt i tiden, forudsagt af de gammeltestamentlige profeter. Men ligesom en normal sol kommer igen og igen hver morgen, kan Jesus komme igen og igen og gribe ind i vores liv. Vi har dagligt brug for tilgivelse, helbredelse, lys og håb. Vi har brug for, at Jesus giver os nye morgener. Friske morgener med håb, mod og kærlighed til os selv og vores medmennesker.

Det er gaven. Julens gave. At Jesus er kommet helt nær og aldrig vil stoppe med at være vores lys.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori