Kampen i os

Nu er det hverdag. OL er slut, håndboldherrerne vandt guld, og vi vender tilbage til hverdagens kamp. Kampen i os. Den indre kamp. Kampen mellem Gud og Djævelen. Mellem den gode samvittighed og den dårlige. Mellem Helligånden og synden. I alle tilfælde er vi banen. Det er os, kampen spilles på og i.

Kampen bølger frem og tilbage. Nogle gange er vi i vinderposition. Vi virker til at have fået styr på vores synd, vores mørke og vores smålighed. Fået dem udryddet og givet pladsen til godhed og næstekærlighed. Men i næste øjeblik slår de tilbage. Overvælder os.

Hvis det bare var noget udefra, som angreb os, så kunne vi måske danne et sikkert værn omkring os og beskytte os. Men vi er angrebne indefra. Der bor stadig egoisme, smålighed og syndighed i os, som igen og igen sender os helt ned på gulvet. På bunden.

Der ligger vi så. Udmattede. Svedige. Trætte af os selv, fordi vi igen er faldet og har svigtet os selv, andre mennesker og Gud.

Her kommer så den store forskel mellem håndboldkampen og den indre kamp i den kristne. Håndboldherrerne skal selv kæmpe kampen. De skal hive sig selv op. Træneren og tilskuerne kan råbe og heppe, men spillerne må selv kæmpe kampen.

Kristendommen handler derimod om, at Gud hiver os op fra gulvet. Han tager selv bolig i os ved Helligånden. Han kæmper kampen sammen med os og for os. Og fordi Jesus, Guds søn levede på jorden og ved sin død og opstandelse besejrede Døden, er der også evigt håb for os. Der er håb om, at der ikke bare venter os en omkamp eller en reinkarnation efter døden, men et evigt liv med Gud. Uden kamp, men med masser af fejring og glæde.

(fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Gud vil dig

Det er rart at kunne mærke på andre mennesker, at de vil os. Det er rart at se smil i deres øjne, når de kigger på os. Rart at mærke et kram. Høre et venligt ord. For vi kan så let komme i tvivl om vores venner virkelig vil os. Kan de li’ mig? Er jeg ikke bare til besvær? Elsker de mig virkelig?

En af de helt grundlæggende tanker i kristendommen er, at Gud er skaberen. Gud har sat det hele i gang. Han står bag universet, verden, naturen og dyrene. Gud vil verden. Gud ville, at der skulle være noget. Før var der tomt og mørkt. Men Gud skabte fylde og liv og lys. Gud sørgede for, at alt blev til.

Og som kronen på skaberværket skabte han mennesket. Det var ikke en tilfældighed. Det var med vilje. Og med kærlighed og mening. Derfor behøver vi ikke tvivle på, om vi er villede af nogen. Lige meget hvor forladte vi eventuelt skulle blive af mennesker, så vil Gud altid være hos os og følge os ud i livet. Han vil os altid!

Herlighed og ære
Vi er ikke tilfældige. Gud står bag os. Vi er blevet til. Men hvad er vi blevet til?

Salme 8 fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente taler om alt det underfulde i skaberværket. Der kan vi læse, at Gud har skabt mennesket kun lidt ringere end sig selv og kronet det med herlighed og ære.

Vi minder om Gud. Vi ligner ham. Godt nok er der også stor forskel mellem Gud og mennesker, og godt nok er der gået en del ting galt siden skabelsens morgen. Men vi ligner stadig Gud og er stadig fyldt med herlighed og ære, ja, endda kronet med det.

Alle mennesker har uendelig høj værdi og det må kunne ses, mærkes og høres i vores relationer. I vores venskaber og familier og i vores møder med ukendte mennesker.

(fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Trinitatis søndag 2016

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Matthæusevangeliet 28,16-20

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen!

Forårstiden er festtiden. Der er fødselsdage, masser af dem. Marts og maj er de to måneder, hvor fleste nulevende danskere har fødselsdag. Der er gode muligheder for store middage og veldækkede kaffeborde.
Så er der alle konfirmationerne med de flotte unge mennesker, fulde af glæde og mod på livet. De to konfirmandhold, som jeg konfirmerede, så noget pænere ud, end jeg husker mig selv og mine klassekammerater dengang i 1993.

Og så er der selvfølgelig alle kirkens store fester. Påskedagene, hvor vi markerer, at Jesus led og døde, og at Gud Fader oprejste ham fra de døde. Kristi Himmelfartsdag, hvor vi mindes, at Jesus forlod jorden og lovede sine disciple en anden talsmand. Og så pinsen, hvor Helligånden blev givet til disciplene og til os.

Nu er vi ved forårsfesternes sidste krampetrækninger. Vi snupper lige en lille festdag mere, inden vi for alvor vender tilbage til hverdagen det næste halve års tid. Vi skal have fyldt på, så vi har noget at leve af.

I dag er det Trinitatis søndag. Trinitatis betyder treenighed på latin. I dag handler det om treenighed og mission. Det handler om, hvem Gud er, og hvad vores opgave er. Det handler om bevægelse.

Så, hvem er Gud?

Når vi skal svare på det spørgsmål, og når man beder danskerne om at svare på det spørgsmål, kan man høre mange slags svar. Det kan være: Gud er det højeste, der findes. Eller Gud er en gråskægget gammel mand. Eller Gud er vores himmelske far. Eller Gud er en projektion af vores jordiske far. Eller Gud er noget, som vi danner i vores eget billede. Eller Gud er en gammeldags patriarkalsk struktur, som forhindrer os i sand livsudfoldelse. Eller Gud er en slags upersonlig kraft.

Der er mange bud.

Hver søndag til gudstjeneste bekender vi den kristne tro. Vi bekender, at vi tror på Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Vi tror ikke på en hvilken som helst Gud, men den Gud, som har givet sig til kende som Fader, Søn og Ånd.

De første apostle mødte Jesus og hørte ham tale om sin himmelske far. Og de erfarede Ånden. I Det Nye Testamente møder vi derfor konstant omtale af Gud Fader i himmelen, af hans søn Jesus og af Helligånden. Så hvordan hænger de tre begreber, de tre personer sammen? Gud havde tilsyneladende vist sig som tre personer. Kunne det harmoneres med jødernes gamle tro på, at Gud er én?

Den tidlige kirke gjorde forsøget. Formulerede tanken om treenigheden. Gud er tre personer i ét væsen. Med tiden blev det formuleret skarpere og endnu mere præcist, for der var hele tiden mennesker, som udfordrede den tanke og prøvede grænserne af. Og det er der stadig i dag.

Med nogen ret kan man spørge, om ikke tanken om og troen på treenigheden er en eller anden højtsvævende spekulation, som forvirrer mere end den gavner? Er det ikke bare en kristen teologi, som blev lidt for sammenflettet med en alt for græsk og filosofisk måde at sige tingene på? Kan vi ikke bare sige ”Gud” og glemme det der treenighed?

Treenigheden overgår til tider vores forstand. Det kan være frustrerende, men det minder os om en vigtig ting: vores forstands begrænsning. I troen på Gud bruger vi godt nok vores forstand. Kristendom er ikke irrationel eller hovedløst tåbelig. Den kan forsvares rationelt, og ateister er ikke de eneste, der kan bruge deres logiske sans.

Men der er også en grænse. Der er også en irrationel side ved kristendommen, en grænse for, hvor langt vores forståelse kan gå. Der er sider af Guds væsen, som vi ikke kan få ind i vores hoveder, og som vi må kalde et mysterium. Hvis vi kunne forstå alt ved Gud, var der netop højere risiko for, at han bare blev dannet i vores eget billede.

Troen på en treenig Gud kan være en anstødssten for nogle. For det giver ikke fuldstændig mening.

Nej.

Men når vi læser Bibelens beretninger om, hvordan Gud har givet sig til kende, som Fader, Søn og Ånd, så må det være sådan. Det kan ikke bevises. Det kan tros. Måske mere med hjertet end med hovedet. Og det kan læses. En fordybelse i bibelens tekster kan give en tillid til, at Jesus talte sandt om, hvem han var. Så når han taler om sin tætte forbindelse med Gud som et Fader-Søn-forhold, og når han taler om en Ånd, som gør hans og hans fars gerning, så er tanken om treenigheden det bedste bud på, hvordan det nærmere hænger sammen.

Vi kan også forsøge at give et par lidt mere konkrete billeder på treenigheden. De er ikke udtømmende for treenighedens mysterium, og de holder ikke fuldstændigt. Men de kan måske alligevel være nyttige:
På en måde kan vi sammenligne treenigheden med vand. Vand findes i tre former og er dog det samme. I sin flydende form kan vand være et billede på Gud Fader som livets kilde og ham, der får ting til at gro og trives. Skaberen. Den faste form, is, kan symbolisere, at Gud bliver kød og blod og kommer til jorden i konkret og håndgribelig menneskeskikkelse, som han gjorde i Jesus. Og endelig kan vanddampen være et billede på Gud som Ånd.

Et andet billede kan være solen. Efraim Syreren, en digter og teolog, som levede i 300-tallet, bruger selve solen som et billede på Gud Fader. Solens stråler er så et billede på Gud Søn, fordi strålerne er en del af solen og samtidig når helt ned til jorden. Solens varme er et billede på Helligånden. Det er der, hvor vi mærker solen som noget, der er helt tæt på og har en indvirkning på vores liv.

Og der kunne gives andre billeder. Er det vores opgave, at forsøge at finde konkrete billeder på treenigheden? Eller er opgaven at formidle treenigheden på bedste teologiske og filosofiske vis?

Vores opgave handler om bevægelse.

Der er nemlig en bevægelse i treenigheden. Faderen elsker Sønnen. Faderen og Sønnen udsender Ånden. Nogle teologer i kirkens historie har talt om, at Ånden er kærlighedens bånd mellem Faderen og Sønnen. Eller at treenigheden er en dans mellem Fader, Søn og Ånd. Treenigheden er ikke et stillestående filosofisk begreb. Men treenigheden er liv. Kærlighed. Bevægelse. Treenigheden er ikke indadvendt men udadvendt. Udadgående. Bevægende, både i den forstand at den ikke står stille, og i den forstand, at den bevæger andre. Os.

Gud er i sig selv bevægelse, og han bevæger os. Han skubber til os. Han sender os ud. Vi kalder det mission, men vi kan lige så godt kalde det bevægelse.

Den bevægelse, som er i Guds indre liv, må forplante sig til os. Den kristne tro er ikke stillestående, men aktiv. Den er ikke kun indadvendt, men også udadvendt.

Hvordan skal vi bevæge os?

En del af bevægelsen er at tilbede den treenige Gud, som har al magt i himmel og på jord og er den eneste, som fortjener vores tilbedelse.
En anden del af bevægelsen er at gå i fodsporene af Jesu disciple, som gik ud i hele verden og døbte og oplærte mennesker i den kristne bevægelse. Vi kaldes ud i verden til at fortælle andre om den store bevæger, den første bevæger, som ønsker at sætte alle mennesker i bevægelse og drage dem tættere til sig. Det sker helt konkret ved, at vi døber og oplærer mennesker i den kristne tro. Gør dem til disciple. Lærer dem at bevæge sig sammen med Gud.

Vi har ikke bevægelsen i os selv. Men Gud skubber til os, rører os, så vi kan bevæge os og bevæge andre.

Det første store skub fik vi i vores dåb, hvor vi netop blev en del af den treenige Guds virkelighed. Vi har brug for fortsat at være tæt på Gud og modtage bevægelse, modtage energi fra ham. Ellers går vi i stå, ligesom et barn på en gynge. Vi har brug for at være omsluttet af hans Helligånd, ja, fyldte af Ånden, som giver varme, liv og bevægelse.

Gud sender os ud i hverdagen, ud på vores arbejdsplads, hjem til vores familie og venner, ud til vores naboer, ud til alle med budskabet om, at Gud ønsker at bevæge alle!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Salmer
743 Nu rinder solen op af østerlide
11 Nu takker alle Gud
416 O Herre Krist! Dig til os vend!
356 Almagts Gud, velsignet vær
364 Al magt på jorden og i Himlen
355 Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre.

(Holdt d. 22/5 2016 i Alderslyst Kirke)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Hovedvej 11

Jeg voksede op der, hvor bakkerne begynder.

Vestjylland har ry for at være fladt. Og det er det også mange steder. Men der, hvor min barndoms og ungdoms Kongsholmvej rammer Hovedvej 11, begynder bakkerne. Mod syd i retning mod Skjern og Esbjerg er hovedvejen flad i mange kilometer. Mod nord i retning mod Holstebro og Thy begynder bakkerne lige med det samme. På første bakke ligger en masse ældgamle gravhøje og vidner om, at det vestjyske liv både er døende og levedygtigt. Sammen med min familie har vi besøgt masser af gravhøje rundt omkring i Danmark, men jeg kan pudsigt nok ikke mindes, at vi særligt ofte har besøgt dem tæt på mit barndomshjem.

Bakkelandskabet fortsætter langt mod nord på vejen mod Holstebro. Men vi har mest gjort ophold på bakke nummer to mod nord, den lille landsby Hanning, hvor mine bedsteforældre boede og min farbror stadig bor. En lille hyggelig landsby, hvor købmanden og de andre virksomheder for længst er lukkede. Men der er stadig masser af liv og hovedvejens mange biler suser gennem landsbyen hvert øjeblik.

I disse måneder kører jeg en del på motorveje og har vænnet mig til at køre i hvert fald 110 km/t. Men der vil altid være noget skræmmende over de susende biler på alle slags veje. Jeg tænker tit på, om en modkørende bil mon pludselig kommer over i mit spor og kvaser mig. Ikke som en angstfuld tanke, men mere som en stille konstateren af, at den slags jo sker.

Først tog hovedvejen vores hund Molly. Jeg nægtede at tro på det. Den plejede aldrig at løbe helt derhen.

Nogle år senere – i dag er det 10 år siden – var det min yngste lillesøster, som mistede livet på hovedvejen. Vi glemmer aldrig, hvor vi var, da vi fik beskeden. Vi glemmer aldrig stedet på hovedvejen, hvor hun mistede livet.

Vi burde hade biler og veje. Det gjorde vi nok også i starten. Men livet går videre. Sorg og savn forsvinder aldrig helt, men en del af den bliver omdannet til lidt eftertænksom melankoli og en påmindelse om ikke at tage ting for givet.

Men døden vil vi altid hade.

Vejen går videre. Bilerne fortsætter deres susen. Vejen tager, men vejen giver også adgang til nye steder. Nu kører jeg ind imellem ad Hovedvej 11 på vej mod Thy, hvor min forlovedes familie har et sommerhus.

Der er stadig masser af uudforskede strækninger. Jeg tager bakkevejen. Tempoet er passende lavt og jeg nyder udsigten.

Hovedvej 11

1 kommentar

Filed under Uden for kategori

Prædiken til 1. søndag efter påske

”Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?” Han svarede: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vogt mine lam!” Igen, for anden gang, sagde han til ham: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” Han svarede: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vær hyrde for mine får!” Jesus sagde til ham for tredje gang: ”Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?” Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: ”Har du mig kær?” og han svarede ham: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.” Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: ”Følg mig!” Johannesevangeliet 21,15-19

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Fra bålet i den mørke benægtelsens nat til bålet i den lyse genoprettelsens dag.
Det handler om Peter i dag. Når man læser om ham i Bibelen, er han den kække og bombastiske.
”Jesus, om så alle andre svigter, så svigter jeg ikke.”
”Herre, hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig.”

Peter var en mand, som havde set og sagt, at Jesus var Kristus, den salvede, Guds søn. Jesus havde kvitteret og rost og sagt ”Peter, du er den klippe, som jeg vil bygge min kirke på.” Men Peter var nok også en mand, som nogle gange havde for stor tillid til sig selv. En mand, som fløj højt, men faldt, da det virkelig gjaldt. En mand, som svigtede Jesus, da han blev taget til fange. Ved et bål i en mørk nat benægtede han tre gange, at han kendte til Jesus.

I salmen, som vi sang lige inden prædikenen, kommenterer salmens forfatter Kingo tørt:
Peder, er du da en klippe,
som Guds kirke bygges på?
Hvor kan du da sådan glippe
og i storm ej bedre stå?

Come on, Peter. Du havde mødt Jesus. Du havde gået sammen med ham. Du havde lyttet til ham. Du havde virkelig forstået noget af, hvem han var. Du havde alle muligheder for at holde stand, for ikke at svigte, da det gjaldt.

I en normal god fortælling holder helten stand, om så hele verden er imod ham. The lone rider. Den ensomme superhelt, som kæmper mod ondskab og ikke svigter, fordi han har en vilje af stål.

Sådan er Peter ikke. Det virker nærmere til, at han puster sig op med store ord og gyldne løfter og helt punkterer, da det virkelig gælder.

Ved et bål i en mørk nat benægtede han tre gange, at han kendte til Jesus.
Ved et bål i en lys morgen får han nu mulighed for tre gange at bekende sin kærlighed til Jesus.

Den mørke dødens nat er forgangen. Vi er efter opstandelsen. Graven var tom, Jesus er opstået og færdes nu ikke længere tæt med sine disciple. Men vi er stadig inden hans himmelfart, og han viser sig for dem ind imellem. Der er lige nogle ting, der skal ordnes, inden han stiger til himmels. Et regnskab, der skal gøres op. Et liv, der skal forandres. En nedtrykt discipel, der skal gøres til en hyrde.

Mens disciplene er ude at fiske – et eller andet skal man jo gøre, mens man venter på, at Jesus viser sig næste gang – har Jesus lavet et bål inde på bredden. Disciplene opdager ham, tager deres store fiskefangst med ind til ham og spiser sammen med ham. De får stegte fisk med deres opstandne ven og læremester. Og så kommer den ordveksling mellem Jesus og Peter, som er dagens prædiketekst.

Jesu første spørgsmål er direkte og må have ramt Peter lige i hans dårlige samvittighed. ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?” Underforstået, elsker du mig mere end de andre disciple gør, sådan som du engang næsten påstod? Peter kaldes både Simon Peter, Simon, og Peter. Det veksler lidt. Men personen er den samme.

Jesus er ikke konfliktsky. Der er et regnskab, der skal gøres op, en sag, der skal ordnes. Men Jesus er ikke opfyldt af hævngerrighed. Peter skal ikke straffes, fordi han svigtede Jesus. Han skal ikke trykkes længere ned og ydmyges. Men han skal hives op. Han skal genoprettes. Han skal renses.

En genoprettelse er ikke nødvendigvis rar, mens den står på. Hvis man er helt kroget sammen i sin sorg eller smerte eller selvmedlidenhed, kan det være ubehageligt, at skulle rette sig ud, at rette sig op og se sig selv og andre mennesker i øjnene. Men det er nødvendigt for at komme videre. På samme måde med et sår. Det kan svie at få renset det. Men for at der kan komme skorpe på såret og huden kan hele uden alt for store ar, må det renses.

Da jeg var dreng og lige havde lært at cykle på min blå cykel, skulle jeg selvfølgelig vise det frem. Så næste gang mine bedsteforældre kom på besøg på min barndoms gård i Vestjylland, gjorde jeg klar. Jeg trak cyklen op til maskinhuset og satte mig op på den. Det gik fint i starten, der var okay god fart på fra maskinhuset og ned mod gårdspladsen, og jeg holdt balancen. Jeg kom til åbningen mellem garagen og stalden, og det gik stadig godt. Nede ved stuehuset stod mine forældre, søskende og bedsteforældre og så på, og da jeg nåede hen til dem, styrtede jeg og skrabede hul på mine knæ. Jeg troede, jeg kunne. Jeg skulle vise mig lidt frem. Men jeg faldt.

Min mor trøstede mig selvfølgelig, rensede mine sår og satte mig så i gang med en opgave i stedet for at sidde og pussenusse om mig i lang tid. Jeg blev sat til at bage pandekager. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg stod på en stol foran komfuret for at kunne nå op til panderne, alt imens jeg græd over mine sviende knæ, som der nu var kommet plastre på.

Peter blev ikke sat til at bage pandekager, efter at han har svaret ”Ja, Herre, du ved jeg har dig kær.” til Jesu spørgsmål. Men han fik en opgave. Han blev sendt videre. Måske var det Jesu måde at sørge for, at Peter ikke blev alt for nedtrykt over sit eget fald. Han blev genoprettet og med det samme sat i sving. Han skulle vogte Jesu lam.

Jesus bruger ofte hyrde og fåre-metaforer, og de er netop metaforer. De er billeder. Jesus var ikke hyrde for hverken får eller køer, men han var ligesom en hyrde. Han kalder sig selv for den gode hyrde i modsætning til de dårlige hyrder. En god hyrde beskytter sine får og leder dem gode steder hen. Han beskytter dem mod ondt, og i sidste ende er han villig til at sætte sit liv til for fårene for at beskytte dem, som vi jo fejrede langfredag, hvor Jesus døde.

Jesus er den gode hyrde, og hans får er hans disciple og i bredere forstand alle dem og alle os, der følger og tror på ham. Men i første omgang hans disciple. Jesus ved, at han snart skal forlade sine disciple, og de har brug for en anden leder i hans fravær. Den opgave får Peter nu.

Og så kunne samtalen jo egentlig godt have sluttet der. Peter er blevet genoprettet, og Jesus har givet ham en opgave. Så kan historien fortsætte. Og mon ikke også Peter har tænkt, at nu var det overstået? Han har fået talt ud med Jesus og bekendt, at han står ved ham og elsker ham, og han har fået en opgave. Ja, vi er videre. Ja, vi kan vende tilbage til måltidet og en mere hyggelig og let snak her ved søen på denne skønne morgen.

Men sådan går det ikke. Jesus stiller det samme spørgsmål igen. ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” Peter bekræfter, ”Herre, du ved, at jeg har dig kær.” og Jesus giver ham igen en opgave som hyrde. Og sandelig, Jesus spørger igen, for tredje gang. ”Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?” Peter bekræfter igen: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.”

Peter må være blevet mere og mere forvirret og bedrøvet. Hvorfor spørger Jesus ham igen for anden og for tredje gang? Jesus kender jo Peter til bunds, ligesom han kender alle mennesker til bunds. Hvorfor er det så nødvendigt for ham at spørge Peter én, to, tre gange? Og stoler han ikke på hans svar? Siger Jesus indirekte, at Peter lyver? Er det derfor, han vil have ham til at gentage det? Måske Peter undervejs begyndte at mærke efter indeni. ”Hmm, elsker jeg mon egentlig Jesus, som jeg nu står og siger det?” ”Er jeg i gang med at være utroværdig og løgnagtig igen?”

Da Jesus spørger ham tredje gang, må Peter have forstået. Hans tanker må være blevet ledt tilbage til den mørke nat i gården, hvor han fornægtede Jesus tre gange. Og han må have forstået, hvad det er, Jesus har gang i. At han er ved at genoprette Peter, at han er ved at hive ham op og gøre ham klar til opgaven. Jesus spørger ikke Peter tre gange, fordi han tror Peter lyver, men fordi han vil give Peter muligheden for at stå ved sit kendskab og sin kærlighed til Jesus tre gange. Tre gange fornægtede han ham, tre gange bekræfter han nu sin tro og kærlighed til Jesus.

Dermed får Peter noget af sin stolthed tilbage.
”Ja, jeg elsker virkelig Jesus.”
”Ja, jeg er blevet genoprettet.”
”Ja, jeg har fået en opgave.”
Men en sund stolthed. En stolthed, som er fuldt bevidst om, at den er alt i kraft af Jesu gode vilje, af Jesu kærlige og genoprettende nåde.

Det er en stolthed og en identitet, som ikke behøver at sammenligne sig med de andre. Det viser sig allerede så småt i Peters første svar til Jesus. Han svarer ikke, ”Ja, Jesus, jeg elsker dig mere end de andre.” Det bombastiske er væk. Nej, han nøjes med at bekende sin egen kærlighed til Jesus. Om den er mindre eller større end de andres kærlighed til Jesus, det er irrelevant.

Peters forhold til Jesus er Peters forhold til Jesus. Peters kærlighed til Jesus er Peters kærlighed til Jesus. Det afgørende er ikke, om den er større eller mindre end andres. Men at den er.

Det samme gælder i dag. Vi kan som kirke dele troen med hinanden, vi kan inspireres af hinandens tro og tjeneste for Gud. Det kristne fællesskab er utroligt vigtigt og livsnødvendigt for vores tro. Men når alt kommer til alt, så er det vigtigste, hvad vi tror inderst inde. Tror vi, Gud er vores Far? Og hvad svarer vi på Jesu spørgsmål: ”Elsker du mig?”

Det er overvældende direkte og uhåndgribeligt. Vi har nok oftest lyst til at svare ”Øh, måske.” Det er forståeligt. Vi er ikke vant til at bruge så store ord i flæng, og da slet ikke til en person, som levede for mange år siden.

Men vi er nu efter påske. Jesus er død og opstået. Han lever. Han taler. Han ønsker at hive os ud af alle de mørke nætter, vi end måtte befinde os i. Nætter med svigt over for Gud og mennesker. Nætter, hvor vi fejlede overfor Gud og mennesker. Og os selv. Nætter, som har gjort, at vi har svært ved at se os selv i øjnene. Gjorde jeg virkelig det? Jeg havde troet bedre om mig selv.

Jesu spørgsmål føles ubehageligt. ”Elsker du mig?”
Jesus, slap nu af, jeg er lige midt i at have det hårdt. Spørg senere.
Og det gør han så. Spørger senere. Igen og igen.
”Elsker du mig?”
”Tror du på mig?”
”Hvad tænker du om mig?”
”Er jeg sandheden?”
”Tror du på, jeg er opstået og lever i dag?”

Han gør det ikke for at trykke os ned eller ydmyge os eller hælde salt i såret fra den mørke nat. Men han gør det for at hive os op og ud i den lyse dag. For at give os en opgave og en ny god retning for vores liv.

”Elsker du mig?”

Peter svarede ja. Og han fik en opgave. Han skulle være hyrde og endte sandsynligvis med at dø. Som sin ærkehyrde, overhyrden Jesus, endte han med at give sit liv.

Der er opgaver til os. I samfundet, i kirken, i relationerne. Der er mennesker og sager, hvor vi kan lede, hvor vi kan tjene og gøre vores indflydelse gældende. Der er mennesker, som skal elskes. Men det vigtigste er, om vi kender overhyrden, ærkehyrden. Den gode hyrde. Ham, som ønsker at hive os ud af den mørke nat og over i sit lysets rige.

(Holdt d. 3/4-2016 i Alderslyst Kirke)

Salmer:
736 Den mørke nat forgangen er
446 O lad din Ånd nu med os være
186 Ingen højhed, ingen ære
680 Jesus, kom dog nær til mig
227 Som den gyldne sol frembryder
241 Tag det sorte kors fra graven

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Prædiken til Skærtorsdag

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Johannes 13,1-15

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Når mennesker skal dø, ønsker de ofte at være sammen med dem, de holder af. De ønsker selv at få sagt ordentligt farvel, ligesom det er vigtigt for deres familie og venner at få sagt et sidste farvel til den døende. Måske er der endda sager, som man lige skal have talt om og talt ud, inden det er for sent. Gamle regnskaber, der skal gøres op. Tilgivelse, der skal skaffes. Kærlige ord, der skal siges. Råd, der skal videregives.

I den sidste time slutter man ring om den, som ligger for døden. Man synger måske lidt sammen, holder personen i hånden, giver et sidste kram eller kys. Måske græder man.

Det er en skrøbelig situation, og som pårørende bruger man alt sin energi på at være helt nærværende og nyde hvert eneste sidste øjeblik.

Jeg ved ikke, hvordan det føles, når man ligger for døden. Er det angsten for at dø, der fylder? Føler man sig favnet af familiens og venners nærvær? Er det smerterne, man mærker? Hviler man i, at Gud har besejret døden og gjort alt, hvad der skal gøres?

I den anden salme i gudstjenesten lød første vers sådan her:

Han står på randen af sin grav,
i morgen de ham dømme;
den bitre kalk, ham verden gav,
han om en stund skal tømme;
da svulmer hjertet i hans barm,
ej føler han mod verden harm,
kun kærlighed til sine.

Skærtorsdag markerer vi Jesu sidste aften. Skærtorsdag stod Jesus på randen af sin grav. Han vidste, hvad der ville ske, og han kunne se korsdøden og graven foran sig. Han vidste, at han snart skulle dømmes og fuldføre det, som var Guds plan med hans komme til jord.

Jesus har samlet sig med sine venner, og de har nok kunnet mærke den lidt trykkede stemning.

Mon de ved, hvad der er i vente?

Mon de ved, at deres læremester snart skal dø?

Jesus ved det i hvert fald. Salmen antyder, at han ikke er fyldt af vrede mod verden, men kun føler kærlighed til sine disciple. Det samme gør bibelteksten fra Johannesevangeliet: ”Han havde elsket sine egne, som var i verden og han elskede dem indtil det sidste.” Hans kærlighed fortsatte helt til hans død. Og hans egne, hans disciple, har brug for den. Jesus ved, hvad der venter dem. Han ved, at de vil blive fortvivlede over hans død og føle, at deres verden falder fra hinanden. Han ved, at de vil høre de overraskende nyheder om hans opstandelse og finde den tomme grav. Han ved, at han senere vil møde dem, som den opstandne herre og frelser og sende dem ud i verden. Ud til os.

Måske har de siddet og talt om udfrielsen af Egypten, som jøderne jo fejrede i påsken. Eller måske har de delt gode minder. Talt om dengang Jesus opvækkede Lazarus, talt om dengang Jesus skaffede mad til femtusinde mennesker eller om nogle af Jesu mange diskussioner med de jødiske religiøse ledere. Måske har de delt historier om, hvordan Jesu ord har gjort indtryk på dem, og forandret deres liv. Givet dem et nyt perspektiv og en ny retning at vandre i.

Mens de sidder og spiser og taler, gør Jesus noget overraskende. Han rejser sig, lægger sin kjortel, binder et klæde om sig, hælder vand op i et fad og begynder at vaske disciplenes fødder. Han vasker deres fødder, en for en. Fjerner snavs og skidt med sine hænder. Rører ved deres tæer. Samler lidt vand i sine hænder og hælder det ud over deres fødder. Tager klædet og tørrer dem. Går videre til den næste.

Disciplene må have kigget forundret på og tænk deres, mens det skete. ”Hvad har han gang i?” ”Er det ikke lidt uværdigt for en læremester?” ”Jesus, hvad laver du?”

Fodvaskning var ikke unormalt dengang. Det var dog normalvis slaver, som vaskede deres herrers fødder, kvinder, som vaskede deres mænds fødder, disciple, deres mesters fødder. Jesus har aldrig gjort sådan noget før, og timingen er også unormal. Det foregik normalt lige, når man ankom til et hus, som en slags velkomsthilsen fra værten, eller lige inden man lagde sig til bordet for at spise. Her sker det midt i måltidet, og der er noget brat og pludseligt over det. Som om, der er en bestemt timing. Det kan ikke gøres inden måltidet, så vil hans disciple tro, det har noget med forberedelsen til måltidet at gøre. Men det kan heller ikke vente for længe, for senere på aftenen forlader Judas selskabet, og der er en pointe i, at også hans fødder bliver vasket.

Da Jesus når til Peters fødder, sætter Peter ord på det, de alle tænker: ”Herre, vasker du mine fødder?” Det burde da være mig, som vasker dine. ”Herre, vasker du mine fødder?” Det allermest beskidte og lugtende ved mig?

Efter at Jesus har sagt, at det forstår Peter ikke lige nu, men måske senere, svarer Peter bombastisk: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.” Peter bekræfter hermed Jesu ord. Peter forstår virkelig ikke, hvad det er, Jesus har gang i, og forsøger stærkt at forsvare Jesu ære og værdighed. Og det er da også svært at forstå. Én ting er at følge en læremester og en herre, som gør mægtige og værdige handlinger. Noget helt andet er at følge en, som ydmyger sig, en, som bøjer sig ned og handler på en måde, som virker uværdig og pinlig. En frelser og konge, som tjener andre? Det er altså ikke sådan, det normalt hænger sammen.

Jesus skruer også op for retorikken, det er tvingende nødvendigt, at Peter lader sine fødder vaske, ellers kan han ikke have fællesskab med Jesus. Så vender Peter fuldstændig rundt og vil nu pludselig gerne have vasket hele kroppen.

Jesu svar til Peter er lidt mystisk. ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele.” Hvad er det for et bad, Jesus henviser til? Et renselsesbad? En dåb?

Det skal nok forstås i sammenhæng med det, Jesus siger i Johannes 6,63b: “De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv” og senere i Johannes 15,3 “I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer”

Det er altså Jesu ord, som har gjort dem rene. Jesu ord virker. Disciplene har vandret sammen med Jesus i mange måneder og har hørt ham tale sandheden om Gud ved talrige lejligheder. De har hørt det. De har troet det. Derfor er der ingen grund til, at hele deres krop bliver vasket, da den allerede er badet og ren ved ordet. Det er kun nødvendigt, at fødderne vaskes som et tegn på Jesu tjenersind og kærlighed til dem og som et forbillede for disciplene i at tjene andre.

Men hvis nu Jesu ord virker, var det så virkelig nødvendigt, at Jesus vaskede deres fødder? Kunne han ikke bare have sagt, at de skulle tjene hinanden og så ladet det være nok?

Det kunne han også have gjort. Men det havde nok ikke nyttet så meget at fortælle dem en masse om, hvad de skal gøre, når han er væk. Der vil ske alt for mange voldsomme begivenheder, som vil trænge Jesu ord i baggrunden. Men fodvaskningen. Et tegn. En overraskende handling. En berøring af Jesu hænder. Den vil de huske.

Da Jesus er færdig med at vaske deres fødder, lægger han klædet fra sig og tager sin kjortel på. Og så sikrer han sig lige, at de alle har forstået hans tegn, og har forstået, hvad det hele drejer sig om: Ligesom han har vasket deres fødder, skal de vaske hinandens fødder. Det kan forstås bogstaveligt, som at Jesus mente, at de skulle vaske hinandens fødder. Johannesevangeliets forfatter kan have brugt Jesu ord til at argumentere for en praksis omkring fodvaskning, måske inden nadver, som et symbol på modtagelsen af syndernes forladelse. Det er muligt.

Men det skal i hvert fald også forstås mere generelt. Jesus tjente sine disciple og alle han mødte ved at helbrede, tale, og ultimativt ved at give sit liv, og derfor skylder hans disciple, og vi, at tjene hinanden. Jesus vaskede Judas’ fødder, selvom han vidste Judas ville forråde ham og nærmest stod i ledtog med Djævelen. Vores fodvaskning af andre, vores tjeneste for andre, må ske uden hensyn til, om vi kan li dem, om vi er enige med dem, om de tilhører samme sociale, kulturelle og religiøse sammenhæng som os.

Jesus står på randen af sin grav. Han har nok været fyldt med angst over det, som snart skal ske, men han fortsætter med at undervise disciplene til det sidste. Hans kærlighed til disciplene driver ham til i tålmodighed at forsøge at vise dem en vej, som de kan gå, selv når han i fremtiden ikke vil være så tæt på dem længere.

Han giver dem et tegn, og han giver dem sine ord.

Senere på aftenen under samme måltid giver Jesus dem et andet tegn og siger andre ord. Han tager et brød og siger ”Dette er mit legeme”. Han tager vinen og siger ”Dette er mit blod.”

Jesu ord virker. Hans ord gjorde disciplene rene. Hans ord kaldte Lazarus ud af graven. Hans ord skaber. Jesus ord kan helbrede mennesker. Jesu ord kan få mennesker til at se sandheden om dem selv og lede dem i en ny god retning.

Jesu ord virker. Han siger, at brød og vin virkelig er hans legeme og blod. De ord har lydt i mange hundrede år og virker stadig, selvom vi, ligesom disciplene, kan have lidt svært ved helt at forstå.

Nadveren er, ligesom fodvaskningen, et tegn på Jesu tjeneste for andre. Her modtager vi Jesus selv og mindes igen og igen hans lidelse og død for vores skyld. Han gav sig selv. For os.

Ligesom Peter havde svært ved at acceptere Jesu ydmygende tjeneste, kan vi have svært ved at acceptere Jesu selvhengivelse. At himlenes herre bøjede sig så dybt ned, det vil altid overgå den menneskelige forstand. At Guds søn vil vaske os rene, at Guds søn vil give sig selv til os i nadveren, det er ufatteligt. Men det er det, han gør. Af kærlighed til os.

(Holdt d. 24/3 2016 i Alderslyst Kirke)

Salmer
435 Aleneste Gud i Himmerig
178 Han står på randen af sin grav
Johannes Johansen: Himlenes Herre, så dybt du dig bøjed
458 Zion, pris din saliggører
466 Vor Herres Jesu mindefest
471 O glædelig dag

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Vågne påskeliljer

I butikkerne kan man for tiden købe sovende påskeliljer. For alle os, som ikke har egen have, er det rart alligevel at kunne få noget gult og smukt og velduftende ind i stuen. Når man køber de sovende påskeliljer, skal man klippe lidt af stilken af, og så skulle de gerne springe ud, når de får en vase med vand i en lun stue. Forleden købte jeg dog nogle, som aldrig rigtigt sprang ud. De vågnede ikke op af deres søvn. De gavnede ikke noget. De visnede.

Påsken
Vi nærmer os nu påsken. Vi ser fremad mod den årligt tilbagevendende højtid, hvor vi husker på og igen får fortalt kristendommens helt centrale begivenheder: Palmesøndag hører vi om Jesu indtog i Jerusalem. Skærtorsdag mindes vi hans sidste måltid med disciplene og indstiftelsen af nadveren. Langfredag beretter om hans død. Alene og gudsforladt på korset. Påskesøndag fejrer vi Jesu opstandelse fra de døde.

Påskeliljer
Vi er som påskeliljerne. Fordi Gud har skabt os, og fordi Jesus har besejret synd, død og djævel, kan vi blomstre smukt og sprede en velduft. Men vi har brug for at høre det igen og igen, for vi glemmer så let og bliver optaget af alle vores egne planer, tanker og bekymringer. Vi døser hen. Vi falder i søvn. Vi visner.

En måde at undgå at visne på, er at komme hen til den varme kirke og sænke rødderne dybt ned i den kristne fortælling. Det er snart 2000 år siden Jesus døde og genopstod. Men der er stadig kraft og liv i fortællingen om ham og i ham, for han blev virkelig oprejst fra de døde og lever stadig i dag. Han ønsker at vække os af vores søvn, give os liv på ny og sende os ud for at sprede glæde og velduft blandt andre mennesker.

(fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori