Hovedvej 11

Jeg voksede op der, hvor bakkerne begynder.

Vestjylland har ry for at være fladt. Og det er det også mange steder. Men der, hvor min barndoms og ungdoms Kongsholmvej rammer Hovedvej 11, begynder bakkerne. Mod syd i retning mod Skjern og Esbjerg er hovedvejen flad i mange kilometer. Mod nord i retning mod Holstebro og Thy begynder bakkerne lige med det samme. På første bakke ligger en masse ældgamle gravhøje og vidner om, at det vestjyske liv både er døende og levedygtigt. Sammen med min familie har vi besøgt masser af gravhøje rundt omkring i Danmark, men jeg kan pudsigt nok ikke mindes, at vi særligt ofte har besøgt dem tæt på mit barndomshjem.

Bakkelandskabet fortsætter langt mod nord på vejen mod Holstebro. Men vi har mest gjort ophold på bakke nummer to mod nord, den lille landsby Hanning, hvor mine bedsteforældre boede og min farbror stadig bor. En lille hyggelig landsby, hvor købmanden og de andre virksomheder for længst er lukkede. Men der er stadig masser af liv og hovedvejens mange biler suser gennem landsbyen hvert øjeblik.

I disse måneder kører jeg en del på motorveje og har vænnet mig til at køre i hvert fald 110 km/t. Men der vil altid være noget skræmmende over de susende biler på alle slags veje. Jeg tænker tit på, om en modkørende bil mon pludselig kommer over i mit spor og kvaser mig. Ikke som en angstfuld tanke, men mere som en stille konstateren af, at den slags jo sker.

Først tog hovedvejen vores hund Molly. Jeg nægtede at tro på det. Den plejede aldrig at løbe helt derhen.

Nogle år senere – i dag er det 10 år siden – var det min yngste lillesøster, som mistede livet på hovedvejen. Vi glemmer aldrig, hvor vi var, da vi fik beskeden. Vi glemmer aldrig stedet på hovedvejen, hvor hun mistede livet.

Vi burde hade biler og veje. Det gjorde vi nok også i starten. Men livet går videre. Sorg og savn forsvinder aldrig helt, men en del af den bliver omdannet til lidt eftertænksom melankoli og en påmindelse om ikke at tage ting for givet.

Men døden vil vi altid hade.

Vejen går videre. Bilerne fortsætter deres susen. Vejen tager, men vejen giver også adgang til nye steder. Nu kører jeg ind imellem ad Hovedvej 11 på vej mod Thy, hvor min forlovedes familie har et sommerhus.

Der er stadig masser af uudforskede strækninger. Jeg tager bakkevejen. Tempoet er passende lavt og jeg nyder udsigten.

Hovedvej 11

1 kommentar

Filed under Uden for kategori

Prædiken til 1. søndag efter påske

”Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?” Han svarede: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vogt mine lam!” Igen, for anden gang, sagde han til ham: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” Han svarede: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vær hyrde for mine får!” Jesus sagde til ham for tredje gang: ”Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?” Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: ”Har du mig kær?” og han svarede ham: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.” Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: ”Følg mig!” Johannesevangeliet 21,15-19

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Fra bålet i den mørke benægtelsens nat til bålet i den lyse genoprettelsens dag.
Det handler om Peter i dag. Når man læser om ham i Bibelen, er han den kække og bombastiske.
”Jesus, om så alle andre svigter, så svigter jeg ikke.”
”Herre, hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig.”

Peter var en mand, som havde set og sagt, at Jesus var Kristus, den salvede, Guds søn. Jesus havde kvitteret og rost og sagt ”Peter, du er den klippe, som jeg vil bygge min kirke på.” Men Peter var nok også en mand, som nogle gange havde for stor tillid til sig selv. En mand, som fløj højt, men faldt, da det virkelig gjaldt. En mand, som svigtede Jesus, da han blev taget til fange. Ved et bål i en mørk nat benægtede han tre gange, at han kendte til Jesus.

I salmen, som vi sang lige inden prædikenen, kommenterer salmens forfatter Kingo tørt:
Peder, er du da en klippe,
som Guds kirke bygges på?
Hvor kan du da sådan glippe
og i storm ej bedre stå?

Come on, Peter. Du havde mødt Jesus. Du havde gået sammen med ham. Du havde lyttet til ham. Du havde virkelig forstået noget af, hvem han var. Du havde alle muligheder for at holde stand, for ikke at svigte, da det gjaldt.

I en normal god fortælling holder helten stand, om så hele verden er imod ham. The lone rider. Den ensomme superhelt, som kæmper mod ondskab og ikke svigter, fordi han har en vilje af stål.

Sådan er Peter ikke. Det virker nærmere til, at han puster sig op med store ord og gyldne løfter og helt punkterer, da det virkelig gælder.

Ved et bål i en mørk nat benægtede han tre gange, at han kendte til Jesus.
Ved et bål i en lys morgen får han nu mulighed for tre gange at bekende sin kærlighed til Jesus.

Den mørke dødens nat er forgangen. Vi er efter opstandelsen. Graven var tom, Jesus er opstået og færdes nu ikke længere tæt med sine disciple. Men vi er stadig inden hans himmelfart, og han viser sig for dem ind imellem. Der er lige nogle ting, der skal ordnes, inden han stiger til himmels. Et regnskab, der skal gøres op. Et liv, der skal forandres. En nedtrykt discipel, der skal gøres til en hyrde.

Mens disciplene er ude at fiske – et eller andet skal man jo gøre, mens man venter på, at Jesus viser sig næste gang – har Jesus lavet et bål inde på bredden. Disciplene opdager ham, tager deres store fiskefangst med ind til ham og spiser sammen med ham. De får stegte fisk med deres opstandne ven og læremester. Og så kommer den ordveksling mellem Jesus og Peter, som er dagens prædiketekst.

Jesu første spørgsmål er direkte og må have ramt Peter lige i hans dårlige samvittighed. ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?” Underforstået, elsker du mig mere end de andre disciple gør, sådan som du engang næsten påstod? Peter kaldes både Simon Peter, Simon, og Peter. Det veksler lidt. Men personen er den samme.

Jesus er ikke konfliktsky. Der er et regnskab, der skal gøres op, en sag, der skal ordnes. Men Jesus er ikke opfyldt af hævngerrighed. Peter skal ikke straffes, fordi han svigtede Jesus. Han skal ikke trykkes længere ned og ydmyges. Men han skal hives op. Han skal genoprettes. Han skal renses.

En genoprettelse er ikke nødvendigvis rar, mens den står på. Hvis man er helt kroget sammen i sin sorg eller smerte eller selvmedlidenhed, kan det være ubehageligt, at skulle rette sig ud, at rette sig op og se sig selv og andre mennesker i øjnene. Men det er nødvendigt for at komme videre. På samme måde med et sår. Det kan svie at få renset det. Men for at der kan komme skorpe på såret og huden kan hele uden alt for store ar, må det renses.

Da jeg var dreng og lige havde lært at cykle på min blå cykel, skulle jeg selvfølgelig vise det frem. Så næste gang mine bedsteforældre kom på besøg på min barndoms gård i Vestjylland, gjorde jeg klar. Jeg trak cyklen op til maskinhuset og satte mig op på den. Det gik fint i starten, der var okay god fart på fra maskinhuset og ned mod gårdspladsen, og jeg holdt balancen. Jeg kom til åbningen mellem garagen og stalden, og det gik stadig godt. Nede ved stuehuset stod mine forældre, søskende og bedsteforældre og så på, og da jeg nåede hen til dem, styrtede jeg og skrabede hul på mine knæ. Jeg troede, jeg kunne. Jeg skulle vise mig lidt frem. Men jeg faldt.

Min mor trøstede mig selvfølgelig, rensede mine sår og satte mig så i gang med en opgave i stedet for at sidde og pussenusse om mig i lang tid. Jeg blev sat til at bage pandekager. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg stod på en stol foran komfuret for at kunne nå op til panderne, alt imens jeg græd over mine sviende knæ, som der nu var kommet plastre på.

Peter blev ikke sat til at bage pandekager, efter at han har svaret ”Ja, Herre, du ved jeg har dig kær.” til Jesu spørgsmål. Men han fik en opgave. Han blev sendt videre. Måske var det Jesu måde at sørge for, at Peter ikke blev alt for nedtrykt over sit eget fald. Han blev genoprettet og med det samme sat i sving. Han skulle vogte Jesu lam.

Jesus bruger ofte hyrde og fåre-metaforer, og de er netop metaforer. De er billeder. Jesus var ikke hyrde for hverken får eller køer, men han var ligesom en hyrde. Han kalder sig selv for den gode hyrde i modsætning til de dårlige hyrder. En god hyrde beskytter sine får og leder dem gode steder hen. Han beskytter dem mod ondt, og i sidste ende er han villig til at sætte sit liv til for fårene for at beskytte dem, som vi jo fejrede langfredag, hvor Jesus døde.

Jesus er den gode hyrde, og hans får er hans disciple og i bredere forstand alle dem og alle os, der følger og tror på ham. Men i første omgang hans disciple. Jesus ved, at han snart skal forlade sine disciple, og de har brug for en anden leder i hans fravær. Den opgave får Peter nu.

Og så kunne samtalen jo egentlig godt have sluttet der. Peter er blevet genoprettet, og Jesus har givet ham en opgave. Så kan historien fortsætte. Og mon ikke også Peter har tænkt, at nu var det overstået? Han har fået talt ud med Jesus og bekendt, at han står ved ham og elsker ham, og han har fået en opgave. Ja, vi er videre. Ja, vi kan vende tilbage til måltidet og en mere hyggelig og let snak her ved søen på denne skønne morgen.

Men sådan går det ikke. Jesus stiller det samme spørgsmål igen. ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” Peter bekræfter, ”Herre, du ved, at jeg har dig kær.” og Jesus giver ham igen en opgave som hyrde. Og sandelig, Jesus spørger igen, for tredje gang. ”Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?” Peter bekræfter igen: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.”

Peter må være blevet mere og mere forvirret og bedrøvet. Hvorfor spørger Jesus ham igen for anden og for tredje gang? Jesus kender jo Peter til bunds, ligesom han kender alle mennesker til bunds. Hvorfor er det så nødvendigt for ham at spørge Peter én, to, tre gange? Og stoler han ikke på hans svar? Siger Jesus indirekte, at Peter lyver? Er det derfor, han vil have ham til at gentage det? Måske Peter undervejs begyndte at mærke efter indeni. ”Hmm, elsker jeg mon egentlig Jesus, som jeg nu står og siger det?” ”Er jeg i gang med at være utroværdig og løgnagtig igen?”

Da Jesus spørger ham tredje gang, må Peter have forstået. Hans tanker må være blevet ledt tilbage til den mørke nat i gården, hvor han fornægtede Jesus tre gange. Og han må have forstået, hvad det er, Jesus har gang i. At han er ved at genoprette Peter, at han er ved at hive ham op og gøre ham klar til opgaven. Jesus spørger ikke Peter tre gange, fordi han tror Peter lyver, men fordi han vil give Peter muligheden for at stå ved sit kendskab og sin kærlighed til Jesus tre gange. Tre gange fornægtede han ham, tre gange bekræfter han nu sin tro og kærlighed til Jesus.

Dermed får Peter noget af sin stolthed tilbage.
”Ja, jeg elsker virkelig Jesus.”
”Ja, jeg er blevet genoprettet.”
”Ja, jeg har fået en opgave.”
Men en sund stolthed. En stolthed, som er fuldt bevidst om, at den er alt i kraft af Jesu gode vilje, af Jesu kærlige og genoprettende nåde.

Det er en stolthed og en identitet, som ikke behøver at sammenligne sig med de andre. Det viser sig allerede så småt i Peters første svar til Jesus. Han svarer ikke, ”Ja, Jesus, jeg elsker dig mere end de andre.” Det bombastiske er væk. Nej, han nøjes med at bekende sin egen kærlighed til Jesus. Om den er mindre eller større end de andres kærlighed til Jesus, det er irrelevant.

Peters forhold til Jesus er Peters forhold til Jesus. Peters kærlighed til Jesus er Peters kærlighed til Jesus. Det afgørende er ikke, om den er større eller mindre end andres. Men at den er.

Det samme gælder i dag. Vi kan som kirke dele troen med hinanden, vi kan inspireres af hinandens tro og tjeneste for Gud. Det kristne fællesskab er utroligt vigtigt og livsnødvendigt for vores tro. Men når alt kommer til alt, så er det vigtigste, hvad vi tror inderst inde. Tror vi, Gud er vores Far? Og hvad svarer vi på Jesu spørgsmål: ”Elsker du mig?”

Det er overvældende direkte og uhåndgribeligt. Vi har nok oftest lyst til at svare ”Øh, måske.” Det er forståeligt. Vi er ikke vant til at bruge så store ord i flæng, og da slet ikke til en person, som levede for mange år siden.

Men vi er nu efter påske. Jesus er død og opstået. Han lever. Han taler. Han ønsker at hive os ud af alle de mørke nætter, vi end måtte befinde os i. Nætter med svigt over for Gud og mennesker. Nætter, hvor vi fejlede overfor Gud og mennesker. Og os selv. Nætter, som har gjort, at vi har svært ved at se os selv i øjnene. Gjorde jeg virkelig det? Jeg havde troet bedre om mig selv.

Jesu spørgsmål føles ubehageligt. ”Elsker du mig?”
Jesus, slap nu af, jeg er lige midt i at have det hårdt. Spørg senere.
Og det gør han så. Spørger senere. Igen og igen.
”Elsker du mig?”
”Tror du på mig?”
”Hvad tænker du om mig?”
”Er jeg sandheden?”
”Tror du på, jeg er opstået og lever i dag?”

Han gør det ikke for at trykke os ned eller ydmyge os eller hælde salt i såret fra den mørke nat. Men han gør det for at hive os op og ud i den lyse dag. For at give os en opgave og en ny god retning for vores liv.

”Elsker du mig?”

Peter svarede ja. Og han fik en opgave. Han skulle være hyrde og endte sandsynligvis med at dø. Som sin ærkehyrde, overhyrden Jesus, endte han med at give sit liv.

Der er opgaver til os. I samfundet, i kirken, i relationerne. Der er mennesker og sager, hvor vi kan lede, hvor vi kan tjene og gøre vores indflydelse gældende. Der er mennesker, som skal elskes. Men det vigtigste er, om vi kender overhyrden, ærkehyrden. Den gode hyrde. Ham, som ønsker at hive os ud af den mørke nat og over i sit lysets rige.

(Holdt d. 3/4-2016 i Alderslyst Kirke)

Salmer:
736 Den mørke nat forgangen er
446 O lad din Ånd nu med os være
186 Ingen højhed, ingen ære
680 Jesus, kom dog nær til mig
227 Som den gyldne sol frembryder
241 Tag det sorte kors fra graven

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Prædiken til Skærtorsdag

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Johannes 13,1-15

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Når mennesker skal dø, ønsker de ofte at være sammen med dem, de holder af. De ønsker selv at få sagt ordentligt farvel, ligesom det er vigtigt for deres familie og venner at få sagt et sidste farvel til den døende. Måske er der endda sager, som man lige skal have talt om og talt ud, inden det er for sent. Gamle regnskaber, der skal gøres op. Tilgivelse, der skal skaffes. Kærlige ord, der skal siges. Råd, der skal videregives.

I den sidste time slutter man ring om den, som ligger for døden. Man synger måske lidt sammen, holder personen i hånden, giver et sidste kram eller kys. Måske græder man.

Det er en skrøbelig situation, og som pårørende bruger man alt sin energi på at være helt nærværende og nyde hvert eneste sidste øjeblik.

Jeg ved ikke, hvordan det føles, når man ligger for døden. Er det angsten for at dø, der fylder? Føler man sig favnet af familiens og venners nærvær? Er det smerterne, man mærker? Hviler man i, at Gud har besejret døden og gjort alt, hvad der skal gøres?

I den anden salme i gudstjenesten lød første vers sådan her:

Han står på randen af sin grav,
i morgen de ham dømme;
den bitre kalk, ham verden gav,
han om en stund skal tømme;
da svulmer hjertet i hans barm,
ej føler han mod verden harm,
kun kærlighed til sine.

Skærtorsdag markerer vi Jesu sidste aften. Skærtorsdag stod Jesus på randen af sin grav. Han vidste, hvad der ville ske, og han kunne se korsdøden og graven foran sig. Han vidste, at han snart skulle dømmes og fuldføre det, som var Guds plan med hans komme til jord.

Jesus har samlet sig med sine venner, og de har nok kunnet mærke den lidt trykkede stemning.

Mon de ved, hvad der er i vente?

Mon de ved, at deres læremester snart skal dø?

Jesus ved det i hvert fald. Salmen antyder, at han ikke er fyldt af vrede mod verden, men kun føler kærlighed til sine disciple. Det samme gør bibelteksten fra Johannesevangeliet: ”Han havde elsket sine egne, som var i verden og han elskede dem indtil det sidste.” Hans kærlighed fortsatte helt til hans død. Og hans egne, hans disciple, har brug for den. Jesus ved, hvad der venter dem. Han ved, at de vil blive fortvivlede over hans død og føle, at deres verden falder fra hinanden. Han ved, at de vil høre de overraskende nyheder om hans opstandelse og finde den tomme grav. Han ved, at han senere vil møde dem, som den opstandne herre og frelser og sende dem ud i verden. Ud til os.

Måske har de siddet og talt om udfrielsen af Egypten, som jøderne jo fejrede i påsken. Eller måske har de delt gode minder. Talt om dengang Jesus opvækkede Lazarus, talt om dengang Jesus skaffede mad til femtusinde mennesker eller om nogle af Jesu mange diskussioner med de jødiske religiøse ledere. Måske har de delt historier om, hvordan Jesu ord har gjort indtryk på dem, og forandret deres liv. Givet dem et nyt perspektiv og en ny retning at vandre i.

Mens de sidder og spiser og taler, gør Jesus noget overraskende. Han rejser sig, lægger sin kjortel, binder et klæde om sig, hælder vand op i et fad og begynder at vaske disciplenes fødder. Han vasker deres fødder, en for en. Fjerner snavs og skidt med sine hænder. Rører ved deres tæer. Samler lidt vand i sine hænder og hælder det ud over deres fødder. Tager klædet og tørrer dem. Går videre til den næste.

Disciplene må have kigget forundret på og tænk deres, mens det skete. ”Hvad har han gang i?” ”Er det ikke lidt uværdigt for en læremester?” ”Jesus, hvad laver du?”

Fodvaskning var ikke unormalt dengang. Det var dog normalvis slaver, som vaskede deres herrers fødder, kvinder, som vaskede deres mænds fødder, disciple, deres mesters fødder. Jesus har aldrig gjort sådan noget før, og timingen er også unormal. Det foregik normalt lige, når man ankom til et hus, som en slags velkomsthilsen fra værten, eller lige inden man lagde sig til bordet for at spise. Her sker det midt i måltidet, og der er noget brat og pludseligt over det. Som om, der er en bestemt timing. Det kan ikke gøres inden måltidet, så vil hans disciple tro, det har noget med forberedelsen til måltidet at gøre. Men det kan heller ikke vente for længe, for senere på aftenen forlader Judas selskabet, og der er en pointe i, at også hans fødder bliver vasket.

Da Jesus når til Peters fødder, sætter Peter ord på det, de alle tænker: ”Herre, vasker du mine fødder?” Det burde da være mig, som vasker dine. ”Herre, vasker du mine fødder?” Det allermest beskidte og lugtende ved mig?

Efter at Jesus har sagt, at det forstår Peter ikke lige nu, men måske senere, svarer Peter bombastisk: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.” Peter bekræfter hermed Jesu ord. Peter forstår virkelig ikke, hvad det er, Jesus har gang i, og forsøger stærkt at forsvare Jesu ære og værdighed. Og det er da også svært at forstå. Én ting er at følge en læremester og en herre, som gør mægtige og værdige handlinger. Noget helt andet er at følge en, som ydmyger sig, en, som bøjer sig ned og handler på en måde, som virker uværdig og pinlig. En frelser og konge, som tjener andre? Det er altså ikke sådan, det normalt hænger sammen.

Jesus skruer også op for retorikken, det er tvingende nødvendigt, at Peter lader sine fødder vaske, ellers kan han ikke have fællesskab med Jesus. Så vender Peter fuldstændig rundt og vil nu pludselig gerne have vasket hele kroppen.

Jesu svar til Peter er lidt mystisk. ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele.” Hvad er det for et bad, Jesus henviser til? Et renselsesbad? En dåb?

Det skal nok forstås i sammenhæng med det, Jesus siger i Johannes 6,63b: “De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv” og senere i Johannes 15,3 “I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer”

Det er altså Jesu ord, som har gjort dem rene. Jesu ord virker. Disciplene har vandret sammen med Jesus i mange måneder og har hørt ham tale sandheden om Gud ved talrige lejligheder. De har hørt det. De har troet det. Derfor er der ingen grund til, at hele deres krop bliver vasket, da den allerede er badet og ren ved ordet. Det er kun nødvendigt, at fødderne vaskes som et tegn på Jesu tjenersind og kærlighed til dem og som et forbillede for disciplene i at tjene andre.

Men hvis nu Jesu ord virker, var det så virkelig nødvendigt, at Jesus vaskede deres fødder? Kunne han ikke bare have sagt, at de skulle tjene hinanden og så ladet det være nok?

Det kunne han også have gjort. Men det havde nok ikke nyttet så meget at fortælle dem en masse om, hvad de skal gøre, når han er væk. Der vil ske alt for mange voldsomme begivenheder, som vil trænge Jesu ord i baggrunden. Men fodvaskningen. Et tegn. En overraskende handling. En berøring af Jesu hænder. Den vil de huske.

Da Jesus er færdig med at vaske deres fødder, lægger han klædet fra sig og tager sin kjortel på. Og så sikrer han sig lige, at de alle har forstået hans tegn, og har forstået, hvad det hele drejer sig om: Ligesom han har vasket deres fødder, skal de vaske hinandens fødder. Det kan forstås bogstaveligt, som at Jesus mente, at de skulle vaske hinandens fødder. Johannesevangeliets forfatter kan have brugt Jesu ord til at argumentere for en praksis omkring fodvaskning, måske inden nadver, som et symbol på modtagelsen af syndernes forladelse. Det er muligt.

Men det skal i hvert fald også forstås mere generelt. Jesus tjente sine disciple og alle han mødte ved at helbrede, tale, og ultimativt ved at give sit liv, og derfor skylder hans disciple, og vi, at tjene hinanden. Jesus vaskede Judas’ fødder, selvom han vidste Judas ville forråde ham og nærmest stod i ledtog med Djævelen. Vores fodvaskning af andre, vores tjeneste for andre, må ske uden hensyn til, om vi kan li dem, om vi er enige med dem, om de tilhører samme sociale, kulturelle og religiøse sammenhæng som os.

Jesus står på randen af sin grav. Han har nok været fyldt med angst over det, som snart skal ske, men han fortsætter med at undervise disciplene til det sidste. Hans kærlighed til disciplene driver ham til i tålmodighed at forsøge at vise dem en vej, som de kan gå, selv når han i fremtiden ikke vil være så tæt på dem længere.

Han giver dem et tegn, og han giver dem sine ord.

Senere på aftenen under samme måltid giver Jesus dem et andet tegn og siger andre ord. Han tager et brød og siger ”Dette er mit legeme”. Han tager vinen og siger ”Dette er mit blod.”

Jesu ord virker. Hans ord gjorde disciplene rene. Hans ord kaldte Lazarus ud af graven. Hans ord skaber. Jesus ord kan helbrede mennesker. Jesu ord kan få mennesker til at se sandheden om dem selv og lede dem i en ny god retning.

Jesu ord virker. Han siger, at brød og vin virkelig er hans legeme og blod. De ord har lydt i mange hundrede år og virker stadig, selvom vi, ligesom disciplene, kan have lidt svært ved helt at forstå.

Nadveren er, ligesom fodvaskningen, et tegn på Jesu tjeneste for andre. Her modtager vi Jesus selv og mindes igen og igen hans lidelse og død for vores skyld. Han gav sig selv. For os.

Ligesom Peter havde svært ved at acceptere Jesu ydmygende tjeneste, kan vi have svært ved at acceptere Jesu selvhengivelse. At himlenes herre bøjede sig så dybt ned, det vil altid overgå den menneskelige forstand. At Guds søn vil vaske os rene, at Guds søn vil give sig selv til os i nadveren, det er ufatteligt. Men det er det, han gør. Af kærlighed til os.

(Holdt d. 24/3 2016 i Alderslyst Kirke)

Salmer
435 Aleneste Gud i Himmerig
178 Han står på randen af sin grav
Johannes Johansen: Himlenes Herre, så dybt du dig bøjed
458 Zion, pris din saliggører
466 Vor Herres Jesu mindefest
471 O glædelig dag

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Vågne påskeliljer

I butikkerne kan man for tiden købe sovende påskeliljer. For alle os, som ikke har egen have, er det rart alligevel at kunne få noget gult og smukt og velduftende ind i stuen. Når man køber de sovende påskeliljer, skal man klippe lidt af stilken af, og så skulle de gerne springe ud, når de får en vase med vand i en lun stue. Forleden købte jeg dog nogle, som aldrig rigtigt sprang ud. De vågnede ikke op af deres søvn. De gavnede ikke noget. De visnede.

Påsken
Vi nærmer os nu påsken. Vi ser fremad mod den årligt tilbagevendende højtid, hvor vi husker på og igen får fortalt kristendommens helt centrale begivenheder: Palmesøndag hører vi om Jesu indtog i Jerusalem. Skærtorsdag mindes vi hans sidste måltid med disciplene og indstiftelsen af nadveren. Langfredag beretter om hans død. Alene og gudsforladt på korset. Påskesøndag fejrer vi Jesu opstandelse fra de døde.

Påskeliljer
Vi er som påskeliljerne. Fordi Gud har skabt os, og fordi Jesus har besejret synd, død og djævel, kan vi blomstre smukt og sprede en velduft. Men vi har brug for at høre det igen og igen, for vi glemmer så let og bliver optaget af alle vores egne planer, tanker og bekymringer. Vi døser hen. Vi falder i søvn. Vi visner.

En måde at undgå at visne på, er at komme hen til den varme kirke og sænke rødderne dybt ned i den kristne fortælling. Det er snart 2000 år siden Jesus døde og genopstod. Men der er stadig kraft og liv i fortællingen om ham og i ham, for han blev virkelig oprejst fra de døde og lever stadig i dag. Han ønsker at vække os af vores søvn, give os liv på ny og sende os ud for at sprede glæde og velduft blandt andre mennesker.

(fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Mormor

Vi bar min søde mormor til graven i fredags. Det var en smuk solskinnende dag i Givskud, og vi sænkede hende ned lige ved siden af, hvor min morfar 13½ år tidligere blev sænket ned.

89½ år blev hun, og det er en ret pæn alder. Hun skrantede lidt, men var slet ikke færdig med at leve. Hendes 90 års fødselsdag d. 6 august (pudsigt nok min morfars dødsdag i 2002) var planlagt for længst.

Men det blev det altså ikke til. Hun døde i tirsdags. Nogle dage forinden nåede jeg at besøge hende på Vejle Sygehus, mens hun lå i en halvbevidstløs tilstand på intensiv afdeling med slanger over det hele og iltmaske på. Der var noget meget skrøbeligt over at stå der med min mormor i hånden, mens hun lå på sit sygeleje. Min kæreste foreslog, at jeg skulle lyse velsignelsen over hende, så det gjorde jeg. Velsignelsen begynder med ”Herren velsigne dig og bevare dig.” Og så plejer man at fortsætte med ”Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig”. Men jeg kom til at sige ”Herren bevare din udgang og din indgang” i stedet for. Jeg har ellers aldrig sagt forkert før. Men det var egentlig en meget passende fortalelse. Udgangen på livet er indgangen til det evige liv.

Jeg håber kun, at hun havde fred, da det skete. Hun levede i hvert fald sit liv i troen på Gud.

Da vi sang og snakkede med hende der på sygehuset, åbnede hun ind imellem et øje på halv og klemte min hånd. Jeg ved ikke, hvilken tilstand hun var i, men hun var lige der.

Hun lærte mig meget om taknemmelighed. Det var hendes faste omkvæd, når vi talte i telefon, eller når jeg var på besøg. Hun var taknemmelig for sit gode lange liv, for sin familie og for sine kaffeveninder. Det tager jeg med mig videre sammen med en masse gode barndomsminder fra det lille husmandssted i Skovbølling.

Hun var en god én, min kære mormor.

Mormor

2 kommentarer

Filed under Uden for kategori

Prædiken til Sidste søndag efter Hellig Tre Konger 2016

Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.” Johannesevangeliet 12,23-33.

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

I mandags døde musikeren og skuespilleren David Bowie. Det kom som et chok for mange. Både fordi han var en, som havde påvirket mange med sin musik og sin personlighed, men også fordi det ikke var offentligt kendt, at han var dødssyg af kræft. To dage forinden sin død havde han endda lige udgivet et nyt album. Det fik rigtigt gode anmeldelser og mange forventede en efterfølgende verdensturné. Men det bliver der altså ikke noget af nu.

Jeg har ikke selv lyttet til hans musik eller fulgt hans person, men mange har. Der var tilsyneladende noget dragende over ham. Mennesker følte sig tiltrukket af ham og hans musik og følte han satte ord på deres inderste følelser. Ja, nogle skriver endda, at hans musik hjalp dem i svære og usikre perioder af deres liv.

Jeg tror de fleste af os kender til at blive draget af et andet menneske. Andre mennesker kan være tiltrækkende på mange måder. Måske giver deres udseende os lyst til at kigge på dem. Ellers deres musik giver os lyst til at hoppe og danse. Eller hele deres person emmer af livsvisdom på en sådan måde, at vi bare har lyst til at sætte os ved deres fødder og suge til os af deres visdom.

At blive draget og tiltrukket af et andet menneske handler ikke kun om, at de trækker i os og hiver os nærmere til dem selv. Men også at de vækker noget inde i os. Giver os nogle følelser, skaber et røre, som fører til, at vi begynder at bevæge os i retning mod dem. Gøre som dem, klæde os som dem. Tænke som dem.

Jesus har i de sidste to tusind år, især i vores vesteuropæiske verden, været en central person. En, som de fleste har kendt til og ikke kunnet undgå at have en eller anden holdning til. Der har dog gennem tiden været forskellige forståelser af, hvem Jesus primært var. Vi kan kalde dem Jesus-billeder.

Da kristendommen kom til Danmark for godt 1000 år siden, talte man om den sejrende Kristus. På korset blev han fremstillet med en kongekrone. Det skulle tydeliggøres, at han var stærkere end de guder, som folk tidligere havde troet på, og at han havde sejret over synd og død og djævel. Til andre tider har Kristus primært været dommeren på den yderste dag. Jesus skulle ved sin genkomst fælde dom og de færreste ville kunne bestå for den dom. Kristus var en skræmmende person.

Andre grupperinger i kirkelivet har fokuseret på den lidende Kristus. Jesus er her ikke udstyret med kongekronen, men med en tornekrone. Jesus led for menneskets skyld og tog den straf, som det ellers skulle have haft.

Andre igen har mest set på Jesus som en slags klog livsfilosof. Man kunne lære gode ting om livet af ham, og lære, hvordan man levede et godt liv sammen med andre. Livet efter døden havde han derimod ikke så meget med at gøre.

Menneskers opfattelse af Jesus har varieret i tidens løb, og det er fascinerende, hvordan troen på Jesus alligevel har overlevet så mange hundreder af år. Han har vist sig langtidsholdbar og relevant for mange skiftende tider og situationer. Der vedbliver at være noget dragende over ham.

Dagens tekst fra Johannesevangeliet taler om herliggørelse. Ikke lige et ord, vi går og bruger hver dag. Men det er ikke så svært at forstå. At herliggøre. At gøre noget herligt.

Jesus taler om, at timen er kommet, da han skal herliggøres. Han beder Gud om, at han må herliggøre sit navn, og dermed også Jesu navn. Der er nemlig en tæt sammenknytning mellem Sønnen og Faderen. Som Faderen er, sådan er Sønnen også. Så når Faderen er herlig, så er Sønnen det også. Når Sønnen, Jesus, taler og helbreder mennesker, så viser han hele tiden noget af Guds herlighed, noget af Guds væsen.

Da Jesus beder om, at Gud vil herliggøre sit navn, svarer Gud fra himlen, at han har herliggjort det og atter vil herliggøre det. Der er altså tilsyneladende tale om to herliggørelser?! Hvilken begivenhed er mon den første herliggørelse? Jesu fødsel? Jesu dåb?

Det skal nok forstås sådan, at den første herliggørelse er Guds kontinuerlige herliggørelse af Jesus. Johannesevangeliets forudsætning er, at Gud herliggør sit navn ved at herliggøre sin søn. Som det hedder helt i Johannesevangeliets begyndelse: (Joh 1.14): ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” Jesu liv på jord er en løbende åbenbaring af Gud Fader og en løbende herliggørelse af Jesus.

Men det er ikke nok. Der skal en anden og større herliggørelse til. En herliggørelse, som for alvor viser, hvem Jesus er. Og det er her, det hele bliver lidt sært. For den største herliggørelse i Johannesevangeliet er Jesu død. Det er sjældent, der er noget herligt over en død. Jo, måske hvis man kæmper for alt, man har kært, og dør om så det gælder.

Men Jesus virker mere til at være en fejlslagen oprører og profet. Han fik lige samlet sig et stort følge, gik rundt i 2-3 år og gjorde store ting, og så blev han taget til fange og døde. Hvad er det herlige i det?

Jesus bringer hvedekornet i spil som et pædagogisk hjælpemiddel for at vi lettere kan forstå det herlige i hans død. Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.

Et af de flotteste syn om sommeren er marker, som er bleggule og klar til høst. Og selv sindige jyske landmænd kan blive helt kulrede og stressede, når det er høsttid. For det er en vigtig tid. Holder vejret nu, så man kan få høstet kornet med en lav vandprocent? Holder mejetærskeren til det hårde arbejde? Stor er lettelsen derfor bagefter, når høsten er i hus og det hele godt overstået.

Men forudsætningen for alt dette er død. Et enkelt korn bliver sået i jorden, spirer og bruger alt sin livskraft på at frembringe en kornplante, et kornstrå med aks på. Det udtømmer sig selv og dør, men resultatet er, at det ene korn giver liv til mange flere korn. Et korn giver liv til 30-50 korn.

Tilsvarende er det med Jesu liv. Han dør for at give liv til mange. Vi er her inde ved kernen af hans mission på jord. Hans død forårsager, som han siger, at verdens fyrste jages ud. Det lyder næsten som en slags eksorcisme, og sammenholdt med sætningen om, at den, som hader sit liv i denne verden kan bevare det til evigt liv, så lyder det noget verdenshadende og dystert. Bliver Jesus nu ikke lige lidt for mørk her?

Især i Johannesevangeliet menes der med udtrykket ”denne verden” alt det i verden, som har gjort oprør mod Gud, og som der er galt med verden. Alt det, som i sidste ende kun fører død med sig. Alt det må jages ud og mennesker må blive befriet fra alt, som i virkeligheden ikke fører til liv, men til død. For det er kun Jesus, som kan give liv. Der er ikke sandt liv, der er ikke evigt liv i nogen anden.

Til forskel fra hvedekornet, som falder ned i jorden og giver liv, så bliver Jesus ophøjet fra jorden og giver liv. Forfatteren til Johannesevangeliet hentyder her til, at Jesus bliver hængt på et kors, og måske antydes det også, at han igen skal opstå. For var han bare død og ikke opstået, så havde det i sidste ende ikke nyttet noget. Så havde Døden og verdens fyrste fået et slag ved hans overraskende og uselviske død, men dødsstødet var udeblevet. Opstandelsen sikrer, at verdens fyrste jages helt ud. At døden besejres.

Jesu død og opstandelse bevirker, at livet spreder sig på jord. Ikke bare som ringe i vandet, men som bølger af liv. Jesu død og opstandelse giver ikke kun liv til ét andet menneske, men det giver liv til mange mennesker. 30-50 mennesker, ja, endnu flere, Jesus vil drage alle til sig. Måske menes der her alle folkeslag; at budskabet om Jesu død, ondskabens uddrivelse og Jesu sejr over døden, vil nå ud til alle folkeslag på hele jorden, hvilket jo er i færd med at ske i vores tid. Altså, ikke blot til jøderne, men også til alle os fra andre folkeslag, som i bibelsk sprogbrug ofte kaldes hedninger. Eller også tænkes der på, at alle dem, som tror, at Jesus var Guds søn, kommer til ham, fordi han drager dem til sig. Det skyldes egentlig ikke dem selv. Os selv.

At vi kan tro på Jesus og følge ham, er i sidste ende et resultat af, at han drager os. Vækker noget i os. En lille interesse. En prøvende nysgerrighed. En forsigtig tro. En længsel. Et håb. Et eller andet ved ham kan få os til at beslutte os for, at han er værd at følge efter. Tro på. Leve sit liv i følgeskab med.

Og vi har brug for, at han drager os. Ellers er vi alt for ofte i fare for at blive ligeglade med Jesus og Gud og alt det med kristendom. Vi har brug for, at Jesus skaber røre og bevægelser i os og drager os nærmere til sig.

Søren Kierkegaard siger et sted i sin ”Indøvelse i Christendom”:
Men Dig, Herre Jesus Christus, vil vi bede, at Du vil drage os og drage os ganske til Dig. Hvad enten vort Liv skal glide roligt hen i Hytten ved den stille Sø, eller vi skulle forsøges i Kamp med Livets Storme paa det oprørte Hav; hvad enten vi skulle »søge Ære i at leve stille« (1 Thess. 4, 11) eller, stridende, i Fornedrelsen: drag Du os, og drag os ganske til Dig. Naar Du blot drager os, da er dog Alt vundet, om vi end, menneskelig talt, Intet vandt, og Intet tabt, om vi end, menneskelig talt, tabte Alt: da var dette Livs-Vilkaar vort Livs Sandhed; thi Du drager Ingen til uværdig Fjernhed fra Farerne, men heller Ingen ud i dumdristig Voven.”

Det vigtigste er ikke, hvordan vi bliver draget. Om det er en stille og harmonisk dragen, som det kan være at have kendt Jesus hele sit liv, være døbt og opvokset i den kristne tro. Eller om det er en mere stridende dragen, hvor Jesus har måtte drage stærkt i os for at få fat i os. Den enes troshistorie og trosvandring er ikke bedre end den anden. Det vigtigste er, at Jesus drager os, og at vi giver ham lov til det. Giver ham plads. Lytter til ham. Taler til ham. Synger til ham. Taler om ham.

Da kan det forunderlige ske, at vores liv bliver en del af den store høst. At Jesu død bliver til liv og glæde og udbytte i vores liv. At hans død og opstandelse sår og tænder en vilje i os til at dele ud af de gode nyheder. Sender os ud til dem, vi er i blandt eller til fremmede steder – til de mennesker, som Jesus også drager – og fortæller om det liv, som er at finde.

Salmer
422 Hellig, hellig, hellig! Herre Gud almægtig!
446 O, lad sin Ånd nu med os være
255 Drag, Jesus, mig
476 Kornet som dør i jorden
357 Vær trøstig Zions brud
361 Din rigssag, Jesus, være skal

(Holdt d. 17 januar 2016 i Alderslyst kirke i Silkeborg.)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Undværing

Hvis vi føler et behov, handler vi på det og gør noget ved sagen. Vi køber en ny mobiltelefon, når der kommer en ny model med nye funktioner, vi tager på en solferie for at slippe væk fra den grå vinter, vi spiser sund mad, når vi mærker bare den mindste sult. Vi søger at udrydde behov og mangler i vores liv. Det er ikke rart at mangle noget. Det er ubehageligt og utilfredsstillende. Det skal der gøres noget ved, tænker vi. Det ved reklamebureauerne. De forsøger at gøre os opmærksomme på endnu flere behov og mangler i vores liv, så vi kan få et endnu større forbrug og få endnu mere fyldte liv.

Derfor er vi efterhånden ikke så gode til at undvære ting. Vores undværings-muskel er understimuleret. At undvære betyder oprindeligt ‘at tåle at savne noget’. Det er netop det, vi er blevet dårlige til. Dårlige til at savne noget. Til at være i ubehaget. Utilfredsstillelsen. Fraværet.

I kirkens kalender har vi nu taget hul på den årlige fasteperiode. Fasten er en tid, hvor vi kan øve os i at undvære noget og blive bedre til at udsætte vores behov. Ved at skære ned på forbrug af den ene eller anden slags, kan vi blive bedre til at tåle fraværet og savne noget. Måske kan det endda også give os en større modstandsdygtighed over for forskellige slags fristelser.

Men først og fremmest er fasten en tid, hvor vi ved at undvære noget, får tid og rum til at give Gud særlig opmærksomhed. Fasten er en god anledning til ekstra bøn og bibellæsning og andre måder at bruge tid med Gud. Fasten er en tid til ro og fordybelse. Og til måske ligefrem at opdage en længsel og et behov efter Gud.

(Fokus-artikel til jesus.net.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori