Usynlig fastefest

Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” Matthæusevangeliet 6,16-18

Fasten skal være usynlig. Andre må ikke kunne se ens faste. Kun Gud. Der er en tid til at være tydelig kristen, stå ved sin tro og teologi og sprede Guds kærlighed med alle mulige handlinger. Men der er altså også en tid til at være nærmest usynlig og kun lade Gud se ens handlinger og tanker.

Fasten lyder her mere som en fest. Ingen surmuleri, nærmere glæde. Hovedet skal salves og ansigtet vaskes. Måske skal festklæderne tages på? Måske er fasten en tid til påmindelse om det glædelige i livet og det Gud gør? En taknemmelighedens tid? En takkefest?

En tid til at reflektere over vores støv-eksistens, vores gentagende vildfarelse fra Guds veje og Guds mindst lige så gentagende “velkommen hjem” til os, når vi indser, at vores egne veje fører alle mulige intet-steder hen. Det er tak og fest værd.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Forbundet

Mange af os erfarer ensomhed. Den kan pludselig melde sin ankomst, når vi mindst venter den. Og så sidder vi der alene og længes efter fællesskab. Eller måske stikker ensomheden dybere, bor længere inde. Som en følelse langt inde i sjælen af, at vi er helt alene i verden, ja, i hele universet.

Dåb
Grundlæggende og dybest set er vi alene. Vi bliver aldrig fuldstændig ét med et andet menneske. Men på samme tid er vi på mærkelig vis grundlæggende og dybest set forbundet med noget andet. Det sker i dåben. Her bliver vi forbundet med Jesus, Guds søn. Paulus taler i Romerbrevet kapitel 6 om, at vi i dåben dør, begraves og opstår med Jesus. Det lyder radikalt og halvmystisk. Paulus mener, at vi deler Jesu død og opstandelse. Vi er til i kraft af ham. Vores liv giver dybest set kun mening, når vi er forbundet med Jesus. Vi lever i ham og han i os. Jesus lever, derfor kan vi leve her og nu og evigt. Aldrig ene. Men med ham. Det er en tanke, et perspektiv og en virkelighed, som vi kan bruge resten af vores liv på at forsøge at forstå og leve i.

I dåben bliver vi også forbundet med Jesus på en anden måde. Kirken kaldes Kristi legeme, og når vi døbes, døbes vi ind i den. Vi indlemmes i den, bliver et lem på den, bliver en del af den. I den forstand er vi ikke længere alene. Vi har en familie. Vi er bundet sammen af troen på den samme herre og frelser, og vi kan dele liv, tanker og følelser med hinanden; også følelsen af ensomhed.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Tidsånden slår til igen

Det er ikke kun kristne på den kirkelige højrefløj, som er utilfredse med den der tidsånd. Også Charlotte Rønhof, underdirektør i Dansk Industri, er kritisk i seneste nummer af Weekendavisen:

“Til gengæld er hun bekymret over tidsånden, som hun forudser vil give virksomhederne stigende problemer med at rekruttere flere kvindelige chefaspiranter.
“Jeg er bange for kvindernes eget fravalg af karriere, som jeg oplever som voksende. Det er hele kulturen med speltmødre, og ‘det er synd for børnene, og nu skal vi tage os lidt mere af dem’, der bryder frem. I dag er det jo blevet moderne at gå hjem til kødgryderne igen. Og denne trend er bekymrende. Den vil trække mange kvinder ud af karrieresporet, og jeg tror, at vi på grund af den tidsånd vil komme til at miste en masse talent. For man kan altså ikke blive topchef på en 8 til 16 indsats, så man kan komme tidligt hjem til familien hver dag. Vejen til toppen er slidsom. Det er meget få, der har nået toppen ved aldrig at være villig til at give den en ekstra skalle på arbejdet. Og det mønster kommer ikke til at ændre sig,” siger Charlotte Rønhof.”

Ja, tidsånden har travlt og er ikke sådan at sætte i bås. For få år siden gjorde den det muligt for homoseksuelle at kunne blive viet i kirken og var således ikke særlig konservativ og kernefamilie-agtig. Nu holder den kvinderne tilbage og sender dem tilbage til børnene og gryderne på bedste konservative og nærmest reaktionære vis. Hvem ved hvor den slår til næste gang?

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Lys

Det sker tit sådan hen i februar eller marts. Bedst som jeg cykler rundt i egne halvmørke tanker og spekulerer på teologi og irriterer mig over alle de andre i trafikken, mærker jeg pludselig noget i nakken. Ikke den sædvanlige halvallergiske kløen fra et gammelt støvet Manchester United halstørklæde. Men noget andet. Noget bedre. Det føles varmt og rart, og da jeg samtidig rammes af et stærkt lys, er jeg pludselig ikke i tvivl. Det er solen. Solen, som jeg helt havde glemt fandtes. Jeg fyldes af en spontan glæde, og det vanlige vintertungsind fordufter. I stedet længes jeg nu efter pløjemarker, forårsblomster og kåde køer på deres første græs.

Gud sagde: ”Der skal være lys!” Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat.

Sådan lyder de kendte ord fra skabelsesberetningen i 1. Mosebog. Gud skabte lyset først. Det er det primære, på en måde det vigtigste. Uden det, så var alt endnu mørke og resten af skaberværket var aldrig blevet synligt. Uden de ord kan vi ikke blive overrasket af solens genkomst i det tidlige forår eller i det hele taget leve. Lyset skaber liv. Det giver energi til planter og varme til frø i jorden, så de spirer og gror. Og det giver liv til os mennesker. Vi har brug for lyset for varmens skyld, men også for vores sinds skyld. Uden lys sænker mørket og depressionen sig over os.

Lys og mørke
Vi kniber øjnene sammen, når vi kigger mod solen. Lys kan være skarpt. For skarpt. Vi gemmer os bag solbriller eller bag gardiner. Lyset afslører, og det er ikke altid rart at se, hvad der gemmer sig indeni. Nogle ting er det rarest at holde for sig selv. Nogle ting er ikke for verdens øjne. For hvad mon de andre siger og gør, hvis de virkelig ser, hvad der bor i mig? Forlader de mig? Vil de fortsat elske mig? Der er noget trygt over at gemme sig i sit eget mørke og holde det for sig selv. Undgå andres opmærksomhed og gå og ruge på sit mørke. Men i længden går det ikke. For mørket føder ikke noget godt i os, det føder vel i længden ikke andet end råddenskab.

Modsat er det med lyset. Det kalder gode ting frem i os. Lyset kommer udefra, trænger ind i os og vækker de gode ting og følelser i os, som har ligget i dvale. Glæden, som var glemt i mørket, overvælder nu igen. Smilene fødes næsten automatisk på vores læber. Lyset giver os lyst til at røre os, gå ud, danse, opleve verden.

Når jeg sidder på mit værelse og kigger ud af vinduet, er det tit som om den blå himmel og lyset kalder på mig. Jeg må bare ud, inden det forsvinder. Hvert øjeblik med lys er som et dyrebart øjeblik, en gylden mulighed, som måske ikke kommer igen. For hvem ved, hvornår skyerne kommer igen, eller hvornår stilladsarbejderne bygger stilladser foran vinduet igen?

Gud er lys
En dag skal lyset helt forsvinde. Ikke på grund af skyer eller stilladser, men fordi der på den nye jord ikke bliver brug for lys.

Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem, og de skal være konger i evighedernes evigheder.

Sådan lyder det i Johannes Åbenbarings sidste kapitel. Gud vil selv være lyset. I begyndelsen skabte han lyset, og til sidst vil han selv være det. Hvis vi vil holde os til Gud, må vi altså holde os til lyset. Ikke gemme os i mørket. Eller være bange for at Gud ikke kan tåle vores mørke. Gud, det ultimative lys, kan overvinde ethvert mørke. Både mit og dit.

(refleksion til Til Tro #1 2015. Læs hele bladet her)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Øboer

Øboer

Det undrede mig. Du undrede mig. Jeg har da selvfølgelig set mennesker før, som ikke er hvide i huden. Men sjældent nogen, som er så meget ikke-hvide i huden. Og så her på øen. Du kan da ikke være indfødt. Jeg har i hvert fald nogenlunde styr på alle øens 43 indbyggere. Der er 23 voksne og 10 børn. 5 får, 2 hunde, 1 kat og 2 køer. Og så selvfølgelig alle fuglene, men dem tæller jeg ikke med, de er alligevel så svære at holde styr på.

Men dig. Du er hverken fugl eller fisk. Du hører vist ikke til her. Du må være udefra. Og alligevel kommer du gående midt på min vej. Du hører vist ikke til her. Men alligevel, altså. Ja, du virker jo fredelig nok. Du hører vist ikke til her. Men nu er du her. Du går imod mig. Kommer nærmere. Hvad vil du? Hvad har bragt dig her? Er du adopteret? Eller flygtning? Eller har du boet i en hule under jorden i 100 år og er lige dukket op deromme før svinget? Du hører vist ikke til her. Men du ser rar ud.

Du kommer nærmere. Du kigger på mig. Jeg ignorerer dig indtil videre.

Altså, alle vi øboere hilser på hinanden. Undtagen selvfølgelig de 3 voksne og 5 børn, som jeg virkelig er trætte af. Men vi andre, vi hilser altid. Siger Hello and good morning. How you doing? Fine weather today. And so on.

Så det er nok bedst at kigge ned. Hvad skal jeg sige? Det vil virke lidt spidst at spørge, hvem du er. Som om jeg bevogter den her jord, den her ø, som en slags selvbestaltet øpasser. Men når alt kommer til alt, er det vel det jeg er.
Jeg har boet her længst. Født her, som min far og hans far og hans far og hans far var født her. Vi kom hertil før verden druknede i granatchok og kommunisme. Det var tider. Dengang der stadig var uudforsket land og uudforskede øer. De gode dage. Gamle dage. Dengang de sorte var i de sorte lande og de hvide i de hvide lande.
Ej. Jeg må stoppe. Det er andre tider.

Jeg kigger op. Du kigger på mig. Smiler. Forsigtigt. Usikkert. Har du læst mine tanker? Ved du, hvem jeg er? Ved du, hvad jeg tænker? Er jeg så let at gennemskue?

Nu er vi ud for hinanden. Nu er det for sent ikke at sige hej, så jeg siger hej. Du besvarer min hilsen og spørger mig om vej til slottet. Du er tilsyneladende i tvivl. Du ligner da også lidt en, som har vandret i noget tid. Vandret vild og været på vej, men uden at vide hvorhen.

Jeg peger slottet ud og får selvfølgelig lige nævnt, at min tipoldefar var med til at bygge slottet dengang. Du smiler til mig og siger, at det er fint, og jeg smiler tilbage. Et kort øjeblik siger ingen af os noget. Jeg ser kun dine øjne. De er mørke, ikke stillestående, men flakker rundt. Som om de ikke helt tør kigge på mig, eller som om de vurderer mig lidt. Undersøger, om jeg mon er en af dem, man kan stole på, eller bare en tosset gammel mand, som fabler om tipoldefædre og andre for længst døde ting. Så holder du mit blik helt fast, din mund bevæger sig, men jeg hører ikke hvad den siger. Ser kun.

Pludselig bevæger du hele dig, hilser farvel, og er hurtigt væk. Jeg kigger efter dig, tænker på min tipoldefar og går småmumlende videre.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Den levende klippe

I weekenden havde vi danskere besøg af Dagmar og Egon, to storme, som godt nok ikke var af den allerværste slags, men alligevel bragte en del problemer. Sommerhuse røg i havet, træer væltede og vandet stod rekordhøjt i nogle byer og fjorde.

Det er selvfølgelig oplagt at komme til at tænke på Jesu ord om huset bygget på sand og huset bygget på en klippe. Det på sand blæser omkuld, når stormen kommer. Det på klippen består, da klippen er stærk og huset vel er fastgjort til klippen. Det er fine billeder på hvordan mennesket kan forholde sig til Gud.

Men selvom jeg tror på klippen Jesus, føler jeg mig alligevel indimellem som et tåbeligt grantræ, som vælter for let. Jeg står på klippen, men får alligevel ikke slået ordentlige rødder. Jeg kommer ikke i dybden, bliver ikke ordentlig funderet. Og måske vil en storm en dag vælte mig helt omkuld, og jeg vil helt sikkert brokke mig til Gud over det.

Den levende klippe

I Salme 42,10 i Det Gamle Testamente brokker salmens forfatter sig også til Gud. Han kalder Gud sin klippe, men anklager Gud for at have glemt ham. Klippen, den han står på, anklager han altså for at have glemt ham. Det er et bemærkelsesværdigt billede. Gud må da have styr på, hvem som står på ham.

Og det har han også. Det er ikke op til mennesket at holde fast i Gud. I sidste ende er det ham, som holder fast i os. Ham, som sørger for, vi ikke vælter omkuld, selvom vi ikke har fået slået ordentlige rødder. Han er nemlig ikke død og ligeglad som granit, men levende og kærligt interesserede i os. Og hvis vi alligevel vælter, så er det også ham, som rejser os op, igen og igen.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Tre brystkassetekster

Brystkasselågen knirker, da jeg forsigtigt åbner og stikker hånden derind.
Jeg skal bare lige mærke.
Mærke om jeg er der.
Mærke om mit indre stadig er tændt.

———————————-

De lægger deres ru varme hænder på mit bryst. En højrehånd og en venstrehånd.
Begynder at hviske. Klichéer og gamle genkendelige ord, mumlet på godt jysk.

Jeg længes efter at deres hænder vil sende gnister og stød,
og overvejer at afbryde deres mumlen og høre om de vil låne nogle startkabler.

Mine ben spjætter lidt og jeg tænker, om det er sådan det føles, inden man falder.
Men jeg falder ikke. Står pinligt ret, som jeg plejer.

Heldigvis spørger de ikke, hvordan det var for mig, men sender mig bort.
De er klar til den næste i rækken.

———————————-

Det gule skær fra vinduet oplyste den mørke vej. Jeg gik med dig i hånden, mærkede dig. Men lyset skinnede stærkere end dig. Jeg mærkede det. Det trængte ind. Ind i mig. En sær spænding i mit bryst. Det snurrede og trykkede let. Trykket steg og steg og smerten kom. Pludselig åbnedes mit bryst. Ikke stille, men flængende. Gult og blåt og rødt fór ud, tågede rundt omkring os, indhyllede os, kvalte os.

Vi vågnede igen. Vi lå på vejen. Ømme i hovedet, skrabede på knæerne. Men vidunderligt lette indeni. Vi kiggede på hinanden. Du gav mig det der undrende blik. Og vi gik.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori