God frugt

Jeg var hjemme på min barndomsgård for en uges tid siden og tænkte, at jeg lige ville kigge ned til mirabelletræerne i den nærliggende skov. Den indgang til skoven, som jeg altid brugte i min barndom, var dog vokset til. Og siden da var der også kommet et stort brombærkrat til lige ved siden af. Brombærkrattet virkede til at have skumle planer om at indtage hele skoven. Det strakte sine lange stikkende grene ind i mirabelletræerne, og flere meter inde i skoven skød der friske brombærskud op fra jorden.

Brombær smager godt, ser dejlige ud, og der er noget fascinerende over deres livsdygtighed og spredelyst. Men brombærkrat er også noget skidt. Det er stikkende og breder sig rigtig hurtigt, både over og under jorden. Det skal skæres ned, og der skal holdes øje med det, ellers breder det sig lynhurtigt og tager magten fra andre grønne vækster i nærheden.

Er der ting i vores liv, som ser sunde og sande ud, men har en besynderlig bismag? Er der gode frugter, som samtidig har en destruktiv påvirkning på os selv og andre? Måske sniger der sig en stolthed ind, når vi gør gode ting? Eller har den tid, vi bruger på at gøre godt for mennesker i nød, måske den bivirkning, at vi er for fraværende i nogle af vores næreste relationer? Eller kommer vi, selv med de allerbedste intentioner, nogle gange til at overskride andres grænser?

Vi må indimellem kigge os selv nærmere efter og vurdere vores frugter. Er de rent faktisk gode for andre at spise af, eller pynter de bare på os selv? Med Helligåndens hjælp må vi jævnligt kaste et nådigt og sandt blik på os selv.

Måske er det tid til beskæring.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Forandring

Det er sommertid. Om alt går vel, tiden for varme, is og strandtur. Ferie og andre gode ting forstyrrer vores vante dagligdag. Ofte byder sommeren også på forandringer i vores liv. Fra arbejdsliv til studieliv. Fra studieliv til arbejdsliv. Fra det ene arbejde til det andet. Måske endda flyttetid. Måske for første gang egen lejlighed. Måske opstår der en sommerflirt, eller en kæreste bliver til en ægtefælle. Måske forandrer en sommerlejr eller en bog vores liv.

Fremtidens uvished
Vi kan ikke undgå dem, disse forandringer. På et tidspunkt melder de sig og gør larmende opmærksom på sig selv. De er ikke altid rare. Ofte særdeles irriterende. Især hvis man er meget til det vante og trygge og dagligdagen og de velstrukturerede rammer. Vi vil gerne vide, hvad fremtiden bringer. Vide, hvor vi ender, hvad vi ender som, og hvem vi ender sammen med. Vi længes efter slutningen på historien og har utrolig meget lyst til at læse foran i vores livs bog. Vi har brug for at vide, at det ender godt. Hvordan skulle vi ellers kunne slappe af eller finde hvile midt i den utrygge forandring?

Hunden på stien
For nogle år siden havde jeg et weekendjob på et plejehjem og cyklede på en sti noget af turen derhen. Jeg mødte ofte en mand og hans arrige schæferhund. Hunden gøede af mig og løb efter mig, når jeg overhalede dem. Jeg kunne heldigvis køre fra den, men næste gang var den der igen. Jeg prøvede at overhale dem hurtigere, men det blev hunden bare mere arrig af. Jeg begyndte at frygte mødet med hunden og tænkte onde tanker om manden, som ikke havde styr på sin hund. På et tidspunkt fik jeg dog den idé at prøve at overhale dem i lav fart. Til min overraskelse fungerede det godt. Hunden løb ikke efter mig, men passede sin morgensnusning, og jeg lærte noget om hundepsykologi.

Forandringer kan være som en arrig schæferhund, vi frygter at møde. Vi prøver at undgå dem eller at ræse forbi dem med høj fart, så vi kan få dem overstået hurtigst muligt og komme trygt til målet. I forandringen møder vi frygten, og i særlig grad vores egen sårbarhed. Vi kan ikke kontrollere alt og ikke forhindre, at livet rammer os med alt, hvad det er. Og der findes ingen garanti for, at der venter ren lykke på den anden side. Vi kan håbe og bede. Vi kan vente og udholde. Og fortsætte stille og roligt frem ad stien.

Løft blikket
Når man går igennem en forandring, er det utroligt let at blive optaget af sig selv. Fremtidsdrømmene, frygten og sårbarheden bliver meget nærværende. Vi holder vågent øje efter tegn, som kan give os bare den mindste antydning af, hvor vi er på vej hen. Spejlet og det indre barometer tjekkes ofte.

I forandringen kan det være godt at løfte blikket. Blive opmærksom på noget andet end denne proces og overgang, vi er midt i. Vi gennemgår nemlig ikke forandringer for vores egen skyld, men for andres. Gennem forandringer vokser vi som mennesker, lærer mere om os selv, om livet, om andre mennesker og om Gud. Vi bliver udrustet til fremtiden og modnet til den opgave, som i alle tilfælde venter forude: et liv i tjeneste for andre.

Og Gud? Han kender selv til forandringer. Jesus forlod sin himmelske herlighed hos Gud Fader og blev menneske med alt, hvad det indebærer af angst, valg og sårbarheder. Større forandring er det svært at forestille sig. Derfor kan vi også trygt henvende os til ham med vores forandringsangst. Han lytter. Han kender. Han går med.

(Refleksion til Til Tro #4-2015. Læs hele bladet her. Dette er min sidste refleksion til Kristeligt Forbund for Studerendes blad Til Tro. 31 stk. blev det til i alt i løbet af 5½ år. Det har været sjovt, spændende og udviklende at skrive til bladet.)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Sammenflettede steder

Sammenflettede steder

I går talte jeg med min kæreste om det med, at sommeren nedbryder gode solide vaner. Min morgenrytme med bøn og bibel er således forsvundet og druknet, ja, jeg har ikke engang min bibel eller bønnebog med til Jylland. Hun tilbød venligt, at jeg kunne låne hendes bønnebog og bibel. Men jeg afviste. Det er ligesom ikke det samme. Og det gik op for mig, at det ikke kun var min fromme morgentid, jeg savnede. Men ligeså meget stedet. Når alt er i vanlige rammer i København, foregår bøn og bibellæsning og stille eftertanke nemlig oftest i min lænestol med en kop kaffe stående i vindueskarmen og med udsigt til en ikon, til mine potteplanter og til en himmel ovenover baggården.

Dette sted er hvile.
Dette sted er en god begyndelse på dagen.
Dette sted er en del af min daglige øvelse i at fortrænge frygt og dovenskab fra mit sind og lade mig fylde bare lidt af Guds ånd.

Og når man har gjort de samme ting på et sted i noget tid, sammenflettes stedet og aktiviteten. Så bliver min sidden i stolen en del af bønnen. Så minder potteplanterne og himlen mig om Gud. Så bliver min opstandelse fra lænestolen en del af kampen mod frygten og dovenskaben. Så flytter Gud nærmest ind for et kort øjeblik ind og gennembryder tid og rum og bøn og mig.

Kongensholm
En tilsvarende fornemmelse har jeg med min barndomsgård Kongensholm, stedet for min opvækst. Her har jeg gjort mange ting for første gang og lært meget om livet. Mine forældre er også vokset sammen med stedet. Så når jeg tager hjem(!) for at besøge dem, er det ikke kun dem, jeg besøger. Så er det også stedet. Stemningen. Minderne. Markerne. Alt det, som betyder så meget for mig, og som samtidig er i stille forandring, fordi mine forældre stadig bor her og laver lidt om indimellem.

Hvad så en dag, når de flytter fra gården? Hvordan bliver det så at besøge dem? Kan de eksistere andre steder? Og hvordan bliver det mon ikke længere at have umiddelbar adgang til mit barndoms sted?
Og tilsvarende, hvad sker der, når jeg skal bo et andet sted end i min lænestol på Amager? Hvordan bliver min tid med Gud så? Kan Gud gennemtrænge og være i andre rum?

Nye steder må opdyrkes og vokse sammen med mig og mine aktiviteter. Sammenfletning tager tid.

Kirkerummet
Nogle rum er så sammenflettede med bestemte aktiviteter, at man næsten kan mærke det, når man træder ind i dem. Kirkerummet er et godt eksempel på dette. Især de helt gamle stenkirker, som er 8-900 år gamle. Tænk, her har mennesker i århundreder lyttet, lovprist og lært noget om Gud og livet. Her er de blevet døbt, her er de blevet begravet. Her er de blevet berørt.

Gud virker allemulige steder. Jeg holder selv meget af naturen, der er væggen mellem mig og Gud tyndest. Og jeg tror ikke på, at steder, ting og bygninger kan være egentligt hellige. Men alligevel. Min lænestolsmorgenbøn og et århundredgammelt kirkerum(og for den sags skyld min barndomsgård). Helligt er vel det ord, som passer bedst. Det er steder med en særlig tyngde og som omslutter mig på en særlig måde, både når jeg fysisk er tilstede og når jeg kun tænker på dem. De er sammenflettede steder. Steder, hvor Gud har virket og givet mig meget at være taknemmelig for. Steder, hvor et kvart mirakel ikke ville forbavse mig.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Bonhoeffer

Bonhoeffer

Dietrich Bonhoeffer. Denne teolog var noget særligt og er umulig at sætte i bås teologisk, hvilket vel er noget af det fascinerende ved ham. Han er pietistisk inderlig i sit gudsforhold, men uden fokus på moral og afstandstagen til verden. Det var han alt for kulturelt dannet til. Han er barthiansk fokuseret på Guds indgriben i modsætning til alt vores religion, en slags tidehvervsmand, men vel nærmest en af dem fra i dag, som ikke er helt så bange for det opbyggelige og for at tale om efterfølgelse. Han er modstander af slatten tidlig 1900-tals liberalteologi, men uden at blive en konservativ evangelikal af den grund.

Og så har han denne profetiske selvbevidsthed, som fik mig til at tænke på Luther. Han så ting lang tid før andre, han havde en vilje og mod til at kæmpe for sin sag og stolede fuldt ud på, at Gud havde en plan, og at han havde Gud på sin side. En mand, som var meget mere radikal i sin kritik af nazistyret end andre, og ofte kom med udtalelser, som fik selv hans venner og medkæmpere til at undre sig. En mand, som delte vandene. Desto mere underligt er det i dag, at han er så elsket og respekteret i mange forskellige kirkelige og teologiske lejre.

Bogen er også en gribende beretning om det tyske samfunds løbende forandring gennem nazitiden og en opløftende fortælling om de mange, som ikke gik med på nazisternes uhyrlige idéer. At læse om de idéer gør også, at det er svært at tage seriøst, når så mange i dag vil trække nazikortet i alle mulige sammenhænge. Det er en devaluering af de utrolige ondskabsfuldheder, som fandt sted.

Det er dog svært at fralægge sig tanken, om den velskrivende forfatter Eric Metaxas ikke gør Bonhoeffer til mere helgen (og martyr) end han var. Bogen bliver aldrig kritisk mod ham, er enten neutral eller taler positivt. Jeg ved ikke om en biografi nødvendigvis skal være kritisk, men ét sted fik mig til at overveje, om Metaxas mon har for stor respekt for Bonhoeffer til at kunne se hans eventuelle dårlige sider:

Bonhoeffer blev tilbudt at undervise på et universitet i USA i 1939 for at slippe for at blive indkaldt til militærtjeneste. Da han kom derover, fik han dog akut hjemve og følte, at han svigtede sit kald hjemme i Tyskland. Så i stedet for at tage imod jobbet som underviser, sagde han tilsyneladende til lederen af universitetet, at han indtrængende var blevet bedt om at vende hjem. Bonhoeffers dagbøger eller breve omtaler dog ikke sådan en indtrængende appel. Metaxas overvejer, hvad det mon gik ud på, om der var et kodet og hemmeligt budskab i nogle. Han overvejer ikke engang, om Bonhoeffer måske kunne have stukket en lille hvid løgn for at slippe ud af en pinlig knibe, da der var rigtig mange mennesker, som havde gjort noget for at kunne blive tilbudt dette job som underviser. Det er ellers en oplagt tanke. Men måske passer det ikke ind i Metaxas billede af Bonhoeffer.

Måske fik Bonhoeffer virkelig en sådan appel fra Tyskland. Det bliver nok aldrig opklaret. Men Metaxas afslører nok her sit syn udelukkende positive syn på Bonhoeffer, og det farver lidt min bedømmelse af bogen.

Eller måske var Bonhoeffer bare en helgen? Eller, som Metaxas kalder ham: Præst, martyr, profet, spion?

Uanset hvad, så er bogen spændende læsning, og den er en glimrende introduktion til Bonhoeffers liv og tænkning.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Den største forandring

De hujende studenter fylder gaderne disse uger. De fejrer overstået uddannelse og er nok spændte på, hvilke forandringer, der bliver i deres liv. For mange af os bringer sommeren måske forandring. Måske et nyt arbejde eller nyt studieliv. Måske nye relationer, hvad end det er campingvenner eller legekammerater til børnene.

Nogle forandringer glæder vi os til og ser frem til. Andre forandringer, især de lidt mere ukendte, kan skabe frygt i os. Vi vil gerne have kontrol og vide, hvor vi ender. Vide, at det hele ender godt. Og vi kan have lyst til at skynde os gennem forandringen og nå sikkert om på den anden side.

Jesu forandring
Jesus kender også til store forandringer. Inden Jesus kom til jord, var han hos Gud Fader og levede et guddommeligt liv der. Da han blev menneske, fik han et indgående kendskab til menneskelivet med alt, hvad det indebærer, også frygt og usikkerhed. Det må være den størst mulige forandring: at gå fra at være hos Gud Fader til at leve blandt mennesker og blive mennesker lig. På jord var han både Gud og menneske; han ophørte ikke med at være Gud, selvom han blev menneske.

Vores forandringer kommer heller ikke til at ændre på, hvad og hvem vi grundlæggende er: mennesker, som er elskede af Gud Fader. Så højt elskede er vi, at han lod sin søn blive som os, leve som os og dø som os. Med opstandelsen og himmelfarten forandrede Jesu liv sig igen, og han vendte tilbage til sin far. Men nu kender den treenige Gud på egen krop til menneskelivet og alle dets forandringer, og ønsker at gå med os ud i sommeren.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Selvransagelse

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne åbne min brystkasse. Sådan stille og roligt. Bare lige for at se, hvad der mon bor derinde. Er det mørke? Er det dovenskab og ligegyldighed? Måske lidt lys? Måske lidt godhed?

Jeg ved det ikke præcist. Men jeg har lyst til at vide det. Lære mig selv bedre at kende. Ransage mig selv og se, hvad jeg finder. Åbne mit indre, og se, hvad der bor der.

Selvudvikling
Jeg er ikke den eneste, som har det sådan. I dag vil mange danskere gerne pille sig selv i navlen og sjælen for at udvikle deres potentiale endnu mere. Blive den bedste version af dem selv. Nå nye kompetencer og evner, som kan skrives på cv’et. Det handler om at være i proces og stadig udvikling. Den, som står stille, har tabt.

Så vi stikker fingrene dybt ned i sjælens jord og luger ukrudtet væk. Vi sår nye gode evner, så vi kan være sikre på en vellykket fremtidig høst.

Denne dybe menneskelige trang til forbedring, udvikling og vækst er der ikke noget i vejen med. Den er naturlig og gudgivet. Siden vi blev til, har vi været nysgerrige og lærevillige, vi har stræbt efter at nå nye højder og nye mål. Problemet opstår først, når det udelukkende bliver os selv, vi bygger på, og når vores egen ære er målet. Selvudviklingen er blevet afsporet, når selvransagelsen har som mål, at jeg vokser og når nye højder, indtil jeg til sidst rækker helt op til himlen.

Dårligt byggemateriale
Hvis vi tror, vi kan nå himmelske højder ved at ransage os selv og luge ud, bliver vi skuffede. For der er noget i vejen med os mennesker. Byggematerialet er ikke altid i orden. Vi er fejlbehæftede. Vi er sårede. Vi er syndere. Den kristne selvransagelses mål er derfor ikke at kigge ind i os selv for at se, hvad vi har at bygge os selv op med. Målet er derimod, at vi skal se, hvad der bor i os, så vi ved, hvad vi skal lægge fra os og over på en anden.

Vi har brug for én, som bærer alt det bort, som forhindrer os i at leve, som Gud ønsker. Vi har brug for én, som viser sin ultimative solidaritet med mennesker ved selv at blive menneske og erfare tyngden af det mørkeste i vores eksistens: synden, egoismen, stoltheden. Den kristne selvransagelses mål er derfor at få os til at vokse i afhængighed af Jesus. Han bærer al verdens synd og vores dårlige byggemateriale.

En fast hånd
Et andet mål med selvransagelsen er at give os et sandt billede af os selv. Ikke kun negativt forstået; at vi er fejlbehæftede. Men også positivt forstået; at der bor meget godt i os. Gud har lagt et godt fundament i os, og der er faktisk potentiale for vækst. For åndelig modning. For helliggørelse. Vores mål må også være at komme til at ligne Jesus mere.

Når vi ransager os selv, når vi åbner vores brystkasse og kigger ind, er det ikke kun for at se, hvad der bor derinde, eller for at lade mørket fise ud. Men det er også for at give plads til, at Jesus kan række sin hånd ind. Han ønsker at gribe fat i vores indre, i vores knogler, i vores essens og hive os op, når vi er blevet modløse over presset til at skulle bygge os selv op, eller over det alt det mørke, som bor indeni. Når han holder fast i os, kan vi finde hvile. Han ønsker, vi skal vokse i ham, men først og fremmest at vi skal være i ham. Hvile og være. Og løfte vores blik fra vores indre og op på ham. Ransage og studere hans ansigt. Det er vores mål.

(Refleksion til Til Tro #3-2015. Læs hele bladet her.)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Rebel i en opbrudstid

Martin Luther - rebel i en opbrudstid

Jeg er endelig blevet færdig med denne tykke sag (bogen, altså). Heinz Schillings “Martin Luther – rebel i en opbrudstid” er en glimrende historisk biografi om Luther. Bogen placerer på grundigste tyske vis Luther midt i hans egen tid, og viser både, hvordan han var en del af allerede eksisterende teologiske og kulturelle strømninger, og hvordan hans helt specielle personlighed og teologi fik afgørende betydning for Europas historie. Bogen er ikke teologihistorisk eller dogmehistorisk, men primært historisk, så den giver god lyst til at læse Luthers egne bøger, hvilket slet ikke er den værste lyst, en bog kan vække.

Bogen virker nuanceret og er hverken ude på at forsvare Luther eller dæmonisere ham. Den prøver først og fremmest at forstå ham ud fra kilderne og samtiden. Heinz Schilling fremstiller Luther som en rigtig dygtig teolog, en udmærket salmeskriver, en kløgtig mand med sans for politiske forhold, en varm sjælesørger, et sproggeni, en intolerant og grimttalende polemiker, når det virkelig gjaldt, en musikelsker og en yderst selskabelig og gæstfri husfader.

Den primære karakteristik er dog, at Luther på godt og ondt var en selvbevidst eskatologisk profet. Han var overbevist om, at Gud var på hans side, og at Djævelen, blandt andet i skikkelse af alle hans modstandere, konstant prøvede at fravriste ham den evangeliske sandhed, han havde fundet. Kun fordi han havde denne stærke selvbevidsthed, kunne han modstå modstanden og være tro mod den sandhed, han havde fundet, og som vi stadig i dag nyder godt af. Men især i den sidste del af hans liv kammede denne stærke selvbevidsthed over, og det gik blandt andet udover jøderne. Schilling gør dog meget ud af at slå fast, at Luthers teologiske antijudaisme langt fra er det samme som nyere tiders racistiske antisemitisme. Ej heller kan Luther drages til ansvar for nazitidens jødeforfølgelser.

Og på tilsvarende vis er der rigtigt mange ting, som bliver noget klarere efter læsning af Schillings velskrevne bog. Indimellem er sætningerne dog ret lange, for lange, og det forstyrrer nogle gange læsningen. Men så kan man til gengæld glæde sig uforbeholdent over gode oversigtskort og et stort billedmateriale, som gør bogens 600 sider mere overkommelige.

Læs selv. Og lær. Bogen kan varmt anbefales til sommerhuset og stranden.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori