Sammenflettede steder

Sammenflettede steder

I går talte jeg med min kæreste om det med, at sommeren nedbryder gode solide vaner. Min morgenrytme med bøn og bibel er således forsvundet og druknet, ja, jeg har ikke engang min bibel eller bønnebog med til Jylland. Hun tilbød venligt, at jeg kunne låne hendes bønnebog og bibel. Men jeg afviste. Det er ligesom ikke det samme. Og det gik op for mig, at det ikke kun var min fromme morgentid, jeg savnede. Men ligeså meget stedet. Når alt er i vanlige rammer i København, foregår bøn og bibellæsning og stille eftertanke nemlig oftest i min lænestol med en kop kaffe stående i vindueskarmen og med udsigt til en ikon, til mine potteplanter og til en himmel ovenover baggården.

Dette sted er hvile.
Dette sted er en god begyndelse på dagen.
Dette sted er en del af min daglige øvelse i at fortrænge frygt og dovenskab fra mit sind og lade mig fylde bare lidt af Guds ånd.

Og når man har gjort de samme ting på et sted i noget tid, sammenflettes stedet og aktiviteten. Så bliver min sidden i stolen en del af bønnen. Så minder potteplanterne og himlen mig om Gud. Så bliver min opstandelse fra lænestolen en del af kampen mod frygten og dovenskaben. Så flytter Gud nærmest ind for et kort øjeblik ind og gennembryder tid og rum og bøn og mig.

Kongensholm
En tilsvarende fornemmelse har jeg med min barndomsgård Kongensholm, stedet for min opvækst. Her har jeg gjort mange ting for første gang og lært meget om livet. Mine forældre er også vokset sammen med stedet. Så når jeg tager hjem(!) for at besøge dem, er det ikke kun dem, jeg besøger. Så er det også stedet. Stemningen. Minderne. Markerne. Alt det, som betyder så meget for mig, og som samtidig er i stille forandring, fordi mine forældre stadig bor her og laver lidt om indimellem.

Hvad så en dag, når de flytter fra gården? Hvordan bliver det så at besøge dem? Kan de eksistere andre steder? Og hvordan bliver det mon ikke længere at have umiddelbar adgang til mit barndoms sted?
Og tilsvarende, hvad sker der, når jeg skal bo et andet sted end i min lænestol på Amager? Hvordan bliver min tid med Gud så? Kan Gud gennemtrænge og være i andre rum?

Nye steder må opdyrkes og vokse sammen med mig og mine aktiviteter. Sammenfletning tager tid.

Kirkerummet
Nogle rum er så sammenflettede med bestemte aktiviteter, at man næsten kan mærke det, når man træder ind i dem. Kirkerummet er et godt eksempel på dette. Især de helt gamle stenkirker, som er 8-900 år gamle. Tænk, her har mennesker i århundreder lyttet, lovprist og lært noget om Gud og livet. Her er de blevet døbt, her er de blevet begravet. Her er de blevet berørt.

Gud virker allemulige steder. Jeg holder selv meget af naturen, der er væggen mellem mig og Gud tyndest. Og jeg tror ikke på, at steder, ting og bygninger kan være egentligt hellige. Men alligevel. Min lænestolsmorgenbøn og et århundredgammelt kirkerum(og for den sags skyld min barndomsgård). Helligt er vel det ord, som passer bedst. Det er steder med en særlig tyngde og som omslutter mig på en særlig måde, både når jeg fysisk er tilstede og når jeg kun tænker på dem. De er sammenflettede steder. Steder, hvor Gud har virket og givet mig meget at være taknemmelig for. Steder, hvor et kvart mirakel ikke ville forbavse mig.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Bonhoeffer

Bonhoeffer

Dietrich Bonhoeffer. Denne teolog var noget særligt og er umulig at sætte i bås teologisk, hvilket vel er noget af det fascinerende ved ham. Han er pietistisk inderlig i sit gudsforhold, men uden fokus på moral og afstandstagen til verden. Det var han alt for kulturelt dannet til. Han er barthiansk fokuseret på Guds indgriben i modsætning til alt vores religion, en slags tidehvervsmand, men vel nærmest en af dem fra i dag, som ikke er helt så bange for det opbyggelige og for at tale om efterfølgelse. Han er modstander af slatten tidlig 1900-tals liberalteologi, men uden at blive en konservativ evangelikal af den grund.

Og så har han denne profetiske selvbevidsthed, som fik mig til at tænke på Luther. Han så ting lang tid før andre, han havde en vilje og mod til at kæmpe for sin sag og stolede fuldt ud på, at Gud havde en plan, og at han havde Gud på sin side. En mand, som var meget mere radikal i sin kritik af nazistyret end andre, og ofte kom med udtalelser, som fik selv hans venner og medkæmpere til at undre sig. En mand, som delte vandene. Desto mere underligt er det i dag, at han er så elsket og respekteret i mange forskellige kirkelige og teologiske lejre.

Bogen er også en gribende beretning om det tyske samfunds løbende forandring gennem nazitiden og en opløftende fortælling om de mange, som ikke gik med på nazisternes uhyrlige idéer. At læse om de idéer gør også, at det er svært at tage seriøst, når så mange i dag vil trække nazikortet i alle mulige sammenhænge. Det er en devaluering af de utrolige ondskabsfuldheder, som fandt sted.

Det er dog svært at fralægge sig tanken, om den velskrivende forfatter Eric Metaxas ikke gør Bonhoeffer til mere helgen (og martyr) end han var. Bogen bliver aldrig kritisk mod ham, er enten neutral eller taler positivt. Jeg ved ikke om en biografi nødvendigvis skal være kritisk, men ét sted fik mig til at overveje, om Metaxas mon har for stor respekt for Bonhoeffer til at kunne se hans eventuelle dårlige sider:

Bonhoeffer blev tilbudt at undervise på et universitet i USA i 1939 for at slippe for at blive indkaldt til militærtjeneste. Da han kom derover, fik han dog akut hjemve og følte, at han svigtede sit kald hjemme i Tyskland. Så i stedet for at tage imod jobbet som underviser, sagde han tilsyneladende til lederen af universitetet, at han indtrængende var blevet bedt om at vende hjem. Bonhoeffers dagbøger eller breve omtaler dog ikke sådan en indtrængende appel. Metaxas overvejer, hvad det mon gik ud på, om der var et kodet og hemmeligt budskab i nogle. Han overvejer ikke engang, om Bonhoeffer måske kunne have stukket en lille hvid løgn for at slippe ud af en pinlig knibe, da der var rigtig mange mennesker, som havde gjort noget for at kunne blive tilbudt dette job som underviser. Det er ellers en oplagt tanke. Men måske passer det ikke ind i Metaxas billede af Bonhoeffer.

Måske fik Bonhoeffer virkelig en sådan appel fra Tyskland. Det bliver nok aldrig opklaret. Men Metaxas afslører nok her sit syn udelukkende positive syn på Bonhoeffer, og det farver lidt min bedømmelse af bogen.

Eller måske var Bonhoeffer bare en helgen? Eller, som Metaxas kalder ham: Præst, martyr, profet, spion?

Uanset hvad, så er bogen spændende læsning, og den er en glimrende introduktion til Bonhoeffers liv og tænkning.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Den største forandring

De hujende studenter fylder gaderne disse uger. De fejrer overstået uddannelse og er nok spændte på, hvilke forandringer, der bliver i deres liv. For mange af os bringer sommeren måske forandring. Måske et nyt arbejde eller nyt studieliv. Måske nye relationer, hvad end det er campingvenner eller legekammerater til børnene.

Nogle forandringer glæder vi os til og ser frem til. Andre forandringer, især de lidt mere ukendte, kan skabe frygt i os. Vi vil gerne have kontrol og vide, hvor vi ender. Vide, at det hele ender godt. Og vi kan have lyst til at skynde os gennem forandringen og nå sikkert om på den anden side.

Jesu forandring
Jesus kender også til store forandringer. Inden Jesus kom til jord, var han hos Gud Fader og levede et guddommeligt liv der. Da han blev menneske, fik han et indgående kendskab til menneskelivet med alt, hvad det indebærer, også frygt og usikkerhed. Det må være den størst mulige forandring: at gå fra at være hos Gud Fader til at leve blandt mennesker og blive mennesker lig. På jord var han både Gud og menneske; han ophørte ikke med at være Gud, selvom han blev menneske.

Vores forandringer kommer heller ikke til at ændre på, hvad og hvem vi grundlæggende er: mennesker, som er elskede af Gud Fader. Så højt elskede er vi, at han lod sin søn blive som os, leve som os og dø som os. Med opstandelsen og himmelfarten forandrede Jesu liv sig igen, og han vendte tilbage til sin far. Men nu kender den treenige Gud på egen krop til menneskelivet og alle dets forandringer, og ønsker at gå med os ud i sommeren.

(Fokus-artikel til jesusnet.dk)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Selvransagelse

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne åbne min brystkasse. Sådan stille og roligt. Bare lige for at se, hvad der mon bor derinde. Er det mørke? Er det dovenskab og ligegyldighed? Måske lidt lys? Måske lidt godhed?

Jeg ved det ikke præcist. Men jeg har lyst til at vide det. Lære mig selv bedre at kende. Ransage mig selv og se, hvad jeg finder. Åbne mit indre, og se, hvad der bor der.

Selvudvikling
Jeg er ikke den eneste, som har det sådan. I dag vil mange danskere gerne pille sig selv i navlen og sjælen for at udvikle deres potentiale endnu mere. Blive den bedste version af dem selv. Nå nye kompetencer og evner, som kan skrives på cv’et. Det handler om at være i proces og stadig udvikling. Den, som står stille, har tabt.

Så vi stikker fingrene dybt ned i sjælens jord og luger ukrudtet væk. Vi sår nye gode evner, så vi kan være sikre på en vellykket fremtidig høst.

Denne dybe menneskelige trang til forbedring, udvikling og vækst er der ikke noget i vejen med. Den er naturlig og gudgivet. Siden vi blev til, har vi været nysgerrige og lærevillige, vi har stræbt efter at nå nye højder og nye mål. Problemet opstår først, når det udelukkende bliver os selv, vi bygger på, og når vores egen ære er målet. Selvudviklingen er blevet afsporet, når selvransagelsen har som mål, at jeg vokser og når nye højder, indtil jeg til sidst rækker helt op til himlen.

Dårligt byggemateriale
Hvis vi tror, vi kan nå himmelske højder ved at ransage os selv og luge ud, bliver vi skuffede. For der er noget i vejen med os mennesker. Byggematerialet er ikke altid i orden. Vi er fejlbehæftede. Vi er sårede. Vi er syndere. Den kristne selvransagelses mål er derfor ikke at kigge ind i os selv for at se, hvad vi har at bygge os selv op med. Målet er derimod, at vi skal se, hvad der bor i os, så vi ved, hvad vi skal lægge fra os og over på en anden.

Vi har brug for én, som bærer alt det bort, som forhindrer os i at leve, som Gud ønsker. Vi har brug for én, som viser sin ultimative solidaritet med mennesker ved selv at blive menneske og erfare tyngden af det mørkeste i vores eksistens: synden, egoismen, stoltheden. Den kristne selvransagelses mål er derfor at få os til at vokse i afhængighed af Jesus. Han bærer al verdens synd og vores dårlige byggemateriale.

En fast hånd
Et andet mål med selvransagelsen er at give os et sandt billede af os selv. Ikke kun negativt forstået; at vi er fejlbehæftede. Men også positivt forstået; at der bor meget godt i os. Gud har lagt et godt fundament i os, og der er faktisk potentiale for vækst. For åndelig modning. For helliggørelse. Vores mål må også være at komme til at ligne Jesus mere.

Når vi ransager os selv, når vi åbner vores brystkasse og kigger ind, er det ikke kun for at se, hvad der bor derinde, eller for at lade mørket fise ud. Men det er også for at give plads til, at Jesus kan række sin hånd ind. Han ønsker at gribe fat i vores indre, i vores knogler, i vores essens og hive os op, når vi er blevet modløse over presset til at skulle bygge os selv op, eller over det alt det mørke, som bor indeni. Når han holder fast i os, kan vi finde hvile. Han ønsker, vi skal vokse i ham, men først og fremmest at vi skal være i ham. Hvile og være. Og løfte vores blik fra vores indre og op på ham. Ransage og studere hans ansigt. Det er vores mål.

(Refleksion til Til Tro #3-2015. Læs hele bladet her.)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Rebel i en opbrudstid

Martin Luther - rebel i en opbrudstid

Jeg er endelig blevet færdig med denne tykke sag (bogen, altså). Heinz Schillings “Martin Luther – rebel i en opbrudstid” er en glimrende historisk biografi om Luther. Bogen placerer på grundigste tyske vis Luther midt i hans egen tid, og viser både, hvordan han var en del af allerede eksisterende teologiske og kulturelle strømninger, og hvordan hans helt specielle personlighed og teologi fik afgørende betydning for Europas historie. Bogen er ikke teologihistorisk eller dogmehistorisk, men primært historisk, så den giver god lyst til at læse Luthers egne bøger, hvilket slet ikke er den værste lyst, en bog kan vække.

Bogen virker nuanceret og er hverken ude på at forsvare Luther eller dæmonisere ham. Den prøver først og fremmest at forstå ham ud fra kilderne og samtiden. Heinz Schilling fremstiller Luther som en rigtig dygtig teolog, en udmærket salmeskriver, en kløgtig mand med sans for politiske forhold, en varm sjælesørger, et sproggeni, en intolerant og grimttalende polemiker, når det virkelig gjaldt, en musikelsker og en yderst selskabelig og gæstfri husfader.

Den primære karakteristik er dog, at Luther på godt og ondt var en selvbevidst eskatologisk profet. Han var overbevist om, at Gud var på hans side, og at Djævelen, blandt andet i skikkelse af alle hans modstandere, konstant prøvede at fravriste ham den evangeliske sandhed, han havde fundet. Kun fordi han havde denne stærke selvbevidsthed, kunne han modstå modstanden og være tro mod den sandhed, han havde fundet, og som vi stadig i dag nyder godt af. Men især i den sidste del af hans liv kammede denne stærke selvbevidsthed over, og det gik blandt andet udover jøderne. Schilling gør dog meget ud af at slå fast, at Luthers teologiske antijudaisme langt fra er det samme som nyere tiders racistiske antisemitisme. Ej heller kan Luther drages til ansvar for nazitidens jødeforfølgelser.

Og på tilsvarende vis er der rigtigt mange ting, som bliver noget klarere efter læsning af Schillings velskrevne bog. Indimellem er sætningerne dog ret lange, for lange, og det forstyrrer nogle gange læsningen. Men så kan man til gengæld glæde sig uforbeholdent over gode oversigtskort og et stort billedmateriale, som gør bogens 600 sider mere overkommelige.

Læs selv. Og lær. Bogen kan varmt anbefales til sommerhuset og stranden.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Gartneren

v1 Israel var en frodig vinstok,
som bar sin frugt.
Jo mere frugt den bar,
des flere altre byggede de.
Jo bedre det gik deres land,
des smukkere stenstøtter lavede de.
v2 Deres hjerte var glat,
nu skal de bøde for det;
han bryder deres altre ned
og ødelægger deres stenstøtter.
v3 For de siger jo:
»Vi har ingen konge over os,
og Herren frygter vi ikke!
Hvad kan kongen gøre for os?«
v4 De indgår aftaler,
de sværger falsk
og slutter pagt,
og retten skyder op som giftplanter
i markens plovfurer.
v5 Samarias indbyggere
frygter Bet-Avens tyrekalv.
Dens folk og dens afgudspræster
sørger over den,
de jamrer over dens herlighed,
for den føres bort fra dem!
v6 Også den skal føres til Assyrien
som gave til kong Jareb.
Skam får Efraim,
Israels planer gøres til skamme.
v7 Samarias konge fejes væk
som skum på vandet.
v8 Israels synd, ondskabens offerhøje,
skal ødelægges,
tjørn og tidsel vokser op
over deres altre.
Da skal de sige til bjergene: »Skjul os!«
og til højene: »Fald ned over os!«
v9 Siden dengang i Gibea
har du syndet, Israel,
og det er blevet ved.
Men krigen skal nå dem i Gibea
og komme over voldsmænd,
v10 når jeg vil straffe dem;
folkene skal samles mod dem,
når jeg straffer dem for deres dobbelte synd.
v11 Efraim var en tæmmet kvie,
der elskede at tærske.
Jeg kom forbi
og så dens smukke hals.
Jeg spændte Efraim for,
Juda skulle pløje,
Jakob skulle harve.
v12 I skal så i retfærdighed,
I skal høste i troskab,
I skal bryde ny jord.
Tiden er inde til at søge Herren,
så han kommer
og lader retfærdighed regne ned over jer.

– Hoseas’ bog 10:1-12. Derudover læsninger fra Lukasevangeliet 13:6-9 (Lignelsen om figentræet) og Titusbrevet 2:1-10 (en hustavle om hvilke slags egenskaber forskellige typer mennesker skal have)

Teksten fra Hoseas’ bog lyder mest som en dundertale. En sur Gud, som ikke er helt tilfreds med sit folk. En sur gartner, som er skuffet over, at jordens frodighed er blevet brugt til at give vækst til alt muligt ugudeligt skidt og skvalderkål. Nu vil han straffe sit folk og sin have. Han vil lade tjørn og tidsel spire frem og vil måske ikke gide passe dem så kærligt fremover. Til slut lader han dog sin tålmodige kærlighed sejre. Som det hedder i vers 12:

I skal så i retfærdighed, I skal høste i troskab, I skal bryde ny jord. Tiden er inde til at søge Herren, så han kommer og lader retfærdighed regne ned over jer.

Umiddelbart er ordvalget overraskende. Man kunne måske have forventet, at der ville stå: I skal så retfærdighed, I skal høste troskab, og derefter vil Gud så lade sin retfærdighed regne over dem som et himmelsk gensvar. Men det er ikke det, der står. I skal så i retfærdighed, I skal høste i troskab. En lille præposition forstyrrer billedet. I.

Gud udvider sin fordring. Ikke alene skal der komme noget ud af det hele, så at der lægges noget godt i jorden og der høstes noget godt. Men måden det gøres på, skal også være i orden. Det handler altså ikke kun om hvad vi sår og høster, men også hvordan vi gør det. Eller sagt på en anden måde, det handler ikke kun om målet og resultatet af vores handlinger, men også handlingen selv, midlet, hvormed vi opnår målet.

At Gud interesserer sig for dette hvordan er lidt foruroligende. Kan han ikke nøjes med at bedømme mig engang på den yderste dag på de resultater, mit liv har leveret? Hvorfor skal han nu blande sig i, hvad jeg gør i min hverdag nu og her? Men Gud er netop en gartner. En gartner er ikke kun en, som sår og høster, men også en som vander, som gøder og som beskærer. Han interesserer sig levende for plantens udvikling. Han kigger meget på, hvordan den gror, og ikke kun på, hvad den bliver til engang. Når mennesker tror på Gud, siger de også samtidig ja til, at han bliver deres gartner. Derfor interesserer Gud sig for, hvordan vi lever, og hvordan vi bruger det, som er blevet os betroet.

F.eks. vores penge. Bruger vi dem på en retfærdig måde? Bruger vi dem på andre end os selv, og bruger vi dem på en måde, som ikke udnytter andre? Som ikke udnytter og udpiner den jord, vi bor på?

Eller vores tid. Stresser vi rundt og mangler nærvær og fordybelse? Sover vi for lidt og mangler hele tiden to ekstra timer i døgnet? Også her handler det ikke kun om, hvor meget vi når, og hvor meget vi får udrettet, men også om vi i hverdagen har nærvær og overskud til de mennesker, vi er iblandt.

Eller de evner, vi har. Bruger vi dem til at fremhæve os selv og som en metode til at give os anerkendelse og selvværd? Bliver vi stolte over vores evner? Eller takker vi Gud for dem og forsøger efter bedste vis at tjene andre med dem? Jeg skal være den første til at indrømme, at anerkendelsesjagten og stoltheden er områder i mit liv, hvor der er stor plads til forbedring.

Så at handle i retfærdighed er altomfattende. Det lugter både af politik og social retfærdighed, men også af moral og dannelse. Og sikkert af meget mere. I læsningen fra Titusbrevet nævnes lidt af, hvad det handler om; at der er gode og retfærdige måder at leve sit liv på. Der er karakteregenskaber som svarer til en plante i Guds have, og der er karakteregenskaber, som ikke hører hjemme der.

Hvad så med troskaben? Hvordan handler og lever vi i troskab?
Svaret får vi også i verset fra Hoseas’ bog: “Tiden er inde til at søge Herren, så han kommer og lader retfærdighed regne ned over jer.

At handle i troskab drejer sig om at huske, hvem Herren er, hvem gartneren er. Det store fokus på den rette handlen kan måske få os til at blive så optaget af selve handlingerne og deres retfærdighed, at vi glemmer, til hvis ære vi gør dem. Eller måske begynder vi at gøre dem for en eller anden højere sags skyld, hvad enten den så er politisk eller kulturel. Den retfærdige handling er ikke for handlingens egen skyld, eller for vores skyld, men i sidste ende for Guds skyld. Det er først og fremmest for hans skyld, for hans ære, at vi skal handle retfærdigt. Og sekundært for vores medmenneskers skyld og for vores egen skyld, da den handling, som er retfærdig, også er den, som er sundest og mest gavnlig for vores medmennesker og os.

Så dagens tekster minder os altså om, at vi må handle retfærdigt og være tro mod Gud. Det lyder måske lidt stramt og strengt og krævende. Og det er det nok også. Men der er nogle fortegn for det, som er vigtige at få med, for at vi ikke skal gå hovedrystende og tyngede bort fra gartneren.

Det første fortegn er, at vi er Guds børn. At vi er sået i hans have og har sagt ja til, at han må være vores gartner. Det er ikke kun starten på fortællingen, men noget som vi kan vende tilbage til jævnligt, ja, dagligt. Det er der, vi skal hente vores identitet, vores billede af os selv, og ikke alle mulige andre steder, f.eks. i vores handlinger, som det kun er alt for fristende at gøre. Og en gartner forventer noget af de planter, han har sået. En far forventer noget af de børn, han har fået. Guds forventninger til os bliver i det lys en naturlig del af vores relation til ham.

Det andet fortegn er, at næringen til vores handlinger i retfærdighed og troskab kommer ovenfra. Gud vil lade retfærdighed regne ned over os. Vores handlinger skal i sidste ende ære Gud, og derfor vil han også skænke os modet og energien til at leve et liv, som ærer ham. Modet og energien skal vi ikke kun grave dybt i os selv for at finde, men Gud vil også selv skænke det. Ellers kom vi aldrig særlig langt med vores handlinger og vores liv i det hele taget. Han skænker det blandt andet ved at give os Helligånden, som i dagligdagen kan vejlede os og give os næring til at handle i retfærdighed. Med Helligånden som nærer og med Guds ære som mål for vores handlinger, kan de nærmest blive hellige. De kan blive vidne om et liv med Gud, pege hen på ham og være med til at udbrede kendskabet til Gud.

Det med at handle retfærdigt kan måske i nogle ører lyde af, at vi prøver at frelse os selv og gøre vores liv godt nok til at blive Guds børn og få ham som gartner. Men først kommer gartneren til os og skænker os troen og gaven og Helligånden. Dernæst kommer opgaven. Han ønsker, at vi skal vokse og trives. Han ønsker, at vi skal bære frugt. Hans ønske og plan for os kan måske være lidt skarpt, som man kunne få fornemmelsen af i teksten fra Lukasevangeliet om figentræet. Hvis ikke vi bærer frugt, så vil han hugge os om. Men samtidig er der også en tålmodig kærlighed. Vi får nye chancer og tid til at bære frugt. For det er i sidste ende gartnerens mål med os.

At vi må bære frugt. God frugt. Lige til den dag døden rammer os, og den gode gartner derefter planter os i den nye jord hos Gud.

(Refleksion til Ørkengudstjeneste d. 27/5 2015 i Bethlehemskirken)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Historien

For 6-8 år mente jeg, at bøger, som var ældre end 20-30 år, ikke rigtigt var værd at læse. Det gjaldt både skønlitteratur og teologisk faglitteratur. De var nemlig skrevet før overgangen fra modernismen til postmodernismen, og den overgang og forandring havde været så grundlæggende og altomvæltende filosofisk, kulturelt og teologisk, at det ligesom ikke rigtigt kunne betale sig at læse litteratur, som ikke var skrevet efter den overgang. Det mente jeg. Med et glimt i øjet, men også ret seriøst.

Det var skørt, at det skulle komme dertil. En af grundene til, at jeg begyndte at læse teologi, var netop min interesse for historie. Den stammer i hvert fald helt tilbage fra gymnasietiden, hvor jeg læste Erling Bjøls bøger i geografitimerne. Inden jeg begyndte på teologistudiet tjekkede jeg da også, at der var en masse god kirkehistorie på uddannelsen. Det var og er der.

I dag er historien vendt tilbage i mit liv. Jeg vil gerne læse gammel skønlitteratur og klassikere, og teologisk har traditionen fået stor betydning for mig. Og jeg tænker nogle gange, at mange af nutidens teologer mangler et blik for historien og for dens betydning for os i dag. Og at det egentlig ikke nytter særlig meget med teologiske holdninger, som ikke har en slags forgænger i kirkehistorien. Netop kirkehistorien er (igen) blevet min teologiske favoritdisciplin.

Jeg er stadig delvist præget af postmodernismen, men i det store historiske perspektiv er den vel kun et rodløst bølgeskvulp med alt for store tanker om sig selv.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori