Håb om himmel

Her til morgen har jeg prøvet at tænke på himlen, men uden det store held.

Sådan lader Marilynne Robinson den gamle præst udtrykke det et sted i den fantastiske roman Gilead. Han nærmer sig døden og ser tilbage på sit liv, som ikke altid har været let, tilbage på sin tro, som alligevel har holdt, og fremad mod det, som venter efter døden.

Måske kender du fornemmelsen; at prøve at tænke på himlen, men uden det store held. Jo, vi kan danne os billeder af livet der, vi kan læse beskrivelser i Bibelen af det og måske endda drømme om det. Men det bliver ukonkret og løst. Som sand løber det imellem vores fingre. Vi kan ikke få et fast konkret greb om det.

Den gamle præst filosoferer videre over, at han dog heller aldrig vil komme til at forstå det jordiske liv, som han lever nu. Når børn er små, tror de, at de kommer til at forstå denne verden, men han kan efter et langt liv bevidne, at det aldrig kommer til at ske.

Jeg tror, han har ret. Vi kommer aldrig til at vokse helt ind i verden og forstå den. Vi vil blive ved med at undre os over, hvad vi kan med vores krop. Vi vil blive ved med at undre os over hver ny lysende morgen og hvert nyt interessant menneske, vi møder. Vi vil blive ved med at undre os over den meningsløshed, den ondskab og den skrøbelighed, vi møder i verden. I andre. I os selv.

Gæster
Undringen peger. Den peger på, at vi er gæster og fremmede her. Det er godt nok her, vi hører til nu. Det er her, vi opholder os. Men det er kun midlertidigt. Der er et andet sted, vi hører mere til. Et andet sted, som i højere grad er vores fædreland.

Nogle steder har man den skik ved begravelser at synge sidste vers af Grundtvigs salme ”Den signede dag”, mens kisten bæres ud af kirken:

“Så rejse vi til vort fædreland,
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale.”

Verset er en stærk påmindelse om, at det evige liv sammen med Gud er vores bestemmelsessted. Der vil vi helt føle os hjemme. Der vil der være dybt fællesskab. Der vil der være evig lykke.

Himmelhåbet sætter fri
Kristne er til tider blevet beskyldt for at have øjne og liv lidt for meget rettet mod det himmelske fædreland. Så meget, at de glemte at interessere sig for det liv og de mennesker, som var omkring dem. Det er muligt, det til tider har været sådan. Men at have blikket rettet mod det kommende liv kan og bør forenes med en dyb interesse for det nuværende liv. For vi behøver ikke at opnå de højeste tinder af lykke i dette liv. Det skal vi nok opnå i det himmelske. På den måde sætter himmelhåbet os fri til at bruge vores liv til gavn for andre. Vi venter på, at Jesus kommer igen, eller at vi forenes med ham efter døden. Vi kan lige så godt bruge ventetiden i tjeneste for andre og arbejde med på Guds genopretning af alt såret og nedbrudt allerede her i dette liv. Findes der en mere meningsfuld venten?

Et håb om et liv i himmelen forklarer også den undring og den uro, vi kan have ved det her liv. Fornemmelsen af at: “Nej, det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det skal være sådan.” Når vi møder modgang og lidelse i vores eget liv og i vores kæres liv, får vi det ofte på den måde. Himmelhåbet forklarer den dybe fornemmelse af, at noget er forkert. Ja, noget er forkert og ikke, som det var meningen, at det skulle være. Men en dag skal alt blive godt, helt godt, ansigt til ansigt med Gud. Vores uro ved og modstand mod smerte og ondskab peger på himmelens kommende lykke og er en længsel efter den.

Håb til kampen
For nogle er håbet om et liv i himmelen ikke kun et perspektiv, som vi forsøger at minde os selv om, fordi vi ved, det er godt og sandt. Men det er selve det håb, som gør, at vi fortsætter kampen her i livet. Kampen for ikke at bukke under for had mod den, som har misbrugt os. Kampen for ikke at trække sig fra fællesskabet med andre mennesker, fordi vi har erfaret, hvor dybe sår det kan give. Kampen for at opretholde de små daglige rutiner og stadig glæde sig over hver ny morgen og blomster i haven, selvom der er sygdom på krop eller i sind.

Håbet giver mod til kampen. Håbet om, at der i det kommende liv ikke vil være lidelse eller sorg eller noget som helst ondt. Det er egentlig ikke let at forestille sig. Smerte og ondskab virker så mærkværdigt sammenflettede med liv og glæde for os mennesker. Men det er løftet og håbet; en dag vil Gud gøre alting godt!

En dag vil vi slet ikke have problemer med at tænke på himlen, for vi har erfaret den med nyskabt krop, sind, sjæl og ånd.

(artikel til bladet Agape #3-2017. Kan bestilles på agape.dk. Mange fine artikler om håb.)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

500 år

Tirsdag d. 31. oktober er det reformationsdag. Den dag er det præcis 500 år siden, at Luthers 95 teser (korte og fyldige sætninger) blev slået op på døren til Wittenberg Slotskirke. Få havde vel forventet, hvor stor ballade og forandring i det kirkelige liv i Tyskland, ja, i hele verden, det ville skabe. Meget blev forandret, også her i Danmark, og det er værd at markere.

Vi har derfor Luther-foredrag i Vinderslev Sognehus tirsdag d. 19. september, vi har reformationsgudstjenester med Luther-salmer søndag d. 29. oktober, og vi har reformationsaften med ølsmagning i K-Huset i Hinge onsdag d. 15. november. Også der bliver der god mulighed for at synge Luthers salmer.

Hvad kan vi bruge Martin Luther til i dag? Er han ikke bare en forældet stemme fra en mørk middelalder, som talte lige lovligt sort om menneskets syndighed? Og var det ikke også ham, som var hård ved både bønder og jøder?

Luther har bestemt sine fejltrin, ligesom han havde sine genialiteter. Luther var nok, som vi mennesker er flest, en blanding af både godt og ondt.

Luther kæmpede med at finde en nådig Gud. For Luther var klar over, at han ikke slog til. Han vidste alt for godt, at han ikke var perfekt. Men han troede, at for at blive frelst, for at undgå Guds straf efter døden, så var han nødt til at leve et perfekt liv. Et liv, som Gud godkendte. Og dermed var første del af Luthers liv fyldt med frygt og kamp for at leve op til standarderne og kravene. Guds standarder og krav.

For mange mennesker i dag er det ikke Guds straf efter døden eller en vred Gud, man tænker mest på. Men alle kender til følelsen af ikke at slå til. Følelsen af at skulle leve mere eller mindre perfekte liv for at leve op til standarderne og kravene. Egne og andres. På jobbet. I hjemmet. Foran spejlet. I fitnesscentret. Og at vi kun kan elskes og accepteres, hvis vi gør det.

Luther opdagede på et tidspunkt, at det ikke kom an på hans eget perfekte liv. Luther forstod, at han ikke kunne fortjene sig til Guds kærlighed, og at han aldrig kom til at leve op til Guds krav og standarder. Men der var håb alligevel. For tro og frelse og et evigt liv hos Gud efter døden er noget, som gives til os. Gratis. Helt uafhængigt af vores egne præstationer. Vi slår ikke til. Men Jesus Kristus slog til, han levede det perfekte liv. Han gik i døden for os og opstod igen. Dermed grundlagde han nådens økonomi. Der får vi alt tilbudt. Gratis. Liv, tro og håb. Vi skal bare tage imod.

Vi har brug for at genlære nådens økonomi. At vi har fået alt gratis af Gud, også selvom vi ikke slår til. Hverken overfor Gud, overfor os selv eller overfor andre mennesker. Gud elsker os og accepterer os ufortjent.

Det er værd at markere. Det er værd at fejre. Glædelig reformationsår!

Forslag til læsestof om Luther:
Asger Chr. Højlund: Urimeligt godt nyt. Kolon forlag. 2017. Letlæst og velskrevet introduktion til Luther.
Heinz Schilling: Martin Luther – rebel i en opbrudstid. Kristeligt Dagblads forlag. 2014. Grundig og meget lærerig indføring i Luthers liv og tanker.
Asger Chr. Højlund, m.fl.: Luther stærke sager. Credo forlag. 2017. 10 Luther-tekster udvalgt og kommenteret af 10 danske teologer.

(Klumme til kirkebladet i Hinge og Vinderslev sogne. Læs hele kirkebladet her)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Mødested

For nylig gik jeg rundt på en højmose lidt uden for Riga i Letland. Efter nogle dage i Riga med fordybelse i landets dramatiske historie og beundring af de prangende Jugendstil-bygninger, var det godt at komme lidt ud i den friske luft på mosen.

Kemeri-højmosen er en del af en stor nationalpark. Man har anlagt en plankesti på en del af højmosen, så man kan bevæge sig derud uden at synke i eller få våde tæer. På vores tur derude nød vi stilheden, det flade vidtstrakte landskab og det særegne planteliv. Mest imponerende var de mørke mosesøer. De var tiltrækkende og flotte at se på. Jeg tog næsten et billede af hver eneste, jeg kom forbi. De mindede lidt om mørke øjne. En indgang til mosens inderste og dybeste. Jeg havde lyst til at fordybe mig i dem og via dem lære mosen bedre at kende.

Men der var også noget skræmmende over dem. Jeg er ikke begejstret for dybt vand, og når plankestien blev til en lille bro og førte hen over en af dem, skyndte jeg mig at gå over den og få fast plankegrund under fødderne igen. Min kone derimod stillede sig ofte på broen og beundrede mosesøerne. Heldigvis endte hun altid med at løsrive sig og komme med videre.
Fantasien fik frit løb. Hvad mon der gemte sig på bunden af de mosesøer? Hvilke væsener kunne mon finde på at komme op af dem en halvmørk vinterdag?

I serien om Danmarks historie, som blev vist på DR tidligere på året, fortælles der om, hvordan tidligere beboere af de danske områder ofrede mennesker i mosesøer. De tænkte nemlig, at mosesøerne var et mødested mellem det guddommelige og det menneskelige. Så når de guddommelige kræfter skulle mildnes og beskyttelse opnås, så var det moserne, der skulle ofres i. Da jeg så udsendelserne for nogle måneder siden, forstod jeg ikke helt logikken i det. Men mens jeg gik der på Kemeri-højmosen og blev både fascineret og skræmt af de mørke mosesøer, da forstod jeg.

Vores forfædres menneskeofringer i mosesøerne afspejlede en eksistentiel længsel efter det guddommelige. Hvordan kommer den længsel til udtryk i dag?

Nogle mennesker søger mod Østens mystik med buddhisme, mindfulness og alternative behandlingsformer. Det handler ikke altid så meget om tro på en gud, men mere om, at vi skal blive bedre til at klare os selv og bringe orden i det kaos, som vores liv kan føles som.

Nogle tager på pilgrimsvandringer i Spanien eller en tur på Hærvejen. Når man går, får man ofte bearbejdet nogle ting i sindet og kroppen og nogle gange melder Gud sig endda på banen, mens man går der i egne tanker.

For mange mennesker er naturen et oplagt mødested mellem Gud og mennesker. Der virker grænsen mellem det guddommelige og det menneskelige ikke så tydelig mere. De udsprungne bøgetræer, fuglesangen og spændingen om, hvad der mon venter rundt om næste hjørne på skovstien, får os, i hvert fald mig, til næsten automatisk at rette tankerne mod Gud.

De danske kirker er også stadig i funktion, og en del mennesker får deres åndelige tørst slukket der. Her mødes vi ved de store overgange i livet, og her mødes vi søndag efter søndag og fejrer Guds søns sejr over døden.

Så vores eksistentielle længsel efter det guddommelige findes stadig. Det får bare udtryk på andre måder end tidligere. Der er noget godt ved vores religiøse længsel. Den er skabt af Gud, for at vi skal søge efter ham. Gud længes efter mennesker, faktisk endnu mere end vi længes efter ham. Derfor sendte han sin søn til jord for at sætte det møde i stand. Jesus Kristus var menneske og Gud, og han er mødestedet mellem mennesker og Gud. Ikke ét af mange mødesteder, men mødestedet.

Så vi behøver ikke søge til moser eller Østens religioner for at finde Gud. Jesus kom ind i vores verden, og vi kan møde ham lige der, hvor vi er. Hvad enten det er midt i hverdagen derhjemme i køkkenet, på en tur på Hærvejen eller i skoven, eller en søndag i kirken. Hvad enten det er ved en stille bøn, en meditation over en bibeltekst eller ved en nadver.

Gud ønsker at møde os!

(Klumme til kirkebladet i Thorning, Grathe og Vium sogne)

1 kommentar

Filed under Uden for kategori

Kraner og husskader

Der er kraner mod vest.
Når vi vågner om morgenen, ruller gardinerne op og kigger ud,
er de i gang.
Grønne, gule, blå.
De løfter. De drejer. De bygger.
De er en del af en plan. En hel plan.
Håber vi.
Tillidsfuldt bliver de efterladt ulåste, og vinden blæser dem legesygt, hvorhen den vil.
Solen lægger dem til ro i deres krankøjesenge og aftenmaler dem i røde, gule og lilla farver.
Der er kraner mod vest.

Der er husskader mod øst.
De byggede før forårets blade sprang op.
Lystige og frie fløj de rundt,
kendte deres projekter til bunds,
indsamlede kun det nødvendige.
Fløj henover legende børn
larmende scootere
parkerede biler
græs
mig
Skaden skjult bag løvet synger sin sang:
Byggeriet er slut.
Der er husskader mod øst.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

6. søndag efter påske. At pege


Prædikentekst: Johannesevangeliet 15,26-16,4
Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.«

I dag handler det om at pege.

Dagens tekstafsnit er fra midt i Jesu lange tale, som han holder på den sidste aften, han var sammen med sine disciple. Skærtorsdag aften. Jesus taler om, hvem han selv er og løfter langsomt sløret for, hvad der skal ske fremover. Både sin egen fremtid, som byder på død og opstandelse, og udsendelse af Helligånden, talsmanden, i sit sted, men også disciplenes fremtid. Jesus opfordrer disciplene til at holde sig tæt til ham, for han er både vejen, sandheden og livet og det sande vintræ. Men han ønsker også at åbne lidt af disciplenes øjne for, dels hvilken opgave, der venter dem fremover og dels hvilken pris, de kan komme til at betale for at udføre den opgave.

Først opgaven: Disciplene skal være vidner. Ordet “vidne” får nok de fleste af os til at tænke på retssale, dommere og advokater. Man kan blive indkaldt som vidne i en sag, hvis man har set og hørt noget, som kan få afgørende betydning for den sag, som skal afgøres. Typisk vil der være advokater på begge sider, en anklager og en forsvarer, som hver kæmper for deres side. Den ene prøver at få den anklagede dømt, den anden prøver at få ham frikendt og løsladt. Nogle gange bliver det dramatisk og i hvert fald i film og serier er der nogle gange vidner, som bliver følelsesmæssigt påvirkede og ikke kun nøjes med at vidne, men også helt konkret peger på den anklagede og siger, ”Det var ham, der gjorde det”.
Formålet med en retssag er, at der skal falde en retfærdig dom. Sandheden skal frem. Sandheden skal udpeges. Der vil nemlig ofte være en del forskellige versioner af, hvad der er sket i en bestemt situation. F.eks. et skænderi mellem to personer, som førte til vold. Sådan er det også tit i andre sammenhænge. Vi kan have forskellige forståelser af den samme begivenhed. Simpelthen fordi vi er forskellige som mennesker, vi har forskellige erfaringer, forskellige måder at tænke og føle på.

Men på trods af alt det, så er det stadig målet, så godt som muligt, at finde frem til sandheden. Både i retssager, men også i livet generelt. Og vi tror, der findes en. Det er kirkens stædige tanke og tro. Noget er sandt. Noget vakler ikke. Det står i modsætning til alle tidens tanker om, at vi hver især skal finde vores sandhed, at kristendommen kun er én af mange fortællinger, som sætter mennesker i stand til at leve gode liv, og at alt hvad vi gør og er, dybest set er konstrueret af os selv og vores erfaring.

Vi kan godt nok leve forskellige versioner af livet, og vi kan have forskellige holdninger til alt mellem himmel og jord. Og det er fint, at der er frihed til det og mulighed for det. Og det skal der være. Kærlighed og tro tvinger ingen.

Men det er alligevel kristendommens stædige påstand, at noget er sandt. Alt er ikke lige godt eller lige gyldigt. Noget er sandt. Om menneskelivet og om Gud.

Vi kan have mange forskellige billeder af Gud og erfaringer af Gud. For vi er forskellige som mennesker, og vores billeder af Gud er påvirket af vores historie og vores liv og vores forældre.

Men især i Det Nye Testamente bliver billedet af Gud helt skarpt. Med Jesu komme, med beretningerne om ham, så sker der noget. Så tager Gud på en helt ny måde bolig i vores verden. Nu har Gud helt konkret vist sit ansigt. Vist, hvem han er. Vist, hvordan han er. Vist, hvad der er sandt om ham. Bibelen peger i en bestemt retning, og det er mod Kristus.

Derfor har det været provokerende for jøderne, at Jesus påstod, at han netop var sandheden om Gud. De havde ikke erfaringen af, at Gud for alvor overskred skellet mellem menneske og Gud. Godt nok havde de beretningerne om, at Gud gik foran dem i ørkenen i ildstøtte om natten og skysøjle om dagen og kom på besøg hos Abraham. Men at Gud bliver menneske og tager bolig hos os og lever sammen med os over længere tid? Det er uhørt. Det er nyt. Det må være usandt, tænkte jøderne.

Men det er netop Jesu påstand om sig selv. At han var Gud og menneske. At han havde nedbrudt skellet mellem det menneskelige og det guddommelige.
Sådan en påstand skabte forskellige holdninger til Jesus. Nogle afviste ham. Nogle kom til ham, blev helbredt og smuttede igen. Nogle gik aktivt ind i modstanden af ham. Andre fulgte ham og fandt ham troværdig og troede på, at han var den, han sagde, han var. Guds søn. Verdens frelser. At han havde ret, når han pegede på sig selv, som den eneste vej til Gud.

Også i dag er der forskellige meninger om Jesus. Nogle tænker, han er et viist menneske, som på forbilledlig vis har talt om næstekærlighed.
Andre tvivler på, at han overhovedet har levet, selvom der er god bevidnelse af hans liv, også uden for evangelierne, nemlig hos samtidige historieskrivere.
Nogle tænker, at han nok har ret i meget af det, han siger, men godt nok virker lidt hård indimellem, når han stædigt udpeger sig selv som den eneste vej til Gud.
Andre gør deres bedste for at følge ham, tro ham og have tillid til ham, selvom det bestemt ikke altid er let eller er uden tvivl. Men der er alligevel noget over ham, som man ikke kan komme uden om.

Jesus beder dem, som tror ham og følger ham, om at være hans vidner. Dem, som ikke har andre at sætte deres håb til end Jesus. Dem, som stoler på Guds søn mere end sig selv. Dem beder Jesus om at følge ham og pege på ham.

Det er mit håb, at vi alle må blive mennesker, som sætter alt vores håb til Guds søn selv og som derfor også vidner om ham. Måske lyder det stort eller skræmmende at skulle vidne. Det er ikke nødvendigvis rart at blive indkaldt som vidne i retten. Man risikerer at blive kritisk udspurgt. Og hvad nu, hvis man ikke kan svare på alt det, de spørger om? Bliver nervøs og snubler over ordene, siger ting, der ikke helt giver mening?

Det er en risiko. Men at vidne er i bund og grund lidt mere nede på jorden. At vidne er dybest set at sige tingene, som de er. F.eks. at vi tror, Jesus taler sandt, når han siger, at han er hele verdens frelser. Eller at vi har set glimt, bare små glimt af, at han har al magt i hele verden og i vores liv. Eller at vi har erfaret at troen om ham kan bære på både de glade dage og de tunge dage. At han virkelig har gode planer for os og ønsker at lede os. Kort sagt, at pege på ham og fortælle mennesker, hvilken retning vi forsøger at gå i i vores liv.
At pege på Jesus kan se ud på forskellige måder. Det kan være ved at gå ud og tale med de mennesker, vi møder på gadehjørnet eller i forsamlingshuset, og dele, hvad der betyder noget i vores liv, når vi har lyttet til, hvad der betyder noget i deres liv. Det kan være i en stille samtale hen over hækken, som ender med at vi spørger, om vi må bede til Gud om det smertefulde, naboen har delt. Det kan være i en sms eller et brev til et menneske, som står os nært og som vi ønsker, skal vide noget om det håb, vi har fundet. Vi må hver finde vores måde at gøre det på, som passer til vores temperament og vores evner.

Det vigtigste er, at vi er troværdige vidner. Et menneske, som vidner i en retssag, og som tidligere er dømt for bedrageri, vil have svært ved at få mennesker til at tro på det, han siger. Vores vidnesbyrd – det, vi siger om Jesus – bliver på godt og ondt påvirket af vores øvrige liv. Vi vidner og peger ikke kun med ord, men med hele vores liv, alt, hvad vi er og gør. Hvis vi smiler og er hjælpsomme, og faktisk lader vores kærlighed til andre mennesker skinne igennem og sætte spor i form af kærlige handlinger, så får vores vidnesbyrd større troværdighed. Så får andre mennesker et glimt af, at vores liv ikke handler om og peger på os selv, men på Jesus og andre mennesker. At det i hvert fald er vores ønske og mål. Og videre endnu, hvis vi også efterfølger Jesus på de områder, som er knap så sjove, så gør det indtryk. Hvilken påvirkning får troen på Jesus f.eks. på vores økonomi? På vores holdning til sort arbejde? På den måde, vi bruger og forbruger naturens ressourcer? På den måde, vi taler om hinanden, både når den anden er til stede og ikke til stede? Og på mange andre områder.

Vi har lang vej at gå endnu på mange af de områder, jeg har i hvert fald. Det er godt, at Gud netop frelser os af nåde ved tro og ikke på grund af, at vi præsterer en perfekt efterfølgelse af Jesus, hvor vi lever liv uden fejl. Men vi frelses, når vi sætter vores håb til ham, som er Guds søn, uden fejl og synd, bortset fra alt vores, som han har taget på sig.

Jesus ønsker altså at forberede sine disciple og os på, at livet med ham også handler om at vidne om ham. Fortælle beretningerne om ham til andre, pege på ham, så det vækker forundring, nysgerrighed og tro.

Det andet Jesus ønsker at forberede os og disciplene på, er at det kan komme til at koste noget, og at vi kan komme til at møde modstand. Det græske ord for at vidne er det ord, som vi har på dansk i ordet ”martyr”. At give sit liv for en sag. I dag hører vi i Europa mest om martyrer, som giver deres liv i en selvmordsaktion og i Allahs navn tager andre mennesker med sig i døden, som i mandags i Manchester.

Andre steder i verden er der dog masser af kristne martyrer, mennesker, som forfølges og slås ihjel pga. deres tro på Jesus. De tager ikke mennesker med sig i døden i selvmordsaktioner, for de har lært af deres frelser, Jesus Kristus, at sandhed hænger sammen med frihed og kærlighed. Trofast insisterer de på, at Jesus er sandheden, og nogle af dem går i døden for det. De bliver martyrer for deres fastholdelse af sandheden, for deres stædige pegen på Jesus.

Jesus var klar over, at nogle af hans disciple ville komme til at lide samme skæbne som han selv. De ville blive smidt ud af synagogerne, fordi hovedparten af jøderne desværre ikke kunne acceptere Jesus og de kristne. De insisterede nemlig på, at nu handlede det ikke om at følge de jødiske love og regler. Men om at følge Jesus. Nu var han vejen til Gud.
Så den tidlige kirke har sine martyrer. Vi kender måske beretningerne om Stefanus og Jesu bror, Jakob. Og mange andre blev martyrer, især i kirkens første 300 år. Senere har det varieret med antallet, men der er nok en stigning i dag. I mange lande er der i hvert fald forfølgelser af de kristne, som f.eks. i Egypten, hvor der både ved påsketid og lige for et par dage siden har været dødelige angreb mod koptiske kristne.

Det sker ikke i Danmark i øjeblikket. Men det kan ske, og vi kan lige så godt øve os i at være vidner i kærlighed, frihed, sandhed og troværdighed. Mennesker, som peger på den vej, vi selv har fundet. Kristus. Verdens lys. Guds søn, som kan lede alle mennesker til bedre og mere meningsfulde liv før døden og evigt liv efter døden.

Jesus ved, at det bestemt ikke altid er en let opgave. Så han sender Helligånden, Talsmanden, som hjælp til disciplene og os. Talsmanden skal vidne, og vi skal vidne. Det er dog ikke to forskellige vidnesbyrd. De handler om det samme, om den samme. Godt nok virker Talsmanden indimellem i det skjulte og giver mennesker, især i den muslimske verden, drømme og syner om Jesus. Men Talsmanden er dybt afhængig af vores vidnesbyrd, for vi er hans talerør, det er os, som skal pege. Vi er levende vidner om det, Gud har gjort i Jesus, det, han har gjort i vores liv og det, han ønsker at gøre i verden.

Det er opgaven, og det kan komme til at koste noget. Men der er hjælp at hente hos Helligånden. Som Grundtvig siger det i den salme, vi skal synge sidst i gudstjenesten: Talsmanden gør os trods vores svage evner:
visere end Salomon:
visere til dåd at øve,
visere til åndeprøve,
visere til salighed.

Derfor er der håb og i det kan vi finde mod: At Gud selv vil gå med os og lade sin Helligånd fylde os med styrke, mod og de rette ord, når vi får brug for dem.

(Holdt i Vinderslev og Hinge Kirker søndag d. 28. maj 2017)

Salmer
724 Solen stråler over vang
264 Herre Jesus, du som troner
359 Du Ånd fra kirkens første tider
281 Nu nærmer sig vor pinsefest
427 Tak for al din fødsels glæde
294 Talsmand som på jorderige

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Præst og påske

Påskeliljerne titter så småt ud over altankanten og ud mod forårsaftensolen. De er snart klar.

Lise Petersens skønne påske-cd er sat på anlægget for første gang. Og nu for anden gang.

”Se, hvor nu Jesus træder” har været på hjernen med korte mellemrum de sidste ugers tid, antændt af vores læsning af en bog af den titel og af min generelle kærlighed til salmedigteren Kingo.

Påsken nærmer sig. Igen. Denne store højtid. Dette bløde bjerg af gudstjenester, som kun kan og skal bestiges, fordi det er vigtigt. Fordi der er noget på spil. Troen. Livet. Håbet.

Påsken kan være en anfægtende tid, både for mig som præst og som menneske. Der skal prædikes til opbyggelse og tro. Det er nu, det gælder. Grundige forberedelser og godt salmevalg må der til. Jesus gik så meget igennem, var så stærk. For Guds skyld. For min skyld. Det må og skal sætte sig dybe spor i menneskers liv. I mit liv. Mere, end jeg synes det gør.

Påsken er også en trøstens tid, både for mig som præst og som menneske. I sidste ende skal jeg kun pege. Det kommer i sidste ende ikke an på mig. Men på ham. Han bar. Han bærer stadig.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Befri gudstjenesten

Befri gudstjenesten

Hvem pegede Jesus på?

Ja, han pegede på os mennesker og på, at vi skal være kærlige overfor hinanden. Han pegede ikke på sig selv, så det er rimeligt dumt, at vi er så optagede af ham.

Det var den stærke forkyndelse til ”Befri gudstjenesten” i Aarhus Domkirke søndag aften. Arrangementet havde fået meget omtale, da Sherin Khankan, en kvindelig imam, skulle prædike. Det er forståeligt, at det kan gøre nogle lidt gale i låget, at en muslim skal prædike i en kristen kirke. Sherins budskab var dog i fuld overensstemmelse med den religion, som blev prædiket og praktiseret i Domkirken den aften. Nemlig en fuldblods humanisme, hvor menneskelig kærlighed og fællesskab er gud. Eller som det blev sagt til gudstjenesten: Det handler om nuhed og nærvær.

På den måde levede den indledende bemærkning i det udleverede program ikke op til sin proklamation. Der blev ellers lovet, at gudstjenesten ville sættes fri, for vi lever jo i en foranderlig tid, hvor der ikke længere kun er én sandhed.

Arrangementets og præstens klare forkyndelse af fuldblods humanisme var dog ikke særlig befriende eller pluralistisk. De bibelske beretninger om Jesus er bare fortællinger, fik vi at vide, og vi bør ikke som fundamentalisterne være dumme nok til at tage dem bogstaveligt. De har aldrig været ment sådan. Jesus pegede netop ikke på sig selv, men på menneskerne og det menneskelige fællesskab.

Det er for mig at se utroligt svært at få til at stemme overens med det billede, som Det Nye Testamente giver af Jesus. Jesus pegede netop på sig selv og på sin himmelske far. Derfor blev han henrettet. Fordi han påstod, han var vejen til Gud, og at der ikke findes andre veje. Mennesker bliver sjældent henrettede for at tale hippie-agtigt om kærlighed og fællesskab.

Sherin Khankan virkede til at være forholdsvis enig med præsten den aften. Alle religioner fører til Gud, og derfor er den ene lige så god som den anden. Det er forståeligt, at kristne er lidt mopsede over, at en muslim taler, ja, prædiker en anden religion i deres domkirke. Men mon ikke også en del muslimer vil være noget uenig i hendes ord. Muhammed virker sjældent så tolerant, og på den måde er han og Jesus lige insisterende på, at de har ret og er den eneste vej til Gud.

Undervejs var man hele tiden i tvivl, om det var en teaterforestilling eller en gudstjeneste. Det blev kaldt et event, og jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det ikke var en gudstjeneste. Flotte lyduniverser af kærlighedssange, Den Danske Salmeduos smukke jazzede musikalske underlægning, vellykket lyssætning og teatergruppen Don Gnu som energiske kravle- og dansemænd gjorde sit til at give det hele et teater-agtigt præg.

Men så alligevel. Det hele foregik jo i en kirke, og alle de enkelte dele hed velkendte liturgiske navne. Epitellæsning, prædiken, postludium og ja, nadver. En nadver, som blev iscenesat som en gående forkyndelse af Jesu budskab om, at vi mennesker hører sammen, og dermed efterlod den ellers lækre gourmet-mad en lidt sær smag i munden. Spiste jeg noget lækkert mad her og gik helt uskyldigt en tur i kirken? Eller var jeg faktisk med i et religiøst ritual for en humanistisk religion, som fornægter Kristus her midt i byens domkirke?

Trosbekendelsen blev nyskrevet. I stedet for en bekendelse til den treenige Gud blev den nu til en bekendelse af, at vi ikke er alene. At det menneskelige fællesskab er meningen med livet, og at Gud er en uendelig kærlighedskraft. Og meget andet i samme dur. Smukt formuleret. Men der er pænt langt til den trosbekendelse, som kirken har troet på og kæmpet for i århundreder.

Præstens prædiken efterlod ikke meget tvivl. Kærlighed og fællesskab er gud, og vi skal ikke tage alt bogstaveligt, som står i den store tykke bog, som hun ikke engang åbnede, men kun brugte som støtte til sit manuskript. Hun var veltalende og gjorde det generelt utroligt godt. Det gode budskab om fællesskab og kærlighed blev forkyndt på dygtig vis. Og vi skulle endda holde hinanden i hænderne under velsignelsen, som en synlig proklamation og nyfortolkning af Luthers citat om, at det dit hjerte hænger ved er din Gud. Så vi, fællesskabet og kærligheden, er gud.

Det var smukt og overbevisende fremført. Men hvis man er af den overbevisning, at uden Kristus som Guds søn og Guds udtrykte og perfekte billede er vi på frygtelig vis overladt til os, så var det en utroligt deprimerende og trist forestilling. Ja, uden Jesus som Guds søn og som en, der gjorde vores forbindelse til Gud mulig, så er vi netop overladt til os selv, så er vi netop så frygteligt alene.

Det er jo ikke fordi, det er helt løgn alt sammen. Kærlighed og fællesskab er vigtige og gode menneskelige kvaliteter, men de vokser netop ud af fællesskabet og kærligheden i den treenige Gud. Vi længes efter fællesskab og kærlighed, fordi vi LIGNER Gud og er skabt i hans billede. Ikke fordi vi ER gud.

På den triste vis blev gudstjenesten/forestillingen/eventet befriet fra Kristus.

Rammerne var flotte og de musikalske indslag smukke. Klosters to salmer og Aarhus Gospel Singers nye version af ”Altid frejdig” fungerede fint. Om end gendigtningen af ”Altid frejdig” netop også understregede dennesidigheden. ”Selvom du til målet når først ved verdens ende” blev efterfulgt af et vers om, at det ikke handler om at nå frem, men om at gå.

Så det handler dybest set om ord. Rammerne kan man forandre så tosset man vil og gøre utroligt meget ud af. Med et andet mere Kristus-centreret indhold ville eventet have været fint og et spændende forsøg på at nyskabe gudstjenesten. Ordene gjorde udfaldet. De pegede netop ikke på Kristus, men på mennesket, på en humanisme, som kan være god og værdifuld, men som desværre ikke har plads til Kristus, og dermed er det svært at kalde det kristendom.

Så alt i alt var “Befri gudstjenesten” en smuk og meget trist oplevelse.

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori