Prædiken til Skærtorsdag

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Johannes 13,1-15

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Når mennesker skal dø, ønsker de ofte at være sammen med dem, de holder af. De ønsker selv at få sagt ordentligt farvel, ligesom det er vigtigt for deres familie og venner at få sagt et sidste farvel til den døende. Måske er der endda sager, som man lige skal have talt om og talt ud, inden det er for sent. Gamle regnskaber, der skal gøres op. Tilgivelse, der skal skaffes. Kærlige ord, der skal siges. Råd, der skal videregives.

I den sidste time slutter man ring om den, som ligger for døden. Man synger måske lidt sammen, holder personen i hånden, giver et sidste kram eller kys. Måske græder man.

Det er en skrøbelig situation, og som pårørende bruger man alt sin energi på at være helt nærværende og nyde hvert eneste sidste øjeblik.

Jeg ved ikke, hvordan det føles, når man ligger for døden. Er det angsten for at dø, der fylder? Føler man sig favnet af familiens og venners nærvær? Er det smerterne, man mærker? Hviler man i, at Gud har besejret døden og gjort alt, hvad der skal gøres?

I den anden salme i gudstjenesten lød første vers sådan her:

Han står på randen af sin grav,
i morgen de ham dømme;
den bitre kalk, ham verden gav,
han om en stund skal tømme;
da svulmer hjertet i hans barm,
ej føler han mod verden harm,
kun kærlighed til sine.

Skærtorsdag markerer vi Jesu sidste aften. Skærtorsdag stod Jesus på randen af sin grav. Han vidste, hvad der ville ske, og han kunne se korsdøden og graven foran sig. Han vidste, at han snart skulle dømmes og fuldføre det, som var Guds plan med hans komme til jord.

Jesus har samlet sig med sine venner, og de har nok kunnet mærke den lidt trykkede stemning.

Mon de ved, hvad der er i vente?

Mon de ved, at deres læremester snart skal dø?

Jesus ved det i hvert fald. Salmen antyder, at han ikke er fyldt af vrede mod verden, men kun føler kærlighed til sine disciple. Det samme gør bibelteksten fra Johannesevangeliet: ”Han havde elsket sine egne, som var i verden og han elskede dem indtil det sidste.” Hans kærlighed fortsatte helt til hans død. Og hans egne, hans disciple, har brug for den. Jesus ved, hvad der venter dem. Han ved, at de vil blive fortvivlede over hans død og føle, at deres verden falder fra hinanden. Han ved, at de vil høre de overraskende nyheder om hans opstandelse og finde den tomme grav. Han ved, at han senere vil møde dem, som den opstandne herre og frelser og sende dem ud i verden. Ud til os.

Måske har de siddet og talt om udfrielsen af Egypten, som jøderne jo fejrede i påsken. Eller måske har de delt gode minder. Talt om dengang Jesus opvækkede Lazarus, talt om dengang Jesus skaffede mad til femtusinde mennesker eller om nogle af Jesu mange diskussioner med de jødiske religiøse ledere. Måske har de delt historier om, hvordan Jesu ord har gjort indtryk på dem, og forandret deres liv. Givet dem et nyt perspektiv og en ny retning at vandre i.

Mens de sidder og spiser og taler, gør Jesus noget overraskende. Han rejser sig, lægger sin kjortel, binder et klæde om sig, hælder vand op i et fad og begynder at vaske disciplenes fødder. Han vasker deres fødder, en for en. Fjerner snavs og skidt med sine hænder. Rører ved deres tæer. Samler lidt vand i sine hænder og hælder det ud over deres fødder. Tager klædet og tørrer dem. Går videre til den næste.

Disciplene må have kigget forundret på og tænk deres, mens det skete. ”Hvad har han gang i?” ”Er det ikke lidt uværdigt for en læremester?” ”Jesus, hvad laver du?”

Fodvaskning var ikke unormalt dengang. Det var dog normalvis slaver, som vaskede deres herrers fødder, kvinder, som vaskede deres mænds fødder, disciple, deres mesters fødder. Jesus har aldrig gjort sådan noget før, og timingen er også unormal. Det foregik normalt lige, når man ankom til et hus, som en slags velkomsthilsen fra værten, eller lige inden man lagde sig til bordet for at spise. Her sker det midt i måltidet, og der er noget brat og pludseligt over det. Som om, der er en bestemt timing. Det kan ikke gøres inden måltidet, så vil hans disciple tro, det har noget med forberedelsen til måltidet at gøre. Men det kan heller ikke vente for længe, for senere på aftenen forlader Judas selskabet, og der er en pointe i, at også hans fødder bliver vasket.

Da Jesus når til Peters fødder, sætter Peter ord på det, de alle tænker: ”Herre, vasker du mine fødder?” Det burde da være mig, som vasker dine. ”Herre, vasker du mine fødder?” Det allermest beskidte og lugtende ved mig?

Efter at Jesus har sagt, at det forstår Peter ikke lige nu, men måske senere, svarer Peter bombastisk: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.” Peter bekræfter hermed Jesu ord. Peter forstår virkelig ikke, hvad det er, Jesus har gang i, og forsøger stærkt at forsvare Jesu ære og værdighed. Og det er da også svært at forstå. Én ting er at følge en læremester og en herre, som gør mægtige og værdige handlinger. Noget helt andet er at følge en, som ydmyger sig, en, som bøjer sig ned og handler på en måde, som virker uværdig og pinlig. En frelser og konge, som tjener andre? Det er altså ikke sådan, det normalt hænger sammen.

Jesus skruer også op for retorikken, det er tvingende nødvendigt, at Peter lader sine fødder vaske, ellers kan han ikke have fællesskab med Jesus. Så vender Peter fuldstændig rundt og vil nu pludselig gerne have vasket hele kroppen.

Jesu svar til Peter er lidt mystisk. ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele.” Hvad er det for et bad, Jesus henviser til? Et renselsesbad? En dåb?

Det skal nok forstås i sammenhæng med det, Jesus siger i Johannes 6,63b: “De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv” og senere i Johannes 15,3 “I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer”

Det er altså Jesu ord, som har gjort dem rene. Jesu ord virker. Disciplene har vandret sammen med Jesus i mange måneder og har hørt ham tale sandheden om Gud ved talrige lejligheder. De har hørt det. De har troet det. Derfor er der ingen grund til, at hele deres krop bliver vasket, da den allerede er badet og ren ved ordet. Det er kun nødvendigt, at fødderne vaskes som et tegn på Jesu tjenersind og kærlighed til dem og som et forbillede for disciplene i at tjene andre.

Men hvis nu Jesu ord virker, var det så virkelig nødvendigt, at Jesus vaskede deres fødder? Kunne han ikke bare have sagt, at de skulle tjene hinanden og så ladet det være nok?

Det kunne han også have gjort. Men det havde nok ikke nyttet så meget at fortælle dem en masse om, hvad de skal gøre, når han er væk. Der vil ske alt for mange voldsomme begivenheder, som vil trænge Jesu ord i baggrunden. Men fodvaskningen. Et tegn. En overraskende handling. En berøring af Jesu hænder. Den vil de huske.

Da Jesus er færdig med at vaske deres fødder, lægger han klædet fra sig og tager sin kjortel på. Og så sikrer han sig lige, at de alle har forstået hans tegn, og har forstået, hvad det hele drejer sig om: Ligesom han har vasket deres fødder, skal de vaske hinandens fødder. Det kan forstås bogstaveligt, som at Jesus mente, at de skulle vaske hinandens fødder. Johannesevangeliets forfatter kan have brugt Jesu ord til at argumentere for en praksis omkring fodvaskning, måske inden nadver, som et symbol på modtagelsen af syndernes forladelse. Det er muligt.

Men det skal i hvert fald også forstås mere generelt. Jesus tjente sine disciple og alle han mødte ved at helbrede, tale, og ultimativt ved at give sit liv, og derfor skylder hans disciple, og vi, at tjene hinanden. Jesus vaskede Judas’ fødder, selvom han vidste Judas ville forråde ham og nærmest stod i ledtog med Djævelen. Vores fodvaskning af andre, vores tjeneste for andre, må ske uden hensyn til, om vi kan li dem, om vi er enige med dem, om de tilhører samme sociale, kulturelle og religiøse sammenhæng som os.

Jesus står på randen af sin grav. Han har nok været fyldt med angst over det, som snart skal ske, men han fortsætter med at undervise disciplene til det sidste. Hans kærlighed til disciplene driver ham til i tålmodighed at forsøge at vise dem en vej, som de kan gå, selv når han i fremtiden ikke vil være så tæt på dem længere.

Han giver dem et tegn, og han giver dem sine ord.

Senere på aftenen under samme måltid giver Jesus dem et andet tegn og siger andre ord. Han tager et brød og siger ”Dette er mit legeme”. Han tager vinen og siger ”Dette er mit blod.”

Jesu ord virker. Hans ord gjorde disciplene rene. Hans ord kaldte Lazarus ud af graven. Hans ord skaber. Jesus ord kan helbrede mennesker. Jesu ord kan få mennesker til at se sandheden om dem selv og lede dem i en ny god retning.

Jesu ord virker. Han siger, at brød og vin virkelig er hans legeme og blod. De ord har lydt i mange hundrede år og virker stadig, selvom vi, ligesom disciplene, kan have lidt svært ved helt at forstå.

Nadveren er, ligesom fodvaskningen, et tegn på Jesu tjeneste for andre. Her modtager vi Jesus selv og mindes igen og igen hans lidelse og død for vores skyld. Han gav sig selv. For os.

Ligesom Peter havde svært ved at acceptere Jesu ydmygende tjeneste, kan vi have svært ved at acceptere Jesu selvhengivelse. At himlenes herre bøjede sig så dybt ned, det vil altid overgå den menneskelige forstand. At Guds søn vil vaske os rene, at Guds søn vil give sig selv til os i nadveren, det er ufatteligt. Men det er det, han gør. Af kærlighed til os.

(Holdt d. 24/3 2016 i Alderslyst Kirke)

Salmer
435 Aleneste Gud i Himmerig
178 Han står på randen af sin grav
Johannes Johansen: Himlenes Herre, så dybt du dig bøjed
458 Zion, pris din saliggører
466 Vor Herres Jesu mindefest
471 O glædelig dag

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Kom med en kommentar:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s