Sidste søndag i kirkeåret

“På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.” Matthæusevangeliet 11,25-30

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Det er i dag sidste søndag i kirkeåret. Næste søndag begynder adventstiden, og vi skal til at se frem mod jul.

Sidste søndag i kirkeåret er en passende anledning til at standse op, bare lige et øjeblik, inden vi drukner i juletravlhed og stress, og overveje, hvorfor det egentlig er, vi sidder her i dag? Hvorfor er det egentlig vi tror eller forsøger at tro? Hvad er egentlig grundene?

Hvorfor skal vi følge en mand, som levede for 2000 år siden og kom med en masse påstande? Hallo, vi lever i år 2016.
Hvorfor skal vi leve det liv, som han påstår er det bedste? Lever vi ikke i et frit land og har ret til selv at bestemme?
Hvorfor skal vi tro på ham, når han siger, at han er den eneste vej til Gud? Er det ikke lige lovlig intolerant og snæversynet?

Ja, hvorfor egentlig følge Jesus? Hvorfor egentlig tro på ham?

Det kunne vi nok hver især give forskellige gode grunde til.

Som jeg ser det, giver dagens evangelietekst to grunde, og de kommer fra hver deres retning og udgangspunkt.

Den første grund er en grund ovenfra og ned. Den tager udgangspunkt i den idé og forestilling, mange af os har, om, at der må findes noget større, at der må findes en Gud. Det kan simpelthen ikke være tilfældigt, at vi er skabt, som vi er, og at universet er sat så perfekt sammen, som det er.

Hvis vi tror, at Gud findes, at der findes én, som er Herre over alt, både himmel og jord, både mennesker og dyr, så må det være af allerstørste vigtighed at lære hans søn at kende.

For vi kan have alle mulige forestillinger og spekulationer om, hvordan Gud er. Vi kan se på universet og få en idé. Vi kan se på det gode i verden og få én idé. Vi kan se på ondskaben i verden og i os selv og få én anden idé. Vi kan lytte til alle mulige kloge filosoffer, lige fra Platon til Nietzsche og få idéer om, hvordan Gud er.
Men alle de idéer lider under, at de er opstået i vores hoved. Og dermed skaber vi uundgåeligt Gud i vores eget billede.
Kristus derimod er ikke opstået i et menneskes hoved. Han er ikke fri fantasi. Han er virkelig. Han er fysisk. Han har levet på jord. Han er ikke et produkt af menneskers religiøse længsel. Han er det sikreste og reneste billede af Gud, vi har. Som han er, sådan er Gud.

Han er et nærbillede af Gud. Uden fejlfarver. Uden pixelfejl. Uden forkert beskæring. Uden forkert fokusering. Han er Guds udtrykte billede. Som Jesus er, sådan er Gud.

Fordi Jesus er Guds søn, er han og Gud Fader tæt knyttet sammen. Ja, de er uadskillelige og ét i væsen. Ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen, som Jesus siger det i dagens tekst.

Så hvis vi vil vide mere om Gud, er det Jesus, vi skal stille skarpt på.

Hvilken anden kilde til visdom om livet har vi end Guds søn, som kender alle Guds hemmeligheder?
Hvilken anden kilde til håb har vi end ham, som besejrede døden?
Hvilken anden kilde til hvile har vi end ham, som en dag vil slukke alt sorg?

Hvordan lærer vi Jesus at kende? Hvordan bliver vi klogere på Gud? Prædiketeksten taler videre om, at ingen kender Faderen undtagen Sønnen, og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.

At åbenbare.
En åbenbaring.
Vi kender det måske i betydningen at få en åbenbaring. Som at et lys går op for en og man pludselig forstår noget. Hvor man måske før kun kunne ane, at der var et lys, en sol bag skyerne, så bryder strålerne nu pludselig igennem. Nogle gange ventet. Ventet med længsel. Andre gange særdeles uventet. Som når man efter en uge med vinterskyer og halvmørke pludselig varmes på ny af solens stråler. Nåh ja, der var noget, der hed sol. Nåh ja, den er da egentlig rigtig rar.

Vi kan kende Faderen, hvis Sønnen åbenbarer ham for os.

Så den første gode grund til at tro på Jesus er, at han er Guds søn og derfor værd at følge. Han åbenbarer sig for hvem, han vil. Hvorfor han gør det på den måde, hvorfor han ikke bare gør det på en måde, som får alle til at tro, det overgår vores forstand.
For vi er ikke de vise og forstandige. Vi er de umyndige. Vi er som børnene. Vi har brug for en far og en mor. Vi har brug for en, som fortæller os, hvordan tingene, hvordan verden, hvordan livet, ja, dybest set hvordan vi selv hænger sammen.
Jesus længes efter at fortælle os det, længes efter at berige vores liv og lære os mere om sig selv og Guds hemmeligheder.

Evangelietekstens anden gode grund til at tro på Jesus går lidt i en anden retning end den første grund. Hvor den første grund var, at Jesus er ét med Gud, at han eksklusivt åbenbarer sig for hvem han vil, så er den anden grund mere nede på jorden. Mere menneskelig, kunne man sige. Retningen er nedefra og op.

Den anden grund er ikke som den første, at Gud viser sig for os, kommer til os. Den anden grund er en invitation til os om at komme til Kristus. Det er en åben invitation til alle.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

Jesus tænker specifikt på de byrder, som farisæerne lagde på det jødiske folk. I Matthæusevangeliet kapitel 23 vers 4 siger han om farisæerne, at ”De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.”

Jesus vil befri mennesker fra netop de byrder, fra en overdreven lovoverholdelse. Han ønsker at sætte mennesker i frihed. Fra ekstrem lovoverholdelse, men også fra alle de forskellige slags byrder, vi kan have.

Selve livet kan føles som en byrde, som tynger os ned. Fortiden kan være en byrde, især hvis der er sår eller oplevelser, som vi ikke kan slippe, som vi ikke kan få helet. Vi kan have begået synder, som vi kan have svært ved at tilgive os selv for. Andre mennesker kan også være en byrde for os. Eller omvendt, fraværet af andre mennesker, fraværet af andre menneskers besøg og fællesskab, kan være en byrde for os.

Eller vi kan føle andre menneskers krav tynge os ned. Krav om, at vi skal være på en bestemt måde for at blive accepteret eller for at være en man gider snakke med eller for at kunne være et Guds barn.

Jesus siger: Kom til mig.
Nogle af os har masser af kræfter og sprinter hen til Kristus og hans åbne arme.
Andre af os er nedbrudte og kan næsten ikke bevæge os derhen til ham. Så kommer han selv til os.
Nogle af os er villige og brændende og ønsker kun at tjene Kristus med hele vort liv og alt, hvad vi er.
Andre af os er mere nølende, tvivlende, skeptiske og forsigtige. Mon han nu virkelig vil lægge et godt og mildt åg på mig og ikke bare tynge mig ned?

For Jesus giver os et åg. Måske kunne man forvente, at han efter den åbne invitation, efter ”kom til mig” ville sige, at han vil tage vores byrder på sig. For det er et ofte brugt perspektiv i Bibelen, at Jesus er Guds lam, som bærer verdens synd. Alle vores byrder, alt vores skyld, alt vores skam. Og det er en vigtig pointe, og måske er det også underforstået.

Men hovedperspektivet i dagens tekst er et andet.

Kom til mig. Og jeg vil give jer mit åg.

Nogle gange bliver et åg brugt som et negativt udtryk, et slave-åg, som man undertrykker andre med. Men egentlig er et åg en god ting, et godt redskab. Et åg giver mulighed for at vi kan bære mere. Et åg gør vores liv og vores byrder lettere.

Hvad er det for et åg, Jesus giver os? Er det et slave-åg eller et godt åg?

Jesu åg betyder tre ting. Følgeskab, frihed og fordring.
For det første, så er Jesu åg følgeskabet med ham. Det er livet sammen med ham. Han følges med os, er ved vores side. Altid nærværende. Altid lyttende. Og fordi han selv har været et menneske her på jord, kender han til vores tanker og følelser, til glæde og sorg, tro og tvivl.

For det andet, så er Jesu åg frihed. Det er et liv i frihed fra de krav, andre kan stille til os. Et liv i frihed fra de krav, vi kan stille til os selv. Der er kun én stemme, vi behøver at følge, én kilde, vi behøver at drikke. Ham, som siger følg mig. Ham, som er mild og tålmodig. Ham, som kan give os hvile.

For det tredje, så er Jesu åg en fordring. For han ønsker lydighed af os. Han ønsker trofasthed af os. Han ønsker handling af os. Et liv med Jesus er ikke et liv, hvor vi altid får det på den måde, vi vil have det. Men et liv, hvor vi indimellem må sande, at Jesus havde ret, og vi tog fejl. Og et liv i stadig udfordring, han ønsker stadig at lede os nye steder hen og få os til at vokse på alle måder, så vi ligner ham mere og mere.

Det er Jesu åg. Det er følgeskab, det er frihed, og det er fordring. Farisæerne havde forstået det med fordring, men de havde ikke forstået det med frihed og følgeskab. Og sådan går det galt, når vi forsøger at følge og være lydig mod andre mennesker, eller selv prøver at få andre til at være lydige mod os.

Jesus kender os hver især helt til bunds, og alt hvad han gør mod os bunder i dyb kærlighed til os. Derfor er hans åg godt, og hans byrde let.

Det var de to gode grunde til at tro, som dagens prædiketekst giver. Den første grund er oppefra og ned, er åbenbaringen: Gud har åbenbaret sig i sin søn Jesus, vist os, hvem han er.
Hvis vi vil kende Gud, så må vi følge Jesus og bede ham om at vise sig for os, åbenbare sig for os og lære os at lytte til hans stemme og kende hans tegn.

Den anden grund er inviterende, er nedefra og op. Jesus inviterer os til at komme til sig og leve et liv, som Gud ønsker det. For at vi kan leve liv i følgeskab med ham, i frihed fra andre menneskers overdrevne krav og i stadig fordring fra Guds søn selv.

Med det perspektiv kan vi gå et nyt kirkeår i møde. Vi ved, hvad det bringer. Jul, påske og pinse. Vi kender historien. Og alligevel ved vi ikke, hvad det bringer. Vi ved ikke, hvilke byrder livet eller andre mennesker eller vi selv vil lægge på os. Men vi ved hvem, vi er i følgeskab med.
Jesus Kristus. Ham, som er Guds nærbillede. Ham, som sætter fri og ønsker at give os hvile, og stadig ønsker at lede os nye steder hen og lære os nyt.

Derfor siger vi Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmer
739 Rind nu op i Jesu navn
305 Kom, Gud helligånd, kom brat
658 Når jeg er træt og trist, når modet svigter
638 O, kommer hid dog til Guds søn
68,5 Se, hvor han gør sig til brød og til vin
431 Herre Kristus, dig til ære

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Kom med en kommentar:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s