1. Søndag efter Helligtrekonger 2017

“Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.” Lukasevangeliet 2,41-52

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Hvordan opdrager man et barn i den kristne tro? Hvordan sikrer man sig, at det liv fra Gud, som blev begyndt i dåben, varer livet ud? Hvordan lærer man et barn, at det er godt at være hos Gud?

Det er spørgsmål, som mange forældre har stillet sig selv. Nogle står med lidt bæven og nervøsitet foran den opgave, andre glæder sig ligefrem til den.

Hvordan kan man finde en balance mellem at videregive sine egne værdier og præge børnene med de ting, man selv har fundet glæde ved, og så samtidig også sørge for, at de ikke bliver indoktrineret?
I nogles ører klinger religiøs tro og kristen opdragelse nemlig netop lidt for meget af indoktrinering. Og derfor er der da også i nogle dele af vores land en bevægelse hen imod, at man ikke døber sine børn, men lader dem selv vælge, når de bliver ældre. Så kan de selv tage stilling, lyder argumentet, og man vælger ikke som forældre deres religion.

Og set udefra kan der da også være noget lidt pudsigt over, at forældre svarer på barnets vegne, som de gør i dåben.

Men uanset, hvad man gør, som forælder, videregiver man værdier. Der findes ingen værdineutral opdragelse. Der findes intet rum, intet hjem, som er fuldstændig blottet for holdninger og meninger, hverken af den religiøse eller politiske slags. Hvad enten vi vil det eller ej, videregiver vi masser af værdier og holdninger og måder at leve livet på til børn.

Derfor kan vi lige så godt være ærlige og bevidste om det, og forsøge at præge vores børn med gode værdier, sætte dem ind i gode århundredlange traditioner, og ja, bære dem frem til døbefonten og lægge dem i Guds hænder, og stole på, at det er det tryggeste og bedste sted for dem at være.

I Salme 84 fra Det Gamle Testamente, som vi hørte tidligere, står der:
”En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre end at bo i ugudeliges telte.”

Det er radikalt sagt. En dag i Guds forgård, altså, det område i det jødiske tempel, lige uden for det helligste område, er bedre end tusind dage, man selv har valgt.

En dag tæt på Gud er bedre end tusind, jeg selv kan vælge og bestemme over.

I vores tid, som sætter det menneskelige valg og friheden utroligt højt, er det et udsagn mange vil ryste på hovedet af.

Giver det virkelig mening at opgive mit eget frie valg, for at være tæt på Gud? Bliver det ikke en anelse for ekstremt? En religiøs spændetrøje? Hvad nu hvis jeg vælger forkert, og det viser sig, at troen på Gud bare er en indbildning, en oldgammel skrøne?

Det er netop pga. vores utrolige evne til at træffe de forkerte valg, at vi har brug for Gud. Vi har brug for lægge vores liv over til noget større, til én, som har et meget større overblik og udsyn end os. En, som er helt igennem god. Helt igennem viis. Helt igennem kærlig.

I dagens evangelietekst er Josef og Maria godt i gang med at lægge drengen Jesus over i Guds hænder og oplære ham i troen. Ikke i den kristne tro, men i den jødiske. Som vi kender fortællingen om dem, så var Josef ikke far til Jesus, det var Gud selv ved Helligånden. Men det virker til, at Josef alligevel tog meget ansvar for Jesu opvækst og var med i opdragelsen af ham, ja, blev en jordisk plejefar for ham. Josef og Maria prioriterede at tage til Jerusalem og fejre påske, som gode fromme jøder gjorde det én gang om året. Og det var ikke en helt lille tur. Rejsen var cirka 120-130 km til fods. De gik nok 30 km om dagen, så det må have taget fire dage.

Det var egentlig kun skik, at jødiske mænd rejste til templet i Jerusalem til påskefesten, så det at Maria også er med, understreger deres fromhed. Det samme gør det, at de tager Jesus med som 12-årig; det var egentlig først som 13-årig, man var blevet en mand og derfor behøvede at tage af sted.

Så alt i alt, Josef og Maria giver Jesus en god solid jødisk opdragelse.

Hov, stop lige en halv.

Kan man opdrage Guds søn? Hvordan giver det mening, at to mennesker, Josef og Maria, kan oplære Jesus i, hvordan han skal leve, hvordan han skal tro? Hvis han var Guds søn, havde han så ikke al visdom fra begyndelsen af sit liv —- eller —— hvordan hænger det sammen? Kan man lære Gud noget? Og giver det mening at sige, at andre bestemmer over Guds søn, som har al magt? Fratager ham sin egen vilje?

Det er sådanne mærkelige paradokser, vi støder på i kristendommen. Jesus var helt menneske og helt Gud. Det kan være svært at få til at gå op, både når det handler om, hvem som var hans forældre, og om han havde en vilje selv.

Men det virker til, at det at Gud selv blev menneske i Jesus Kristus, faktisk også indebar, at der var noget, Guds søn skulle lære på menneskevis. Han vidste ikke alt fra begyndelsen, men voksede i visdom, han blev klogere, både på Gud og mennesker.

Så vild og dyb er Guds menneskeblivelse. Gud blev ikke menneske bare for syns skyld, iklædte sig menneskehud og menneskestemme, men blev helt menneske. Jesus måtte lære. Jesus var dreng.

Prøv at tænke på en 12-årig dreng. Måske har du et barn eller barnebarn i den alder? Eller tænk tilbage på dig selv eller en af dine søskende i den alder.

Jesus Kristus, verdens frelser, var engang en 12-årig dreng.

En dreng, som kendte sin far. Babyer og små børn er trygge ved deres forældre og kan begynde at græde, hvis de er for lang tid hos andre mennesker. En 12-årig dreng er stadig ikke blevet teenager og meget opsætsig. Han er stadig nogle gange et stolt barn af sine forældre men begynder også så småt at blive bare en anelse voksen. Jesus var vel stadig glad for sine forældre, men han vidste tilsyneladende også, at Josef ikke var hans virkelig far, men at det var Gud Fader.

Det var godt at være hos Josef i tømrerværkstedet og lære af ham, men det bedste sted for Jesus at være var i hans himmelske fars hus, det jødiske tempel. Der var han helt tæt på sin far. Der var godt og trygt og lærerigt for ham at være.

Jesus Kristus var også en dreng med spørgelyst. I dag kan 12-årige drenge læse bøger eller slå ting op på internettet. En dreng på Jesu tid havde ikke samme muligheder, så han måtte rette sine spørgsmål om Gud og jødisk tro andre steder hen.
Josef og Maria har sikkert kunne svare på nogle af Jesu spørgsmål, men han var mere videbegærlig. Han ville vide alt om den jødiske tro – hans tro, troen på hans far. Og derfor finder Josef og Maria ham i en dyb samtale med lærerne i templet, efter at de i flere dage har ledt efter ham. Det er ikke kun Jesus, som lytter og lærer. Han stiller spørgsmål, og han giver også svar. Det virker til at være en ligeværdig samtale.

Jesus var nemlig en dreng med indsigt. Hvor fik han den visdom fra?
Jesus kender Gud indgående, fordi han selv er Guds søn, han selv er helt menneske og helt Gud. Han er Guds nye nærvær i verden. Det sted, den person, hvor Gud er allermest til stede i verden. Nu sidder han i det jødiske tempel. Det jødiske tempel var det sted, som plejede at blive fyldt af Guds nærvær. Det var det mest guddommelige sted i verden. Men senere, da Jesus bliver voksen og begynder sit virke på jord, mister templet sin funktion som stedet for Guds nærvær, og i stedet for bliver det udelukkende Jesus Kristus, som er Guds nærvær på jorden.
Nu gæster Guds nye nærvær i verden, Jesus, han gæster templet, det traditionelle sted for Guds nærvær i verden. Det må have været et specielt øjeblik at overvære.

Jesus var en dreng, som blev godt oplært i den jødiske tro, og han har sikkert kendt Salme 84 og det vers, jeg citerede før.

”En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre end at bo i ugudeliges telte.”

Men selvom Jesus nok kendte det vers, gjorde han netop det modsatte af, hvad salmen opfordrer os mennesker til. Han var netop hos Gud. Ikke kun i forgården, i nærheden, men var helt tæt på Gud, ja, var selv Gud. Guds søn var hos sin far fra evighed af i kærlighedens treenige fællesskab.

Men han valgte at gå med på at lade sig føde på jord, at tage bolig i ugudeliges telte, som salmen udtrykker det. Hos os, som af natur ikke altid er særligt gudelige, dér valgte Jesus at tage bolig, at slå sig ned. Helt frivilligt. Han blev født som et barn, han voksede op som en dreng hos sin mor og sin jordiske plejefar. Han var lydig imod dem.
Universets herre, ham, som har al magt, valgte at underlægge sig sine forældre.

Som vi kan se i dagens evangelietekst og som vi ser mange gange i hans liv, så kendte han sandheden om sig selv. Han kendte sin himmelske far og hvor, der var godt at være. Men så længe han var barn, underordnede han sig under sine forældre. Gav afkald på sin frihed og blev lydig.

Ikke bare for at prøve noget nyt, men fordi der var noget vigtigt på spil. Nemlig:
Os. Mig. Dig. Dem, som lige er blevet døbt og dem, som blev døbt for mange år siden. Os, som har let ved at tro og os, som ikke helt ved, hvad vi skal tro.

For os gav han frivilligt afkald på sin frihed og herlighed hos Gud og blev lydig, under sine forældre.

Ja, mere end det. Han blev lydig indtil døden. Så stor var hans vilje til at sætte os fri, til at gøre det muligt for os at være tæt på Gud, at han frivilligt overgav sig til døden. Han lod sig binde, korsfæste og slå ihjel.

Men i sidste ende viste det sig, at det var døden, som var bundet og uden magt. Gud oprejste ham fra de døde. Døden viste sig at være den svageste, og derfor kan vi i dag være tæt på Gud.

Ja, vi kan endda være et tempel for Gud, som salmedigteren Kingo udtrykker det i salmen, vi skal synge om lidt:

O Jesus, gid du ville
Mit hjerte danne så
At årle det og silde
Dit tempel være må!
Du selv min hjerne vende
Fra verdens kloge flok,
Og lær mig dig at kende,
Så har jeg visdom nok.

Så vild og dyb er Guds menneskeblivelse. Som Jesus, Guds nærvær i verden, besøgte jødernes tempel, så kan Jesus også besøge os, i vores indre, ja, bosætte sig i os. Vi bliver et tempel for Gud, og Gud bringer selv sit nærvær til det tempel. Han gør det i dåben, hvor vi knyttes tæt sammen med ham, og hvor han tager bolig i os ved sin Ånd, Helligånden. Dermed bliver vi forbundet med ham, og får en kilde med Guds nærvær, som dagligt kan fylde templet, fylde os.

Så vi kan roligt opdrage vores børn i den kristne tro. Fortælle dem om deres himmelske far, læse højt for dem af fortællingerne om Jesus og lære dem at bede til ham og tro på ham. Hele verdens frelser, som selv var barn engang her på jord, og som selv vil tage bolig i os – han vil smykke vores krop, sind og sjæl, hans tempel, med sit nærvær. Guds nærvær.

Opdragelsen i den kristne tro er netop ikke en indoktrinering til et liv i fangenskab af undertrykkende regler, men til et liv i kærlighed og fællesskab og frihed med Guds søn. Til ham kan vi, som de 12-årige drenge eller piger, vi måske stadig er indeni, henvende os med alle de spørgsmål, bønner og forundringer, som vi har. Om vi end er fyldte af glæde over livets under, nedtrykte af sorg over dødens ubarmhjertighed eller bare sådan halvgodt tilfredse med livet, så kan vi tale med Gud, bede, og fortælle ham alt. For han er vores far!

Salmer
749 I østen stiger solen op
448 Fyldt af glæde over livets under
69 Du fødtes på jord
139 Hvor stor er dog den glæde
208 Skriv dig, Jesus, på mit hjerte
136 Dejlig er den himmel blå

Gammeltestamentlig læsning: Salmernes Bog: 84.

(Holdt i Levring og Hørup Kirke, søndag d. 8. januar 2017.)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Kom med en kommentar:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s