Mødested

For nylig gik jeg rundt på en højmose lidt uden for Riga i Letland. Efter nogle dage i Riga med fordybelse i landets dramatiske historie og beundring af de prangende Jugendstil-bygninger, var det godt at komme lidt ud i den friske luft på mosen.

Kemeri-højmosen er en del af en stor nationalpark. Man har anlagt en plankesti på en del af højmosen, så man kan bevæge sig derud uden at synke i eller få våde tæer. På vores tur derude nød vi stilheden, det flade vidtstrakte landskab og det særegne planteliv. Mest imponerende var de mørke mosesøer. De var tiltrækkende og flotte at se på. Jeg tog næsten et billede af hver eneste, jeg kom forbi. De mindede lidt om mørke øjne. En indgang til mosens inderste og dybeste. Jeg havde lyst til at fordybe mig i dem og via dem lære mosen bedre at kende.

Men der var også noget skræmmende over dem. Jeg er ikke begejstret for dybt vand, og når plankestien blev til en lille bro og førte hen over en af dem, skyndte jeg mig at gå over den og få fast plankegrund under fødderne igen. Min kone derimod stillede sig ofte på broen og beundrede mosesøerne. Heldigvis endte hun altid med at løsrive sig og komme med videre.
Fantasien fik frit løb. Hvad mon der gemte sig på bunden af de mosesøer? Hvilke væsener kunne mon finde på at komme op af dem en halvmørk vinterdag?

I serien om Danmarks historie, som blev vist på DR tidligere på året, fortælles der om, hvordan tidligere beboere af de danske områder ofrede mennesker i mosesøer. De tænkte nemlig, at mosesøerne var et mødested mellem det guddommelige og det menneskelige. Så når de guddommelige kræfter skulle mildnes og beskyttelse opnås, så var det moserne, der skulle ofres i. Da jeg så udsendelserne for nogle måneder siden, forstod jeg ikke helt logikken i det. Men mens jeg gik der på Kemeri-højmosen og blev både fascineret og skræmt af de mørke mosesøer, da forstod jeg.

Vores forfædres menneskeofringer i mosesøerne afspejlede en eksistentiel længsel efter det guddommelige. Hvordan kommer den længsel til udtryk i dag?

Nogle mennesker søger mod Østens mystik med buddhisme, mindfulness og alternative behandlingsformer. Det handler ikke altid så meget om tro på en gud, men mere om, at vi skal blive bedre til at klare os selv og bringe orden i det kaos, som vores liv kan føles som.

Nogle tager på pilgrimsvandringer i Spanien eller en tur på Hærvejen. Når man går, får man ofte bearbejdet nogle ting i sindet og kroppen og nogle gange melder Gud sig endda på banen, mens man går der i egne tanker.

For mange mennesker er naturen et oplagt mødested mellem Gud og mennesker. Der virker grænsen mellem det guddommelige og det menneskelige ikke så tydelig mere. De udsprungne bøgetræer, fuglesangen og spændingen om, hvad der mon venter rundt om næste hjørne på skovstien, får os, i hvert fald mig, til næsten automatisk at rette tankerne mod Gud.

De danske kirker er også stadig i funktion, og en del mennesker får deres åndelige tørst slukket der. Her mødes vi ved de store overgange i livet, og her mødes vi søndag efter søndag og fejrer Guds søns sejr over døden.

Så vores eksistentielle længsel efter det guddommelige findes stadig. Det får bare udtryk på andre måder end tidligere. Der er noget godt ved vores religiøse længsel. Den er skabt af Gud, for at vi skal søge efter ham. Gud længes efter mennesker, faktisk endnu mere end vi længes efter ham. Derfor sendte han sin søn til jord for at sætte det møde i stand. Jesus Kristus var menneske og Gud, og han er mødestedet mellem mennesker og Gud. Ikke ét af mange mødesteder, men mødestedet.

Så vi behøver ikke søge til moser eller Østens religioner for at finde Gud. Jesus kom ind i vores verden, og vi kan møde ham lige der, hvor vi er. Hvad enten det er midt i hverdagen derhjemme i køkkenet, på en tur på Hærvejen eller i skoven, eller en søndag i kirken. Hvad enten det er ved en stille bøn, en meditation over en bibeltekst eller ved en nadver.

Gud ønsker at møde os!

(Klumme til kirkebladet i Thorning, Grathe og Vium sogne)

1 kommentar

Filed under Uden for kategori

One response to “Mødested

  1. Sådan må der have set ud i “Skoven melle verdenerne” (“The Wood between the Worlds”) fra “Troldmandens nevø”!

Kom med en kommentar:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s