Båltale om stærke fællesskaber

Min kone og jeg er netop blevet færdig med at se den britiske serie Downton Abbey. Måske nogle af jer har set den? En serie i seks sæsoner, som følger livet på en engelsk herregård i begyndelsen af 1900-tallet. Der er tjenestefolkene i kælderen, downstairs, som gør deres gode solide arbejde, laver mad, vasker tøj, gør rent og på mange måder varter dem oven på op.

Dem ovenpå, upstairs, er adelige og de fine i det lokale samfund. Her er familieskabet vigtigt. Det handler om at omgås de rigtige mennesker. Det handler om at blive gift med den rigtige person fra den helt rigtige stand og fra en passende rig baggrund. Og hvis man laver en skandale, så går det ud over hele familien, så er familiens ære krænket, og man risikerer at blive til grin og miste indflydelse. Familien er vigtig.

En del af tjenestefolkene i kælderen er ugifte. Et arbejde som butler, serveringsmand, stuepige eller køkkenpige var ikke altid et liv, som gav plads til ægteskab eller familieliv. For det var hårdt arbejde, og de arbejdede meget mere end 37 timer end ugen. Men mange af dem blev en slags familie for hinanden. De boede jo det samme sted, de sås hele dagen, arbejdede sammen og hjalp hinanden med personlige problemer af mange forskellig slags. De var et stærkt fællesskab.

En af de fine ting ved serien er også dens skildring af forholdet mellem dem upstairs og downstairs. Mellem de rige adelige ovenpå, og de fattigere tjenestefolk i kælderen. Der er loyalitet og trofasthed, venskab og fortrolighed, som går begge veje. Man betror hemmeligheder på tværs af etagerne, som man ikke betror sin nærmeste familie.
Så en af seriens pointer er netop fællesskabet på tværs af arbejdsforhold, på tværs af stand og social status, på tværs af tjener/herskabs-skellet.

Som mellemkrigstiden skrider frem, bliver det svært at drive en herregård, de må skære ned på personalet. For har man virkelig brug for en person til at hjælpe sig med at tage tøj på og pakke taske for en, bare fordi man er lidt adelig og rig? Og hvorfor skal man nu absolut have det allerpæneste tøj på, når det er spisetid hver aften?

Tiderne forandrer sig. Fællesskaberne forandrer sig. Vi har også mærket det i Danmark. Også os, som ikke kommer fra de allerfineste adelige kår. Før i tiden, når man som mand og kone blev for gammel til at drive gården selv, så lod man en af sine sønner overtage gården, byggede en aftægtsbolig og flyttede selv ind i den. Det var der mange gode fordele ved. Så kunne man stadig hjælpe lidt til på gården, men slap for hele ansvaret og kunne nøjes med af tage én af malkningerne og lidt lettere arbejde i mark eller have. Så var man tæt på og kunne passe børnebørn og have en stor og vigtig rolle i deres liv. I det hele taget, så hjalp man hinanden, så godt man kunne, på tværs af alle generationerne.

Måske det for nogle har været lidt svært at have sin svigermor boende så tæt på. Det har det sikkert. Men der var gode fordele ved det. Man holdt godt sammen i storfamilien, for slægten og familien var et af de allervigtigste fællesskaber.

I det hele taget boede der flere mennesker sammen dengang. På en gård var der flere børn, end der er i dag, der var vel ofte både et par karle og et par piger i huset, og når der så også var et par hold bedsteforældre boende, så skulle den dygtige husmor lave mad til mange. Der skulle skrælles mange kartofler, laves mange frikadeller og laves meget kaffe. I høsttiden var det vel madpakker, som skulle smøres og bringes ud til de flittige høstarbejdere i marken. Men det gik vist alt sammen, selvom der var nok at se til.

I dag bor flere og flere mennesker alene. For nogle er det selvvalgt, og de trives med det. For andre er det ikke selvvalgt, og de trives ikke så godt med det. Måske er det på grund af en skilsmisse eller et dødsfald, og de føler sig ensomme. De savner et større netværk. De føler måske ikke altid, at der er nok mennesker, som kigger forbi.

Da jeg flyttede fra Vestjylland til København i 2002 for at studere, tog det også noget tid at finde ind i fællesskaber. Selvom jeg boede på et kollegium og delte et beskidt og rodet køkken med 17 andre, så var jeg ensom. Selvom jeg studerede og mødte folk der, så var jeg ensom. Selvom jeg gik i kirke og en kristen ungdomsforening, så var jeg alligevel ofte ensom det første års tid. Jeg længtes efter fællesskab, men det tager bare tid at lære folk godt at kende. Det tager tid at finde dem, man for alvor taler godt med.

Så når vi har sådanne mennesker i vores liv, hvad enten det er i venskaber, i familien, naboer eller på arbejdspladsen, så skal vi prioritere dem. Så skal vi værdsætte dem. Venskaber og fællesskaber kommer ikke af sig selv. De vedligeholder heller ikke sig selv. De kræver en indsats. De kræver tid. De kræver prioritering. For det er ofte lettere at blive hjemme foran fjernsynet end at gå ud og møde folk. Det er ofte lettere at blive bag sin egen hæk og kigge på sine egne stauder. Men vi går glip af fællesskabet. Vi går glip af den glæde, som vi får fra samværet med andre. Vi går glip af de overraskelser og den uforudsigelighed, der er i at bruge tid med andre mennesker.

I et lille lokalsamfund, som her i Hinge-Nørskovlund, så bliver vi mere eller mindre alle nødt til at bakke op om de fællesskaber, der er. For at holde dem i live. For at sikre, at vi selv har et fællesskab at være en del af. Det har vi brug for. For at sikre at der er et godt og kærligt fællesskab til andre. Det har de brug for. Så det er både for vores egen skyld og for de andres skyld, at vi bakker op om fællesskaberne i området.
Det er godt, hvis vi bakker op om det, der sker i forsamlingshuset, så det sted overlever og mennesker har et sted at mødes til fest eller mindesamvær. Det er godt, at vi bakker op om kirkens aktiviteter, så kirken ikke står tom om en generation eller to. Det er vigtigt, at vi bakker op om det øvrige foreningsliv med beboerforening, KFUM&K, mandagsklub, idrætsforening med egns- og sportsuge og alt, hvad der ellers sker her i området.

Uden det store foreningsliv og de stærke fællesskaber, så ville Hinge-Nørskovlund være et trist sted at bo.

Et godt og stærk fællesskab har ofte brug for en fælles sag. En vision at være enig om. En sag at brænde for og arbejde for at udbrede. Så kan mennesker netop mødes på tværs af de skel og barrierer, som ellers skiller dem ad. For de er enige om den fælles sag. Ligesom tjenestefolk og adelige i serien Downton Abbey og på de engelske herregårde kunne mødes. Både fordi de delte liv og hemmeligheder med hinanden, men også fordi de alle havde kærligheden til det samme sted, nemlig den engelske herregård og alle de traditioner og den historie, som den havde.

Det er lidt, som når vi står rundt om Sankt Hans bålet og kigger på det. Så er vi forenet af flammerne og ilden, så kigger vi alle samme sted hen. Så er vi enige om, at det da godt nok brænder fint, og at det da var godt, at det brændingsforbud blev ophævet, så det kunne blive rigtig Sankt Hans, og at bålene da vist var større for 50 år siden. Så er vi fælles om det samme. Forenede, i hvert fald for en stund, inden vi går hver til sit igen.

Eller når vi følger det danske fodboldlandshold på fjernsynet til VM i Rusland. Så holder vi med dem, i hvert fald dem af os, som går op i fodbold. Så er vi forenet i vores håb om dansk sejr, eller i hvert fald en plads i 8-dels-finalen. Så føler vi alle med William Kvist, som måtte blive sendt hjem for tidligt pga. sin skade, og vi er alle enige om, at det da var godt at Christian Eriksen nåede at blive far inden VM, så han kunne komme med og hjælpe os.

Til alle tider har vi mennesker været forenet af fælles visioner og drømme og skabt stærke fællesskaber. I kirkehistorien finder vi også mange stærke fællesskaber. I klostrene fandt mennesker sammen om en fælles mission og sag. At søge Gud og lære mere om ham. At hjælpe lokalsamfundet på forskellig vis. Når klostrene var bedst, var de et levende fællesskab, hvor mennesker hjalp hinanden til at lære Gud bedre at kende og hjælpe de fattige og andre trængende i klostrets nærhed.

Den helt tidlige kirke for små to tusind år siden var også præget af et stærkt fællesskab. De første kristne oplevede, at der nu var noget stærkt, som bandt dem sammen. En fælles erfaring af at Jesus var død og opstået. Mange af dem havde set Jesus efter hans opstandelse. Det forenede dem. De havde også en fælles mission, at udbrede det samme budskab. Jesus var død og opstået, og det var og er gode nyheder for hele verden.
Så i starten var de helt radikale og måske lidt ekstreme. De solgte deres ejendele og brugte det hele til fælles bedste. De var enige og havde et stærkt fællesskab, brændende i deres overbevisning om deres fælles sag.
Og sådan kunne vi finde mange andre eksempler på stærke fællesskaber omkring samme vision eller sag.

Hvorfor er alt det her med fællesskab så vigtigt? Hvorfor fylder det så meget i så mange menneskers liv?

Jeg tror, det er fordi vi er skabt i Guds billede. Vi ligner Gud, og Gud er i sig selv fællesskab. Han er treenig. Tre i én. Fader, Søn og Ånd. Så når vi søger fællesskab med andre, når vi ikke vil være ensomme, men i venskab med andre, så er det fordi, vi ligner Gud, den Gud, som er fællesskab i sig selv.
Et sted i Bibelen står der: ”Det er ikke godt, at mennesket er alene.” Det er inden, Gud skaber Eva som hjælper og partner til Adam. Men det kan lige så godt gælde helt generelt. Vi kan godt leve alene. Og det varierer fra person til person, hvor meget fællesskab vi har brug for. Nogle vil helst være sammen med andre hele tiden, andre har brug for at trække sig og være alene indimellem.
Men det er grundlæggende ikke godt, hvis vi mennesker er alene og ensomme. Vi er relationelle. Vi er skabt til fællesskab. Og den længsel efter fællesskab har vi til fælles med Gud.

Gud vil heller ikke være ensom, men have fællesskab med os. Det længes han efter. Det viste han netop, da han sendte Jesus for at leve, dø og opstå for vores skyld. For at få fællesskab med os. Det viste han, da han sendte sin hellige ånd pinsedag for at få fællesskab med os mennesker og stadig være tæt på os, selvom Jesus har forladt jord.

Derfor er fællesskab vigtigt. Fordi Gud i sig selv er fællesskab og fordi han stærkt ønsker at have fællesskab med os, at følges med os i vores liv. Derfor er det godt, hvis vi prioriterer fællesskabet med ham, lader ham følges med os ud i livet. Derfor er det godt, hvis vi prioriterer fællesskabet med hinanden i alle mulige sammenhænge så de stærke fællesskaber kan bestå.

Tak fordi I lyttede. Glædelig Sankt Hans!

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Kom med en kommentar:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s