På vej mod fremtiden

Jeg blev far for et par måneder siden og tænker meget på, hvordan livet mon bliver for min lille pige. Hvordan bliver hendes verden? Hvad venter der på hende om 10, 20, 30 eller 50 år? Hun er på vej mod fremtiden, ligesom vi alle er. Hvad mon den bringer?

Er den her hedebølge, som i skrivende stund hærger Danmark, et tegn på stigende klimaforandringer og på, at vejret fremover vil gå endnu mere amok?

Hvad skal vi stille op, når præsidenter som Trump, Putin og Erdogan gør deres bedste for at ændre den verdensorden, vi lige havde vænnet os til, og som har givet os tryghed de sidste par årtier?

Hvad med den teknologiske udvikling? Vi mennesker kommer tættere og tættere på hinanden via internettets mange muligheder, men nogle gange virker det til, at det eneste, vi kommer tættere på, er vores skærme. Kan vores skrøbelige sind holde til det i længden? Er et virtuelt hjerte sendt via nettet det samme som et ægte knus, vi kan mærke over hele kroppen?

På det etiske område viser der sig hele tiden nye muligheder i horisonten for selv at bestemme over liv og død på både ufødte børn og på ældre mennesker. Skal vi stole på os selv og vores evner til at vælge klogt? Endda på andres vegne?

Og hvad med køn, seksualitet og identitet? Antallet af køn er meget højere end to, mener nogle. Det er også blevet muligt at skifte juridisk køn ved at udfylde et kort skema, hvis man oplever at tilhøre det andet køn. Men giver det os grundlæggende bedre liv? Eller er det bare endnu et tegn på, at vi mennesker er på vej bort fra de rammer, som Gud har sat om vores liv?

Tidens tegn
Verden, som vi kender den, er under forandring, men er det til noget bedre eller noget værre? Ja, hvad mener du? Hvordan tolker du tidens tegn?

Jeg tror ikke, de nævnte tegn lover godt for fremtiden. Jeg tror, vi er på afveje på mange måder. Så når jeg tænker på fremtiden, bliver jeg bekymret.

Hvordan undgår vi at blive fanget i bekymringer? Vi kan selvfølgelig forsøge at fordybe os så meget i nuet, at vi glemmer fremtiden og bare tager én dag af gangen. En time, et minut, et øjeblik af gangen. Men alt det, vi gør i dag, er jo med til at forme vores liv og verdens udseende i morgen, så vi kan ikke bare fortrænge fremtiden. Den melder sig altid, minder os stædigt om sin eksistens.

Holdbar glæde?
Vi kan også forsøge at se på alt det, som der er at glæde sig over. De mange bier, som bekymringsfrit summer løs dagen lang. Den skønne duft af høstede marker. Når vi føler os forstået af en ven. Fællesskab med andre mennesker i de mange forskellige foreninger. Der er virkelig meget at glæde sig over. Men igen sniger bekymringen sig så let ind. Er der ikke noget med, at mange bier dør? Hvordan mon det skal gå alle landmændene, når høsten ikke blev så god i år? Hvorfor bor mange af mine venner så langt væk? Mon der er nogen til at holde liv i vores foreninger om 10-20 år?

Findes der en glæde, som er så holdbar, at den kan overleve alle vores bekymringers angreb? Ja, er der noget, som er sikkert og som står fast?

Til verdens ende – og videre
Jeg tror det. Jeg overlever på, at Jesus har lovet, at han vil være med os hver dag indtil verdens ende. Det var hans sidste ord til sine disciple, inden han vendte tilbage til det himmelske liv hos Gud. Hvis ikke Guds søn skulle holde, hvad han lover, hvem skulle så? Han er med os hver dag. Det betyder ikke, at vi forstår alt. Det betyder ikke, at det hele altid går op, at mening vil flyde i en stærk strøm til os hver dag, eller at vi kun møder glæder i livet.

Men det betyder, at der er noget, som står fast. Jesus har ikke opgivet verden. Som Guds søn er han ikke bundet af tid og rum. Han viste ikke kun sin kærlighed til os ved, at han døde for vores skyld og besejrede døden, da han opstod til liv igen. Men også ved at række os sig selv i dag. I dåben. I nadveren. I fællesskabet i kirken. I et smil fra en lille nyfødt eller venlige ord fra en tilfældigt forbipasserende på Vinderslevvej eller Taskebjergvej.
Han er med os. Ikke mod de andre. Men sammen med os alle. Han opmuntrer os til at forsøge at gøre verden til et bedre sted at leve.
Og når det ikke lykkes – for det vil det i sidste ende aldrig – når verden en dag får en ende, så slutter han ikke med at være med os. Når vi kender ham, og han kender os, så vil vi leve for evigt hos ham.

Vi er på vej mod fremtiden. En fremtid med Guds søn. Uden bekymring. Fyldt med glæde.

(Klumme til kirkebladet 2018-4. Hele bladet kan læses her)

Skriv en kommentar

Filed under Uden for kategori

Kom med en kommentar:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s